Rutineret amatør

Får helt ondt i maven af at skrive det - men denne omgang hormoner er 11.!!! omgang i cirkusset i alt. Altså også inklusiv Asbjørn. Det er 11. ægudtagning vi arbejder hen imod. 11 gange!

Så skulle man tro man var helt cool og var professionel stikker, men nej. Brændte helt sammen den anden dag da jeg havde glemt hvordan man miksede Menopur. Og klinikken ikke ringede tilbage MED DET SAMME! Jeg ringede igen et kvarter efter og fik fat i en meget sød sygeplejerske, som stille og roligt gentog hvad jeg jo udemærket godt vidste: 225 IU er 3 pulverglas og kun 1 solvens... Men det kvarter rendte jeg rundt og var virkelig presset og der er bare 400 tanker om alt det der kan gå galt, der rumsterer i ens hoved.
Så på den måde er det ikke blevet nemmere.

Vi er på 5. dagen med opregulering. Scanning på fredag (lander 7.30, på klinikken 9.30 - meget effektivt) og så nok æg ud en gang i næste uge. Jeg får den der trætte, ubehagelige rumlen i maven når jeg skriver det. Det er en spændthed blandet med noget meget tungt. For hver eneste gang et forsøg skydes igang, så er der både håbet, men også risikoen for den ultimative fiasko. Og for hver gang et forsøg skydes igang, er vi tættere på at opgive. Forstået på den måde, at jo flere forsøg uden succes bringer os tættere på den dag vi må smide håndklædet i ringen og sige "det gik ikke".

Da vi startede i sommeren 2010 havde vi en løs aftale om at vi tog 6 forsøg og så nok måske ikke mere. Men vi blev også enige om at efter 6 forsøg måtte vi lige se hvad vi havde i os. Den grænse har rykket sig i forløbet. For jo tættere vi kommer på 6 forsøg, jo mere har vi lyst til bare at tage det gang for gang.
Jeg er slet ikke færdig med den her proces. Men håbet, det har det ikke for godt. I sommeren 2010 var jeg fuld af håb. Var faktisk SIKKER på at nummer to ville være super nemt. Og her er vi så, 5 forsøg efter. Nej, det er ikke håb og optimisme, der bringer det her projekt fremad. Det er nok nærmere determination, stædighed og en "det SKAL fandme lykkes" energi.

Om 3½ uge ved vi mere om vores sindstilstand og vores mod på endnu et forsøg i møllen - hvis det bliver nødvendigt. Men jeg har sådan en fornemmelse af at det heller ikke er nu, der er en baby til os... Underligt, ikke?

Kære Julemand

Det er efterhånden noget tid siden vi har haft mulighed for at snakke med hinanden, det er ligesom om vi lidt mistede kontakten for en del år siden. Nu ved jeg jo så fra min søn, at du kommer dagligt (natligt) i vores lejlighed, da han glædestrålende står (meget tidligt) op for at tjekke om du har været inde og lægge noget i hans sok. Og du skal have tak for at huske ham hver morgen. Det vækker stor jubel og overraskelse.
Lige for at afslutte den, så er jeg ikke helt sikker på hvor vild jeg var med den skraldevogn, du kom med den anden dag. Den laver SÅ meget larm! Men altså, Asbjørn er jo vild med den.

Jeg skriver til dig angående mine julegave-ønsker. Jeg ved godt vi ikke har været på gavefod længe, men jeg tænkte at når du nu alligevel kommer forbi med gaver til Asbjørn, om du kunne tage en gave med til mig? Jeg ønsker mig brændende en lillebrøster til Asbjørn. En lille, blød og skaldet baby, en stor gravid mave, måske lidt kvalme, træthed, ømme bryster, ammebøvl, trilleture med barnevogn og at igen opleve hvilken helt vidunderlig glæde det er at være nogens forældrer, at se et lille menneske vokse op, følge alle de små og store udviklingstrin og ikke mindst give Asbjørn glæden af en søskende.

