Stop-, stand-by og fast-forward knapper

I går ledte jeg efter stop-knappen i hele det her fertilitetshelvede. Kærligt påmindet af Knockmeup viser det sig jo at det faktisk ikke er den jeg leder efter. Det er den der helt specielelle kombi af en stand-by og fast-forward knap. Den som sætter alle de svære og tunge følelser på stand-by og tager det hele med et skuldertræk og tænker "det skal jo nok gå alt sammen". Det er den dejlige knap, der får én til at tænke "nå, en graviditet udenfor livmoderen, det er godt nok ogå træls, men det SKER jo bare nogle gange. Surt at det lige skulle være os, men vi må op på hesten igen". Og så videre.
Den idelle knap er så en kombi-knap. For den har også en fast-forward funktion. Så man lige spoler 4 år frem i tiden og jeg sidder dér, med min lækre kæreste og vores lille, lyshårede unge, som sidder og spiser æblemos. Banalt, ja. Men tænk hvis man kunne - tænk hvor mange tårer, der kunne spares. Og hvor mange slag på sjælen, man kunne undgå. For det føles virkelig som om min sjæl den får nogle ordentlige tæsk for tiden.

For stop-knappen ER jo ikke rigtig en option. For den stopper godt nok fertilitetsbehandlinger med tilhørende op og (mest) nedture, den stopper for skuffelser og negative blodprøver. Den stopper for ventetid til næste mens, til næste scanning, til blodprøve og så videre. Men det, som den ikke kan, det er at slukke for ønsket, for drømmen om det der barn. For trykker jeg på stop, så bliver jeg jo IKKE mor. Og det er jo det, jeg VIL. Og som Knox rigtigt skriver, så er der jo altid adoptionsvejen. Som bestemt ikke er udelukket hjemme hos os. Men det helt ubærlige i dén løsning er VENTETIDEN. Den løsning indebærer jo netop ikke en fast-forward knap. Den løsning udløser tværtimod endnu mere ventetid. Nej, dét kan jeg slet ikke overskue i dag - at tænke på hvor meget ventetid, et lille verdensbarn fører med sig.