Det der med stress. Det rører bare noget helt centralt hos mange ufrivilligt barnløse. Noget centralt og meget følsomt. Derfor reagerer jeg også først med at blive "stødt" eller såret, når der kommer en kommentar om "bare" at geare ned og stresse af - så bliver man gravid. Og undersøgelser, der viser at stress nedsætter fertiliteten.
Men når jeg er færdig med at være stødt og såret, så synes jeg faktisk det er fedt, at der er nogen, der kommer med deres bud og erfaringer. Jeg er fuldt ud overbevist om at det for nogen bare er det helt rigtige, at geare ned og fokusere god energi i projektet. Og SÅ dejligt at det lykkes for nogen af jer derude. Det er jo for filan lige meget hvad vejen er, bare man er tilfreds med det man gør - og ikke mindst, at det fører til en baby!!
Og så er det sjovt at historierne i skriver jo ikke entydigt peger på at man kun bliver gravid hvis man ikke er stresset/deprimeret eller andet. Og viser - synes jeg - med al tydelighed - at vores historier er SÅ individuelle.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at stress ikke er godt for fertilitetsbehandling. Og at det nedsætter fertiliteten. Som også Oxford-studiet, som der linkes til Anonym's kommentar, viser. Dog tillader jeg mig lige at knytte et par kommentarer til lige netop det link. For jeg mangler altså evidens for HVORDAN fertiliteten påvirkes af stress: er det æggestokkene, der holder op med at lave ægløsning? Dårlig ægkvalitet? Sædkvalitet? Eller er det livmoderens slimhinde, evne til at modtage ægget? Det viser studiet ikke noget om. Og det ER altså bare lidt anderledes når man er i behandling. I vores tilfælde er ægløsning "ligemeget". Ægkvalitet og sædkvalitet er derimod ikke.
Men. Tilbage til stressen - og hvad man så gør når man er i en situation, som jeg er i. Der er jo flere muligheder, som også ridses i kommentarerne.
Een mulighed er at trække stikket ud. Søge orlov, sige sit job op - geare heeeelt ned. En anden er at skrue egne forventninger til sit job ned. En helt tredje mulighed er at acceptere at sådan er livet bare lige nu og få det bedste ud af det. Skabe frirum i hverdagen. Og messe "
Til den første, som jo er den mest radikale: trækket stikket ud. Og nu tager jeg lige udgangspunkt i mig selv, og jeg ved godt at fertilitetsbehandlingsforløb er meget, meget forskellige og den måde vi tackler det på ligeså. Men jeg må erklære mig enig i Tommelise - jeg tror simpelthen ikke det ville gøre mig gladere eller mindre obsessed at eks. sige op eller søge orlov. For jeg synes at vi allerede har opgivet SÅ meget på fertilitesbehandlingens alter - og det er IKKE fordi jeg ikke vil give en arm eller en bedstemor for den baby - men det handler jo også om at når man har været i behandling i mere end 3 år, så ER der også bare et liv, der skal leves ved siden af. Det skylder jeg mig selv og min familie. Der er rigeligt af følelse at livet er på stand-by i forvejen, så en orlov eller opsigelse ville bare bære ved til det bål. Med andre ord JEG bliver simpelthen nødt til at have noget andet at fokusere på - og familien kan sgi nok også godt bruge den indtægt jeg hiver hjem - bla. til at rejse frem og tilbage mellem landsdele og til behandling.
Og hvis jeg så løfter denne diskussion ud over min egen næsetip, så handler det jo også om den måde vores samfund er organiseret på. Det er på mange arbejdspladser ikke uproblematisk at tage orlov et par måneder (hehe og slet ikke når man er helt ny da) eller gå ned i tid. Det ville være dejligt hvis det var nemmere. Helt sikkert. Men jeg tror også det er den pris vi betaler for at Danmark er et af de lande med den største erhvervsfrekvens for kvinder. Ikke at man ikke skal arbejde for et mere fleksibelt arbejdsmarked - det er en lidt anden diskussion.
Men ja, i sidste ende HAR man jo valget. Men det valg har også konsekvenser. For ens fremtidige muligheder for jobs, for familien. Og hvis vi nu antager at mange gerne vil bruge deres uddannelse til et job med indhold (og ja, luksusproblemer for akademiker-typer, det ved jeg godt), så er det sgi da et dilemma. Samfundet har edderbunkeme brugt mange penge på at jeg kunne få en fancy universitetsgrad. Så synes jeg også det giver mening at jeg bruger den.
