Og er det så kun mig, der bare synes at vennernes små, bløde babyer er søde, dejlige, kære og også PISSE IRRITERENDE!? De sidder bare der og griner og smiler, så man bliver nødt til at synes om dem og smile og dikke. Og kysse deres små hoveder og fortælle dem at de er dejlige. Adr! Manipulerende små bæster!
Har lige haft fornøjelsen af sådan et par eksemplarer her på det sidste. Inklusiv hele den der banale familieidyl, mennesker med deres første barn er omgivet af. Adr. Det bringer længsel, jalousi og vemodighed op i mig. Og et eller andet overskudsagtigt sted - og jeg ved ved gud ikke hvor det kommer fra - også glæde, fordi vennerne jo er mine venner fordi de er søde og fortjener at have et godt liv.
Men mest det første. Længsel og vemodighed. Jeg vil også! For jeg vil jo helst ikke have deres unger. Dem må de gerne beholde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar