På næste lørdag står vi i lufthavnen med en masse bagage og vinker farvel til Danmark. Inden skal vi have pakket 150 kvm ned, sagt farvel til venner og familie. Og tisset på en pind. Det er torsdag. Og det fylder SÅ meget hos os begge. Hvad den pind siger. Jeg kan næsten ikke ha' det. De andre gange har jeg mistet modet heromkring og ikke troet på det og forventet at den var negativ. Denne gang kan jeg slet ikke holde spændingen ud. Jeg tror det er fordi vi tager afsted. At det markerer noget stort. Og det ville være så rigtigt og helt igennem fantastisk at have en lille embryo med i maven. Måske fylder det også fordi vi begge ved at så bliver næste gang til jul, hvor vi kommer hjem og tager en tur til i møllen. Og det er der jo egentlig ikke så lang tid til, så fred være med det.
Måske fylder det også bare fordi det er 4. omgang i denne omgang. Det er altså meget. Og fordi jeg mærker at vi ikke kan gøre det her 139 gange. Der bliver et tidspunkt hvor vi må give op. Og det kommer jo alt andet lige nærmere, hvis også denne gang er en fuser. Jeg ved ikke hvornår vi siger stop. Men tid og penge er jo en faktor vi må forholde os til. Arj, jeg kan næsten ikke have det.
I flytteprocessen har alt Asbjørns babytøj fra str. 56 til 92 været oppe. Og det er en smule vemodigt at kigge på det. Han er så stor allerede og det er allerede så lang tid siden han var en lille nuttet baby. Tænk, hvis det var den eneste gang, vi skulle opleve den fantastiske proces, det er. Puuuha, det er svære svære tanker. Av for søren.
Den lille dreng er ikke lille mere. Han runder snart en meter, snakker som et vandfald og siger de sjoveste ting. Min mand ynder at kalde mig hans kone. Og siger tit når han går "hej hej kone". Det gør Asbjørn også nu, hvis ham og manden går. Det er altså ret sjovt. Han har smidt bleen og er meget interesseret i t.isse.mænd og ditto -koner og hvad der sker i toilettønden. Vi vinker farvel til efterladenskaberne og prøver kræfter med at stå op og tisse. Puh, så er man altså stor, synes jeg.
lørdag den 20. august 2011
torsdag den 11. august 2011
Den sub-fertile trummerum
Der er sket noget på min blog. For tre år siden bloggede jeg om alle små og store skridt i vores behandlinger. Nu har jeg både fået mens, været nedreguleret i en menneskealder, opreguleret, fået taget æg ud og op igen, uden et eneste indlæg. Måske er det fordi jeg ikke helt orker at forholde mig til projektet. Sådan rigtigt. For det er fyldt med dårlig karma, synes jeg. Følelser af utilstrækkelighed, bekymring, bristede drømme og ærgerlse. Og en smule jalousi. Overfor alle dem, der bare laver babyer.
Måske er det, der fylder mest, de bristede drømme. Bevares, de er jo ikke bristede endnu, ville min dejlige optimistiske mand sige. Og nej, det har han teknisk set ret i. Vi sidder på hesten og vi sidder der nogle omgange endnu. I hvert fald. For håbet er lysegrønt. Men i mine mørke timer, tror jeg ikke på det. Jeg har sådan en bange anelse om at vi simpelthen bare er for lav-fertile hjemme hos os. Og efterhånden er jeg overbevist om at jeg er ligeså meget en del af problemet (hæ - og løsningen) og den erkendelse svider lidt. Jeg har nok i både take 1 og take 2 vidst at jeg ikke er sådan en, der bare skal have numsen ind på en klinik for at blive gravid. Men jeg synes at tiden viser at jeg hverken er nem at stimulere, laver gode æg plus bliver temmelig overstimuleret. Det er da ikke en drømmecocktail.
Men de bristede drømme, der. Jeg kan ikke løsrive mig fra billedet af mig med en baby i maven, en lille blød baby, der kommer ud og ligger på min mave. En baby, man kan kysse og kramme og holde tæt. En baby som bare mangler i mit liv.
Og jeg synes det er svært at sige højt. For jeg synes der er en tendens til at omgivelserne - hvor godt de end mener det - synes vi bør være taknemmelige for det ene barn vi fik. Og GUDERNE skal vide at vi fuldstændig knus-smask elsker det lille menneske, der kom ud til os for to år siden. Helt sindssygt meget. Og vi føler os heldige at vi er hans forældre. SÅ heldige. Men jeg vil ha' mer!
