Baby-kuller

Weekenden viste sig at overraske. Primært til det gode. Det bryllup, jeg gruede lidt for viste sig at være en stor, herlig fest med alle de gamle studiekammerater, en 40 hestes brandert, en masse dans og råben højt med alle de gode gamle venner. Kom i seng lidt over 5, og ikke en eneste af gæsterne spurgte mig om vi også skulle se at have nogle børn. Skøøøønt! Det var en rigtig dejlig aften, hvor de af studievennerne, der allerede har børn, havde afleveret dem og festede igennem og dem, der ikke havde festede ligeså meget igennem.

Til gengæld gik fredag aften med de nybagte forældre-venner mindre godt. Min kære gamle veninde og hendes mand er gået totalt i baby-selvsving, og brugte en HEL aften fredag aften sammen med min kæreste og jeg med KUN at tale om deres baby, bleer, amning, veer, om hvorvidt den og den har født, sutter, hvor meget deres baby har taget på, besøg af sundhedsplejerske, regnslag til barnevognen og så videre. Manden sad under stort set hele middagen og talte pludre baby-sprog til barnet, som lå i liften ved siden af bordet. Det var en meget anstrengende aften og jeg var ærlig talt lettet, da de tog hjem. Bagefter var jeg i virkelig dårlig humør - ked af det - og vred. De VED hvad vi gennemgår, de har hørt om det lige fra starten og alligevel kan de slet ikke se ud over deres egen lykke. Det gjorde mig ked af det - dels fordi det jo igen er en reminder om vores situation, men også fordi jeg føler at jeg på en måde mister en meget, meget gammel veninde på denne måde. Vi kan simpelthen ikke være sammen på denne måde. Jeg var vred og ked helt indtil næste formiddag, og det ligner mig ellers ikke - at kunne opretholde sådan en sindstilstand efter en nats søvn.
Jeg har tænkt en del siden om jeg skulle have sagt noget, eller om jeg skal sige noget nu. Men jeg er bange for at de ikke vil forstå det - fordi de er så optaget af deres egen lykke at de ikke kan se andet.

Det er lige præcis her, jeg føler at vi står meget alene med det her. Og underligt hvordan man lige så stille vænner sig til at være alene med det. Lidt trist at det skal være sådan.

På med det falske smil

På lørdag skal vi til bryllup hos nogle venner. Det bliver et stort bryllup med rigtig mange mennesker, vi kender - og en del ret så gravide kvinder. Jeg kan tælle i hvert fald 4 gravide kvinder, som er i enten 5.,6. eller 7. måned. Det er ikke tætte veninder, men alligevel piger som jeg kender godt og som det forventes at jeg tilbringer en del af dagen/aftenen sammen med. Og jeg kan NÆSTEN ikke holde ud at tænke på det bryllup. Glæder mig overhovedet ikke, på trods af at jeg kender så mange af gæsterne, og på trods af at mange af dem er ret festlige at være sammen med. Men de der graviditeter, de ødelægger det altså for mig.
En af de gravide er kæreste med min kæreste meget gode ven. Og hun har termin lige omkring det tidspunkt, hvor jeg KUNNE have haft termin, hvis den der graviditet udenfor livmoderen havde sat sig rigtigt. Og puh, hvor har jeg det svært med det.

Oveni hatten kan jeg sagtens forestille mig at der vil komme kommentarer som "nå, så er det vel snart jeres tur" eller "skal i ikke også snart have børn?". Og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal svare til det. Skal man bare glide af? Eller komme med et eller andet lidt skarpt svar? Eller et fjollet svar? (Prøvede en gang at bilde en ind at hjemme hos os havde vi besluttet at det var min kæreste der skulle føde vores børn og jeg blev VED med at hævde at sådan var det - lidt syret). Har egentlig overhovedet ikke lyst til at skulle svare noget som helst.

