Tør man?

Den har siddet i mig i et lille stykke tid. Måske er det fordi det "snart" (om en måneds tid) er fertilitetscirkus-tid igen. Men den tumler stadig lidt inde i mit hoved, og jeg kæmper lidt med den, og er bange for at lukke den ud. For jeg ved ikke om jeg tør. Jeg er bange for konsekvenserne, for skuffelserne, for nemesis.

I det her forløb har jeg faktisk mest været pessimist. For det meste siger jeg højt "hvorfor skulle det lige lykkedes denne gang?" - det er ikke altid jeg tænker det - noglegange har jeg været lidt optimistisk. Men mest har jeg været pessimist. For at gardere mig mod skuffelserne, som jeg alligevel ikke tager særlig let på. Måske er det noget med at jeg ikke synes det er fedt "at tage fejl", at være på "taberholdet". Dem, der troede det lykkedes, og så gjorde det det ikke alligevel. Måske har jeg også været lidt pessimist, fordi jeg ikke altid syntes mine omgivelser gav mig den "credit" at det faktisk er helt sindssyg hårdt det her. Jeg tror mange i mine omgivelser er vant til at Sechen, det er hende der kan klare det hele - med en hånd. Jeg tror en del i vores omgangskreds har set mig som hende den glade, den positive, hende med succes. Jeg tror det er lidt anderledes nu. Jeg tror alligevel det er gået op for i hvert fald de tætteste at jeg er sat fuldstændig til tælling i det her forløb. Når de konstant kan se og høre mig græde og beklage mig, så tror jeg der er sket noget.

Tilbage til skuffelserne. Dem har jeg garderet mig imod ved at tænke højt at det nok ikke lykkedes denne gang. Men måske er det foråret (som jeg dog ikke oplever helt på samme måde her på den sydlige halvkugle), måske er det noget andet. Måske er det det faktum, at selvom jeg har garderet mig med pessimismen, så har jeg stadig været på taberholdet. Og måske er det tid til en ny strategi. Ikke fordi jeg bliver mere gravid af det. Men måske kan det give lidt ro i det ellers så prøvede sind.

I hvert fald - og nu skriver jeg det højt - er jeg i fuld sving med at øve mig i at tro på det. Jeg øver mig i at sige og tænke "det lykkes sgu". Og jeg tror det bliver næste gang. For det er jo lang behandling, og det rakte jo alligevel til en graviditet udenfor livmoderen. Og det er 4. ICSI - nu MÅ det da snart være. Hvorfor skulle det ikke være?

Og ja, det er farligt, farligt. For chancen for at det ikke lykkes, som de andre gange, er jo helt klart til stede. Men de er jo positive, lægerne. Og det går jo hver gang godt indtil æggene kommer op. Måske HAR vi bare været uheldige, som Helle yndligslæge mener?

Jeg kommer hjem fra Afrika d. 1. maj. Og jeg har besluttet mig at maj og juni skal stå i forkælelsens tegn. Jeg vil ikke arbejde for længe, jeg vil bestille tid til massage, zoneterapi (nogen med erfaringer med det?), spise sund mad, gå ture med kæresten, få vokset bikinilinje (av),måske starte til yoga, i det hele taget nyde foråret, kæresten, vennerne og den måske kommende graviditet. Som gerne skulle være en realitet i starten af juli.

Uuuh, er det lidt for farligt at tro på det og italesætte troen?