Den næste - skrue egne forventninger ned. Den er måske nemmest at arbejde med - den er lige til højrebenet og i den grad en del af min egen indflydelsessfære. Og personligt er det den, jeg arbejder mest på. At skrue ned for forventninger til mig selv. Det er jeg faktisk helt ok til, hvis jeg skal være helt ærlig. Bevares, jeg gad da godt være en mere effektiv medarbejder, yde mere end jeg gør og mit hoved kan bære pt, fordi det er fyldt om med andre tanker - men det kan jeg faktisk godt arbejde med. Der hvor det bliver svært, er når andre mennesker er afhængig af at man leverer - ikke nødvendigvis topklasse-levering, men at man dog leverer. Og det er filme svært. For jeg synes det er meget at forlange at andre skal slå sig vrang fordi jeg er umulig at koordinere med. Og når man så er ny i et job, så er 4 halvdagsfri og et par heldagsfri per behandling altså rimelig meget. Som JEG personligt har dårlig samvittighed over. Og så er vi tilbage til "så skru ned, find et mindre ambitiøst job" ideen. Men altså, ing? Det betyder jo at jeg siger nej tak til fremtidige muligheder. Og eventyr - for pt. er mit job sådan et der giver mig adgangsbillet til ret mange sjove jobs i fremtiden. Hvis altså jeg performer bare sådan nogenlunde.
Den sidste - at acceptere at sådan er det lige nu. Og smide en pytmand efter det faktum at jeg ikke er en særlig fed kollega og at folk skal vente i uvished på at få information om møder og den slags. Den øver jeg mig også på. Som min kollega siger (og hun kender intet til alt det her - hun er bare sød) når jeg stresser over møder og den slags "husk at det ikke er rigets sikkerhed, det drejer sig om". Og den har jeg taget til mig og knus-elsker allerede.
Og så er der den der med hvordan man egentlig mindsker stress. Og alle de gode råd om at købe et hus, en hund, tænke på noget andet, tage på ferie og så videre. Det virker måske for nogle - og fedt for dem. Men altså jeg tror simpelthen ikke man kan komme udenom at når man har været i behandling så lang tid som vi har og været igennem så mange behandlinger, så er HVERT forløb altså mega-stressende. Og der er der ingen ferier, gode middage, orlov fra arbejdet, der ændrer på. Usikkerheden - DEN er der sgi ingen der kan tage ud af det her forløb. Man når langt med planlægning ja, men en gang imellem så kan man bare ikke planlægge sig ud af æggestokke, der er dobbelt så lang tid om at producere æg, overstimulering eller missed abortions. Så jeg tror simpelthen ikke man kommer udenom at fertitlitetsbehandling er SINDSSYGT stressende for dem, der gennemgår det. Og altså, den stress, ing? Den er der jo bare ingen der kan fjerne. For behandling MÅ man igennem for at få det barn. En behandling, der i sig selv stresser (vokser æggene nok, bliver vi aflyst, er der æg til oplægning, bliver jeg gravid, overstimuleret og så videre).
På Hvidovre da vi startede i behandling derude engang i stenalderen, var de meget klare omkring det med at tage skylden på sig. De gjorde meget for at tage ansvaret af patienternes skuldre og fortælle os at vi ikke skulle dunke os selv i hovedet med alle de ting, vi gjorde forkert. Og jeg synes faktisk det var så fint, så fint. For er der da NOGET man gør i denne situation, det er da at tænke over alle de ting, man burde gøre anderledes. Mere motion, flere grøntsager, mere søvn, mere zoneterapi/akupunktur/healing/
Nå, ja, og så updaten fra dagens scanning: stadig ikke gang i mine æggestokke, stadig uvished om ægudtagning og dermed går jeg en weekend imøde hvor jeg stadig ikke har styr på arbejdsituation mht møder og mennesker fra nær og fjern, der skal troppe op og (måske) mødes med mig. For helvede altså.
27 kommentarer:
Nå, blander mig lige fordi det er en af de diskussioner der virkelig provokerer mig. Jeg hører til en af dem der bliver helt træt af "jeg-tænkte-på-noget-andet-og-så-blev-jeg-gravid-historierne" og især til den udbredte opfattelse at man bare skal slappe af så bliver man gravid. Altså: infertilitet er i høj grad noget der skyldes det der foregår inde i især kvindens hovede.