Inden brylluppet skal vi have besøg af min gode, gamle veninde, som har en datter på 2 måneder. Hun blev gravid efter en måneds forsøg, og har bare strøget igennem det hele. Hun er meget, meget trofast og jeg holder utrolig meget af hende, men hun har virkelig ikke været der særlig meget for mig i alt det her. Mest egentlig fordi jeg ikke tror hun ved hvordan hun skal tackle det - og mig. Hun er, tror jeg, lidt bange for at tage det op. Så hun siger ikke særlig meget, men fortæller mig at hun tænker på mig. Og jeg tror en del af mig helt inderst inde har ikke helt tilgivet hende for dette. Der er i hvert fald en eller anden lille sten i skoen i forhold til hende. Og selvom det bliver rigtig hyggeligt at få hende på besøg, skal jeg også lige mande mig op til det besøg. Og har heller ikke rigtig helt fundet ud af hvordan jeg skal forholde mig til hende, sådan generelt.

Det er lige præcis i to situationer som dette at jeg kæmper, synes jeg. Kæmper for at være i det her, kunne rumme andres glæde og have et liv, hvor jeg ikke er totalt socialt isoleret og kunne være sammen med andre mennesker, der har det, jeg vil have. Jeg ser ingen anden udvej end at gøre det, for jeg har ikke lyst til at ende helt ensom uden kontakt til vennerne. Og bitter over alt det de har, som jeg ikke selv har. Men svært, det synes jeg altså det er.

Så jeg tror lige jeg finder den falske-smil maske frem og klistrer den på indtil søndag...

At kunne rumme sorg

Inspireret af Sofie's "eksamen" har jeg de sidste par dage tænkt på det med sorg og at kunne forholde sig til andres. Jeg har aldrig prøvet at miste et barn, så jeg ved ikke hvilken slags ar det giver på sjælen. Men jeg er sikker på at Sofie - også fordi hun har mistet - kan rumme et andet menneskes sorg - også et lille verdensbarns.

Jeg tror fuldt og fast på at når man har mistet eller oplevet dyb sorg, så er man rigtig godt rustet til at sætte sig ind i andres sorg. En rigtig god veninde mistede for et par år siden sin far på 15-årsdagen for min egen fars død. Og den sorg, hun var igennem kunne jeg nærmest sådan fysisk mærke i tiden efter. Hendes tårer blev også mine tårer, fordi min mave kunne genkende al den sorg, hun udtrykte.

Selvom det går godt her i sechestolen, så er jeg også i en slags mere eller mindre permanent krise-situation. Bevares, jeg har ikke de sidste 2 måneder været helt så langt nede som i vinters og jeg ved heller ikke rigtig om "sorg" er det helt rigtige ord for det at være ufrivillig barnløs. Nogle gange er det sorg, men kan man sørge over noget/nogen, som ikke ER endnu? Et ufødt barn? Måske. Måske hedder det noget andet end sorg. Men never mind, det er ikke det, der er sagens kerne i mit lille indlæg i dag.

Det handler nemlig om det at kunne rumme min sorg eller krise eller whatever we call it. Og nu er vi så tilbage til vennerne og veninderne og omgangskredsen sådan generelt. Deres måde at tackle mig på. Jeg tror at dem, som ikke selv har oplevet dyb sorg, har sværere ved at tackle mig - for jeg skal ved gud tit behandles med stor, stor varsomhed - jeg er virkelig ikke nem at være ven med for tiden.
Et "godt" eksempel på folk, der har svært ved at tackle mig - og en episode, der gjorde mig ked af det, var en venindeweekend for et par uger siden. Alle veninderne ved at vi kæmper og da vi bor meget langt fra hinanden til daglig (flere forskellige kontinenter), så vidste alle via emails at jeg havde været gravid udenfor livmoderen. Men alligevel - på trods af at jeg (og veninden med faren) åbnede lidt op, var der ikke rigtig nogen, der turde spørge. En enkelt spurgte en sen nattetime og nej, hvor var det dejligt. De andre spurgte så i stedet veninden om hvordan jeg havde det!
Jeg er sikker på at det ikke handler om andet end mod. For de søde veninder er helt sikkert ikke ligeglade. De er bare bange for at sige det forkerte, gøre mig endnu mere ked af det - og måske er de også bange for at jeg begynder at græde? Jeg har i hvert fald i det her sidste 1½ år mærket at der er nogen, der går en smule i panik når jeg græder og bryder sammen.
Men sagen er jo, at jeg bliver IKKE mere ked af at snakke om det, det letter faktisk. Og jeg bliver IKKE mere ked af at græde, det letter faktisk også - for det meste. Men jeg bliver ked af når de ikke spørger og lader som ingenting og tager misforståede hensyn til mig - uden at spørge mig om de skal tage de hensyn.

