Jeg er startet på arbejde, Asbjørn vågner kl. halv fem-fem for tiden og vil op op op. Og hans mor og far kører for hårdt socialt program. Mit arbejde er slet ikke som jeg forventede og jeg går i seriøse tanker om noget helt andet. Meget angst-provokerende, når man har lavet det samme i 7 år. Og kun er 33.
Det tærer på overskuddet, på energien og på hjerneaktiviteten. Gisp hvor er jeg træt. Så træt har jeg ikke været på noget tidspunkt siden A kom til verden.
torsdag den 4. februar 2010
torsdag den 28. januar 2010
Working 9 to 5...
... Eller halv fire bliver det vist nærmere :-)
Den første uge på arbejde er snart overstået. Det har været forbavsende rart at komme tilbage. Bevares, ville da hellere være derhjemme, men når det nu skulle være, så har det været overraskende rart. Mine kolleger er så søde, så søde og jeg blev mødt med krammere og juhu'er, og DET er da dejligt! Den første dag gik med at cruise rundt i kontorlandskabet og hyggesnakke og så har jeg brugt tid på at rydde op i en absurd stor mailbox. I dag blev tingene lidt mere seriøse og jeg har desværre måtte indse at der skal ryddes lidt op. Æv. Men også meget rart at komme tilbage og vide hvor der skal tages fat. Sådan noget elsker jeg - at finde ud af hvor den er gal og så fixe det!
Jeg har ikke været mere end 6,5 time på arbejdet, som ligger LIGE om hjørnet. Så det har været til at bære. Men jeg kommer til at savne Asbjørn når vi når ud på eftermiddagen. Og jeg tænker med længsel på hvor meget drengene går herhjemme og hygger. Og ville ønske jeg kunne være med. Min søde kæreste (og nu kommende mand - jeg friede sgu til ham i sidste uge) sender mig hver dag mms'er med billede af den lille mus, og så render jeg rundt og viser ham til sagesløse kolleger i nærheden. Som høfligt fortæller mig han er sød.
Jeg tager mig selv i at sende længselsfulde tanker tilbage til barselsdagene, hvor formiddagen gik med at forberede diverse sociale aktiviteter, drikke kaffe med søde mennesker og deres unger og tage en tur i svømmehallen. Det er stadig vemodigt at tænke på at den tid aldrig kommer igen. Og jeg øver mig i at tænke at så kommer der noget andet.
En fordel er at når jeg kommer hjem, så har jeg bare sådan et stort behov for at være tæt på Asbjørn at jeg har så meget legeoverskud som jeg måske ikke helt havde efter en hel dag sammen med ham.
Og den lille mus er for alvor begyndt at lave noget, der ligner at kravle. Han ligger og vipper numsen op og ned (og ja, det ser lidt kriminelt ud :-)) og på en eller anden måde slanger han så således fremad. Det ser sjovt og utrolig sødt ud, og vi roser ham til skyerne. Han er virkelig mobil nu. Vores store dreng.
Den første uge på arbejde er snart overstået. Det har været forbavsende rart at komme tilbage. Bevares, ville da hellere være derhjemme, men når det nu skulle være, så har det været overraskende rart. Mine kolleger er så søde, så søde og jeg blev mødt med krammere og juhu'er, og DET er da dejligt! Den første dag gik med at cruise rundt i kontorlandskabet og hyggesnakke og så har jeg brugt tid på at rydde op i en absurd stor mailbox. I dag blev tingene lidt mere seriøse og jeg har desværre måtte indse at der skal ryddes lidt op. Æv. Men også meget rart at komme tilbage og vide hvor der skal tages fat. Sådan noget elsker jeg - at finde ud af hvor den er gal og så fixe det!
