mandag den 8. september 2008

New look: slugt-en-vandmelon

Alting er jo faktisk gået rigtig fint i det her forsøg. Ok, lige et par dage med avs i understellet og bevægelsesbesvær, men jeg var jo allerede oppe på cyklen 4 dage efter ÆU, så jeg synes faktisk det er gået rigtig godt... Indtil i fredags, hvor min mave helt umotiveret og på forunderlig vis hævede som en bolledej til dobbelt størrelse. Sad til heldagsmøde, og måtte diskret åbne bukserne, men det blev bare værre og værre. Lørdag lignede jeg en, der havde slugt en vandmelon - altså en hel en - og det er bare blevet værre og værre. I går søndag var vi til barnedåb og jeg så simpelthen så gravid ud og kunne se folks øjne søge ned på min mave ved flere lejligheder, ligesom for at åbne op for noget.
I dag vågnede jeg med slemme smerter og var ved at besvime under morgenmaden af smerter. Av for sa...t..an!
Heldigvis ville Hvidovre godt se os i dag, så måske kan der gøres et eller andet. Synes det er meget, meget mærkeligt - for man bliver da normalt overstimuleret lige efter ÆO og ikke en hel uge til ti dage efter ÆO!!?? Eller hvad? Sekretæren derinde mindede mig om at det jo KAN være tegn på noget godt, og vores yndlingslæge stod åbenbart i baggrunden og regnede frem og tilbage og mente at det såmænd sagtens kunne være fordi jeg var gravid. Men vi holder lige den lidt endnu - og ser hvad de siger derinde i dag.

Men puuuh, hvor er det altså besværligt at lave børn hjemme hos os!

Mine rare medbloggere spørger til smugtestning - men det bliver der ikke noget af. Jeg har udviklet en form for testing-fobi, så jeg venter pænt på BP torsdag. Kan næsten ikke holde ud at se på en negativ test og så bagefter skulle have negativt blodprøvesvar. Det er ligesom at sprede sorgerne ud på flere dage, synes jeg. Så jeg tager en tudetur torsdag, og håååååber det ikke bliver nødvendigt.

Udover at gå rundt og ligne en gravid i 5. måned, klarede vi barnedåben overraskende godt, synes jeg. Ja, det var nærmest hyggeligt, og jeg kunne godt klare alle de børn og babyer, der var rundt omkring mig. Heldigvis var mine to nevøer der også, og det er bare dejligt at kunne sidde med mindstemand på skødet og lade lidt som om han også er lidt min.

tirsdag den 2. september 2008

Forresten...




...Så synes jeg at vores kolonihavehus er for fint til ikke at komme på nettet...
Sjovt som to totale haveignoranter kan holde så meget af et lille træhus - men det ER altså også bare Københavns hyggeligste kolonihavehus!

Tik tak... tik tak

Puh, dagene går langsomt for tiden. Vi er kun nået til tirsdag, der er ikke engang gået en uge siden ÆO, og jeg er allerede gået i tolkemode. Det begyndte sådan set søndag, hvor jeg fik mens-smerter, som jeg så har haft lidt frem og tilbage her de sidste par dage. Min forstand siger mig jo at det er Crinonen, der driller, for det GØR den jo - den giver alle de der tegn, som man alligevel ikke kan bruge til noget som helst. Men maven vil gerne lade som om at det er fordi der sker en masse i min livmoder i disse dage. Så for det meste lader jeg bare maven bestemme, for den kan tids nok blive hevet ud af det søde liv af realiteterne.

Kroppen er sådan nogenlunde tilbage til dens gamle jeg. Jeg har fået en topmave lige midt på maven, men det tilskriver jeg ømme æggestokke og den mængde guf, der blev kørt ned omkring ÆU/ÆO. Og så er jeg bare mega-træt for tiden. Går HELT kold kl. 21 og kunne sagtens tage en morfar her midt på dagen.
Nu skal tiden bare gå. I dag får jeg besøg af nevøerne og deres mor og i morgen skal vi i Zoologisk Have. Ikke fordi jeg holder specielt af Zoo, men søs vil gerne have den ældste nevø ud og kigge på dyr. Så afsted, det må vi.
Ellers intet nyt fra rugeland... Blodprøvedagen, som i øvrigt meget dramatisk er 9/11, ligger langt ude i fremtiden. Men det er jo faktisk ikke set før i verdenshistorien at tiden ikke går, så der er ikke andet at gøre at holde vejret og vente.

torsdag den 28. august 2008

Same procedure as every... time

10 æg kom ud tirsdag, 7 befrugtede, 5 freaks (med fragmenter og alt muligt pjat) og 2 4-cellede til livmoderen. Det er nøjagtig ligesom alle de andre gange - omkring 2-3 stykker i god kvali er der tilbage når de har ligget i skabet et par dage. Og selvom det ikke er prangende, så er det jo nok.

Vi lavede en aftale med lægen ude på Hvidovre om at nu var det altså nu. Det var i det hele taget den sjoveste ægoplægning, vi har haft. Der blev grint ret meget og laboranten blev sågar af lægen bedt om at fortælle æggene at de skulle sætte sig det rigtige sted denne gang. Vi blev så enige om at hvis ikke de var velopdragne, de æg, så ville vi alligevel ikke have dem :-)
Tror de blev lidt afvæbnet af at min søde kæreste lagde ud med at more sig højlydt over den helt utrolig dårlige sædkvalitet han gang på gang præsterer. Som han sagde "det er jeg godt nok dårlig til, det med sædkvalitet!".