Da jeg blev gravid efter kun to behandlinger i anden runde (mod 10 blandede forsøg i første omgang) skulle samtlige - og jeg mener SAMTLIGE kolleger lige sige: "Nå nu gik det lidt nemmere, da der var lidt mere ro på" og "ja, barn nr. to kommer jo tit næsten af sig selv, når man ikke stresser så meget."
Selv venner og kolleger der har fulgt mine behandlinger tæt og jeg har fortalt om nedsat sædkvalitet, lavt stofskifte, gentagne aborter pga defekt immunforsvar, uheldig mutation i mit blod, etc, sagde: "De fandt jo heller aldrig ud af hvad der var galt" og "Nu stressede du jo heller ikke."
Det afslørede i den grad hvad folk havde tænkt første gang jeg var i behandling: At jeg ikke kunne blive gravid og holde på et barn pga. de ting der foregik i mit hovede.
Hvis man tager mit eksempel så havde jeg pga af mit første forløb langt højere odds i anden runde: Jeg kunne kontakte min stofskifte læge inden og få ham til at sikre at mit stofskifte var klar til en ny graviditet. Jeg kunne kontakte OBC på Riget så de kunne følge mig og holde øje mens jeg gik i fertilitets behandling, hvor jeg fik nøjagtig samme behandling som ved første barn. Og så er det bare i mit tilfælde lettere at holde på et barn når man har gennemført en graviditet.
Hvis man spoler tilbage til vores indledende undersøgelser og udelukkende kigger på min kærestes sædkvalitet, så havde vi 17 % chance for at jeg blev gravid i løbet af ti år. Det er jo ikke imponerende, men næsten et par ud af fem med samme udfordring vil jo blive gravide i løbet af 10 år og så kan man jo udlægge det som et mirakel der skyldes at der var nogle helt særlige omstændigheder til stede.
For ca. et år eller måske lidt mere siden var der i øvrigt en artikel i ugeskrift for læger om en undersøgelse der viste at stress ikke påvirker fertiliteten.
Og måske har folk også lidt mere sex når de ikke er stressede og når de er på ferie?
Jeg ved det ikke. Det virker jo logisk at kroppen arbejder bedst når alt er i balance. Og jeg tror heller ikke at stress er godt for særligt mange ting. Men det er et vilkår når man er fertilitetsbehandling. Og især når man har været det længe.
Min læge sagde en gang til mig i en helt anden sammenhæng: Jamen, du er jo en organisme. Mærkeligt at blive omtalt sådan, men ja, ægantal, slimhindetykkelser, sædkvalitet og alt muligt andet svinger jo fra måned til måned. Nogle gange op og nogle gange ned. Og af grunde som måske ikke nødvendigvis kan 100 % forklares.
Jeg tror det vigtigste er at man er i hænderne på nogle læger der ved hvad de laver. Og at man så lever nogenlunde normalt mht kost, søvn, etc. Og så er der bare nogle meget individuelle odds man kæmper mod og noget held man kan rammes af.
Puuh..... der var rart at komme af med mine sure tanker om det emne. Sorry.
Og hold fast i at IVF Syd tror på det. De ved jo hvad de snakker om.
Krydser for dine æg og dette forsøg.
A73
Jamen, jeg synes også, de historier er megairriterende, og derfor fortæller jeg heller ikke normalt, at vi blev spontant gravide i forsommeren, for jeg synes, det er irrelevant i forhold til, hvad vi har været igennem af behandlinger, fordi det sandsynligvis netop er et sammentræf af nogle heldige omstændigheder, der gjorde det, og som statisk set var så usandsynligt forekommende, at vi aldrig kunne have brugt det som strategi at vente på at det skete. Men ikke desto mindre, så må jeg sige, at vi de seneste otte år har været i hænderne på nogle af landets kendteste fertilitetslæger, og faktum er, at de ikke har været i nærheden af at hjælpe os, på trods af alle mulige forskellige behndlinsforløb, kort lang, det ene og det andet præparat, det ene og det andet ægløsningsstof og varierende antal timer mellem ægløsning og ægudtagning og fanden og hans pumpestof, og når det så er sket naturligt BEGGE GANGE efter at vi var dømt ude af hhv Riget og Trianglen, så tænker jeg, at der er noget der, som simpelthen er for uudforsket. Og det er ikke noget med, at jeg vil synge med i koret om, at man bare skal tænke på noget andet osv., men der må være nogle ting, som påvirker kvinder (og mænd for fanden da også) psykisk, og som man kunne få noget ud af at udforske.