Paradoksalt at der kommer sådan et bluesindlæg her 2 timer efter jeg har fået sat en 4-cellet embryo op. Men det var en sølle høst i tirsdags. 3 æg. Og kun et klar til oplægning.
Jeg tør slet, slet ikke begynde at babydrømme. For vi er blevet skuffede så mange gange. Jeg har lyst til bare at glemme at den sidder deroppe. Bare lade som ingenting.
Om 16 dage flytter vi til New York. Lejligheden er fyldt med flyttekasser, vi ordner og ordner og har intet overblik. Vi glæder os, er spændte og jeg er også lidt bange. Hvordan mon vores liv bliver? Vi var jo fint tilfredse med det vi havde. Asbjørn snakker om New York og vil gerne afsted NU. Han tror det er en slags legeplads, og har to aftener i træk stået og trukket i hoveddøren og sagt at vi skulle afsted til New York. Han fatter ingenting.
Fik jeg sagt at han er den dejligste lille mus på jorden? Og at jeg brændende ønsker mig en minimus?
Måske er det, der fylder mest, de bristede drømme. Bevares, de er jo ikke bristede endnu, ville min dejlige optimistiske mand sige. Og nej, det har han teknisk set ret i. Vi sidder på hesten og vi sidder der nogle omgange endnu. I hvert fald. For håbet er lysegrønt. Men i mine mørke timer, tror jeg ikke på det. Jeg har sådan en bange anelse om at vi simpelthen bare er for lav-fertile hjemme hos os. Og efterhånden er jeg overbevist om at jeg er ligeså meget en del af problemet (hæ - og løsningen) og den erkendelse svider lidt. Jeg har nok i både take 1 og take 2 vidst at jeg ikke er sådan en, der bare skal have numsen ind på en klinik for at blive gravid. Men jeg synes at tiden viser at jeg hverken er nem at stimulere, laver gode æg plus bliver temmelig overstimuleret. Det er da ikke en drømmecocktail.
Men de bristede drømme, der. Jeg kan ikke løsrive mig fra billedet af mig med en baby i maven, en lille blød baby, der kommer ud og ligger på min mave. En baby, man kan kysse og kramme og holde tæt. En baby som bare mangler i mit liv.
Og jeg synes det er svært at sige højt. For jeg synes der er en tendens til at omgivelserne - hvor godt de end mener det - synes vi bør være taknemmelige for det ene barn vi fik. Og GUDERNE skal vide at vi fuldstændig knus-smask elsker det lille menneske, der kom ud til os for to år siden. Helt sindssygt meget. Og vi føler os heldige at vi er hans forældre. SÅ heldige. Men jeg vil ha' mer!
Paradoksalt at der kommer sådan et bluesindlæg her 2 timer efter jeg har fået sat en 4-cellet embryo op. Men det var en sølle høst i tirsdags. 3 æg. Og kun et klar til oplægning.
Jeg tør slet, slet ikke begynde at babydrømme. For vi er blevet skuffede så mange gange. Jeg har lyst til bare at glemme at den sidder deroppe. Bare lade som ingenting.
Om 16 dage flytter vi til New York. Lejligheden er fyldt med flyttekasser, vi ordner og ordner og har intet overblik. Vi glæder os, er spændte og jeg er også lidt bange. Hvordan mon vores liv bliver? Vi var jo fint tilfredse med det vi havde. Asbjørn snakker om New York og vil gerne afsted NU. Han tror det er en slags legeplads, og har to aftener i træk stået og trukket i hoveddøren og sagt at vi skulle afsted til New York. Han fatter ingenting.
Fik jeg sagt at han er den dejligste lille mus på jorden? Og at jeg brændende ønsker mig en minimus?
tirsdag den 28. juni 2011
Det der PCO
Det er jo ikke fordi jeg er fuldstændig uvidende om PCO. Jeg har jo faktisk godt vidst at jeg har en snert af det, for jeg har lange cyklusser, jeg ÆLSKER sukker og tager på på maven, når jeg tager på. Lægerne siger jo også tit at mine æggestokke er "multifolikulære" og altså det er jo en slags PCO. De sidste par forsøg har lægerne været mere klare i mælet omkring det, og jeg har nu to læger, der siger at jeg har noget PCO.
Det er jeg jo ikke den eneste i verden med. Er det 20 eller 25 procent af danske kvinder, der har noget, der ligner? På Hvidovre spurgte jeg mange gange og fik altid af vide at det havde jeg ikke. Jeg er aldrig rigtigt blevet tjekket for det.
