Rørstrømsk og nostalgisk

Det ser ud som om der fødes ovre hos Ønske. Og der rundes år hos LOK. Og selv om jeg egentlig er på vej i seng, så måtte jeg lige fælde et par tanker ned her. For det rumsterer meget i mit hoved i disse dage, og tankerne går gang på gang tilbage til tiden for et år siden. Hvor jeg var 14 kg tungere, og solen skinnede (det gjorde den altså rigtig meget i maj) og jeg var fyldt med forventning. Jeg cyklede rundt i byen og købte de sidste ting til Musen, syede sengetøj, gjorde rent, ordnede, spiste koldskål og glædede mig. Jeg anede ikke hvad der ville komme, men puh, hvor var det fantastisk. Både den tid lige før, hvor jeg ikke skulle andet end at være gravid (og ordne lejlighed) og bare vente på det dejlige. Som kom med vestorm og speed-fødsel.

Vores liv blev totalt forandret da han kom. Det kan jeg se nu. Da det hele var nyt kunne jeg ikke se det. Og en gang imellem så drømmer jeg mig tilbage til den tid, for den var så fyldt af forventninger og søde drømme om fremtiden. Det var så unikt. Jeg tænker tit at det kommer aldrig igen. Den forventning, den glæde og den fornemmelse at bære sit allerførste barn i maven og vente på noget glædeligt som man ikke ved hvad er. Næste gang har jeg jo prøvet det (og ja, jeg håber og regner med en næste gang) og så er det ikke nyt.
Det gør mig nostalgisk og helt overvældet at det allerede er et år siden. Han var så lille, han kunne intet og i dag går han rundt og fortæller os ting med hans eget sprog. Han er blevet så stor og dog stadig så lille. Og ja, de havde sgu ret, dem der sagde at det bare bliver bedre og bedre.

Mine tanker og rørte tårer går til solskinnet i maj sidste år og til Ønske som er der lige om næsten.

Vuggestueplads

Så blev det vores tur. Asbjørn har fået vuggestueplads fra 1. august. Ikke i den institution vi helst ville have ham i, som en af drengene fra mødregruppen også skal i og dermed nogle gode muligheder for samhentning (da vi ses meget med dem) og så videre.

Men en helt anden institution. Den som han stod nr. 14. på listen på. I modsætning til nr. 6.

Der skal træffes beslutninger hurtigt, når man har med Pladsanvisningen at gøre. Så en rundringning afslørede af ønske-insitutionen ikke ville få flere pladser her i sommer (start allerallertidligst 1. september, men nok meget mere sandsynligt 1. december). Og vi har altså en dreng, der keder sig lidt derhjemme. Selvom vi netop er startet med privat børnepasser (som bare er så sød og god) så er det altså for lang tid at gå og dimse derhjemme for ham.
Så et lynvisit i den tilbudte institution. Og nøj, hvor faldt der en stor sten fra mit hjerte. Pædagogerne var SÅ søde. Der var sådan en god stemning. Pædagogerne talte så sødt til børnene, var helt med på stofbleer, fortalte begejstret om ture og sovning. Og vi gik derfra med en rigtig god fornemmelse i maven.
Så det er bestemt. Asbjørn skal nu ud i den store verden. Der er heldigvis en hel sommerferie til at især moren kan vænne sig til det. For drengen - han er klar, det er min klare fornemmelse.

Ja, så har den sløve banan endelig erstattet møveriet med kravleriet. Og det ser SÅÅÅ kært ud! Nøj, hvor ser det sødt ud når hans numse kører fra side til side mens han stormer frem på stuegulvet. Han rejser sig op ad ting, er blevet forelsket i opvaskemaskinen - her skal ALT ud af maskinen - og vil gerne gå med os i hånden. Som i meget, meget gerne. Som i "jeg går lige lidt amok hvis ikke vi kan gå i en halv time" gerne.
Lille, store, smukke dejlige (morgenmenneske) dreng.

Hjemme igen

Trætte, glade, mætte af oplevelser og super-seje til at rejse rundt med rygsæk, klapvogn, dreng med myrer i numsen og lykkelige og taknemmelige for vores liv.

Asbørn dadaede, pegede, grinede, klappede og vinkede sig igennem 4 uger i Thailand. Han er en brav dreng og en rigtig god rejsekammerat.

Detaljer følger når jet-lag har lagt sig og vasketøjet er ordnet....

Mens regnen siler stille her i hovedstaden, sender jeg en varm tanke til vores varme, solrige dage på en rejse, der længe vil blive husket herhjemme som noget helt, helt særligt.

Farvel regn, goddag sol

Så stikker vi 4 uger til østens sol. Taskerne er pakket, lejligheden ryddet op og vi sidder her alle tre med hver vores computer og ordner de sidste ting. Asbjørn har fået sin fars gamle computer som han sidder og leger med i sin højstol og er MEGET lykkelig.

