Som jeg vist har skrevet en del om, er hele det her forløb blevet sådan en hel råddenskab, der vokser inde i mig. Jeg får hjertebanken når jeg læser indlæg fra mine kære medbloggere om rugning og får helt ondt i maven over at tænke på at jeg kommer til at være der om et par måneder. I den fase. Måske, altså. Hvis der er æg og hvis kroppen samarbejder.
Imellem behandlingerne får tankerne ikke rigtig lov at fylde så meget. Hverdagen, you know. Og nok også et bevidst/ubevidst valg om ikke at pille ved såret.
Men det kan altså ikke være rigtig. At mit irationelle jeg skal have lov at styre det her. Det har jeg besluttet mig for her til morgen i toget. Nej, det skal IKKE have lov at tage over. Så nu prøver jeg en ny strategi. I stedet for at sky ilden, om man vil, så må jeg bekæmpe den.
Før Asbjørn husker jeg det som om at jeg ventede på hver behandling med spænding, længsel og frygt. Nu venter jeg ikke på dem med spænding mere. Kun med frygt. Den sidste behandling før Asbjørn var 8 måneder efter den foregående. Og jeg husker min mentale tilstand som... anderledes. Jeg husker at have tanker at hvis ikke det er nu, så går det nok. Så overlever jeg.
Sådan vil jeg have det igen.
Jeg vil derfor prøve at bruge bloggen til gode tanker fra nu af og den næste halvanden måned frem. Så here goes: (arj, kan i høre at det ikke liiiige kommer naturligt, det her?)
Vi har været igennem 4 ægoplægninger på projekt lillebrøster. Det aller første forsøg blev aflyst. Muligvis sædprøven. Anden forsøg var det fra helvede. Det som gjorde mig til en stor betændelsesklump med diverse indlæggelser. Adr. Så har vi haft 4 ægoplægninger siden da.
Juni 2011
August 2011
Januar 2012
April 2012
I følge min Asbjørn statistik skulle jeg være blevet gravid i april. Men hey, det er sgu da "kun" 4 ægoplægninger! Og der har jo været æg hver gang de sidste 4 gange. Og sidst var jeg jo nok en lille bitte smule gravid. En bitte smule.
Og (og det er her, det bliver svært - det er denne, jeg skal øve mig på) hvis ikke det bliver her til sommer, så er jeg stadig "kun" 35 og så prøver vi til jul igen. Jeg dør jo ikke hvis ikke jeg bliver gravid nu her, vel? Og ja, vi ville gerne have børn tæt på hinanden, men 5 års mellemrum er vel også ok, er det ikke? Det kan der jo godt ende med at gå.
Kom, så hjerne, lad os lige samarbejde her!
2 kommentarer:
Du er altså virkelig sej, Sech. Jeg har så stor respekt på din måde at håndtere det på.
Det ER jo lige meget, om det bliver nu. Mon ikek trangen til at det skal være NU lige så meget handler om, at man har pænt travlt med at komme ud af den her grimme vente-tvivl-limbo-situation og komme videre med sit liv.
På den anden side: der er jo altid et eller andet, der står i vejen for at man kan komme videre med sit liv, hvis man ser sådan på det.
Og der er jo faktisk også fordele ved at der er lidt større aldersforskel på børnene.
Jeg glæder mig til at følge dig på din vej ud af den mentale råddenskab.
Og sender et stort knus
Åhh Sechen - synes sgu det er hårdt for dig, at det her baby projekt påvirker dig så meget.
Det gør det selvfølgelig også hos mig, men synes mere jeg kan genkende den spænding, længsel og frygt du skriver at du havde sidste gang.
Det må også være pisse hårdt at være så langt væk fra Danmark, og oven i den stress-faktor det er at være i behandling, skulle have det logistiske helvede at tage højde for.
Jeg kan godt forstå du vil prøve at vende tankerne til noget mere positivt - lyder som en god plan!
Vores dreng er fyldt 4, så her bliver der også 5 år imellem. Vi skulle have haft dem i rap, og jeg synes det har været rigtig rigtig hårdt at acceptere, at det ikke skulle gå sådan. Måske har det næsten været det hårdeste i alt det her.
Men jeg synes faktisk det er ligesom om, at jeg er begyndt at have det ok med det. Når jeg ser på min dreng nu, så ved jeg bare, at han vil elske at få en lillebrøster. Det ville han nok ikke for 2 år siden - da ville den bare have været en irriterende konkurrent.
Det kan godt være at de ikke bliver legekammerater, men de vil sgu elske hinanden alligevel og kunne bruge hinanden på en anden måde. Når de bliver voksne betyder det jo ikke det store om der er 3-5 eller 7 år imellem dem. Og når det nu ikke kan være anderledes, så tror jeg faktisk vi har sparret os selv for en masse hårdt arbejde på mange fronter. Det er fandme hårdt at have 2 helt små børn og samtidig få et forhold til at fungere!
Sechen du får en baby! Vi får en baby! Vi må bare prøve at nyde og leve livet imens vi venter på det sker. Stort kram herfra.
Send en kommentar