Men altså. Jeg forstår simpelthen overhovedet ikke hvorfor lægerne er så laissez-faire med det. Jeg har spurgt flere gange hvad jeg kan gøre ved det, og får altid af vide at der ikke er noget at gøre. Men det er jo ikke rigtigt, vel? For der er jo det med stivelse og sukker og så videre, ik? Og Spis dig Gravid og hvad har vi. Jeg er sådan i syv sind - og har ryggrad som en kop kakao - skal jeg go "all in" og forsage ALT sukker, hvidt brød og kartofler? Eller skal jeg skrue lidt ned (som jeg altid forsøger) eller skal jeg tage lægernes ord for gode varer, at det ikke betyder noget når man er i IVF behandling? Jeg har sådan en fornemmelse af at det indvirker på æggenes kvalitet... Men jeg ved det ikke.
Inden jeg blev gravid med Asbjørn, havde jeg en periode, hvor jeg var meget inspireret af Kernesund Familie. Men jeg kan simptelthen ikke huske hvor stringent jeg var. Jeg tror ikke jeg holdt mig fra alt sukker, men jeg kan huske at jeg var inspireret af det. Og spiste birkesød på havregrøden.
Argh. Hvad gør man? Hvem tror man på og orker jeg en Spis dig Gravid kur, hvis det alligevel ikke er det? Og er jeg for slap og en idiot, der ikke sætter alt ind ved ikke at gøre det?
Det er altså svært.
Scanning i næste uge med henblik på nedreguleringsopstart. Det er blevet forsinket af manglende ægløsning. Arh, det er irriterende!
Det er jeg jo ikke den eneste i verden med. Er det 20 eller 25 procent af danske kvinder, der har noget, der ligner? På Hvidovre spurgte jeg mange gange og fik altid af vide at det havde jeg ikke. Jeg er aldrig rigtigt blevet tjekket for det.
Men altså. Jeg forstår simpelthen overhovedet ikke hvorfor lægerne er så laissez-faire med det. Jeg har spurgt flere gange hvad jeg kan gøre ved det, og får altid af vide at der ikke er noget at gøre. Men det er jo ikke rigtigt, vel? For der er jo det med stivelse og sukker og så videre, ik? Og Spis dig Gravid og hvad har vi. Jeg er sådan i syv sind - og har ryggrad som en kop kakao - skal jeg go "all in" og forsage ALT sukker, hvidt brød og kartofler? Eller skal jeg skrue lidt ned (som jeg altid forsøger) eller skal jeg tage lægernes ord for gode varer, at det ikke betyder noget når man er i IVF behandling? Jeg har sådan en fornemmelse af at det indvirker på æggenes kvalitet... Men jeg ved det ikke.
Inden jeg blev gravid med Asbjørn, havde jeg en periode, hvor jeg var meget inspireret af Kernesund Familie. Men jeg kan simptelthen ikke huske hvor stringent jeg var. Jeg tror ikke jeg holdt mig fra alt sukker, men jeg kan huske at jeg var inspireret af det. Og spiste birkesød på havregrøden.
Argh. Hvad gør man? Hvem tror man på og orker jeg en Spis dig Gravid kur, hvis det alligevel ikke er det? Og er jeg for slap og en idiot, der ikke sætter alt ind ved ikke at gøre det?
Det er altså svært.
Scanning i næste uge med henblik på nedreguleringsopstart. Det er blevet forsinket af manglende ægløsning. Arh, det er irriterende!
onsdag den 22. juni 2011
Økobabyer og babyfabrikker
Inspireret af et indlæg hos Tommelise, kom jeg til at fundere lige lovligt meget over det med de toere. Det er nu snart et år siden at vi besluttede os for at gå igang med toeren. Og lige om lidt går vi igang med 4. forsøg. 4. ægudtagning. Det har mildest talt ikke været et særlig succesfuldt forløb. Vi har kun fået æg op en gang. Det er altså ikke meget.
Og jeg kan mærke at jeg er blevet mere sårbar. Sidste sommer var det boller og brus - det var bare et spørgsmål om tid, så skulle den nok være der. Hvorfor skulle den da ikke det? Det var jo gået en gang før. Men sådan er det bare ikke mere. To afblæste forsøg uden æg til oplægning og en monster-infektion har fået mismodet til at brede sig. Mentalt er babyen meget langt væk. Jeg ved godt at vi sagtens kan være heldige. Og projektet er heller ikke opgivet.
