Det bliver ikke til meget blogging for tiden. Jeg har stadig en blog-blokade på en eller anden måde. Det er en strudsetaktik, som gør at jeg ikke har lyst til at forholde mig for meget til vores situation, samtidig med den stadig fylder og langsomt er blevet til en lille bitter kugle i maven. Vi er så langt fra en baby og en del af mig har mistet modet. Sidste forsøg var i August, det var det 4. ICSI forsøg, og vores forsøg har ikke været gode.
Lillebrøster projektet ser sådan ud:
1. forsøg - frys på Hvidovre. 1 æg overlevede, negativ test
2. forsøg - 1. friske ICSI. 5-6 æg ud, ingen æg til oplægning
3. forsøg - 2. friske ICSI. Alt gik galt, 3 æg ud, kun 1 kunne bruges. Ingen æg til oplægning. Monster infektion i 2 måneder
4. forsøg - 3. friske ICSI. 7-8 æg, 1 æg til oplægning, ingen til frys. Negativ test
5. forsøg - 4. friske ICSI. 5-6 æg, 2 æg til oplægning, ingen frys. Negativ test.
Ser sgu ikke særlig flot ud!

Mellem august og november har min mens været helt åndssvag. Der gik over 60 dage før den kom, så jeg har sprunget en cyklus over på en eller anden måde og er seriøst bange for at min krop bare ikke kan lave børn. Mens kom i sidste uge og jeg er nu på p-piller. Nedregulering starter her om halvanden uge. Ægudtagning mellem jul og nytår. Jeg håber sådan at vores nummer bliver trukket men jeg tror ikke på det. Min sjæl og mit hjerte øver sig i at glædes over at jeg trods alt fik et barn. Men det virker ikke. Det er en sorg at skulle acceptere, og jeg er der slet ikke endnu. Men på et tidspunkt må jeg se virkeligheden i øjnene. 4 ICSI forsøg, som ikke har været gode i forhold til dengang på Hvidovre. Det er op ad bakke. Og hvor mange forsøg orker vi? Hvornår stopper man?
Jeg er bange for at fortryde, og jeg føler at tiden løber fra mig. Jeg fylder 35 til januar, og selvom det jo ikke er vildt gammelt i fertilitetsmøllen, så føler jeg min krop forræder mig. Jeg fanger mig selv i at kigge på babybilleder af Asbjørn. Han var så perfekt og mit hjerte fyldes af kærlighed og vemod når jeg ser dem. Og derfor bliver vi ved lidt endnu, for ønsket om en baby er så stærkt, at jeg ikke er klar til at opgive drømmen.
Jeg er også nået til stadiet hvor jeg misunder andres graviditeter, som jo "heldigvis" tynder ud i venneflokken. Folk har fået de børn, de skal have. Min veninde fra mødregruppen er gravid igen, og jeg kan ikke have det. Nu er vi jo langt væk fra vores vennekreds, og derfor fylder det på en anden måde.

Resten af vores liv er godt. Asbjørn er det dejligste lille menneske i mit liv, han er så skæg og finder på mange sjove ting, siger de herligste ting og er bare en lille (stor) klump af glæde og kærlighed i vores liv. Lige om lidt er han to et halvt, han snakker på livet løs, laver svære (synes hans mor - 30-35 brikker) puslespil, kører på cykel, synger sange, tæller til 10 (vi bor i en elevatorbygning, og det har vækket en passion for numre i drengen), kan finde A for Asbjørn og F for Fofar, hvilket er mest fordi det er de tog, der går fra "vores" station.
Han laver kaffe på Nespresso maskinen hver morgen og leger "rigtige" lege med biler og tog. Putter bamserne i barnvognen, hjælper dem på toilettet og trøster dem når de slår sig. Det er en fantastisk alder, 2½ og jeg er lige så forgabt i ham nu som da han var en baby. Og R ligeså. Det er simpelthen utroligt hvor meget man kan elske sådan et lille menneske. Heldigvis har vi ham.