Jeg har ikke været mere end 6,5 time på arbejdet, som ligger LIGE om hjørnet. Så det har været til at bære. Men jeg kommer til at savne Asbjørn når vi når ud på eftermiddagen. Og jeg tænker med længsel på hvor meget drengene går herhjemme og hygger. Og ville ønske jeg kunne være med. Min søde kæreste (og nu kommende mand - jeg friede sgu til ham i sidste uge) sender mig hver dag mms'er med billede af den lille mus, og så render jeg rundt og viser ham til sagesløse kolleger i nærheden. Som høfligt fortæller mig han er sød.
Jeg tager mig selv i at sende længselsfulde tanker tilbage til barselsdagene, hvor formiddagen gik med at forberede diverse sociale aktiviteter, drikke kaffe med søde mennesker og deres unger og tage en tur i svømmehallen. Det er stadig vemodigt at tænke på at den tid aldrig kommer igen. Og jeg øver mig i at tænke at så kommer der noget andet.
En fordel er at når jeg kommer hjem, så har jeg bare sådan et stort behov for at være tæt på Asbjørn at jeg har så meget legeoverskud som jeg måske ikke helt havde efter en hel dag sammen med ham.
Og den lille mus er for alvor begyndt at lave noget, der ligner at kravle. Han ligger og vipper numsen op og ned (og ja, det ser lidt kriminelt ud :-)) og på en eller anden måde slanger han så således fremad. Det ser sjovt og utrolig sødt ud, og vi roser ham til skyerne. Han er virkelig mobil nu. Vores store dreng.
lørdag den 23. januar 2010
Katvig MPD serviceoplysninger
Jeg tænkte at der lige skulle lidt billeder for at illustrere "problemet" med Katvig posen:
Disse billeder er taget i september, dvs. Asbjørn var omkring 3½ måned gammel. Han er godt nok en over gennemsnittet lang dreng (på det tidspunkt tror jeg han var omkring 70 cm lang - og er i øvrigt tæt på 80 nu. KÆMPE dreng) men altså som man kan se stikker hans overkrop ud, eller den er blotlagt. Det kan man selvfølgelig kompensere for med en trøje, men så synes jeg lidt ideen går af.
På billederne er han lagt helt op øverst i posen, så jeg synes ikke der er meget at give af.
Fordelen ved voksi'en er at der er sådan et forstykke, men bøjer ud over, så overkroppen altid er dækket.
Men flot er den da, Katvig posen! Hvis jeg en dag overkommer min nærighed, så køber jeg noget sengetøj med de der æbler på, for det er godt nok pænt!
fredag den 22. januar 2010
Working mom
Sidste uge på barsel er ved at være slut. Mandag morgen stiller jeg på arbejdet med pænt tøj tomt hoved. Jeg glæder mig faktisk nu, og jeg tror det bliver godt at komme til at lave noget andet end baby. Men jeg skal ikke kunne sige mig fri for allerede nu - tre dage før - at savne Asbjørn. Det har lige givet et par tudeture i denne uge. Over at han er blevet så stor, at jeg ikke skal være så meget sammen med ham mere, at denne tid aldrig kommer igen, at jeg måske ikke ser ham kravle for første gang, at vi ikke skal til rytmik sammen og tusind andre ting. Jo og at han nu helt har sagt nej tak til amning. Den sidste var faktisk hård og har nok givet anledning til de fleste tårer. Tænk, han har ikke brug for mig mere! Han er SÅ meget igang med at løsrive sig fra mig at vi heller ikke er fysisk forbundne mere. Puha hvor vemodigt.
Men men. Jeg under så meget drengene tiden herhjemme sammen. Asbjørns far glæder sig SÅ meget til at gå og hygge med ham (at han så allerede har linet de første 5 politiske møder op, det må være hans sag) og det er så vigtigt at de får det bånd. Og det bliver da fedt at få de pæne sko på igen, at skulle snakke om rigtige voksenting med mine kolleger og være MIG. Måske kommer jeg helt til at vænne mig til at gå udenfor døren uden en barnevogn i hånden (og det gav også en lille tuder i går, da jeg gik med barnevognen og tænkte på hvor mange, mange kilometer, jeg har gået med den - nogen der sagde grådlabil - nej pjat!).
