Inspireret af et indlæg hos Tommelise, kom jeg til at fundere lige lovligt meget over det med de toere. Det er nu snart et år siden at vi besluttede os for at gå igang med toeren. Og lige om lidt går vi igang med 4. forsøg. 4. ægudtagning. Det har mildest talt ikke været et særlig succesfuldt forløb. Vi har kun fået æg op en gang. Det er altså ikke meget.
Og jeg kan mærke at jeg er blevet mere sårbar. Sidste sommer var det boller og brus - det var bare et spørgsmål om tid, så skulle den nok være der. Hvorfor skulle den da ikke det? Det var jo gået en gang før. Men sådan er det bare ikke mere. To afblæste forsøg uden æg til oplægning og en monster-infektion har fået mismodet til at brede sig. Mentalt er babyen meget langt væk. Jeg ved godt at vi sagtens kan være heldige. Og projektet er heller ikke opgivet.
Og så er det ligesom med etteren - at jeg er ved at være mør over for folk, der laver toere for tiden. En veninde, som jeg var på barsel sammen med og som har en på Asbjørns alder, skal føde lige om lidt. Det var det jeg håbede på, jeg skulle. For lang tid siden.
Vi har også et vennepar, som har været på babyfabrikken og få deres første. Som er 9 måneder nu. Hun er 3-4 måneder henne. Det var ICSI og hele pakken. Men de er blevet gravide på den gammeldags måde. Det var vist lidt et chok for dem, og guderne skal vide at jeg ikke er misundelig på baby på 15 måneder og så en hel ny en. Men alligevel. Den rammer lidt. For hvorfor er det ikke os, der laver dem selv? Hvorfor er det ikke os, der laver et mirakel til? Og ja, jeg er faktisk misundelig på dem, der får toeren bare sådan. Heldigvis kender jeg følelserne, jeg har mærket dem før, og det gør det til et mindre uvejr indeni. Men det er der da, for det er jo så tabubelagt ikke at glæde sig på sine søde venners vegne. Og da ISÆR når de selv har været på IVF-vognen.
Jeg har vist fået sat en del ind på bekymringskontoen de sidste måneder. Og øv hvor det bare er lidt op af bakke med det projekt for tiden.
4 kommentarer:
Det er sku' svært at holde modet oppe - specielt efter flere negative forsøg. Vi fik vores nr. 2 efter 8 forsøg og en MA - der var vi også tæt på at kaste håndklædet i ringen. Men klø på, det er det hele værd.
Nu kaster vi os med al vores naivitet ud i forsøget på at få endnu en. Er kun i gang med første forsøg, så her er man jo så dejlig positiv og optimistisk, netop som du skriver om jeres sidste sommer.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke, og håber at næste forsøg giver forløsningen.
Knus fra Betty
Kan godt forstå din frustration. Når man én gang har løbet et marathon og er kommet i mål regner man ikke med at anden gang kræver lige så mange anstrengelser - og slet ikke flere. Både kroppen og lægerne burde jo forstå, hvad det går ud på nu. Hvor svært kan det være??
Men kan det virkelig være rigtigt, at man bliver slået hjem i Ludo og igen skal starte helt forfra?? Lige som i det rigtige Ludo-spil er det bare så bund uretfærdigt, at det gør ondt langt ned i maven. Især når andre får lov at starte et par felter før mål. Uh, jeg kan mærke hvordan det må være, selvom jeg ikke selv står der - endnu. Og så er det fuldt ud lovligt at blive både misundelig og have alle de forbudte følelser, som man skammer sig over, men som er fuldstændig naturlige og uundgåelige for BIB'ere. Det er vores ret at have det sådan, og i denne blogosfære er der ingen der rynker pande. Vi nikker blot, og ved præcist hvad du taler om.
Jeg kan forestille mig, at det på nogle punkter må være næsten endnu mere frustrerende anden gang. Fordi det er lykkes én gang. Trods 5 år og 10 ægoplægninger i bagagen har jeg selv en stor naiv tro på, at nummer to blot kommer dumpende ned fra himlen som den mest naturlige ting i verden. Jeg tænker tit, at det nok ville have været nemmere at kaste håndklædet i ringen inden barn nummer et blev virkelighed. For så er det måske nemmere at erkende, at ens krop bare ikke kan finde ud af det. Men nu har den jo netop bevist sit værd, og det kan umuligt passe at det ikke kan ske igen. Come on!
Jeg håber at du finder modet, optimismen og troen frem til næste forsøg. Og hvis ikke, så kan det jo godt være at lykkes alligevel!
Knus og tanker fra Tommelise
Vi har jo alle hørt historierne, om folk der har været verdens længste behandlingsomgang igennem, men hvor barn nummer to bare kommer dumpende, fordi "nu har kroppen lært det". Og de er jo inspirerende de historier, de vækker håb og drømme om, at selvfølgelig så går det nemmere med nummer to, for nu ved man jo det kan lykkes.
Jeg kan godt forstå du er modløs, og synes det er op ad bakke lige nu. Jeg kan ikke andet end at håbe, at I selvfølgelig bliver en familie på 4 og at tingene nok skal lykkes. Men kan godt forstå, at tankerne (endnu engang) melder sig, og det er svært at glæde sig på andres vegne - til trods for at alle ens pæne sider siger, at det skal man! Sådan er det bare ikke der inderst inde, hvor man kæmper..
Mange tanker og knus på vejen
Åh, tusind tusind tak for jeres ord. Det hjælper SÅ meget!
Og Betty - jeg stortudede over dit indlæg. Det er jo mig! Det er jo der, jeg håber at være om nogle år, lige præcis der hvor du er. Og alle jeres forsøg gav mig lidt af modet tilbage. Det KAN jo godt lykkes selvom man skal mange igennem. Det holder jeg lige fast i lidt endnu.
Send en kommentar