Og ja, stress i forbindelse med behandling i flere år i træk, det kan ikke undgås. Selvfølgelig ikke. Det er jo en rædselsfuld måde at leve på. Det var det i hvert fald for mig.
Kh kAren
Det kan jeg godt forstå du tænker. Jeg ville helt sikkert tænke det samme hvis det var overgået mig at blive gravid to gange efter at have sluppet behandling. Og forskning i alt hvad der har med fertilitetsproblemer kan kun være godt. Kunne selvfølgeligt være interessant at undersøge hvor mange der bliver gravide efter de stopper behandling i forhold til hvor mange der forbliver barnløse. Og selvfølgelig også hvor meget tiltagende stress påvirker når man er i gang med behandlingen.
Det jeg altid får tonstunge øjenlåg over er at stress i manges øjne er hovedårsagen til at alle ufrivilligt barnløse ikke bliver gravide. Men selvfølgelig er afslapning ligesom akupunktur, progesteron, diæter og alt der der værd at prøve hvis man har mod på det og er typen til det. Men det også en trøst at der heldigvis er rigtigt mange top stressede par i behandling der bliver gravide. Og tanken om at jo større længslen og desperationen efter et barn er jo mindre er sandsynligheden for at få det - det er jo ubærligt.
Glemte lige at skrive:
hilsen a73:)
Som sagt har jeg heller aldrig nævnt, at jeg er blevet spontant gravid før her - for jeg synes faktisk det er irrelevant, at jeg er blevet spontant gravid. Det kunne lige så godt ikke være sket, og så havde vi været afhængige af fertilitetslægerne. Og i så fald havde jeg i øvrigt sat mine penge på IVF-syd fra nu af, for af dem, jeg har været i kontakt med, virker Lone bare langt mere i stand til at finde nye veje for den enkelte - i hvert fald for os. Vi var på vej til Fredericia, da miraklet (eller hvad man skal kalde det) skete.
Jeg undrer mig bare over, at man ikke forsker mere i det de psykologiske omstændigheder. Og det behøver jo ikke engang være stress, det kunne også være andre ting. For eksempel tænker jeg, at min mand i alle de forsøg og alle de afsindigt mange sædprøver han har lavet, aldrig har leveret mere end 100.000 og flere gange 0. Aj, en enkelt gang mere, men på papiret var han praktisk talt infertil. så når jeg er blevet gravid to gange naturligt, så tilskriver lægerne det svingende sædkvalitet. Men de har aldrig fanget toppene - kun bunden. og måske er det fordi, situationen med at levere en sædprøve gør et eller andet. Og hvis den gør det, så kan andre psykiske omstændigheder vel også gøre det. Jeg er klar over, at det er en gange uvidenskabelig betragtning, men altså, vi har jo også været desperate efter at forstå, hvad det var, der skete, så vi havde noget at sige til alle dem, der fx sagde til mig: 'Alle de hormoner du har fået, har nok alligevel sat gang i noget så'. Hvor jeg til sidst stod og råbte, at det vel for fanden ikke kunne gøre noget ved min mands sædkvalitet, hvad jeg havde pumpet kroppen fuld af. Jaja, jeg tror ikke, der er nogen, der har tænkt, at jeg var hverken ustresset og afslappet.
kh karen
'Og tanken om at jo større længslen og desperationen efter et barn er jo mindre er sandsynligheden for at få det - det er jo ubærligt.'
Det er jeg jo så enig i. Og derfor er det selvfølgelig også enormt farligt og skadeligt at åbne for den snak, hvis man ikke passer virkelig meget på.kh Karen
Tak, damer, fordi i deler. Det er en spændende diskussion, synes jeg. Og meget relevant!
Karen, din historie er jo for vild! For helt utrolig vild! Vi kører også med samme sædkvali herhjemme, og det er jo netop også derfor jeg bliver så træt, så træt, når svigermor og andre "kloge" hoveder mener at vi bare skal knalde noget mere (åh, hun er en helt anden historie, en meget, meget særlig person!). Sagen er jo at med så dårlig sædkvalitet KAN man jo bare ikke læne sig tilbage og vente på miraklet. De sker, og som A73 skriver, det ville faktisk være ret interessant at lave nogle undersøgelser omkring HVOR mange det egentlig drejer sig om. Jeg har også hørt historierne, og kender folk, for hvem det er sket.
