Spasser-pisse-lorte æggestokke

Var til scanning i går - på opreguleringsdag 12 med 150 enheder. Der var ikke sket særlig meget, og jeg blev sat op til 187,5 enheder. Det er der i sig selv ikke noget særligt revolutionerende over - jeg havde godt på fornemmelsen at der ikke var sket så meget. Jeg sætter stor pris på deres ønske om at skåne mig for endnu en overstimulering, men mine æggestokke har ikke rigtigt performet specielt godt de sidste 2 år, så 150 enheder har jeg hele tiden været skeptisk overfor.

Næste scanning fredag. Mere fravær (toppede lige den halve dags fravær i går op med barn syg) på arbejdet og endnu mindre forudsigelighed omkring planlægningen af ret-så-vigtige-møder hvor min tilstedeværelse er vital. Pis-lort-tis.

Oven i al fertilitetsjammeren har vi så mega-snot-forkølelse, som giver mig almindelig pjevsedhed, snotnæse og "jeg ville ønske jeg lå hjemme under dynen" følelse og A-manden væske på ørerne så han vågner 15 gange i løbet af natten. Ja, 15. En gang hver halve time. Gaab. Synes ikke der er meget glamour over mit liv i disse dage...

Opregulering +6

Vi tøffer derudaf med den her behandling, scanning i næste uge (først på opreguleringsdag 12, lidt gys) og forhåbentlig er jeg så heldig at ægudtagning falder i weekenden (håbe håbe). Sidst fik jeg æg ud på 16. dagen med 225 IU, i denne omgang får jeg kun 150 IU, så der går nok nogle flere dage.

Og jeg skal love for at usikkerheden har fået lov at æde løs af min bekymrings-kage. Jeg har nogle ret så vigtige møder på arbejdet, som jeg skal lede og med folk der kommer fra alle verdenshjørner. Bogstaveligt talt: Nordamerika, Afrika og Asien. Og falder det møde lige der hvor der er risiko for ægudtagning? Ja. Og har jeg allerede haft i nærheden af 3 ugers sygedage ud af tre måneder på mit arbejde på grund af overstimulering? Ja. Stress-stress-stress-stress.
Jeg har måtte prioritere benhårdt og udskyde mødet på trods af at det giver bøvl for de andre. Men risikoen er overhængende og jeg KAN ikke tørre den af på kolleger - de er slet ikke inde i stoffet. Gab mand hvor jeg synes det her behandlings-ræs er opslidende. På den der helt ind til benet måde. Det gør det ingenlunde mindre opslidende at jeg - når jeg spiser p-piller, bliver nedreguleret, og til en vis grad også opreguleret - skifter mellem at have migræne 3 dage og være migrænefri 2 dage. Som i "nu går jeg lige ud og kaster op fordi mit hoved er ved at sprænges" migræne. Og så smider vi lige en omgang uendelig træthed i puljen, så er jeg vist ved at være færdig med min "jeg er sur, jeg er syg og træt både fysisk og psykisk" jammer.

Det værste er at jeg har store forventninger til det her forsøg. Det er ligesom om min hjerne nærmest forventer at se 2 streger her om en måneds tid. Det kan sgu da kun gå galt med den indstilling - jeg er bange for at virkeligheden kommer til at ramme rigtig hårdt denne gang.

Så triller toget igen

Jeg er helt stoppet med at tælle antal forsøg vi har været igennem. Vi starter forsøg nr. 100 i disse dage. Er begyndt på Suprefact i torsdags (d. 1. november) efter besøg i Fredericia. Alt ser fint ud og min krop er efter sigende klar igen.
Jeg holder simpelthen ikke op med at undres over hvor helt utrolig stor forskel, der er på denne klinik og den anden. Det er helt vildt. Jeg glæder mig nærmest til at komme derover. De gør sig så meget umage og er meget obs på om man nu har nogle spørgsmål, om man er tryg ved det hele og hvis der nu skulle være nogetsomhelst så skal man endelig ringe. De er lige hvad jeg havde brug for.

Så hvis alt går vel hedder det ægudtagning en gang i slutningen af måneden/start december. Og dermed et forsøg afsluttet inden jul. Rart.