Jeg tænker at sådan her er det nok at have børn. At der er så utrolig mange glæder. Men også små sorger hele tiden. For de udvikler sig, vi har ham kun til låns og det gælder bare om at hoppe med på vognen, for Asbjørn drøner derudaf. Små sorger forstået på den måde, at han jo SKAL blive en stor dreng, sin egen, og ikke bare en forlængelse af os. Men han er jo bare SÅ meget mig. Han er vokset inde i mig, han har været så tæt på mig i så mange måneder. Sovet 20 cm fra mig, sovet ved mit bryst, hængt på armen og puh hvor er det bare noget særligt. Jeg håber sådan at jeg kan se tilbage og tænke at jeg huskede at nyde det. Jeg tror jeg for det mest har husket det, men der har ved gud også været dage hvor jeg var træt af at have et barn hængende non-stop. Det var nu mest i starten.
Tak til Knock fru P og ønske for jeres kommentarer vedrørende rejseri. Det tog lige en dag, og så var jeg sikker: jeg skal ikke rejse om 3 uger. Men jeg kan godt i marts. Det kan jeg mærke. Det kan jeg godt klare. Og Asbjørn klarer den også. Men tak for inputs, det hjælper virkelig!
Men men. Jeg under så meget drengene tiden herhjemme sammen. Asbjørns far glæder sig SÅ meget til at gå og hygge med ham (at han så allerede har linet de første 5 politiske møder op, det må være hans sag) og det er så vigtigt at de får det bånd. Og det bliver da fedt at få de pæne sko på igen, at skulle snakke om rigtige voksenting med mine kolleger og være MIG. Måske kommer jeg helt til at vænne mig til at gå udenfor døren uden en barnevogn i hånden (og det gav også en lille tuder i går, da jeg gik med barnevognen og tænkte på hvor mange, mange kilometer, jeg har gået med den - nogen der sagde grådlabil - nej pjat!).
Jeg tænker at sådan her er det nok at have børn. At der er så utrolig mange glæder. Men også små sorger hele tiden. For de udvikler sig, vi har ham kun til låns og det gælder bare om at hoppe med på vognen, for Asbjørn drøner derudaf. Små sorger forstået på den måde, at han jo SKAL blive en stor dreng, sin egen, og ikke bare en forlængelse af os. Men han er jo bare SÅ meget mig. Han er vokset inde i mig, han har været så tæt på mig i så mange måneder. Sovet 20 cm fra mig, sovet ved mit bryst, hængt på armen og puh hvor er det bare noget særligt. Jeg håber sådan at jeg kan se tilbage og tænke at jeg huskede at nyde det. Jeg tror jeg for det mest har husket det, men der har ved gud også været dage hvor jeg var træt af at have et barn hængende non-stop. Det var nu mest i starten.
Tak til Knock fru P og ønske for jeres kommentarer vedrørende rejseri. Det tog lige en dag, og så var jeg sikker: jeg skal ikke rejse om 3 uger. Men jeg kan godt i marts. Det kan jeg mærke. Det kan jeg godt klare. Og Asbjørn klarer den også. Men tak for inputs, det hjælper virkelig!
onsdag den 20. januar 2010
En syg mus
I denne uge har far barsel og jeg har min sidste uge. Og det har vi så fejret med en lille syg dreng, der bare har været så syg så syg. Jeg skrev nedenstående i onsdags og blev ikke færdig, fordi han vågnede med et skrig og hang på armen resten af aftenen.
I går blev han heldigvis rask og det er vildt hvordan sådan noget påvirker nogle grønne førstegangsforældre, for jeg kan nærmest mærke lettelsen i MIN krop, sådan rent fysisk.
