Vær velkommen 2009

2008 er definitivt lagt bag os, og vi har allerede taget hul på 2009. Så selvom det er lidt forsinket, synes jeg at sechestolen fortjener en lille statusrapport her på randen af det nye år.

I de sidste mange år har julen været noget underligt noget for mig. I de tre år jeg boede under solens varme gik julen mest med ferier til eksotiske rejsemål. De sidste to jul'er har været tunge og triste. Og fyldt af alt det jeg ikke havde - en baby i maven, børn. Når man er en del af en familie med børn, så fylder de naturligvis meget i julen, og det skal de også. Men selvom jeg har nydt mine elskede nevøer, så har de også hele tiden været en konstant reminder om det, jeg ikke havde.

Julen 2007 var et mindre helvede. Jeg skulle teste 28.12 og allerede juleaftensdag startede hovedpinen og bekymringerne og "det bliver aldrig mig" tankerne, som åd mig totalt op og ikke gav lov til at jeg kunne nyde julen. D. 27.12 begyndte jeg at bløde og brugte en hel dag hos min søster på at græde og græde og græde.

Januar 2008 var bare en forfærdelig måned. Den korte, forbigående lykke over en positiv blodprøve blev hurtigt forvandlet til en af de hårdeste prøvelser, jeg har måtte gå igennem i nyere tid. Og det blev ved og ved og ved. Og da det var slut kom strejken.

I de 9 måneder vi ventede fra december 2007 til behandlingsopstart august 2008 var på mange måder skelsættende for mig i BIB-forløbet. For i al den ventetid øvede jeg mig ALT hvad jeg kunne på at leve her og nu og ikke i fremtiden. Og prøvede alt hvad jeg kunne ikke at blive bitter. Det var en stor kamp for mig, og svært. For hvor har jeg hadet folks lykke, især deres maver, deres små nybagte familier (og kan mærke den sidder der lidt endnu, distancen til den der eventyr-lykke stemning som en del går rundt med).

2008 var også året hvor jeg accepterede at jeg ikke kan alt. Jeg kan ikke overkomme alt. Jeg rummer også "onde" tanker og følelser, jeg har også "forbudte" følelser som misundelse og vekslende evne til at glæde mig på andres vegne. Og det har været befriende for mig at indse. Og give mig selv lov til en gang imellem ikke at være store frk. overskud.

4. ICSI forsøg var lykkens gang. Og sjovt nok det forsøg hvor jeg var MEST parat til en fiasko. Jeg nægter at tro på at de to ting hænger sammen. Og gud, hvor er jeg lykkelig og taknemmelig for at jeg ikke behøvede at gå igennem den fiasko.

De måneder, der er gået fra september til nu, har også forandret mig. Jeg er blevet gladere, mere overskudsagtig, mere social og kan bedre støtte op om andre nær mig der har det svært. Det er dejligt at mærke at noget af "det gamle" er kommet tilbage igen.
Men jeg har ikke glemt. Jeg har ikke glemt de mange dage med tårer, de svære tanker, følelser af at være den eneste i verden, ingen der forstår. Og følelsen af at fremtiden bare ser mørk og tung ud.
Og jeg har lært en masse. Om mig selv, om at tackle sorg, om min dejlige kæreste, om at tackle svære følelser forskelligt, om at livet ikke altid er retfærdigt, og jeg er blevet meget, meget bedre til at sætte mig ind i andre menneskers sorg, netop på grund af min egen sorg.

Jeg tænker meget på det at være barnløs. Og jeg har ikke lyst til at glemme. For det har også gjort mig stærkere og bedre til at håndtere mange ting. I dag har vi 2 par i vores vennekreds som har begivet sig ud i samme cirkus som os, og jeg håber sådan de vil blive ved med at bruge os. For jeg tror ikke "BIB" følelsen rigtig går væk nogensinde. Og det behøver den heller ikke. Så længe den er på sin rette hylde.

2009. Bare at tænke på det, tygge på ordet, på tallene giver mig sommerfugle i maven. Jeg går rundt med en romantisk drøm om solskinsdage og udsprungne blomster - og mig, min kæreste og vores Asbjørn i en barnevogn. Om at se ham smile første gang, om at mærke hans varme babyhud, om at høre ham skrige (og det er jeg sikker på vi nok skal komme til!). Om at rejse sydpå næste efterår alle tre og bare være sammen, om at købe en lejlighed, om at holde fri, om....det hele!
Puuuh, hvor jeg glæder mig til 2009!