Men med behandlingsstart går der også en plade igang inde i min hjerne. En bekymringsplade. Får jeg nu min mens som jeg skal? Nu har de sat mig ned i dosis - kommer der så overhovedet til at være nogle æg? Mon der bliver æg til oplægning? Og jeg skal først scannes på 12. dagen - er æggene så gået helt i stå og må behandlingen så aflyses?

Til gengæld kan jeg altid ringe med mine bekymringer. Og det er simpelthen så rar en fornemmelse.

Og det underlige er at jeg et eller andet sted i min uendelig naive hjerne tror det nok skal gå. Jesus mand, man skulle tro virkeligheden havde lært mig et eller andet.

Argh... hvor er den hest?

Den medicinske abort er "veloverstået" og vi kan nu lægge det bag os. Jeg skal stadig følges indtil hcg er 0, men det er faldet på en uge fra 3400 til 49, så mon ikke det går relativt hurtigt. Og ikke som i vinteren 2008, hvor det tog 3 måneder...
Jeg har ikke blødt vildt meget og måtte til en ekstra scanning på Riget for at sikre mig at medicinen havde virket. Det krævede lidt overtalelse i telefonen, de der læger er sgi ikke meget for ekstra-service "du har jo en tid til scanning i næste uge". Ja, ok, men måske vil jeg bare gerne undgå at gå rundt med en missed abortion som ikke kommer ud...? 

Havde en god snak med lægen fra IVF Syd. For jensen da, de er fantastiske. Jeg synes simpelthen de er så gode. De rammer den helt rigtige balance mellem omsorg og professionalisme, LIGE det jeg har brug for. Jeg har brug for at blive aet bare en lille smule mentalt, men IKKE at sovse rundt i det. Og de er SÅ gode til mig!
Lægen har sagt god for at jeg i princippet kan starte op så vi når en runde til inden jul. Så nu står den på p-piller og nedregulering om 3 ugers tid. Og det er godt. Jeg vil gerne videre. Og altså, de tror virkelig på det, der på klinikken. Lægen siger "NÅR du bliver gravid næste gang gør vi sådan og sådan..." - og virker slet ikke i tvivl. Det er rart. Og selvom jeg da selv er i tvivl - ville være mærkeligt andet efter over 3 års forsøg - så kan jeg mærke at jeg tror på dem derovre. Og det giver en vis ro.

Vi har også haft en lang snak derhjemme om det her projekt. Da vi kom hjem fra Fredericia efter den dårlige scanning var jeg helt færdig og følte at jeg bare ikke kunne mere. At jeg simpelthen ikke kunne holde UD at være mere ked af det, have ondt, være overstimuleret, have kvalme, ondt i hovedet og være træt - uden at der kommer noget godt ud af det. Vi har brugt SÅ meget af vores liv de sidste tre år på at vente, være kede af det, frustreret. Det har virkelig grebet ind i vores liv på en måde som jeg slet ikke husker Asbjørn-processen gjorde. Bevares, den var også noget kortere.
Men vi har kigget hinanden dybt i øjnene og besluttet os for at det her - det SKAL bare have en lykkelig udgang. Det var faktisk manden min der først satte ord på det efter et barselsbesøg (åh, gud hvor jeg hader dem - det kræver et andet indlæg). Han sagde at han havde kigget på den lille baby og tænkt "sådan en vil jeg også have. Og så er jeg ligeglad med hvordan den kommer til". Og det havde vi en snak om. Over en tude-kage og en kop kaffe efter endnu et besøg på Riget. Og vi har besluttet at det SKAL have en baby-udgang. Om det bliver med donorsæd, æg eller adoption, det vil tiden vise. Og det giver en smule ro på at vi begge tænker sådan. Vi har investeret for meget af vores liv, penge, smerte, tid, tårer til at vi kan smide håndklædet i ringen. Måske når vi dertil en dag og måske FÅR det ikke en lykkelig udgang. Men lige nu - lige nu er det den strategi vi bruger. Og det virker rigtigt. Lige nu kan jeg ikke holde tanken ud om at give op uden at der kommer et barn ud af det. Måske har vi det anderledes om et år, om 3 aborter senere, om 5 ægoplægninger senere eller hvad ved jeg.