Og så er det ligesom med etteren - at jeg er ved at være mør over for folk, der laver toere for tiden. En veninde, som jeg var på barsel sammen med og som har en på Asbjørns alder, skal føde lige om lidt. Det var det jeg håbede på, jeg skulle. For lang tid siden.
Vi har også et vennepar, som har været på babyfabrikken og få deres første. Som er 9 måneder nu. Hun er 3-4 måneder henne. Det var ICSI og hele pakken. Men de er blevet gravide på den gammeldags måde. Det var vist lidt et chok for dem, og guderne skal vide at jeg ikke er misundelig på baby på 15 måneder og så en hel ny en. Men alligevel. Den rammer lidt. For hvorfor er det ikke os, der laver dem selv? Hvorfor er det ikke os, der laver et mirakel til? Og ja, jeg er faktisk misundelig på dem, der får toeren bare sådan. Heldigvis kender jeg følelserne, jeg har mærket dem før, og det gør det til et mindre uvejr indeni. Men det er der da, for det er jo så tabubelagt ikke at glæde sig på sine søde venners vegne. Og da ISÆR når de selv har været på IVF-vognen.
Jeg har vist fået sat en del ind på bekymringskontoen de sidste måneder. Og øv hvor det bare er lidt op af bakke med det projekt for tiden.
Og jeg kan mærke at jeg er blevet mere sårbar. Sidste sommer var det boller og brus - det var bare et spørgsmål om tid, så skulle den nok være der. Hvorfor skulle den da ikke det? Det var jo gået en gang før. Men sådan er det bare ikke mere. To afblæste forsøg uden æg til oplægning og en monster-infektion har fået mismodet til at brede sig. Mentalt er babyen meget langt væk. Jeg ved godt at vi sagtens kan være heldige. Og projektet er heller ikke opgivet.
Og så er det ligesom med etteren - at jeg er ved at være mør over for folk, der laver toere for tiden. En veninde, som jeg var på barsel sammen med og som har en på Asbjørns alder, skal føde lige om lidt. Det var det jeg håbede på, jeg skulle. For lang tid siden.
Vi har også et vennepar, som har været på babyfabrikken og få deres første. Som er 9 måneder nu. Hun er 3-4 måneder henne. Det var ICSI og hele pakken. Men de er blevet gravide på den gammeldags måde. Det var vist lidt et chok for dem, og guderne skal vide at jeg ikke er misundelig på baby på 15 måneder og så en hel ny en. Men alligevel. Den rammer lidt. For hvorfor er det ikke os, der laver dem selv? Hvorfor er det ikke os, der laver et mirakel til? Og ja, jeg er faktisk misundelig på dem, der får toeren bare sådan. Heldigvis kender jeg følelserne, jeg har mærket dem før, og det gør det til et mindre uvejr indeni. Men det er der da, for det er jo så tabubelagt ikke at glæde sig på sine søde venners vegne. Og da ISÆR når de selv har været på IVF-vognen.
Jeg har vist fået sat en del ind på bekymringskontoen de sidste måneder. Og øv hvor det bare er lidt op af bakke med det projekt for tiden.
torsdag den 2. juni 2011
To år med Asbjørn og en streg på testen
Asbjørn fyldte to i tirsdags. Hold da op hvor var det en stor dag. Større end et år, måske fordi han forstod mere, og måske også fordi vi til hans etårs var i fuld gang med at arrangere bryllup.
Han blev fejret med manér skulle jeg hilse og sige. 20 voksne og 13 børn i kolonihaven om søndagen, leftover kage om mandagen i solskinnet og så flere gæster på selve dagen - og flere gaver. Og kage. Onsdag morgen var det første han sagde da han slog øjnene op "kage". Man har vist vænnet sig til gode forhold!
Overstimuleringen aftog i sidste uge og det er jo egentlig ikke den vej sådan en skal gå, hvis man skal være gravid. Så jeg var ikke særlig overrasket over at få mens i dag - 2 dage før testning. Havde haft optakt til mens i et par dage, men vi blev alligevel begge to skuffede og kede af det. Jeg kan mærke at angsten for at det måske ikke sker, sniger sig ind. Indtil nu har jeg været ret sikker. Men i går midt på dagen ramte den mig bare som lyn fra en klar himmel: det kan være at jeg ALDRIG skal være gravid mere. Mærke spark, følge den store mave, føde et barn og knytte de første bånd til et lille nyt menneske. Måske fordi Asbjørns fødselsdag også lige har været her, er det bare en forfærdelig tanke. For efter 2 år står den dag bare som det aller-aller bedste, vildeste og smukkeste der er sket i mit liv. For pokker da, hvor vil jeg give en arm for at prøve det igen.