Alt dette diskuterede jeg ved en arrangement for andre barnløse i weekenden. Og alle nikker genkendende til reaktionerne fra omverdenen. Nogle ER bare bedre til at rumme andres sorg. Og nogle venner og bekendte MÅ godt have børn uden at være dumme, mens andre bare skal gå ad h-til med deres børn og især med deres maver. Hvordan jeg har det med folk og deres lykkelige omstændigheder har nemlig utrolig meget at gøre med om de kan sætte sig ind i - eller i det mindste forsøger aktivt - min sorg.

Og ja, jeg er sgu ikke nem at være veninde med for tiden!

Solskinsstilhed i sechestolen

Sidste indlæg blev skrevet d. 15. maj - for omkring 2 uger siden. Det føles som en evighed - på den gode måde. Jeg kan mærke at vinterens følelsesmæssige kvælertag for alvor er ved at slippe sit greb på mig. Og den ufrivillige pause - som ved gud er ufrivillig - fra behandlingsræset hjælper også pænt til at skubbe de allerværste tanker væk. Og det er virkelig rigtig dejligt. Det er så befriende at nå til klokken to om eftermiddagen, stoppe op og tænke "hov, jeg har slet ikke tænkt på barnløshed og graviditeter hele dagen!". Det er sket et par gange her i den sidste tid.

Det betyder jo selvfølgelig - og desværre - ikke at jeg bare går rundt i en lykkerus. For situationen har jo ikke ændret sig - jeg er jo ikke nærmere en graviditet, og vi er jo stadig barnløse, mens hele verden omkring er i baby og graviditetsmode. Og smerten er fortsat fast følgesvend. Men dejligt frit føles det nu at kvælertaget ikke strammer så meget for tiden.

I sidste weekend besøgte jeg sidste nye skud på familietræet - min lille, lækre og dejlige nevø på 1 måned. Det var første gang jeg skulle møde ham, da min eneste søster bor langt væk fra resten af familien (som ikke består af synderligt meget andet end min Mor, hendes forlovede, mig, min kæreste og min søster og hendes lille familie). Det var en rigtig dejlig weekend, hvor min søster og jeg passede de to krudtugler og bare hyggede os. Min 2½ årige nevø er en rigtig lille bulderbasse, som kom og vækkede mig hver morgen med kys og kram, og den mindste er bare den skønneste bløde baby. Jeg har egentlig hele tiden haft det sådan at min søster og hendes børn ikke rigtig går ind og gør så ondt, fordi de på en eller anden måde også lidt er "mine". Og det gælder i høj grad stadigvæk for mit reaktionsmønster overfor den ældste. Og det koblet med at jeg godt kan være i stue med venners babyer uden at gå helt spagat, tænkte jeg at det ville blive piece of cake at forholde sig til de to nevøer. Men ham den lille, han gik altså lige ind i hjertekulen på hans moster. Jeg kunne slet ikke lade være med at tage ham op, kysse ham, nusse ham og holde ham. Og det gav så et par tudeture undervejs. For Sh!!##&??! hvor er han bare sindssyg sød og av, hvor ville jeg bare ønske at jeg havde en der var min.
Men jeg føler mig oprigtig heldig at jeg har to så helt utrolig dejlige skatte-snutte dejlige nevøer, som er vilde med deres moster :-) - den store græd i 45 minutter efter jeg var taget afsted. Nårh, skatter...