Og det er jo godt. Men for jensen da, jeg kan simpelthen stadig ikke rigtig finde den der hest og komme op på den igen... jeg ved det er den rigtige beslutning at tage et forsøg til inden jul. Det skaber en følelse af fremdrift i vores liv. Men gys, mand, jeg er så udmattet mentalt. Så træt, så træt. Og jeg tror det må være sådan det er at være en smule deprimeret. Jeg står op hver dag, jeg går på arbejde og når jeg kommer hjem, har spist, lagt barnet i seng er jeg bare så UDMATTET. Så træt, så træt. Falder i søvn på sofaen et sted mellem 20.30-21.30. Og følelsen af at vores liv bare står stille, er ret stærk.
Vi prøver at passe på os selv. Men hvordan fanden gør man det altså? Vi prøver at lave sjove ting bare os tre - det plejer at være balsam for sjælen. Tage i skoven, drikke kakao, lege med tog og den slags. Og det er super dejligt.

Men ufrivillig barnløshed - hold kæft, det stinker. Og jeg føler jeg er den eneste i verden der ved det - hvilket også kan gøre det svært at være sammen med vores ellers så søde venner. Og det skaber jo bare en dårlig spiral, for både manden og jeg får rigtig meget god energi af at være sammen med andre mennesker.

Nå, men jeg må jo se om den der hest, som jeg egentlig gerne vil op på igen, rider rundt derude i København her i weekenden. Eller i næste uge. Eller i november. Ellers vil jeg ønske mig en i julegave...

Tilbage i limbo-land

Åh, hvor jeg forbander FORBANDER forbander den her situation langt, langt væk. For helvede altså. Jeg er vred på mig selv over at jeg har været så idiotisk at lade mig selv tro på det, at min krop i den grad har forrådt mig med graviditetssymptomer, træthed, ømme bryster og madlede. Jeg er i det hele taget sur. Og bitter. Og det går desværre ud over dem derhjemme. Som jo ingenting kan gøre - andet end at være ked af det (ikke den lille men den store mand. Den mindste har ingen anelse. Åh, man skulle være 4 år).

Jeg skulle ind på Riget i går og få sat den f***cking medicinske abort igang. Men guess what? Ikke nok med at de selvfølgelig først sendte mig det forkerte sted hen, så sendte de mig op til den afdeling, som jeg kender alt for godt fra 2011, hvor mit underliv var een stor infektion. Ikke gode minder at hoppe op på undersøgelsesbriksen lige netop der. Næsten 3 er der gået siden dén historie, og vi er stadig ikke nærmere en baby.
Det var faktisk en lille smule traumatisk at være der, og mindede mig om at den vinter altså stadig lidt er ikke-helet sår inde i. Får tårer i øjnene af bare at skrive det.

Nåmen, kunne de to læger se noget på skærmen? Nej, det kunne de ikke. Og var jeg så dum at sige ok til at en f***cking medicinstuderende måtte være med og også liiiige undersøge? Ja. Ikke at det var det største issue, de skal jo for pokker også øve sig. Men hvorfor er det lige jeg er så flink og forstående?
Så ind på to forskellige undersøgelsesrum, to forskellige scannere, 3 læger, der hiver og maser og trykker mig på maven. Og ja, der er en graviditetssæk. Men de kan ikke se fosteret, som de ellers kunne i Fredericia. Så i stedet for at give mig piller med hjem syntes de liiiige vi skulle tage et par hcg prøver. Og jeg ANER ikke hvorfor. Prøvede virkelig at forstå hvad det var (den ellers søde læge) sagde, men altså, det bliver IKKE til et barn - det er alle enige om. Jeg er alt, alt for langt henne til at det er en slow starter. Og ja, måske sidder der noget udenfor livmoderen. Og sådan er det jo bare og blablabla og så må vi vente og alt det der crap, men hold da k...æft hvor er jeg TRÆT! Træt, træt, træt af hele tiden at skulle klare den ene mere ærgerlige og traumatiske oplevelse efter den anden.

