Før vi gik igang med at lave børn, boede jeg i de varme lande i 3 år. Så kom jeg hjem, og vi blev enige om at nu skulle vi have nogle børn. Det tog jo så som bekendt lidt over 2½ år før vi så de to streger, der blev til Asbjørn. I de 4 år jeg har været tilbage i Danmark har vi hele tiden snakket om at vi skulle ud igen. Mit arbejde er sådan et hvor man rejser til de varme lande. For jeg arbejder med udviklingsbistand, og der er vores "kunder" jo altså lidt langt fra København.
Mit arbejde er sådan et som mange med min slags uddannelse gerne vil have. Og jeg er også virkelig, virkelig glad for det. Det giver så meget mening for mig, det udvikler mig fagligt og personligt og det er det jeg VIL arbejde med. Så jeg er heldig.
Nu er jeg så endnu mere heldig (ville mange i hvert fald synes) at jeg er sluppet igennem et meget lille nåleøje og blevet tilbudt arbejde i FNs generalsekretariat i New York. Og det giver mig kuldegysninger og tårer i øjnene, for jeg er SÅ splittet. Splittet imellem at være lige her og nu, i babyland, med Asbjørn, hvor jeg bare ønsker mig at tiden står stille. Når jeg triller en tur med barnevognen tænker jeg tit på at tiden godt bare måtte gå i stå. Når han hviner af fryd i svømmehallen, ja, så jeg overhovedet ikke travlt med at komme på arbejde igen og tilbage til voksenland.
Men. Jeg VED jo godt at det skal jeg. For ellers bliver jeg sindssyg. Jeg har jo IKKE lyst til at være hjemmegående mor. Så ville jeg blive en sur, indebrændt en af slagsen.
Og nu er det her New York job så dukket op. Vi er lige flyttet ind i verdens dejligste lejlighed, vi har det bare SÅ godt lige her og nu. Men FN jobs i New York hænger ikke på træerne. Og siger jeg ja, så vil jeg få en vigtig erfaring og et spændende job, som på længere sigt vil kunne åbne døre for mig. Og min søde kæreste er fyr og flamme for at komme til New York. Og det passer godt ind i hans planer på lidt længere sigt, hvor han har en politisk karriere i Danmark, som også skal passes.
Og så er New York jo verdens fedeste by. Punktum. Og det giver sgu et sus i maven når kæresten og jeg googler lejelejligheder i Lower East Side, Soho eller Tribeca.... Nams.
Men hvad filan gør man? For Asbjørn er lille her og nu. Og jeg har bare lyst til at være sammen med ham hele tiden, samtidig med at jeg gerne vil prøve den her kæmpestore udfordring.
Kan man mon have sin baby med på arbejde...?
Og det er jo den helt klassiske. Hvordan balancerer man sit liv mellem børn, arbejde, familie og venner?
Og hvor er det i øvrigt ironisk at jeg i hele fertilitetsforløbet bare ønskede at tiden blev fast forwardet, og nu leder jeg desperat efter pauseknappen!
Jeg vidste godt at det at få et barn ikke ville fjerne alle bekymringer og sorger her i livet. Men jeg er godt nok overrasket over hvor mange små og store spørgsmål, der kommer når man har sådan en lille en.
6 kommentarer:
Ih hvor lyder det bare så spændende! Har selv en kæmpe udlængsel, og hvis det ikke var fordi vi lige pt har valgt at være afhængige af ouh's fertilitetsklinik ville vi også rejse ud i verden. Og det er helt sikkert at vi gør det en gang. Og vi tager barn/børn med. Jeg forstår dog godt din problematik med at få tid til barn og familie, men tænk hvilken oplevelse det ville være - også for jer som familie! Og så New York... Det kan man da næsten ikke sig nej til! Kan man??
Bare se at komme afsted! Det er jo netop når børnene er små at man gøre sådan noget. Jeg er sikker på at det bliver en fed oplevelse for alle parter. Og husk så lige at opdatere bloggen derovre fra.
fedt fedt fedt fedt... det var det job du søgte for et godt stykke tid siden? som jeg skrev den gang så mener jeg at det er bare er om at komme afsted. er sikker på at I kan og skal få tid til det hele og netop fordi Asbjørn er så lille så er det da helt perfekt, ikke noget med at skulle hives ud af skole og væk fra venner. DO IT! :-) og så glæder vi os da for vildt til at få blogs from over there....
Sikke et dilemma du er sat i. Men hold op en spændende mulighed!
Det ville være langt mere kompliceret at hive Asbjørn ud af skolen og væk fra en fast vennekreds. Så skal det være, så er nu måske et passende tidspunkt?
Jeg holder med de foregående! Tag afsted!! Det vil du da bare angre hvis du ikke gør, og for en fed job - og NY kan man jo ikke helt sige nei til, ikke når manden også er klar. Du skal nok klare å jonglere det er jo lige venner og familie der hjælper hvis det ellers presser på. Og skulle det ikke blive godt og du fortyder bagefter, kan man jo alltid ta hjem igen. For at sige det som de jo gør der over: just do it!
Tillykke, Sech. Du er for sej!!
Har gået og tænkt lidt over hvordan jeg ville have det i din situation. Problemer er jo ikke selve det at tage til New York med Asbjørn(har bekendte der var af sted for UM i fire år, da deres første var 1 år, nummer to fik de derovre. De elskede det)
Men jeg forstår virkelig dit dilemma, tror jeg. På den ene side er der det problem, at ønskejobbet nok næppe er de der max 37 timer og at du gerne vil give det alt hvad du har netop fordi det er ønskejobbet, ikke? Men hvad så med den lille skat..
På den anden side er der det med at være i en fase hvor man måske egentlig havde mest lyst til sin trygge base og stilfærdige familien-danmark hverdag hvor man bare nyder den drøm, der allerede er gået i opfyldelse - uden behov for lige at skulle have endnu et ønske opfyldt sådan lige nu.. Det kan jeg forestille mig ville fylde en del hos mig.
Selvfølgelig kan I sagtens klare det og det ville være smaddersjovt at være lille familie i New York. Du vil bruge mere tid på arbejde men til gengæld vil der blive en del tid tilovers, som man bruger på familie, venner og ehm.. lokale ligegyldigheder hjemme i kbh. Og Asbjørn vil til evig tid være lidt stolt af at han boede i New York de første år af sit liv (uden han når at tage skade ;-))
Det er bare om at mærke rigtig godt efter, ikke? Det er jo også for dumt at gøre det bare fordi det objektivt set er en fed chance, hvis man dybest set mest har lyst til at leve i en lille tryg verden med sin guldklump i et stykke tid.
Jeg tror nok at jeg har en filosofi om, at man aldrig skal være bange for at lade en chance fare forbi for hvis man lader sig styre af sit 'hjerte' (svært!) så kommer der en endnu bedre chance down the road.. Ehh eller sådan noget i den stil.
Det er rigtig spændende hvad I bliver enige om. Uanset om I vælger det ene eller det andet er jeg sikker på, at det bliver nogle fantastiske år.
Knus Knock
Send en kommentar