Asbjørn is back

Ja, vi tror ørnen er fløjet igen. I hvert fald har vi en meget glad og tilfreds dreng herhjemme, der griner og råber og smiler og bliver knus-smask-elsket af både hans mor og far. Jeg tror at hvis kærlighed havde en massefylde, så ville vi ikke kunne komme ind i vores ganske store lejlighed, fordi kærligheden fyldte hele lejligheden ud. For der bliver kysset og krammet og nusset og sagt "jeg elsker dig" til det lille væsen, der fylder hele vores liv og hele vores hjerter.

Soveriet går sådan set fint. Han er ikke helt ligeså fantastisk til det som han har været - vi har nogle nætter med et par affodringer og nogle med bare en enkelt. Og altså også nogle med tre stks og en møffende, uroligt sovende dreng. Men jeg tror faktisk han må siges at sove helt fint. Men assemandens to bisser i undermunden er dog lidt en udfordring for hans mors bryster. For det er godt nok sjovt at bide til, synes han. Og det er altså noget der gør at grøden bliver kraftigt overvejet herhjemme for tiden. Jeg har ellers været modstander af "bare" at begynde på grød fordi han er 4 måneder. Men alt det bideri gør det altså lidt fristende. Så måske starter vi stille og roligt op om en uges tid eller to, så er han tæt på de 5 måneder.

Hele familien har lige været en tur i Berlin i 5 dage. Med tog. Og med afslapning, kaffedrikning, museumsbesøg og lange gåture, lidt shopping (selvom min kæreste er SÅ dårlig til det altså) og hyggehyggehygge. Asbjørns far tog 98% af bleerne, stod op om natten, nussede og pussede rundt med sønnike, så han nærmest ikke gad at blive kysset af hans far mere. Asbjørn har godt nok en fantastisk far.
Det var så dejligt at være afsted. Vi var afsted på nogenlunde samme tid sidste år, så der blev mindet rigtigt meget. Og vi snakkede og snakkede og snakkede om det sidste år der er gået. Og havde dejligt meget kærestetid med store grineture ala dem hvor tårene bare triller ned af kinderne. Det har jeg godt nok savnet i de sidste mange måneders travlhed med baby og byggeprojekt i lejlighed.
Og så er det bare helt fantastisk at sidde på en varm restaurant med stearinlys mens ens dreng ligger og sover i sin vogn udenfor og snakke og kysse med det menneske i verden, der elsker den lille sovende larmefabrik ligeså meget som ens selv.

Asbjørn holder åbenbart af at køre i tog, for det foregik med hvin og grin non-stop. Så meget så folk rundt omkring bemærkede hvor sød og mild Asbjørn var og at han godt nok var en nem baby. Åndssvagt som det egentlig er, bliver man sgu lidt stolt. Af sin dreng og af os som forældre. Som om forældre med mere "krævende" unger ikke gør det ligeså godt som os.

Og så ugens billede af genstanden for alt det kærlighed, vores hjerter kan rumme