Han blev fejret med manér skulle jeg hilse og sige. 20 voksne og 13 børn i kolonihaven om søndagen, leftover kage om mandagen i solskinnet og så flere gæster på selve dagen - og flere gaver. Og kage. Onsdag morgen var det første han sagde da han slog øjnene op "kage". Man har vist vænnet sig til gode forhold!
Overstimuleringen aftog i sidste uge og det er jo egentlig ikke den vej sådan en skal gå, hvis man skal være gravid. Så jeg var ikke særlig overrasket over at få mens i dag - 2 dage før testning. Havde haft optakt til mens i et par dage, men vi blev alligevel begge to skuffede og kede af det. Jeg kan mærke at angsten for at det måske ikke sker, sniger sig ind. Indtil nu har jeg været ret sikker. Men i går midt på dagen ramte den mig bare som lyn fra en klar himmel: det kan være at jeg ALDRIG skal være gravid mere. Mærke spark, følge den store mave, føde et barn og knytte de første bånd til et lille nyt menneske. Måske fordi Asbjørns fødselsdag også lige har været her, er det bare en forfærdelig tanke. For efter 2 år står den dag bare som det aller-aller bedste, vildeste og smukkeste der er sket i mit liv. For pokker da, hvor vil jeg give en arm for at prøve det igen.
tirsdag den 24. maj 2011
Gravid look-a-like
Ægudtagningen gik godt. Bedre end de to sidste gange, som jo også var helt under lavmålet. Der kom 8 æg ud, 4 blev befrugtet og delte sig videre. Der var snak om en blastocyst-dyrkning, men lørdag blev de kloge enige om at det nok ikke var en god ide, da der ikke var så meget at vælge imellem. Så lørdag eftermiddag blev jeg rugehøne på 2 stks. 3 og 4-cellede æg. Ikke prangende delinger, men op kom de altså.
De sidste dage - lørdag, søndag og mandag jeg har lignet en i 4. måned. Min mave er vildt stor og oppustet, det gør ondt at komme ud af sengen og rejse sig op. Det er vist en grænsende overstimulering, det føles nøjagtigt som med Asbjørn. Den er dog på retur, så jeg er ikke helt bekymret.
Det ville være den perfekte dårlige timing. Arj, hvor ville det være dejligt med en lille embryo, der voksede løs inde i mig. Kæresten håber og håber og det er jo også langt tid siden vi har været så tæt på en graviditet. Min mave kan ikke helt finde ud af hvad den tror på. Jeg tror ikke den tror så meget. Men håbet er der. For Jensen da, hvor ville det være fantastisk!
De sidste dage - lørdag, søndag og mandag jeg har lignet en i 4. måned. Min mave er vildt stor og oppustet, det gør ondt at komme ud af sengen og rejse sig op. Det er vist en grænsende overstimulering, det føles nøjagtigt som med Asbjørn. Den er dog på retur, så jeg er ikke helt bekymret.
Det ville være den perfekte dårlige timing. Arj, hvor ville det være dejligt med en lille embryo, der voksede løs inde i mig. Kæresten håber og håber og det er jo også langt tid siden vi har været så tæt på en graviditet. Min mave kan ikke helt finde ud af hvad den tror på. Jeg tror ikke den tror så meget. Men håbet er der. For Jensen da, hvor ville det være fantastisk!
torsdag den 19. maj 2011
Ægudtagning
Så er det i dag at jeg forhåbentlig får pillet en bakke æg ud, klar til at give os en lillebrøster. Jeg er temmelig nervøs, det er første gang siden den der lorte-infektion, og jeg har meget oppustede æggestokke...
Det kunne lige være den perfekte og samtidig perfekte dårlige timing at blive gravid nu, med flytning og ny kontrakt med dårligere barselsforhold og så videre. Men for filan da, hvor jeg håber det er nu.
(Aftalen herhjemme er at hvis jeg skal have en FN-barsel, så skal vi have et barn til når vi kommer hjem igen - som om vi bare sådan kunne beslutte sådan noget :-))
Det kunne lige være den perfekte og samtidig perfekte dårlige timing at blive gravid nu, med flytning og ny kontrakt med dårligere barselsforhold og så videre. Men for filan da, hvor jeg håber det er nu.
(Aftalen herhjemme er at hvis jeg skal have en FN-barsel, så skal vi have et barn til når vi kommer hjem igen - som om vi bare sådan kunne beslutte sådan noget :-))
Abonner på:
Opslag (Atom)