Vi fik ham tjekket hos lægen - også pga ørene, som Sofie på et tidspunkt nævnte - og andre har også været inde på at der måske kunne være noget. Der er en lille smule væske på ørerne, men vores gode, kompetente læge mente ikke det var så alvorligt. Han skal tjekkes om en måned igen, men ikke noget alvorligt.
...Onsdag...
Puha, så er det vores tur. Asbjørn har 40 i feber og har haft det i går og idag. Han er helt rundt på gulvet, vil ingenting andet end at sidde på arm, klynker og KOGER. Åh, det lille pus. Det gør så ondt på både mor og far og vi er så bekymrede for den lille mus. Vagtlægen gav os en panodil, konstaterede at han "havde noget med ørerne og det går nok over" og sendte os hjem. Det var igår. Han er stadig lige varm og med masser af feber, vil ikke spise eller drikke - andet end æblemos, så det får han i stride strømme.
Det er jo ikke første gang i verdenshistorien at et barn får 40 i feber. Og vi kommer fint i kontakt med ham, han er bare en velcrobaby og rigtig syg. Men det er altså første gang herhjemme og vi er så bekymrede for vores lille mus. Det var med bævende hjerte han fik den der panodil - jeg er ikke vild med unødig medicin til børn, men han kunne slet ikke sove, så nu fik han den altså.
Jeg har jo tidligere hørt masser af historier om syge børn og hvor træls det var. Nu prøver jeg det så på egen krop. Det gør jo nærmest helt ondt på os også! Det er så synd, så synd for ham.
I går blev han heldigvis rask og det er vildt hvordan sådan noget påvirker nogle grønne førstegangsforældre, for jeg kan nærmest mærke lettelsen i MIN krop, sådan rent fysisk.
Vi fik ham tjekket hos lægen - også pga ørene, som Sofie på et tidspunkt nævnte - og andre har også været inde på at der måske kunne være noget. Der er en lille smule væske på ørerne, men vores gode, kompetente læge mente ikke det var så alvorligt. Han skal tjekkes om en måned igen, men ikke noget alvorligt.
...Onsdag...
Puha, så er det vores tur. Asbjørn har 40 i feber og har haft det i går og idag. Han er helt rundt på gulvet, vil ingenting andet end at sidde på arm, klynker og KOGER. Åh, det lille pus. Det gør så ondt på både mor og far og vi er så bekymrede for den lille mus. Vagtlægen gav os en panodil, konstaterede at han "havde noget med ørerne og det går nok over" og sendte os hjem. Det var igår. Han er stadig lige varm og med masser af feber, vil ikke spise eller drikke - andet end æblemos, så det får han i stride strømme.
Det er jo ikke første gang i verdenshistorien at et barn får 40 i feber. Og vi kommer fint i kontakt med ham, han er bare en velcrobaby og rigtig syg. Men det er altså første gang herhjemme og vi er så bekymrede for vores lille mus. Det var med bævende hjerte han fik den der panodil - jeg er ikke vild med unødig medicin til børn, men han kunne slet ikke sove, så nu fik han den altså.
Jeg har jo tidligere hørt masser af historier om syge børn og hvor træls det var. Nu prøver jeg det så på egen krop. Det gør jo nærmest helt ondt på os også! Det er så synd, så synd for ham.
tirsdag den 12. januar 2010
Tilbage til virkeligheden
Jeg starter på job d. 25. januar og det er i sig selv ikke noget, jeg hænger i gardinerne af glæde over. Jeg er så småt begyndt at se frem til at skulle bruge min hjerne på noget andet end babymos og sovetider, men det er vist mest fordi jeg ved jeg skal starte. Hvis jeg helt selv kunne vælge, jamen så tog jeg et par måneder til på barsel. Tror jeg... For måske er jeg også begyndt at kede mig en lille smule?