Lægen var indstillet på at give os et sidste forsøg, hvis ikke der er bingo denne gang. Det bliver så en kort behandling, og det passer mig helt fint. Men jeg tror ikke vi får brug for den, for NU gider vi altså ikke vente mere! (Kan i høre at jeg er igang med at mobilisere al min kampgejst?).

Den (relativt) afslappede holdning til dette forsøg fortsætter - samtidig med at smerterne i understellet forsvinder. Herligt! Tænk, hvis det er noget blivende, den her ro omkring det at være barnløs?

onsdag den 27. august 2008

ÆU overstået

I går fiskede lægen 10 æg ud af mig og resten af dagen blev brugt hjemme i sengen. Har det egentlig ok, men er ret smadret i de nedre regioner. Føler mig som en mellemting mellem en ballon og en hval, og har smerter i underlivet og bughulen. Det kommer lidt i ryk - som sådan en slags krampeagtige smerter. Og så må jeg ligge lidt i sengen og hyle som en gris, hvorefter det går over efter en 5-10 minutter.

I morgen er der så ÆO - eller det satser vi i hvert fald på. På underlig vis er jeg ret afslappet omkring dette forsøg, og ret positiv. Lidt mærkeligt. Var stort set ikke nervøs op til ÆU og det her forsøg har i det hele taget ikke fyldt særlig meget i vores hoveder. Det kan også skyldes at vi har haft ferie, været på en dejlig sommerferie og ordnet en masse projekter i vores lille kolonihavehus, plus organiseret en flytning. Derfor har der også været stille i sechestolen - dens ejer har simpelthen været på sommerferie uden internet i laaaang tid.

Det er f&&%%%!! nu det er vores tur, altså! Og hvis ikke det bliver denne gang, så tror jeg faktisk jeg er parat til det nederlag. Det er ligesom om jeg har en anden ro indeni, at jeg er blevet bedre til at leve med den her sorg, som det jo stadig er.

lørdag den 9. august 2008

Uhm... fodnusseri

Var til zoneterapeut igen i dag. Det er 4. gang og det er jeg slet ikke færdig med. Det er simpelthen så dejligt og afslappende og føles helt rigtigt. Jeg ved ikke helt om det hjælper (og ved faktisk ikke helt om den har været skyld i en lille mens-blødning denne gang?) men uuuh hvor er det dejligt. Og den helt overvejende del af mig tror på at det kan være med til at "klargøre" livmoderen til de her æg, der gerne skulle tage bo i mig her i slutningen af måneden.

En sidegevinst er at det giver mig håb. Hun trykker og trykker og masserer og synes at "jeg virker som om jeg er i balance" - og det føles altså dejligt at få det af vide (gud ved om hun siger det til alle sine klienter) for så føler jeg mig klar. Og stærk. Vi skal sgu nok klare det her herhjemme hos os - også selvom det måske heller ikke bliver denne gang.

Den lille onde tvilling derinde, der siger "hvorfor skulle det lykkes nu, når det ikke er lykkedes de andre gange? Hvad er der så anderledes denne gang?". Men jeg giver ham (er sikker på det er en han) et gok i nøden og siger "skrid" til ham. Han skal bare IKKE have lov at bestemme denne gang!

Tilbage i kampen

Kæresten og jeg er netop hjemvendt fra 10 dages suveræn ferie i Portugal - et virkelig overset turistland, efter min mening. Dejligt, dejligt land, med gode strande, spændende seværdigheder og masser af historie. Vi har grinet og gået ture, kigget på borge, badet og ladet batterierne op til august måneds strabadser, som både byder på flytning og vores 4. ICSI forsøg.

Næsesprayen var med på ferie, og den klarede det faktisk helt udemærket. Et par enkelte humørsvingningsture, der resulterede i urimeligheder og et par uprovokerede grådanfald var det eneste udover den grimme smag, at næsesprayen bød ind med. Dejligt.

Nu er jeg SÅ klar til første scanning på mandag. Tænk at det er 9 måneder siden vi var igang sidst. Det er en trist tanke at jeg kunne have været højgravid på dette tidspunkt. Puha.

Med hvert enkelt næsesprayspust kommer fertilitetsbehandlingsverdenen tættere ind på livet igen. Den verden, som ellers var på sådan en fin distance, kryber ligeså stille ind og optager mine tanker. Og med den verden kommer der desværre en masse bekymringer. Som for eksempel at jeg jo skulle have mens under nedreguleringen, men der er kun komme een sølle dags mens. Og hvad betyder det nu - man skal jo helst bløde så meget som muligt, siger de kloge, så slimhinden kan komme ud. Dette kan selvfølgelig sætte en hel lavine af tanker igang om hvorvidt min krop overhovedet er klar til at modtage et lille æg eller to om gode to uger? Og hvad med al det hvide brød og sukker, jeg har indtaget (som ellers var blevet bandlyst herhjemme)? Ja, og jeg har sågar drukket kaffe! Fyyy, jeg har været slem.

Jeg må nok acceptere at det er en del af den næste tid - bekymringerne og tankerne. Jeg håber jeg er klar til kampen - og til skuffelsen, som jo bestemt også er en mulighed.