I går eftermiddag og aftes sad jeg bare og var så ugidelig. Det ligner mig ikke. Og tænkte at det må være sådan en depression føles. At alt bare er ligemeget. Hold k.æft jeg synes verden er unfair.

Nu skal jeg så have taget endnu en hcg i morgen, snakke med dem kl. 10 og sikkert derind kl. 13 for at få de åndssvage piller med hjem. Så endnu en spildt arbejdsdag. Endnu mere ventetid. Lige netop det med arbejdet er sgu lidt problematisk. Jeg har nu været her i lidt over 2 måneder. Jeg har skulle til Fredericia 4 gange i den tid, haft 2 ugers sygemelding, måtte aflyse en flytur til de varme lande, og haft 3 enkeltstående sygedage. Ikke underligt at min nye (ellers flinke) chef lige kom ind og lukkede døren på mit kontor fredag eftermiddag og gjorde mig venligt opmærksom på at jeg har ret mange sygedage. Pis. Jeg begyndte at tude med det samme og hun var egentlig helt ok forstående (og kom i øvrigt med den der "så er det godt i har Asbjørn. Gider ikke være sur på hende over den bemærkning, hun prøvede virkelig at være flink). Men hun kender mig jo ikke og aner ikke om jeg er en "besværlig" medarbejder. Hypokonder med mega-meget fravær.

Vi får bare intet forærende hjemme hos os. Hold kæft hvor har hende lægen ret.

Intet nyt er dårligt nyt

Gårsdagens scanning viste et foster, der var gået til for omkring 2 uger siden. Orker egentlig ikke rigtig den store forklaring. Faktum er bare at vi endnu en gang er slået tilbage til før start, og følelsen af at alt sgu egentlig er sådan lidt ligegyldigt, fylder det hele hos både manden og jeg.

Går nok lige noget tid før jeg orker at tjekke ind på bloggen igen. Skal lige igennem en medicinsk abort og 800 års ventetid før vi kommer igang igen. Som lægen sagde "i får bare ikke noget forærende, i to". Det tror jeg var dagens guldkorn.

Fuck.

6+5 og et år til scanning

Egentlig er der utrolig lidt at berette herfra - måske det hænger lidt sammen med den der blandede følelse jeg går rundt med - på den ene side at være helt utrolig glad, lettet og forhåbningsfuld, og på den anden side synes at det hele er sådan lidt "var det bare det?". Den sidste følelse har jeg lidt dårlig samvittighed over at skrive - og føle - for jeg VED jo at det ikke er "bare". For filan da, jeg VED at det er det aller-aller-aller største. Men altså. Der er bare lang tid til alt. Til scanning, til barsel, til barn, til at kunne ånde lettet op.

Jeg brokker mig IKKE. Og dette er heller ikke et tude-indlæg. For der er ved gud ikke noget at tude over. Men lige nu synes jeg der er lang tid til næste torsdag. Til lidt mere vished. Og imens svinger symptomerne lidt frem og tilbage, med to konstante symptomer: uendelig træthed og forstoppelse (thank you, Crinone). Men altså, ellers sker der ikke meget i de regioner. Eller jo, måske er jeg blevet lidt mere prinsesse-agtig med hvad jeg spiser. Nogle ting giver mig lidt kvalme og om formiddagen er jeg generelt sådan lidt små-kvalm. Men ved sgi ikke om det mest er noget jeg bilder mig ind for at have en undskyldning for at spise croissanter hver dag (farvel til Low-Carb-High-Fat diæten, skulle jeg hilse og sige).
Men synes måske at der er ret lang tid til 12+0, et blinkende foster og forhåbentlig lidt mindre træthed. For det ville være synd at sige at mit nye arbejde har fået sig en meget hårdt-arbejdende ny medarbejder - sidder ofte (eller nej, faktisk hver dag) og falder lidt i søvn der mellem 14 og 15 over papirerne. Og håber at ingen kommer ind på mit kontor og ser mig sidde der og småsove.

Men det er jo alt sammen små-bekymringer og ligegyldigheder. Det eneste, der tæller er hvad der dukker op på den skærm næste torsdag.