Og Karen, jeg synes ikke du er irriterende (kramme-smiley) - vores personlige erfaringer præger jo bare rigtig meget vores indstilling til mange ting - og det ER helt sikkert rigtigt at stress ikke gør noget godt.
I øvrigt har jeg altid synes det er underligt, at der ikke forskes mere i mandlige årsager til barnløshed. Scheiss manne, det ville sgi da være noget nemmere hvis man kunne kurere den og så slippe for IVF!
I det hele taget tror jeg den manglende forskning på det her område handler om penge (desværre). Barnløse er ikke en klart defineret og stærk samfundsgruppe, som har noget økonomi bag sig - og så mangler forskningen. Tror jeg.
Og den der med at man bare skal slappe af - den er så åndssvag! Kender altså også en del fertile venner, som har "stresset" over ikke at blive gravide efter et par måneder - men som alligevel er blevet det - så hvor meget stress skal der til for at det ødelægger?
Og så er det også interessant, synes jeg, at i den offentlige debat er der fokus på kvinden - som i begge beskriver - det er kvinden der tænker for meget, har hormoner nok i kroppen og så videre. Ligesom det er "kvinder der får børn for sent" i medierne. Jeg tror også den bærer ved til bålet om den dårlige samvittighed. Altså det er sgu da interessant! Kvinder får da kun børn sent fordi BÅDE mand og kvinde vælger som de gør! Mænd for sgi da også børn sent, så!
Uha ja, spændende diskussion (og a73s første kommentar fik mig faktisk til at fælde et par tårer)
Al snak om psykiske årsager til infertilitet og pludselige spontane graviditeter er et rødt flag, der får vredens fråder frem om min mund. Hvorfor H skulle reaktioner, som vi ikke lige kender årsagen til, med særligt stor sandsynlighed være psykiske? Der er jo en uendelighed af mulige fysiske faktorer, der kan være i spil. Hvorfor skulle det være afslapningen på ferien, der pludselig gør en subfertil gravid? Det kunne vel også være solen? D-vitamin? Ændret kost? Andre mineraler i drikkevandet? Andre bevægelsesmønstre? hvad som helst.
Og ja, hvad er det for nogle faktorer, der spiller ind i sædkvaliteten, som svinger så ekstremt at sædprøver nærmest er ligegyldige. Min E har haft alt i spektret fra '5% sandsynlighed for graviditet inden for 20 år' til super-top-tunet-sprængfertil-sæd. Mig bekendt ved vi INTET om hvad der forårsager de udsving.
For lige at bringe lidt balance i billedet af individuelle historier må jeg lige have med: Jeg var top-stresset, både arbejdsmæssigt og behandlingsmæssigt, og ulykkelig og obsesseragtig, da jeg blev gravid med begge mine børn. Da jeg havde en (biokemisk) spontan graviditet, var jeg også top-stresset.
Da jeg blev gravid med lillesøster havde jeg en periode hvor jeg levede meget usundt, festede for meget, både drak og røg og guffede sukker uden hæmninger. Da jeg blev spontant gravid var jeg på kålsuppekur. (Og på besøg hos min gamle moster i Kolding. Og gik mest i nederdel..)
Ved godt det er lidt skørt i det her forum at insistere på at have den stressede historie med, men jeg synes det er værd at gøre det til en vane, for det er altid de dejlige historier som Karens, der fylder i folks hoveder (respekt for at du har gået stille med din, Karen)Og ja, som du siger Sechen, hvad med alle de stressede mennesker, der bliver gravide på helt almindelig vis. De går jo heller ikke rundt og fortæller historien om, at de blev gravide på trods af deres stress.
Det blev vist noget rod. Enig i at stress selvfølgelig ikke er godt for noget. Og at kroppen er en følsom organisme, som vi når alt kommer til alt ved meget lidt om.
Det er en spændende diskussion! Og kunne jo være så ufatteligt spændende at vide, hvorfor en graviditet helt præcis lykkes nogen gange og ikke andre. Jeg mener - i teorien når man har lavet en fint befrugtet æg og sat det op i en livmoder, der er hormonelt gjrt klar til at modtage og bære dette æg.... Hvorfor lykkes det så ikke 100% af gangene?? Og ja, vi kender nogle af årsagerne, men bestemt ikke alle.
