Kære Blog,
Det er ikke meget opmærksomhed du får i disse tider. Der er flere årsager. Den ene er at jeg går igennem perioder hvor jeg ikke helt ved hvad jeg vil med dig. Skal du være min ventil - som du har været så længe - eller skal du også være en stemningsrapport fra mit liv her og nu, som jo byder på meget andet end nedture og fertilitetsbehandling? Du ender tit med at være det første, en ventil, og til tider kan du føles lidt som et betændt sår, som jeg en gang imellem tager plastret af for at se hvordan det har det. Det trives fint, det betændte sår, skulle jeg hilse og sige. Men det ved du jo alt om. Du hører jo på alt mit jammer.
Og måske netop fordi du tit bliver en beretning og nedtur, skuffelser og knuste drømme, går jeg også i perioder en lang bue udenom dig. Det må du egentlig undskylde. Du fortjener bedre, du har - og er - en god lytter og har været rigtig tålmodig med mig.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om den her strategi - at du bare får al lortet, om man vil. For når jeg læser i dig, så ser det ud som om at mit liv bare er en lang jammerdal, og det er det faktisk ikke. Lige nu skinner solen, New York er stadig fantastisk, vores familie har det godt og jeg har den dejligste, skæggeste, gladeste, mest omgængelige søde, kloge dreng i verden. Som HVER eneste dag giver mig - og min søde mand - helt ubeskriveligt meget glæde, grin og smil. Hold kæft, han er dejlig. Og pisse sjov.
Men af en eller anden grund, så bliver det dig, kære blog, som skal høre al jammeren og være skraldespand for alt det, der lige under overfladen skaber sorg, forvirring og en smule bitterhed. Stakkels dig. Jeg vil lige tænke over om du også en gang imellem skal have lidt solstrålehistorier fra den del af mit liv der ikke handler om den åndssvage baby, der.
Hvordan det går? Ej, tak fordi du spørger. Jamen, det går sgu ok. Helt ærligt, det gør det. Hele projektet er stadig meget sårbart. Jeg kan ikke snakke særlig meget om det uden at komme til at græde. Græde over skuffelserne, over volden på min krop, og usikkerheden og "forhåndssorgen" over hvis ikke jeg får den baby.
Men underligt nok, så tror jeg stadig lidt på det. I mine tanker har jeg stadig en barsel at se frem til. En lille baby med stofblenumse. Som siger røøø og gylper. Og som august er kommet på afstand, begynder jeg at fæste min lid til december. Og hvis ikke december, så bliver det måske i 2013 at det sker. De forjættede to streger. Men jeg prøver ikke at dvæle alt for meget ved fremtiden, for den gør også av. For tænk nu hvis...
Men for filan det trækker tænder ud. Også på parforholdet. Vi er begge tyndslidte, og det går altså bare ud over den måde vi taler til hinanden og det vi gør for hinanden. Jeg ved ikke helt hvorfor. Når jeg er i mit bitre hjørne er det er hemmeligt sted indeni mig der synes min mand er dum, fordi han udsætter mig for det her. Hvilket er så hjernedødt åndssvagt, for der er sgu meget der tyder på at mine æg heller ikke er præmie-materiale og jeg sgu nok heller ikke er den mest fertile kvinde i universet. Heldigvis får Bitre-Betina ikke lov at komme til længe af gangen. For helvede altså. Ingen af os kan jo gøre for det, vel blog?
Min mand havde en uges "ferie" mellem to FN kontrakter, så efter ret så kraftig opfordring læste han "Spis dig Gravid" bogen, som jeg har læst lidt i og forsøgt at tænke ind i mit liv, uden dog at være særlig konsekvent. Mest af alt fordi det klare signal fra klinikken hele tiden har været at vi bare skal leve som vi plejer, æg og sæd ser fint ud, der er ikke noget vi kan gøre. Vi er begge helt normalvægtige, spiser helt normalt sundt (og til tider mindre sundt) og rører os (dog ikke så meget som vi burde). Jeg passer en 38 uden problemer, min mand er næsten 2 meter høj og nærmest tynd. Så masser af gode undskyldninger for at vi da i hvert fald ikke skulle gøre noget anderledes.
Men min mand er ikke typen, der gør ting halvt. Så da han havde kværnet hele bogen igennem, gik han ned og købte ind. Bønner og grønt og kød og nu står den på spis-dig-gravid kost herhjemme. Det betyder at vi ikke spiser hverken ris, kartofler eller pasta - hvilket min mand ELSKER. Ingen sukker, ingen havregryn, intet brød, intet kage (auch!) og et stykke mørk chokolade til kaffen hver aften.
Og shit mand, jeg har optur over det! Det er 400.000 gange nemmere når man er to om det, og jeg er mæt til langt ud på formiddagen af min morgenmad, som består af græsk yougurt med nødder og et stykke frugt, to æg og en kop kaffe. Jeg craver ikke sukker mere, men skal ikke sige mig fri for at sende lange blikke efter de fantastiske blueberry muffins hos min lokale kaffepusher.
Men jeg tror på det. Bevares, vi kommer sgu ikke til at spise os gravide herhjemme, men hvis det kan gøre sæd og æg lidt mere samarbejdsvillige, så tager vi det med! Og det hjælper så meget at vi gør det begge to, min mand fortæller entusiastisk om insulin-niveauer og blodsukker og vi kalder spaghetti for gift og ren ondskab og griner ret meget af det.
Og mest af alt, så gør vi noget. Vi GØR noget. Sammen. Det kan mærkes synes jeg.
Det har stået på i 3 uger nu, og ingen revolutioner forventes sådan i morgen, men underligt nok har jeg både haft ægløsning (som jeg kan mærke ved de vildeste smerter ala "nu går jeg ud og kaster op på kontor-toilettet") og menustration, som vel at mærke ikke meget længe har været så kraftig som denne.
Tænk hvis der kunne komme styr på min cyklus, som jo er gået bananas de sidste 2 år i behandling. Fra at have været helt ok, dog lang.
Nå, kære blog. Nu er det sengetid. Tak fordi du lyttede. Jeg skal nok være sødere ved dig, du fortjener faktisk en god behandling med alt det, du har lagt gigabytes til.
Kærlig hilsen
Sechen
2 kommentarer:
Kære sechen,
Tænk hvor dejligt befriende det er at have en som man i den grad forstår og føler med. Sådan har jeg det med dig, selvom jeg jo er en ren novice i det her behandlings halløj.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige andet end tak fir at du tør lyfte dine tanker her, for så giver du mig håb og trøst over at der findes andre derude i den virkelige verden, der deler frusteationer og tanker om behandling. Så er jeg ikke helt alene:-)
Og ja, nu skal det for h..... Være jeres tur.
Masser af knus og tanket
Jeg tror det er en god strategi at bruge bloggen som skraldespand til alle de dumme tanker og følelser, man rager til sig i vores situation. Her kan du læsse af og sige alt det, man ikke kan sige til andre og som ingen andre forstår. Forhåbentlig kan bloggen være med til at give dig luft og gøre hele situationen bare en lille bitte smule mere udholdelig.
Spis dig gravid har jeg også forsøgt. Jeg gjorde det heller ikke så meget fordi jeg troede, at det rent faktisk kunne lade sig gøre, men mere fordi jeg så følte, at jeg gjorde noget. Og det er en god følelse. Og som bonus får man det faktisk bedre, når man ikke får alle de kulhydrater. Jeg tror på det kan gøre en forskel og fedt, at din mand er med på vognen.
Knus og tanker herfra
Send en kommentar