Nå, men det med virkeligheden. Jeg har jo sådan et job hvor man rejser til de varme lande. Og jeg må indrømme at jeg hele tiden har skubbet det foran mig - at jeg jo på et tidspunkt skal rejse fra min dejlige lille dreng i længere tid af gangen. Det er jo et fundamentalt dilemma: Jeg elsker mit arbejde og det, jeg laver. Og det indebærer bare at rejse ned til dem, vi arbejder med. Og dét igen indebærer at skulle være væk fra hjemmet i længere tid af gangen. Men puha - KAN jeg overhovedet det? Selvfølgelig KAN jeg. Men kommer det til at gøre alt, alt for ondt i moderhjertet? Og hvornår kan jeg få mig selv til at rejse?
Det blev så meget aktuelt i dag, hvor min vikar spørger hvornår jeg kan rejse til Angola. Hun foreslår i starten af februar. Gisp! I starten af februar!!?? Det er om en lille måned! Så er Asbjørn lige lidt over 8 måneder. Min lille dreng. Kan jeg det? Vil jeg det? Problemet er at det skal være sådan ret snart. For programmet skal lukke indenfor det næste år og derfor skal der udarbejdes vigtige planer for det næste år.
Hvis ikke det bliver i starten af februar, bliver det på et andet tidspunkt i løbet af foråret. Sandsynligvis inden midten af marts. Andet vil være svært at retfærdiggøre, da mit job jo er at have ansvaret for nogle mennesker langt væk.
Men uha, dér kom virkeligheden lige lovlig tæt på!
Rejsen ville være fra søndag eftermiddag til lørdag aften. Dvs. næsten en uge. Kan man det? Arj, jeg ved ingenting om at være væk fra min lille dreng. Har jo kun prøvet et par timer her og der og en julefrokost. Jeg er SÅ grøn i at være væk fra ham.
Synes godt nok at der er mange dilemmaer ved at være nogens mor. Pyha.
Nå, men det med virkeligheden. Jeg har jo sådan et job hvor man rejser til de varme lande. Og jeg må indrømme at jeg hele tiden har skubbet det foran mig - at jeg jo på et tidspunkt skal rejse fra min dejlige lille dreng i længere tid af gangen. Det er jo et fundamentalt dilemma: Jeg elsker mit arbejde og det, jeg laver. Og det indebærer bare at rejse ned til dem, vi arbejder med. Og dét igen indebærer at skulle være væk fra hjemmet i længere tid af gangen. Men puha - KAN jeg overhovedet det? Selvfølgelig KAN jeg. Men kommer det til at gøre alt, alt for ondt i moderhjertet? Og hvornår kan jeg få mig selv til at rejse?
Det blev så meget aktuelt i dag, hvor min vikar spørger hvornår jeg kan rejse til Angola. Hun foreslår i starten af februar. Gisp! I starten af februar!!?? Det er om en lille måned! Så er Asbjørn lige lidt over 8 måneder. Min lille dreng. Kan jeg det? Vil jeg det? Problemet er at det skal være sådan ret snart. For programmet skal lukke indenfor det næste år og derfor skal der udarbejdes vigtige planer for det næste år.
Hvis ikke det bliver i starten af februar, bliver det på et andet tidspunkt i løbet af foråret. Sandsynligvis inden midten af marts. Andet vil være svært at retfærdiggøre, da mit job jo er at have ansvaret for nogle mennesker langt væk.
Men uha, dér kom virkeligheden lige lovlig tæt på!
Rejsen ville være fra søndag eftermiddag til lørdag aften. Dvs. næsten en uge. Kan man det? Arj, jeg ved ingenting om at være væk fra min lille dreng. Har jo kun prøvet et par timer her og der og en julefrokost. Jeg er SÅ grøn i at være væk fra ham.
Synes godt nok at der er mange dilemmaer ved at være nogens mor. Pyha.
onsdag den 6. januar 2010
Det der med sovning
Altså jeg troede jo i min naivitet at når man havde et godt sovende barn, jamen så blev han da selvfølgelig ved med det. Naive mig troede jo at når man sov godt som 3 måneders baby og som 4 måneders baby, jamen så blev man da bare ved med det - eller at det nærmest bare blev endnu bedre.
