Så kom mens i fredags, og i dag ringede jeg til klinikken og meldte os til. Lang behandling=graviditetstest en gang i starten af november. Syret.
Og så blev det til en gang zoneterapi i dag. Det fik jeg da jeg blev gravid med Asbjørn, så vi kører nøjagtig samme model.
Det er nærmest sådan lidt dejligt at være igang igen. Ok, indrømmet, synes der er lidt lang tid til november, havde helt glemt hvor utrolig lange lange behandlinger egentlig er. Gisp.
Vi endte med at vælge Nordica. Begge klinikker vi besøgte var rigtig gode, søde og kompetente folk. Vi troede vi ville komme til at vælge Trianglen, fordi de virkede så tjekkede og fordi en af lægerne fra Hvidovre er derude. Men vi overraskede os selv ved at vælge Nordica. Stemningen der er anderledes, sådan lidt løssluppen, der er helt klart fis i hovedet på Svend Lindenberg, selvom jeg ikke er i tvivl om at han er super kompetent.
Jeg er egentlig selv sådan en der godt kan lide at lave fis og grine, men lige med mit underliv har jeg ikke noget imod at det er lidt mere seriøst end Nordica kan mønstre. Men omvendt kan jeg utrolig godt lide tanken om at en af Danmarks dygtigste læger på området faktisk er lidt småskør og gerne vil have det sjovt i det han gør. Det er da livsbekræftende, ikke?
Jeg tror det, der gjorde udslaget for os, var betalingen. På Nordica tilbyder man kvinder under en vis alder at købe eet forsøg først - og hvis ikke det lykkedes, så konverterer man til en tre-pak. Det betyder at man max. kan komme til at betale for et ekstra forsøg. Omvendt med Trianglen, hvor man betaler 3 forsøg med det samme. Og da vi egentlig har lidt svært ved privatiseringer af sundhedsvæsenet sådan generelt hjemme hos os, så har vi også lidt svært ved det med at de skal lave profit på os. Og måske derfor (eller fordi vi gerne vil passe på vores penge) kan vi bedre lide Nordicas løsning. Og så var forskellen simpelthen så lille på de to klinikker at vi godt kan give lidt på seriøsitetskontoen.
Så sagen er at jeg skal igang med næsespray indenfor de næste 2-3 uger. Yes!
Den - forhåbentlig - kommende storebror er lykkeligt uvidende og jubler sig igennem tilværelsen. Han er blevet glad for vuggestuen, og pædagogerne fortæller om en meget glad, social og udadvendt dreng, der traller sig igennem dagen. Så hans mor har lidt mindre ondt i hjertet over at aflevere ham, selvom jeg dog stadig synes det er lidt naturstridigt at han skal undvære vores omsorg så mange timer om dagen. Men det er vi ikke interesserede i at tage konsekvenserne af - andet end at hente ham tidligt, så tidligt som muligt.
Sjovt, jeg har nærmest overvejet at gå på nedsat tid. Mig, en mangeårig feminist, der altid har harceleret over kvinders manglende ligestilling på arbejdsmarkedet. Var der nogen, der sagde at prioriteterne blev anderledes efter man fik børn? Ja, tak, det SKAL jeg lige love for!
4 kommentarer:
Hvor er det spændende med det nye forsøg.
Og dejligt at det går fint med at være i vuggestue.
Som dig har jeg også skullet arbejde med det faktum at man ændrer behov og ønsker når man bliver mor. Men det er sgu helt ok.
Spændende! Er det mon for tidligt at begynde at krydse fingre allerede nu? Men ja, lang behandling er så umenneskelig lang at det næsten ikke er til at holde ud. Men det er vist den behandling, der virker på flest.
super! vi er begge igang og så endda på Nordica - du har helt ret ang. Svend, jeg har/havde samme overvejelser og nogen gange er der lidt for meget fis - men så skal man bare sige fra - omvendt er de så super dygtige og gode til at tilpasse behandlingen til den enkelte...
Ved ikke om jeg har skrevet det, men nogen gange kan det gå lidt stærkt derinde - hu hej vilde dyr og lægen er ude af lokalet igen, men så er det godt at sygeplejerskerne ved næsten lige så meget og dem kan man snakke lang tid med.... pøj pøj vi ses til en fødsel midt 2011:-)
Klogt valg!
Jeg er absolut heller ikke pjattet med Svend. Der er en tid til sjov og ballade og en tid til seriøsitet. OG det går alt for stærkt derude.
Jeg har altid fornemmelsen af at de har for travlt, og jeg ender altid med at give en kort version af min historik. Jeg bliver nervøs for om de kan huske alle mine særpræg...
Loyerboy og jeg snakker altid om at vi bør åbne vores eget sted og hyre nogle læger, så der var fokus på service og man fik ordentlig besked f.eks en seddel med om den fortsatte behandling og status. Bla bla sagde hende den sure... :-)
Rigtigt meget held og lykke med den næste.
SS
Send en kommentar