På vej op til overfladen

Nå, sidste kapitel var ikke skrevet i min jammerhistorie, så den kommer her. Mest af alt fordi jeg har et enormt behov for at få skrevet det ned - for min egen skyld.

Efter mit dramatiske stunt og indlæggelse for et par uger siden, kom jeg hjem med en masse smertestillende og besked om at tage det med ro indtil æggestokkene havde det bedre og smerterne var aftagende. Men torsdag startede jeg med feber, som bare fortsatte med at køre op og ned - jeg svingede fra 37,5 til 39,4 alt efter hvornår jeg havde taget smertestillende. Og jeg havde det bare virkelig dårligt. Som en ordentlig gang influenza. Det var jo ikke så mærkeligt, for min søde kæreste havde haft en omgang i forbindelse med min indlæggelse.
I weekenden sov jeg ad h-til. Svedte så meget at jeg måtte skifte sengetøj, ligge mig på håndklæder og jeg vågnede 1 gang i timen. Mandag var min fødselsdag, og jeg lå på en madras i stuen hele dagen og havde det skidt, skidt, skidt. Vi endte med at spise rester og jeg gik i seng kvart over otte.
Tirsdag havde jeg det ligeså dårligt og tanken strejfede mig at jeg nok måtte til lægen, da den der influenza ikke rigtig gik væk. Onsdag gjorde jeg alvor af det, efter at have sovet forfærdeligt, vågnet en gang hver halve time, og svedt svedt. Min temperatur var stadig svingende helt vildt.

Min søde læge tog mig meget alvorligt. Jeg havde tårnhøje infektionstal, så jeg blev sendt direkte til Riget igen, hvor de kunne konstatere at jeg havde en infektion. Torsdag blev jeg så scannet på ultralydsklinikken (dejligt sted med en masse gravide og så mig, der lignede døden fra Lübeck - dér kunne jeg godt have undværet at være!). Scanningsdamen konstaterede en kraftig infektion i æggestokke og andre steder i underlivet. Av av av. Jeg har ikke haft skyggen af en influenza men altså en svær infektion! Jeg fik lov at tilbringe 3 dage på hospitalet og jeg er endelig endelig i bedring. Ingen feber, ikke alt for mange smerter og jeg kan mærke at NU vender det.
Jeg er stadig sygemeldt og er det nok ugen ud.

Denne omgang har sat en masse tanker igang omkring hvor meget det her fertilitetsbehandling definerer mit og vores liv. Jeg vil egentlig gerne have et nyt job, men det er svært når man er i behandling og ikke ved hvornår man lige tager 3 ugers sygemelding. Eller hvornår man bliver gravid. Karriere i udlandet er lige nu ikke en mulighed, ikke før jeg evt. bliver gravid. Og rent fagligt kommer man jo ikke særlig langt når man er så meget sygemeldt.

Og igen har dette forløb mindet mig om at lillebrøster er et måskeprojekt. Det var det ikke i sommers da vi startede. Lægerne er ret sikre på at mine æggestokke ikke tager skade af det her, men tænk nu hvis? Det er ikke til at bære.
Behandling er skudt lidt ud i fremtiden. Vi venter en cyklus og ser hvordan motivationen er. Imens sparer vi sammen, og dét er jeg godt nok også træt af! Det er en dyr fornøjelse, det her! Og der er andre ting, vi giver afkald på.

Og hvorfor fik jeg så den infektion? Det aner lægerne ikke. Men der er booket tid på klinikken, for nu vil vil have snakket den ægudtagning igennem. Hvad gik galt? Og så vil vi holdes i hånden HELE tiden i næste forløb. Og have den BEDSTE læge til at tage æg ud. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om klinikken, de var virkelig søde da jeg ringede og fortalte dem om vores status. Men jeg kan ikke lade være at tænke at sådan noget jo aldrig skete for os på Hvidovre... Argh. Jeg ved det ikke og orker ikke at være vred over noget som sandsynligvis ikke er nogens skyld.