Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg ikke gider blogge for tiden - sidste indlæg var for snart 3!! måneder siden. Det er ikke fordi babyprojektet pludselig ikke fylder noget, eller alt er i zen i mit hoved eller jeg bare helt har glemt det der med en lillebrøster. Tværtimod. Det fylder stadig utrolig meget. Men det fylder på den der helt utrolig ærgerlige måde, hvor jeg bliver trist og ked hver gang vi snakker om emnet. Og det sidder som sådan en underliggende grundtone i mit liv hele tiden. Nu går jeg ikke rundt og græder non-stop, og på mange måder er mit liv helt utrolig dejligt. Jeg ER et privilligeret menneske på utrolig mange måder.
Men. Bitre Betina bor inden i mig. Stadigvæk. Og nogle gange synes jeg hun råber meget højt. Og jeg kæmper en kamp med hende. Om ikke at lade hende bestemme. For får hun lov at bestemme, så taber jeg. Der er INGEN der kan skaffe mig den lillebrøster. Og andres lykke får mig hverken længere væk fra eller tættere på drømmen. Men for helvede altså, hvor jeg bare overhovedet ikke rummelig. Jeg kan ikke lade være at sammenligne mig med alle andre, og det kommer der bare intet godt ud af. Den sidste bølge af venner er gravide med deres 2ere, alle vores IVF venner i omgangskredsen er nu på 2. barn. Også dem, som fik børn efter Asbjørn. Og vi skal hjem og se på store tykke maver. Og jeg kan slet, slet ikke ha det. Slet ikke. Jeg aner ikke hvordan jeg skal tackle det, for jeg er grøn af misundelse og jeg ved ikke hvordan jeg kommer over det.
Jeg er egentlig ikke et negativt menneske, og jeg har egentlig generelt let ved at se det dejlige, det positive og det sjove i livet. Det har jeg altså! Men det her, det får mig fandme ned med nakken. Jeg ved at det kommer tættere på - det øjeblik hvor jeg skal se sorgen i øjnene og erkende at kampen var tabt. Og der er masser af dejlige oplevelser for vores familie hvis det bliver udgangen på den her kamp. Og jeg ER heldig. For vi har Asbjørn, det dejlige barn. Men for helvede, Bitre Betina synes bare IKKE det er nok!
Det var ikke længe før vi lukker og slukker og starter et nyt kapitel i Danmark. Jeg har ingen afklaring på mit nye job (lang historie om sikkerhedsgodkendelser og den slags) men jeg ser frem til at skulle til Fredericia og se hvad de kan gøre for os. Jeg er ikke holdt op med at håbe, og det er både godt og skidt - for med håbet kommer også tæskene.
7 kommentarer:
Kære Sech.
Vores historier ligner hinanden meget. Fint med æg, dårlig sædkvalitet, for lidt eller for langsom celledeling i de der æg. Og nu begynder de så at tale om, at det ikke kun er min mands sæd, der er noget galt med, men at det måske også skyldes mine æg, da min alder efterhånden også er en faktor. Vi bor i Kbh. men har taget kontakt til IVF-syd og skal til samtale derovre for at høre, om de tror de kan noget, de andre ikke kan. Jeg frygter virkelig, at det her ender med, at vores datter ikke får en søster eller bror. JEg ved, vi er heldige, at vi har hende, men for fanden altså, hun skulle jo ikke være enebarn. Det var ikke meningen.
Hvad siger IVF-syd til jer? Tror de, de kan hjælpe jer? Og hvordan gør man det i praksis? Bor man på hotel derovre i forb. med æu osv.? Jeg synes, det virker kompliceret med Fredericia, når det skal kombineres med arbejde osv. - det er svært nok med en klinik i Kbh. Omvendt virker afstande ligegyldige set i et livsperspektiv.
Jeg ved det ikke. Jeg har en god fornemmelse af IVF-syd, og jeg glæder mig til at følge med i, hvad de kan gøre for jer. Din blog er en stor trøst.