Nu har min fertilitets historie været kortere og mindre invasiv end jeres. Og en del af mig har altid undret sig over. at når det nu er lykkes mig at blive grad kun ved IUI - hvorfor skulle min krop så ikke kunne finde ud af det selv sammen med min mand? Og hvorfor kan nogen, der har været så ufatteligt meget mere fertilitetsbehandling igennem godt finde ud af det? Altså, forstå mig ret - med fare for at lyde bitter, hvilket jeg ikke er - så er det da underligt at nogen der har skulle have så meget hjælp, pludselig godt selv kan, mens vi kun har fået en lille smule hjælp og alligevel ikke selv kan! Og det vækker jo metop alle de der tanker om hvad man selv er skyld i, er det mig der stresser for meget, skulle jeg have spist sundere/usundere, tænkt mindre over det osv osv osv.
Kommer vist ikke rigtig med noget nyt, undrer mig bare:) Og krydser fingre for at æggestokkene opfører sig ordentlig så møderne kommer til at gå uden alt for mange krumspring!
Knus Håbet
Jeg undrer mig over at i bliver så vrede over at de to ting bliver koblet - i må huske på at folk jo skriver i den bedste mening og fordi de gerne vil give en personlig god historie videre - ingen skrev om at knalde mere eller om at købe en hund - og dine kommentarer knock minder mig om rygere der holder på at døden jo skal have en årsag " min farmor røg og blev 100". Og hvorfor skal man holde sine historier om naturlig graviditet for sig selv? En ting er sikkert - jeg aldrig turde blande mig i debatten med et personligt indspark igen. Held og lykke med det
kh vigga
Hov, Vigga, jeg tror altså ikke at vi bliver vrede over historierne - eller det gør jeg ikke. Så bland dig endelig! Tror det handler om en generel betragtning om hvordan omgivelserne kloger sig... jeg oplever faktisk at ex-bibere er ret så følsomme overfor at vejen til et barn er mange og forskelligartede... til gengæld har kolleger eller venner altid en kollega eller venindes datter der vups bare blev gravid efter behandling... lidt ala a73 beskriver.
Jeg er jo selv ex bib - så jeg har været turen igennem sågar købt en kat - og da jeg skrev som jeg gjorde handlede det om at det var så markant en oplevelse for mig at jeg efter at have kæmpet i 3 år for at få min søn at se at da min krop var i absolut ro kunne jeg blive gravid. At jeg så tabte i 9.uge er en helt anden og latterlig snak spm ribbede op i ALT - men pointen var blot at det ledte mig til på et helt uvidenskabeligt niveau at tænke hva fanden er det her. Men når jeg reagerer er det fordi jeg ved flere lejligheder har været folk som har skrevet noget med kost og lign og så er de blevet pebet ud. Og det er slet ikke der jeg er
Kh Vigga
Åh øv, jeg kan ikke tænke mig noget værre end at ødelægge nogens lyst til at fortælle deres historie. Jeg er virkelig virkelig ked af det, hvis jeg er kommet til at lyde som om jeg gik til angreb på nogen her. Sådan var det overhovedet ikke ment.
Jeg protesterer over, at man generelt er så villig til at tilskrive subfertilitet noget psykisk. Min pointe skulle kun være, at der er uoverskueligt mange faktorer i spil, så hvorfor skal vi kaste os over de mulige årsager, som kvinden ikke rigtig kan påvirke, men alligevel holdes ansvarlig for (som feks behandlingsstress)
Jeg mener ikke, at man kan bruge de individuelle historier til ret meget hverken når det gælder storrygende mormor eller pludseligt gravid på jordomrejse med hundehvalp. Pointen med mit eksempel var netop, at vi ikke har ret meget ordentlig viden om infertilitet. Vi har kun historierne. Og så synes jeg det er værd at sørge for at alle historierne bliver hørt. Også dem om stressede, rygende subfertile, der bliver gravide alligevel.
Hvis jeg har givet indtryk af, at min indstilling er, at man ligeså godt kan lade være med at kæmpe for at optimere sine chancer, så har jeg givet et meget forkert indtryk.
Mine kommentarer var sådan set ikke rettet mod Karens historie. Det er vildt fascinerende, at hun er blevet gravid mellem behandlinger 2 gange og det er seriøst tankevækkende. Men det behøver jo stadig ikke handle om noget psykisk. Jeg håber virkelig virkelig virkelig ikke at du, Karen, har opfattet min kommentar som et vredesudbrud mod dig. Det var nærmest det modsatte..
