tirsdag den 29. september 2009

En ørn er flyttet ind

Vi ved ikke helt hvad der er sket herhjemme. Vi var i svømmehallen i sidste uge og jeg tror måske jeg har fået en forkert baby med hjem... Vores meget sovende og omgængelige dreng er ihvertfald blevet lidt borte. Asbjørn har besluttet sig for at det at sove er overvurderet. Fra at have været super nem at putte både aften og dag, traver jeg rundt som en anden idiot om dagen for at få ham til at sove - for at han vågner 30 min efter. Og aftnerne - hvor vi ellers var begyndt at få succes med at putte ham i hans seng - en slags putteritual - er afløst af en SKRIGENDE baby der overhovedet IKKE vil sove. Han skriger og skriger og det er tydeligt at det er et "jeg gider pænt ikke sove, nu havde vi det lige så sjovt" skrig. Han skriger lige meget om han ligger i sin seng eller på armen. Og det lugter rigtig meget af overtræthed og en alt for nysgerrig dreng, der ikke gider gå glip af festen... Suk suk suk. Vi holder ved - for han skal ikke ammes i søvn eller sidde som en tudebaby på armen resten af aftenen. Men av altså.
Men det betyder at han ryger i kassen omkring kl. 19 og det synes jeg egentlig er lidt tidligt.

Og det hele bider sig selv i halen. For hans ellers så dejlig lange lure på 2x2-2½ time er afløst af klatlure og en überovertræt baby sidst på dagen. Men gider han sove? NEJ! Jeg har den sidste uge gået en laaang tur der om eftermiddagen for at få ham til at sove. Men selvom han er så træt, så træt (stive øjne, der en gang imellem lukker i) ligger han og gryyyer sig igennem kirkegården, parken, Kvickly og hvor vi ellers når på sådan en tur.

Ørnen som vi nu har boende er en natørn. Som starter med ørnehylet - en slags sang - omkring kl. 1 om natten. Og så kan man give ørnen lidt at spise, men ellers synger ørnen videre stort set hele natten afbrudt af 2 timers søvn-intervaller. Det virker ikke som om han gider sove, men han er træt og så begynder han at brokke sig. Og hans mor og far får ikke sovet meget.
Ørnen bliver så afløst af småsur nathane omkrking kl. 5, som galer og synes at NU må dagen da starte. En stakket frist er det at stikke et bryst i hovedet på hanen, for en halv time senere galer den igen.
Heldigvis står far op med hanen, så mor lige får en time til. Men altså. Hvad filan gør man med sådan en træls sovemønster? Underligt er det i hvert fald, for han har jo indtil nu været super god til at sove. Og var helt oppe på at sove fra 20-05. Men akak, slut med det...

Han har jo fået to tænder, måske spøger de stadigvæk, men så længe? Og de er jo brudt frem, tænderne.

Hvis nogen har set en lille tilfreds, godt sovende dreng i Frederiksberg svømmehal, så gi lige lyd - det kan være vores!

6 kommentarer:

Diana sagde ...

Haha - undskyld mit grin, men du beskriver det så morsomt. Skulle jeg finde en sød, sovende baby i Frederiksberg svømmehal, så er jeg ikke sikker på, at jeg vil af med ham igen :)
Rigtig meget held og lykke med at få ham tilbage *krydsede fingre*

Monica sagde ...

Måske det er et tigerspring ... ved ikke om du har læst bogen Vidunderlige Uger - men din beskrivelse passer på et sådant udviklingsspring. Jeg kan ikke lige huske, om din dreng aldersmæssigt er der, hvor et af tigerspringene ligger.
Men uanset hvad ... hold ud - det går over igen :-)

Sechen sagde ...

Nææ hvor dejligt at se Qvinden igen! Har sådan tænkt på hvad der mon var sket med bloggen... så dejlgit med lidt livstegn.

Må vist hellere få læst i den der bog (som står på hylden) for måske er der noget tigermis på spil...?

Dejligt at kigge over til dig og se billeder af din dejlige dreng!

Anonym sagde ...

Kunne han ha' ondt i ørerne? Jeg tænker svømmehal, og gråd når han ligger ned. Det kunne passe på ørepine. Bare en idé.

Anonym sagde ...

Hvordan går det mon med Ørnen nu? Det er jo sikkert bare en kort fase. Måske er det allerede overstået. Håber på en opdatering.
knock

LOK sagde ...

Ja, hvordan går det med ørnen? Er den fløjet hjem til sig selv?

Håber at skønne Asbjørn er kommet hjem fra svømmehallen ;)