Åh, hvor jeg glæder mig til at stor-hygge med drengene!

Det er egentlig et lidt gammelt billede (fra januar) men jeg syntes lige han skulle ud på nettet, den lille krudtugle - med mad i hele bærret og en lille smule skeløjet. Vi ææææælsker ham - med snot, mad og savl!

Farlige Bamse

Hold da op hvor sker der ting og sager hos Asbjørn lige for tiden! Han lærer nye ting med raketfart - han klapper, vinker, siger mammam, peger og leger med legetøjet på en hel ny måde. Han må være i fuld sving med et af de såkaldte udviklingsspring. Oveni det er to tænder lige brudt frem og så har han fået MFR vaccinen lidt tidligt på grund af vores rejse. Så vi har haft feber-hængetræ her de sidste 3 dage, og før det en lidt utryg og shaky dreng. Denne cocktail er heller ikke super befordrende for hans nattesøvn. Han drømmer og vender og giver sig meget i løbet af natten. Det er lidt hårdt. Han havde ellers lige haft en god stime med sovningen (ja, altså bortset fra han vågner et kvarter før fanden har fået sko på)
Han plejer ALDRIG at være bange for noget, men den sidste uges tid har han været bange for:

• En kartoffelbåd
• Sin legetøjstelefon
• Et stykke stof
• Bamse fra Bamses Billedbog
• En stavblender
• Etc.

Jeg håber det er noget han vokser fra, for ellers får han en hård opvækst :-)

Og jeg håber faktisk han vokser fra det i en fart, for på søndag tager vi til Norge og besøger hans fætre (som bestemt ikke er nogle stille typer) og kommer hjem og "mellemlander" i 2 dage for at tage til Thailand næste mandag i 3½ uge. Hvordan det kommer til at gå, er jeg spændt på at se. Men Vi glæder os helt vildt til at komme afsted, og jeg er sikker på at Asbjørn kommer til at klare det helt vildt godt. Han er grundlæggende ret nysgerrig og (normalt altså) ikke bange for nye ting. Og vi elsker at rejse - det kan vel kun smitte af på ham?

Vuggestue og pasning nærmer sig jo - når vi kommer hjem har vi noget privat pasning til ham. Det er jeg lidt lunken over, det fortjener sit eget indlæg. Men hvordan gør man dem institutionsparate? Jeg mener, skal de kunne drikke selv? Spise selv? Ikke svine med maden? Hvad forventes egentlig af sådan en næsten-1årig når de starter? Anyone?

Onkel rejsende mor

Jeg overlevede en hel uge i Afrika. Uden maveproblemer, men dog med savneproblemer. Det var ikke helt så utroligt forfærdeligt som jeg troede det ville blive, og jeg endte faktisk med at få lidt arbejdsgejst tilbage. Og DET er dejligt. Jeg skal stadig finde mig noget andet, men jeg er ikke ved at springe i 10.000 stykker hver dag jeg tager på arbejde. Og det er rart. Jeg kan tilmed kaste mig over nogle af opgaverne med gejst.

Savnet var også til at bære. Bevares, det var så trist og gjorde så ondt at gå hjemmefra. Og jeg savnede da. Ringede hjem og kæresten havde sat højtaler på, og Asbjørn hørte min stemme - og begyndte at græde helt uhæmmet. Kunne slet ikke stoppe igen, sad og hikstede så vi måtte lægge på. Og der sad jeg i 32 grader og havde ondt ondt ondt i maven af savn og svigt. Av!

Hjem kom jeg - nøjagtig 7 døgn efter jeg var taget afsted. Døren blev åbnet, Asbjørn sad på fars arm. Først kiggede han. I 5 sekunder. Som om han sagde: Nå, dér er du. Det er da længe siden, er det ikke?" Og så stak han i et kæmpe smil og lænede sig forover med udstrakte arme. Og han krammede mig, og krammede, og krammede - og kyssede lidt. Og så sad vi ellers i sofaen i en halv time (det gider han ALDRIG - der skal ske noget) og krammede og snakkede. Åh, hvor var det bare en fantastisk stund. Og puh, hvor er jeg glad for min familie! Kæresten havde støvsuget, ordnet vasketøj, købt blomster og det hele osede af overskud. Yes!

Skrukheden sidder stadig i underlivet. Og det varer nok ikke længe før der skal gøres noget ved det. Men først skal vi lige igennem et omfattende rejseprogram: en uge til Norge og så 3½ uge til Thailand. Når vi er hjemme fra al rejseriet er det 1. maj. Og Asbjørn skal til at begynde til noget pasning. Mere om det en anden gang. For dét er mærkeligt.