Jeg må vist konkludere at jeg er i en fase af mit liv hvor jeg er permanent tyndhudet. Sjælen har fået så mange tæsk og skuffelser at jeg i dag, små 1½ år efter vi startede i behandling, har svært ved at snakke om det til venner, familie og veninder uden at fælde en tåre. Og det er selv i en god periode, som den jeg har nu.
Men sådan er den konklusion jo så. Jeg kan ikke gøre noget ved det, og det er ikke nogens skyld. Det er noget af det, jeg synes jeg har accepteret som følge af vinteren og foråret 2008. Mig som den jeg er lige nu. Sårbar og skrøbelig og ikke særlig "jeg kan det hele"-agtig. Og det er måske et bedre og mere ærligt billede af mig, sådan generelt.

Strejken vandt

Håndklædet er kastet i ringen. Forhandlingssammenbruddet tirsdag aften mellem regionerne og sundhedskartellet fældede dommen over vores sommer. For med sammenbruddet blev strejken forlænget og min strategi faldt til jorden. Man kan selvfølgelig ikke sætte mig på næsespray når man ikke ved hvornår strejken slutter - og når man tror den varer i hvert fald 14 dage endnu. Strategien var jo at onsdag skulle parterne været nået lidt længere i forhandlingerne og så skulle det se ud som om strejken sluttede. Men sådan gik det ikke.

Var til samtale på Hvidovre, men vidste godt hvad dommen ville være. Vores søde yndlingslæge anbefalede klart den lange behandling. Og det er også den, min mavefornemmelse har det bedst med. Men det betyder at jeg skal helt ned i maven og hente endnu mere udholdenhed, endnu mere tålmodighed frem. Jeg ved sgu ikke hvor jeg skal finde det henne.
Det eneste gode der kan siges om gårsdagens besøg var at igennem en lang snak med lægen blev der lagt en plan til punkt og prikke omkring opstart i sommerferien, opstart af næsespray og start på hormonstimulering. Så bevæbnet med p-piller er der nu præcise datoer for hvornår jeg skal gå igang med næsespray og hvornår jeg skal scannes med henblik på opstart af hormoner. Opstart er d. 11. august, 3 dage efter hjemkomst fra sommerferie. Der er næsten 100 dage til.

Jeg har det ok - og tak til blogsøstrene for omsorgen - det varmer utroligt.
Jeg er skide ked af at vi skal vente endnu mere. Og jeg er så træt af helt ind i sjælen at være ked af det. Som Sofie meget rammende citerer Jesper Klein: "'Jeg har det faktisk rigtig godt trods omstændighederne – jeg har det bare ad helvede til med de omstændigheder". Dét rammer utrolig godt essensen i det her.
Sommeren er jo heldigvis ikke den værste tid at vente i. Tiden indtil d. 11. august byder da også på gode oplevelser og ferie. Og så har vi jo lige været i Jylland til et super dejligt bryllup med solskin og masser af vin, hvilket også giver god energi og fokus på noget andet. En rigtig dejlig dag med glade mennesker (og en glad og smuk veninde, der blev gift). Og derefter en overnatning på den dejligste lille kro midt ude i egeskoven med lækker mad og gåtur i det smukke jyske forårslandskab. Det hjælper på humøret, sådan noget.