Hej igen. Nej, jeg opfattede det ikke som et angreb på mig og min historie. Og jeg er enig i, at de der historier om subfertile, som alligevel bliver gravide, er enkeltstående historier, og derfor er de svære at bruge til noget for andre end dem, det sker for. Men omvendt har jeg selv efterfølgende tænkt - altså efter vores behandlingscirkus - at man på en måde kan se succeshistorierne fra fertilitetsindustrien på samme måde. For sådan en som mig, hvor INTET så ud til at lykkes i behandling, æggene delte sig ikek og for langsomt og for få osv., virkede succeshistorierne nærmest lige tilfældige og enkeltstående. For nogen var medicin osv. vejen fra. Det var det ikke for os - og jeg er også senere blevet bekræftet i det, da LOne fra IVF-syd sagde, at hun ofte oplevede kvinder, som havde gode ægløsninger normalt, men som ikke kunne tåle hormoner, så alt gik galt, når man forsøgte at tilsætte hormoner til den ligning. Jeg tror, vi var sådan nogle, for jeg er hele tiden blevet vanvittig dårlig af hormonerne.
Nå jaja, det her er jo bare registreringer og flere historier. Men altså, min pointe er bare, at fertilitetslægerne ved meget og også meget lidt om menneskelig fertilitet. Og derfor skal man virkelig heller ikke være ukritisk over for den industri og DERES historier. Og det ved jeg godt, at du, Knock, slet ikke er. Det er altså ikke det, jeg prøver at sige. Overhovedet. Bare, at for en, hvor det aldrig lykkedes med hjælp fra lægerne, der virker de enkeltstående historier om folk, der pludselig blev gravide på trods, ikke meget mere enkeltstående end dem fra lægernes venteværelser.
Og jeg synes, det i højeste grad ville være relevant at undersøge, hvor mange der bliver gravide, efter de fx har opgivet eller er blevet opgivet. Knus, KAren
Jeg er helt enig i, at succeshistorierne fra behandlingssystemet virker lige så tilfældige. Nogle gange kan man ikke lade være med at tænke at når en BIBer endelig bliver gravid efter 2,3,4 år i behandling, ville vedkommende måske også være blevet gravid spontant. Det taler statistikkerne vel trods alt imod, men tanken er nærliggende.
Det kunne være virkelig interessant (og vigtigt) at vide hvor mange, der bliver opgivet i behandling og så alligevel bliver gravide efterfølgende. Det virker helt åndssvagt, hvis der ikke er nogen noget sted i verden, der følger op på det. Jeg kan huske, at overlægen fra Riget til intro-forelæsningen sagde noget om, at det med at folk bliver gravide, når de tager på ferie o.lign. er en myte. Men hvad der mere præcist lå i det eller hvad der var undersøgt aner jeg ikke.
Skal vi tage orlov fra vores day jobs og skrive en bog om fertilitet og fertilitetsbehandling? Det kunne jeg egentlig godt tænke mig. Og jeg er sikker på, at der er mange der har brug for den.
Knock, jeg tænkte det samme i morges. At vi skulle lave en bog om det her... Der er ret meget god erfaring samlet her og i blogland i det hele taget.
KhKAren
Jeg er hverken sur eller har fået ødelagt noget - 😀 og en bog ville jeg elske at læse. Kh vigga
Jeg har ikke haft overskud til at læse alle kommentarer - første disclaimer ...
Når det er sagt: Min kommentar forleden var egentligt ikke møntet på, at du skulle droppe dit job helt. Men for mig gjorde det ikke noget godt for min krop, at jeg stressede over et sindsygt krævende job samtidig med, jeg forsøgte at blive gravid. Men da jeg skiftede job til noget, som gav mere ro - men stadigt fagligt udfordrende - skete det magiske, at jeg blev gravid i et behandlingsforsøg. Og ja, det kan være et tilfælde. Det kan også være, at det hænger sammen. Det ved ingen. Men jeg reagerede på dit indlæg forleden, fordi jeg fornemmer, at du er top-stresset. Og uanset om man er i behandling eller ej, er det ikke sundt. Vi er nødt til at vælge vores kampe. Det er svært at vinde på alle arenaer.
Jeg har som dig forsøgt at blive gravid igen de seneste år - utallige forsøg, der er brændt af på ingenting. Jeg har haft mit fokus på min virksomhed i stor stil. Og sygdom er kommet og gået. Efter et drøjt sygdomsforløb har jeg stoppet op og gearet ned arbejdsmæssigt igen. For at komme til hægterne. Og nu hvor jeg næsten har opgivet et barn nr. 2, er det magiske sket ... Jeg er gravid i 8. uge. Efter IUI.(Det er tys-tys endnu, derfor intet på min blog. I parentes bemærket.)