Og når vi nu er ved gaver, kan du så måske også smide en rigtig god ægudtagning i, masser af æg, ikke alt for mange smerter, ingen overstimulering og to flotte, 4-8 cellede æg til oplægning? Som jo altså helst skal blive til den der julegave, jeg så brændende ønsker mig? Hvis du kun kan give mig det første, så ok, jeg skal nok lade være med at tude over overstimulering og smertefuld ægudtagning.

Kærlig hilsen
Sechen

Tiden nærmer sig

14 p-piller er slugt (og ja, det er for sindssygt, så vanvittigt det virker at tage p-piller når man for h---vede bare gerne vil være gravid!) og tiden nærmer sig til Suprefact. Jeg har stadig ikke helt styr på om det er 18. dagen eller 21. dagen, jeg starter med Suprefact, og jeg leger telefon-tag-fat med klinikken i disse dage.

Vi har regnet og regnet og regnet på timingen, det kommer til at passe, og scanning på 8. opreguleringsdag er d. 23. december. Det er alt jeg ved. Så det kommer nok til at passe med ÆU omkring nytår. Det er mærkeligt at tænke på, at vi snart er igang med et forsøg til. Det føles langt væk og drømmen føles en smule uvirkelig og uopnåelig. Jeg fortæller mig selv at det jo sagtens kan være, men mit hjerte tror ikke rigtig på det. Der er for mange faktorer, der tæller imod. Jeg har bestemt ikke holdt mig på anti-kulhydratsvognen, min mens har været vildt uregelmæssig og p-piller er jo ikke ligefrem et befordrende miljø for en graviditet (lang tankerække, der tænker at livmoderen vel ikke bare sådan overnight bliver fertil efter en gang p-piller, selvom jeg jo godt ved med mit hoved at det er meget normalt at bruge p-piller i den her proces).

Jeg drømmer tit om en baby, hver dag faktisk. Når vi snakker om Asbjørn og om da han var baby, så bliver jeg vemodig. Og det er en rigtig øv-følelse, for det var jo en fantastisk tid. Jeg håber ikke at en manglende lillebrøster kommer ødelægge minderne om Asbjørn som baby, det tænker jeg meget over ikke at ødelægge. Men der er en del af mig, der bare har lyst til at være tilbage i efteråret 2009, hvor han sagde røøø og fandt sine hænder og fødder for første gang, hvor han kunne bruge en halv time på at spise på et stykke legetøj, og hvor han lå i sin barnevogn og sov efter rytmik. Uuuhm, det var tider.

Nu er han en stor dreng. En kæmpe stor en af slagsen, faktisk. Han er i str. 104, 27 i sko og snakker og fortæller os så mange ting. Har nu ikke brugt ble i 4 måneder og er så dygtig til at holde sig når vi ikke er i nærheden af et toilet. Han siger så mange sjove ting, lige nu fortæller han om julemanden som han tror kommer med en skraldebil og med "slikker" - altså slik. Jeg glæder mig som et lille barn til december, hvor vi skal julehygge og Asbjørn skal have pakkekalender.

Det bliver ikke til meget blogging for tiden. Jeg har stadig en blog-blokade på en eller anden måde. Det er en strudsetaktik, som gør at jeg ikke har lyst til at forholde mig for meget til vores situation, samtidig med den stadig fylder og langsomt er blevet til en lille bitter kugle i maven. Vi er så langt fra en baby og en del af mig har mistet modet. Sidste forsøg var i August, det var det 4. ICSI forsøg, og vores forsøg har ikke været gode.
Lillebrøster projektet ser sådan ud:
1. forsøg - frys på Hvidovre. 1 æg overlevede, negativ test
2. forsøg - 1. friske ICSI. 5-6 æg ud, ingen æg til oplægning
3. forsøg - 2. friske ICSI. Alt gik galt, 3 æg ud, kun 1 kunne bruges. Ingen æg til oplægning. Monster infektion i 2 måneder
4. forsøg - 3. friske ICSI. 7-8 æg, 1 æg til oplægning, ingen til frys. Negativ test
5. forsøg - 4. friske ICSI. 5-6 æg, 2 æg til oplægning, ingen frys. Negativ test.
Ser sgu ikke særlig flot ud!