Derfor troede jeg også at der ville være en slags progression i det. Forstået på den måde, at når han vågnede først 3 gange, så 2 gange om natten, og så 1, jamen så var vi jo på vej mod en sove-igennem baby.
Men altså december har vist os noget andet. Jeg ved ikke om det har været en kombi af noget udvikling, tænder og lidt lovlig meget ståhej i hjemmet, men puh, hvor har han været svær om natten i næsten en måned nu. Og puh, hvor er både mor og far trætte.
Det starter sådan set fint. Han bliver lagt og falder flot i søvn efter en 5 minutters tid. Han klarer det helt selv. Så sover han som en sten - indtil et sted mellem kl. 23 og 02. Så vågner han i sin seng, og han får sut, lidt nusning, men NEJ fandme nej! Han vræler og skælder ud, vrider sig og vil OP OP OP. Hvis man tager ham op om vugger ham, falder han til ro, men hvis man så ligger ham ned igen, bliver han straks ked igen. Vi har prøvet alt. Lade ham ligge i egen seng med en beroligende hånd hos ham, på en madras på gulvet sammen med en af os, inde i vores seng imellem os og trøst (det er den mest brugte løsning), amning (gider han ikke rigtig, så han er ikke sulten), skifte ble. Det eneste vi ikke har prøvet er at stå op og lege med ham. Det nægter vi simpelthen.
Han er typisk vågen i 1-2 timer. Tættere på 1 time, men altså hvor er det træls. Han græder og vender sig og det er bare ikke til at finde ud af!
Jeg har lidt en kombi af noget tryghedssøgning og tænder mistænkt. Men det er godt nok længe det har stået på! Og jeg er jo s..kide bange for at det er blevet en vane. Den ene tand i overmunden er brudt frem og det ser ud som om den næste er på vej, men den må altså godt komme nu, for gab, hvor er det træls!
Andre derude med noget erfaring på feltet?
Derfor troede jeg også at der ville være en slags progression i det. Forstået på den måde, at når han vågnede først 3 gange, så 2 gange om natten, og så 1, jamen så var vi jo på vej mod en sove-igennem baby.
Men altså december har vist os noget andet. Jeg ved ikke om det har været en kombi af noget udvikling, tænder og lidt lovlig meget ståhej i hjemmet, men puh, hvor har han været svær om natten i næsten en måned nu. Og puh, hvor er både mor og far trætte.
Det starter sådan set fint. Han bliver lagt og falder flot i søvn efter en 5 minutters tid. Han klarer det helt selv. Så sover han som en sten - indtil et sted mellem kl. 23 og 02. Så vågner han i sin seng, og han får sut, lidt nusning, men NEJ fandme nej! Han vræler og skælder ud, vrider sig og vil OP OP OP. Hvis man tager ham op om vugger ham, falder han til ro, men hvis man så ligger ham ned igen, bliver han straks ked igen. Vi har prøvet alt. Lade ham ligge i egen seng med en beroligende hånd hos ham, på en madras på gulvet sammen med en af os, inde i vores seng imellem os og trøst (det er den mest brugte løsning), amning (gider han ikke rigtig, så han er ikke sulten), skifte ble. Det eneste vi ikke har prøvet er at stå op og lege med ham. Det nægter vi simpelthen.
Han er typisk vågen i 1-2 timer. Tættere på 1 time, men altså hvor er det træls. Han græder og vender sig og det er bare ikke til at finde ud af!
Jeg har lidt en kombi af noget tryghedssøgning og tænder mistænkt. Men det er godt nok længe det har stået på! Og jeg er jo s..kide bange for at det er blevet en vane. Den ene tand i overmunden er brudt frem og det ser ud som om den næste er på vej, men den må altså godt komme nu, for gab, hvor er det træls!
Andre derude med noget erfaring på feltet?
Abonner på:
Opslag (Atom)