Asbjørn er startet i vuggestue i denne uge. Vi har vist været lidt omvendt i forhold til de fleste forældre - og været sikre på at vores dreng da ville ELSKE vuggestuen og at indkøring ville gå fuldstændig uden gnidninger. Baseret på vores kendskab til vores lille guldklump. Som er (og det er ikke kun os der siger det) meget udadvendt, elsker at være sammen med andre børn, er nem at få passet af andre - sågar også folk han ikke kender særlig godt - til vores bryllup blev han passet af en kollega, som han har mødt en 3-4 gange.
Men. We were wrong. Asbjørn synes IKKE det er sjovt at skulle afleveres i vuggestuen. Vi troede - naivt - at vi kunne klare indkøring på een uge. At han måske ville græde lidt, og så ellers bare top-hygge sig. Men fra mandag til torsdag har han været der max 2 timer. Onsdag og torsdag ringede de efter os. Torsdag sagde de han havde været ked af det nærmest næsten hele tiden - men dog lidt on and off (og hvordan tolker man så lige den?). Og da jeg gik i dag græd han og græd og græd. Og da jeg kørte en tur rundt omkring blokken og tilbage igen, så kunne jeg stadig høre ham græde deroppe.
Avavav. Og lidt mere av.
Jeg har tænkt meget på Knock's indlæg omkring Max' start i vuggestue. Og tankerne flyver rundt derinde. For hvis skyld skal han i vuggestue? I hvert fald ikke for hans egen. Det troede jeg måske lidt før. Men hvis han kunne vælge, ville han jo hellere bare dimse rundt med os og blive underholdt af os. Og ikke undvære os. Så det er for vores skyld. Så vi kan sidde og sende emails og spise eftermiddagskage (citat min kollega, som jeg deler kontor med).
Dét er vist eet af vores moderne samfunds store dilemmaer - alt det vi må undvære for at realisere os selv. Hvis altså det er det, vi gør, foran de computerskærme, vi sidder foran.
Oveni det hele er jeg også lidt i tvivl om institutionen. Pædagogerne virker VILDT søde og gode og tager sig rigtig fint af Asbjørn. Men jeg er stadig i tvivl om vi gjorde det rigtige ved at sige ja til denne plads og ikke vente på 1. prioritet. For der er ingen legeplads direkte tilknyttet, og jeg synes det er SÅ vigtigt at han kommer ud. Omvendt virker det som et godt sted og de har været ude hver dag i denne uge, så det er vel fint. What do I know. Jeg ved bare at jeg har ondt i maven og at det hele virker naturstridigt ikke at kunne trøste sit barn, men i stedet gå på arbejde.
2 kommentarer:
Puhhh, det lyder hårdt. Ved slet ikke hvad jeg ville have gjort i den situation, men ondt i maven og i hjertet er der ingen tvivl om at jeg ville have haft.
Det virker som om du har en god mavefornemmelse, lige bortset fra legepladsen, og det er nok i første omgang noget af det vigtigste.
Min mavefornemmelse har været god lige fra starten og det tror jeg har smittet af, sammenholdt med at mine børn var ret klar og for det meste bare synes det er en fest at være i vuggestue. Men i den her sommertid, hvor mine børn har måtte rykke rundt mellem stuerne og haft forskellige pædagoger og afløsere nærmest dagligt, er det helt tydeligt, at det er når jeg har svært ved at gå og ikke er helt glad ved situationen pga et par af pædagogerne fra de andre stuer som jeg ikke synes helt som godt om som deres egne, at de græder når jeg skal gå.
Hvad siger pædagogerne? Måske er han bare ikke klar til det der store insitutionsliv. Har I overvejet dagpleje? Håber det snart bliver bedre for Asbjørn, så det kan blive godt for hans forældre også.
Længe siden jeg har været forbi - først: ØV at sommerbabyen ikke kommer i denne omgang.
Dernæst: Hvor er det svært, når ens barn er ked af det. Og hvor er det svært, når man ikke kan trøste. Jeg har ingen gode råd - men vil også høre, om I har overvejet om dagpleje er et godt alternativ, da vuggestuen kan virke meget voldsom på de små (har jeg hørt).
Albert startede i dagpleje da han var 9½ måned. Og det har været smertefrit. Til gengæld er han ikke begejstret, når der er gæstedagpleje. Men græder han, når jeg kører, så ringer jeg og hører et kvarter senere, om han er rolig igen. Er han ikke - hvilket kun er sket en gang - så forsøger jeg at få en plan b op at stå.
Men pu ha ... det er hårdt. Og ja, for hvis skyld er han der? Men mon ikke han også ville komme til at kede sig, hvis han kun skulle være hjemme med sin mor og far?
Jeg håber, at han snart bliver mere fortrolig med vuggestuen.
Send en kommentar