Og med det Sechen vil jeg bare sige: Det kan også ske for dig - lige pludselig. Men du skal passe på dig selv ind til det sker. For stress er ikke en skøn ven at følges med.
/Monica
PS: Den der bog, Knock - den er jeg frisk på at skrive med dig! /Monica
Mht. bog skal man bare lige finde ud af, hvad den bog så skal kunne, som man ikke kan få en i artikelserie. Jeg tror, det er den primære grund til, at der ikke er så mange bøger om emnet. Dem, der kunne være interesserede købere af sådan en bog, bruger nettet til at få facts, og case-historierne kan man måske lige så godt få i en artikelserie.
Bortset fra det er det en god ide, og i øvrigt arbejder jeg på et forlag, så vi kan hurtigt få evt. ideer prøvet af.
Kh
KAren
KhKAren
Åh, damer, dejligt i kommenterer og diskuterer. Det er nemlig skide spændende og jeg gad godt snakke lidt mere indgående med de der fertilitetslæger om nogle af de ting. Altså have tiden til snakken med dem - hvad tænker de egentlig om eksempelvis stress, livsstil og den slags? Man taler jo mest med dem om det, der foregår lige her og nu, og ikke så meget de store linier...
Jeg tænker faktisk at HVIS man skulle skrive en bog, skulle den netop ikke være en samling historier, for dem kan man jo vælge ud som man vil. Allerede her har vi jo hele spektret - som jo faktisk netop beviser pointen med at man ikke KAN vise en tydelig trend...
Nej, man skulle ud og snakke med dem, som havde givet op, dem som var blevet gravide. Lave noget statistik på hospitaler og klinikker... sådan et semi-forskningsstudie, altså bare lidt mere let-tilgængeligt og "populær-videnskabeligt". Jeg er frisk på projektet - men ikke på at opgive mit dayjob :-)
Og for filan da, Monica! Det var det en helt, helt, HELT fantastisk hemmelig nyhed! I fortjener det edderhuggeme også efter alt det i har været igennem! Arjmen altså, dagens gode nyhed!!!!
Jeg tænker lige højt - i virkeligheden skulle man vinkle en bog eller hvad man nu laver, som være lægernes helt ærlige meninger om nogle af de her ting - måske koblet med noget statistik... og så anonymisere lægerne, for de vil jo helst ikke gå ud og sige kontroversielle ting af fare for at kunderne i biksen smutter...
Talte faktisk med "vores" læge (under ægudtagning - lidt mærkeligt, men var nysgerrig) om hvordan de erfaringsudveksler i det private. Det gør de, og i Fredericia er de ikke som såan konkurrenter til de sjllandske klinikker, så noget foregår der da...
Ja for Søren, Monica. Stort hemmeligt tillykke!
Hvor sjovt at du arbejder på et forlag, Karen. Det jeg personligt ville synes var interessant var en bog der samlede forskningen på området og formidlede det i en tilgængelig form. Der findes rigtig meget information på nettet, men det er ret svært at stykke en ordentlig forståelse sammen af dels fertilitets/reproductionsbasics og dels resultater af forskellige behandlingsmetoder. Jeg er ret sikker på, at der findes et marked for sådan en bog, men om det dansksprogede marked er stort nok ved jeg ikke..
I forhold til at tilbyde noget, man ikke kan få i en artikelserie, synes jeg at tanken om en bog der skaber et samlet billede, giver mening.
Som du siger, Sech, kunne man også selv indsamle lidt statistikker, på de områder hvor hospitalerne/forskerne ikke gør det. Og det kunne være fantastisk, hvis man kunne få lægerne til at udtale sig anonymt.
Jeg mente det egentlig ikke så alvorligt i første omgang - og i særdeleshed ikke tanken om at tage orlov. Men jeg synes faktisk det kunne være sjovt med sådan en bog. Er vi i gang med at tale næsten sådan alvorligt om det nu?
Ja ja ja ja ja. Bog coming up! Jeg er med. /Monica
Bog lyder fantastisk! Kan bidrage med lidt fra den lægelige verden - hvis I ikke allerede kender dem alle meget bedre end jeg gør:):)
Håbet
Og ellers læser jeg i hvert fald meget gerne jeres bog:)
Håbet
Send en kommentar