I dag siger kalenderen 36+0. Helt uvirkeligt at tænke på. Han kommer altså lige om lidt! Og vi har stadig en del byggeri, der skal klares, skulle jeg hilse og sige. Nå, vi når det jo nok og hvis ikke vi gør, så finder vi nok også ud af det.
I går blev de absurde mængder af tøj, vi har arvet fra min søster vasket og det hænger ligeså fint på en tørresnor nede i gården lige nu. Det ser bare så hyggeligt ud og kæresten og jeg måtte kigge ud af vinduet flere gange i går eftermiddags og bare smile over at det var til vores Asbjørn. Det er endelig blevet vores tur!
Mine tanker er så småt begyndt at kredse om fødslen. Det er stadig lidt uvirkeligt for mig at han altså skal ud den vej... Der er altså ikke plads! Jeg siger det bare!
Jeg er egentlig ikke nervøs for fødslen - jeg er forberedt på at det kommer til at gøre utrolig ondt, men den slags smerte har aldrig været det sværeste for mig. For en 4 års tid siden besteg jeg Mount Kilimanjaro med kold lungebetændelse, og jeg tænker at fødslen på en eller anden måde måske bliver lidt af det samme. Helt utroligt hårdt, det gør ondt over det hele, men på et tidspunkt når man toppen.
Men det er underligt at tænke på at så skal vi altså hjem fra hospitalet med det her lillebitte barn.
Jeg tror det, jeg er mest nervøs for er:
1) brystbetændelse, amning, der ikke fungerer;
2) en konstant skrigende unge;
3) ikke at få noget søvn
Især 1 og 3 skræmmer mig. Jeg er bare IKKE god uden søvn. Og synes altså mine bryster er nogle følsomme eksistenser, som jeg ikke ser for mig være specielt begejstrede for at blive rykket og hevet i på den måde.
Men jeg er dejligt trøstet af Knock, som skriver at så er det heller ikke værre. Jeg håber, vi får en ligeså god start, som de fik ovre hos Knock og E.
2 kommentarer:
Rimelig blæret at kunne skrive 'jeg tror det er lidt ligesom at bestige Kilimanjaro med kold lungebetændelse' Respekt!
Jeg tror sammenligningen holder for det afgørende er jo, at man -modsat andre smerter i livet - ved det er overstået på et eller andet tidspunkt. Det er nok en god strategi at anstrenge sig for at fokusere rigtig meget på det. Der er selvfølgelig den lille forskel, at med fødsel er det totalt udelukket at vende om.. men tilgengæld er der vel ikke så mange tilbud om lattergas der på bjergsiden.
Med hensyn til det med den usandsnligt trange passage (som melon til næsebor) så hjalp det mig meget at tænke på, at smerterne netop handler om at udvide den passage. Og ved du hvad.. sådan et baby-hoved er faktisk ikke ret stort. De er jo bittebitte små når de kommer ud. End ikke den store lårbensknogle kommer du til at mærke..
Jeg oplevede ikke nogensomhelst smerte ved at amme. Uldammeindlæg og uldbarselshjemmesko fra Glerup.dk kan varmt anbefales.
Hvad angår søvnen: man har altså noget mærkelig super-power den første tid. Det betyder ikke en dyt at blive vækket hver anden time. Her vil jeg anbefale at amme liggende og at blive i sengen med bebs hele formiddagen.
He jeg er godt klar over at min 'been there, done that, nu skal du bare høre' måske kan være lidt irriterende. Men jeg kan altså ikke styre det..
Jeg glæder mig sådan til at høre hvordan det hele kommer til at gå. Jeg er sikker på, det bliver rigtig godt.
Knus
Hø - nogle (inkl. min mor) ville sige at det ikke var blæret men direkte dumt :-)
Satser på at det der hoved ikke er så stort, men altså begynder så småt at fokusere meget på den nært forestående event - fødslen.
Prøver sgu med de der sko, der!
Send en kommentar