Vi er vist ovre den værste skuffelse og ked-af-det-hed. Jeg ved sgu ikke helt om jeg skal kalde det sorg, det er sådan et voldsomt ord. Men på en eller anden måde er det en sorg for mig. Det er en drøm, der ikke bliver til virkelighed - måske. Det er svært for mig at sluge, og jeg bakser en del med angsten for at blive bitter.
Jeg synes ikke jeg er specielt utaknemmelig generelt, men jeg må indrømme at det her børneshow, det gør det svært ikke bare at være en lille smule utaknemmelig, eller vred over at det ikke bliver som jeg vil have det. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at sammenligne vores situation med andres, som jo spytter børn ud højre og venste. Min søde mand tænker slet ikke sådan og kan ikke forstå jeg sammenligner. Men jeg kan altså ikke helt lade være.
Vi har bestilt flybilletter hjem til midt i april. Marts kunne ikke rigtig lade sig gøre, min mor kommer og hendes billet kan ikke refunderes. Så en måned fra eller til, hvad gør det. Jeg glæder mig også rigtig meget til hendes besøg, så det er egentlig helt ok.
I går tog jeg den første p-pille, vi kører to omgange p-piller og så nedregulering. Jeg har det lidt dobbelt med p-pillerne, jeg ved ikke helt om jeg synes det er en god ide at proppe endnu flere hormoner ind i min krop, men det styrer cyklus og gør det hele forudsigeligt, så det må vi tage med. Samtidig kan jeg ikke helt finde ud af om jeg tror p-pillerne mindsker chancen for succes, men det er bare min egen lommefilosofi.
Men i hvert fald er næste tur i møllen i midten af april. Det er der 3 måneder til, og det er helt ok.
1 kommentar:
Hvor kunne det have været mig der skrev det indlæg. Det er bare så pisse pisse hårdt at det skal være så svært! Jeg er ked af at det ikke lykkedes for jer denne gang, og krydser fingre for at næste gang er lykkens gang.
Send en kommentar