Working mom

Sidste uge på barsel er ved at være slut. Mandag morgen stiller jeg på arbejdet med pænt tøj tomt hoved. Jeg glæder mig faktisk nu, og jeg tror det bliver godt at komme til at lave noget andet end baby. Men jeg skal ikke kunne sige mig fri for allerede nu - tre dage før - at savne Asbjørn. Det har lige givet et par tudeture i denne uge. Over at han er blevet så stor, at jeg ikke skal være så meget sammen med ham mere, at denne tid aldrig kommer igen, at jeg måske ikke ser ham kravle for første gang, at vi ikke skal til rytmik sammen og tusind andre ting. Jo og at han nu helt har sagt nej tak til amning. Den sidste var faktisk hård og har nok givet anledning til de fleste tårer. Tænk, han har ikke brug for mig mere! Han er SÅ meget igang med at løsrive sig fra mig at vi heller ikke er fysisk forbundne mere. Puha hvor vemodigt.

Men men. Jeg under så meget drengene tiden herhjemme sammen. Asbjørns far glæder sig SÅ meget til at gå og hygge med ham (at han så allerede har linet de første 5 politiske møder op, det må være hans sag) og det er så vigtigt at de får det bånd. Og det bliver da fedt at få de pæne sko på igen, at skulle snakke om rigtige voksenting med mine kolleger og være MIG. Måske kommer jeg helt til at vænne mig til at gå udenfor døren uden en barnevogn i hånden (og det gav også en lille tuder i går, da jeg gik med barnevognen og tænkte på hvor mange, mange kilometer, jeg har gået med den - nogen der sagde grådlabil - nej pjat!).

Jeg tænker at sådan her er det nok at have børn. At der er så utrolig mange glæder. Men også små sorger hele tiden. For de udvikler sig, vi har ham kun til låns og det gælder bare om at hoppe med på vognen, for Asbjørn drøner derudaf. Små sorger forstået på den måde, at han jo SKAL blive en stor dreng, sin egen, og ikke bare en forlængelse af os. Men han er jo bare SÅ meget mig. Han er vokset inde i mig, han har været så tæt på mig i så mange måneder. Sovet 20 cm fra mig, sovet ved mit bryst, hængt på armen og puh hvor er det bare noget særligt. Jeg håber sådan at jeg kan se tilbage og tænke at jeg huskede at nyde det. Jeg tror jeg for det mest har husket det, men der har ved gud også været dage hvor jeg var træt af at have et barn hængende non-stop. Det var nu mest i starten.

Tak til Knock fru P og ønske for jeres kommentarer vedrørende rejseri. Det tog lige en dag, og så var jeg sikker: jeg skal ikke rejse om 3 uger. Men jeg kan godt i marts. Det kan jeg mærke. Det kan jeg godt klare. Og Asbjørn klarer den også. Men tak for inputs, det hjælper virkelig!