Kh
KAren
Åh, Karen, tak for din besked, selvom den jo ikke ligefrem bringer spas og gode nyheder... Det lyder som samme sang som os. For fanden altså. Vi har "kun" haft en telefonsamtale med IVF Syd, som mener de kan hjælpe os. Men når vi vender tilbage til Danmark skal vi derover som en af de første ting, og så er jeg klar til at skyde igang igen.
Jeg aner ikke hvordan man gør det i praksis. Jeg tænker egentlig at vi nok tager frem og tilbage mellem ÆU og ÆO. Har haft lidt for mange skuffelser med ÆO til at jeg ville kunne overskue at blive der for så ikke at få lagt noget op...
Jeg tænker at det bare er en del af de ekstra omkostninger. Desværre.
Jeg tænker at man vel kan tage toget klokken kvalme om morgenen, tage til morgenscanning og så være på arbejde kl. 11?
Jeg er glad for at læse at min blog er en trøst - for andre end mig selv. Og JA vi er heldige - vi har et barn, men jeg prøver også at give mig selv lov til at sørge over at han muligvis bliver det eneste. Det ER ikke det samme som at vente på nr. 1, det er bare en anden sorg.
L.o.r.t.e infertilitet!!
For pokker hvor jeg føler med dig, og hvor kan jeg godt forstå, og hvor kender jeg dine følelser. Jeg håber IVF-syd er vejen frem, og at historien ender godt. Du må holde fast i tanken om, at det lykkedes for langt de fleste af dem som bliver ved længe nok. Det er snart jeres tur!!!
Kære Sech
Har I overvejet donorsæd for at se, om det gør en forskel? Det har vi. Det foreslog de os på Trianglen, og vi overvejer, men jeg har nogle reservationer i forhold til, hvad det ville betyde for barnet selv, dets identitetsfølelse osv. Så nu prøver vi en samtale og en vurdering af IVF-syd, men jeg tænker også nogle gange, at vi måske bare skal skynde os at gå videre til det, så vi ikke misser den mulighed pga min alder også. Kh Karen
Kære Sech
Nu har jeg efterhånden mailet en del med Lone fra IVF-syd, og jeg tror, hun kan noget, de andre ikke kan. Jeg har hele tiden haft en mistanke om, at jeg måske ikke kunne tåle hormonerne, for der er intet, der tyder på, at der er noget galt med mig, og vores eneste problem burde være min mands meget, meget nedsatte sædkvalitet. Trianglen begyndte så at tale om, at de mente, der også var en ægfaktor, fordi æggene ikke ville dele sig, men Lone fra IVF-syd fortæller, at der er nogle kvinder, hvis æg ikke kan tåle hormoner. Det ser hun ret ofte. Og med de kvinder har de andre metoder, som de bruger - fx at tage en enkelt æg ud i naturlig cyklus. NU ved jeg ikke helt hvilke beskeder, I har fået, men jeg kan jo se, at I også har probelmer med at få æggene til at dele sig, så måske er IVF-syd det rette sted for jer også. Jeg er egentlig ret vred på Trianglen, som hele tiden har holdt fast i, at det ikke kunne passe, at jeg ikke kunne tåle hormonerne. Hvis jeg havde vist, at der var andre fertilitetslæger, som mente noget andet, så havde jeg skiftet for længst, for min mavefornemmelse har hele tiden sagt mig, at der var noget med de hormoner, som modarbejdede processen.
Jeg ønsker jer al mulig held og lykke. Kh Karen
kære søde sech, nu må i vist være tilbage i kbh? jeg håber at det er godt at være her og at tingene er faldet på plads mht arbejde. gad vide om i er vendt tilbage til jeres gamle lejlighed eller om den er afsat (sjovt egentlig så længe vi Efterhånden har kendt hinanden)
jeg håber-håber-håber at iVF-syd kan gøre noget for jer så du kan slippe af med bitre betina. det er frygteligt at være besat af hende. knus knock
Hvordan mon det står til her hos dig? Tænker på dig og håber, at der er positive fremskridt.
Send en kommentar