Og imens vi venter, så har min dejlige kæreste og jeg i dag impulsshoppet... et kolonihavehus! Kæresten har været skrevet op i 6 år, og det er 2. gang vi er ude og kigge på noget (sidste gang var 4 år siden) og fandt ud af at der var rundvisning for 3 dage siden. Vi var lige ved at lade være at tage derud på grund af et møde, kæresten skulle til, men vi gjorde det alligevel. Og da vi så huset, kiggede vi på hinanden og sagde "det køber vi sgu" - og snuppede det lækreste lille kolonihavehus foran 20 andre, fordi vi var nummer 1 på listen. Så nu skal vi to, som så absolut ikke er havemennesker, der elsker at gå og pusle i en have, så til at være haveejere! Jeg glæder mig til at nyde sommeren derude og gå og råhygge med kaffe og dameblade i den lille have - og det er så rart at have nogle små projekter ud over det her fertilitetshelvede.

Så selvom strejken vandt, så føler jeg mig faktisk som en ok taber. Måske kan jeg godt leve med sorgen som livskammerat lidt endnu. Jeg har jo heller ikke rigtig noget valg, kan man sige.

Et stks strategisk move udført

Ringede til Hvidovre her til formiddag og spurgte til hvornår sidste scanningsdag kunne være (vidste det jo egentlig godt) - det er d. 16. maj, på 22. dagen. Samtidig bad jeg om en samtale med vores yndlingslæge derude, som er afdelingslederen, og som virkelig har givet os en rigtig god behandling. Hun har været meget forstående overfor vores situation, og klikker også virkelig godt med min kæreste, hvis job vist har affødt en vis politisk samhørighed mellem de to :-)
Den skumle plan er nemlig at snakke med hende om mulighederne for at starte op på næsespray uden en scanning i næste uge. Jeg ved slet, slet ikke om hun er med på den, men det er da forsøget værd. Offiicielt er det en snak om lang versus kort behandling inden sommerferien.

Såe... har sgu ikke helt opgivet den lange behandling endnu, selvom sundhedskartellet og regionerne først forhandler på tirsdag aften. Det SKAL bare lykkes at komme i den behandling inden sommer!

Nu kan jeg tage til bryllup i den anden ende af landet i weekenden med god samvittighed, og nyde en mini-kroferie i det jyske søhøjland med kæresten bagefter. Og så er det BARE i næste uge, der skal være min (og LOKs) uge!

Veloverstået barselsbesøg

Så fik jeg tilraget mig forårsforkølelsen, som huserer lige for tiden. Så jeg tilbringer denne solskinsdag i sengen med snot i hele hovedet og udsigt til de fine grønne træer udenfor.

Var ude og kigge til min barndomsvenindes lille nye pige i mandags. Det er deres første og hun kom til verden for små to uger siden. Og efter hjemkomsten fra de varme lande måtte jeg jo ud og kigge til hende - mest fordi det skal man jo. Var godt nok noget af en overvindelse, men det gik forbløffende godt. Selvom jeg jo for alt i verden ville ønske at det var mig, der havde sådan en lille størrelse, så kan jeg altså godt tackle dem af en eller anden årsag. De er jo rigtig dejlige sådan nogle små størrelser, men jeg tror i virkeligheden at jeg synes de er sjovere og at jeg nok nyder dem mere når de kommer op omkring 6 måneders alderen og opad. Jeg VED at hvis jeg selv skulle være så heldig en dag at stå med min egen i armene, så ville det være helt, helt anderledes. Men lige nu har jeg det altså sådan, at de lidt større babyer siger mig mere. Og det er egentlig meget rart. For det gør at jeg eksempelvis ikke blev nødt til at gå hjem og tude bagefter. Og dét er da veloverstået!

Nu går vi så herhjemme og krydser fingre, arme, tæer, ben og numser for at den åndssvage strejke slutter i denne uge. Det betyder nemlig at vi med hiv og sving kommer med på fertilitetskarusellen inden sommerferien. Skæringsdagen er d. 15. det er 21. dagen og der skal jeg nå og scannes. Jeg tror også d. 16. går - 22. dagen - der blev jeg scannet sidste gang. Backup planen er et kort forsøg, men jeg er ikke helt så vild med ideen. Jeg TROR sgu på den lange... Og selvom det er farligt at tro, så prøver jeg alt hvad jeg kan.