Mellem august og november har min mens været helt åndssvag. Der gik over 60 dage før den kom, så jeg har sprunget en cyklus over på en eller anden måde og er seriøst bange for at min krop bare ikke kan lave børn. Mens kom i sidste uge og jeg er nu på p-piller. Nedregulering starter her om halvanden uge. Ægudtagning mellem jul og nytår. Jeg håber sådan at vores nummer bliver trukket men jeg tror ikke på det. Min sjæl og mit hjerte øver sig i at glædes over at jeg trods alt fik et barn. Men det virker ikke. Det er en sorg at skulle acceptere, og jeg er der slet ikke endnu. Men på et tidspunkt må jeg se virkeligheden i øjnene. 4 ICSI forsøg, som ikke har været gode i forhold til dengang på Hvidovre. Det er op ad bakke. Og hvor mange forsøg orker vi? Hvornår stopper man?
Jeg er bange for at fortryde, og jeg føler at tiden løber fra mig. Jeg fylder 35 til januar, og selvom det jo ikke er vildt gammelt i fertilitetsmøllen, så føler jeg min krop forræder mig. Jeg fanger mig selv i at kigge på babybilleder af Asbjørn. Han var så perfekt og mit hjerte fyldes af kærlighed og vemod når jeg ser dem. Og derfor bliver vi ved lidt endnu, for ønsket om en baby er så stærkt, at jeg ikke er klar til at opgive drømmen.
Jeg er også nået til stadiet hvor jeg misunder andres graviditeter, som jo "heldigvis" tynder ud i venneflokken. Folk har fået de børn, de skal have. Min veninde fra mødregruppen er gravid igen, og jeg kan ikke have det. Nu er vi jo langt væk fra vores vennekreds, og derfor fylder det på en anden måde.

Resten af vores liv er godt. Asbjørn er det dejligste lille menneske i mit liv, han er så skæg og finder på mange sjove ting, siger de herligste ting og er bare en lille (stor) klump af glæde og kærlighed i vores liv. Lige om lidt er han to et halvt, han snakker på livet løs, laver svære (synes hans mor - 30-35 brikker) puslespil, kører på cykel, synger sange, tæller til 10 (vi bor i en elevatorbygning, og det har vækket en passion for numre i drengen), kan finde A for Asbjørn og F for Fofar, hvilket er mest fordi det er de tog, der går fra "vores" station.
Han laver kaffe på Nespresso maskinen hver morgen og leger "rigtige" lege med biler og tog. Putter bamserne i barnvognen, hjælper dem på toilettet og trøster dem når de slår sig. Det er en fantastisk alder, 2½ og jeg er lige så forgabt i ham nu som da han var en baby. Og R ligeså. Det er simpelthen utroligt hvor meget man kan elske sådan et lille menneske. Heldigvis har vi ham.

Lang behandling og p-piller og argh!

TAK TAK TAK for jeres ord. Jeg holder ikke op med at blogge. Og jeg har det nok ligesom Knock, at bloggen på en måde er blevet et forum for en slags "pennevenner" - mine medbloggere. Og det er faktisk dejligt, og netop grunden til jeg ikke lukker ned. Det, men måske mest at jeg stadig bruger bloggen til at komme af med noget. Og spørge om råd. Som nu det her:

1. Vi kører en tur til i ICSI-møllen til jul, hvor vi kommer hjem. Det hele er ret kompliceret, for vi skal ramme 10 dage i slutningen af december, hvor jeg SKAL være klar til at få taget æg ud. Det er aftalt med klinikken, og per email er det aftalt at jeg skal tage p-piller, når jeg får min næste mens, for at regulere min cyklus, som er spasset ud og har omkring 40 dage imellem (det er jeg SÅ træt af - hvad SKER der for min krop?).
Men jeg har bare ikke rigtig fået af vide fra klinikken hvordan det fungerer med p-piller. Har jo af gode grunde ikke rigtig taget sådan nogle her den sidste menneskealder. Det, jeg ved er:

• At de gør at min cyklus bliver kortere. Men kan man regne med at efter p-pille stop (21 piller, ik?) så kommer mens bare sådan lige inden for et par dage?


• Hvis nu man skal styre efter en blødning sådan midt-november, må man så godt tage flere end 21 piller og dermed regulere cyklussen?


• Hvordan foregår det med p-piller og lang behandling? Er det noget med at man starter nedregulering tidligere? Og bliver ved med at tage p-piller?


• Kan man med p-piller og nedregulering være mere sikker på blødning - og i så fald hvornår efter sidste mens når man er på nedregulering og p-piller?

Åh, jeg er SÅ lost i det her. Og jeg er faktisk ret træt af klinikken, som jeg synes er meget hurtige på aftrækkeren. Det er SÅ svært at få grundig information ud af dem. Og da især på email. Bevares, det er ikke noget, der haster, men alligevel. Jeg skal jo vide om jeg skal tage dem nu eller hvad...? Jeg kunne selvfølgelig ringe, og det gør jeg sandsynligvis også, men jeg synes faktisk at det er utjekket af dem ikke at være mere informative.
Vi er ikke klar til at skifte klinik - bare tanken om at skulle igang med NYE læger og nye behandlinger, orker jeg ikke. Men jeg har ikke tænkt mig at anbefale klinikken til andre, hvis man har behov for kontrol og forudsigelighed, som jeg har.

Åh, jeg ville ønske, jeg havde været så tjekket som Betty og ført minutiøs dagbog over alle de mange, mange forsøg vi har været igennem. Såsom antal stimulationsdage, antal dage fra begynd på næsespray til mens og så videre... Det havde været en hjælp i dag.

Men helt ærligt - det burde da ikke være sådan at man selv skal være en ekspert for at kunne modtage behandling...

Puh, bliver helt træt. Det er sengetid herovre. Jeg vil drømme sødt om den lillebrøster som vi SKAL have! For filan da, 5 forsøg er da mere end nok!

Blogtræthed...?

Der er ikke sket meget på bloggen her det sidste lange stykke tid. Indrømmet, flytning til et andet land, farveller til venner og familie, pakning, opstart af nyt arbejde, finde ny bolig, installere sig, være sammen med min dejlige familie og skabe en hverdag – det tager tid væk fra bloggen.

Men har også kunne mærke noget de seneste 5-6 måneder. En vis form for blogtræthed. Vi har nu været igennem 4 mislykkede forsøg i håbet om en 2er i familien. Det er så stærkt et ønske at bare det at skrive det, giver mig tårer i øjnene. Tanken om ikke at få lov at opleve den mirakuløse, fantastiske ting, det er at se en baby vokse i maven, komme ud og udfolde sig til et barn, et selvstændigt individ, er meget svær at bære. Jeg kan mærke tungsindet fra forløbet før Asbjørn derinde et sted. Det tager endnu ikke over, fordi Asbjørn er der som en lysende sol i min bevidsthed, mit liv og i hele min krop. Kærligheden til ham er så ufattelig stor og svær at beskrive. Jeg har til tider lyst til at tage ham og proppe hele hans 102 cm lange krop ind i maven igen. Bare for at have ham tæt.

Netop den kærlighed og det mirakel det er at have et barn, gør det der med 2eren rigtig svært, synes jeg. For jeg VED jo hvad jeg går glip af hvis jeg ikke får en til. Ikke at det på nogen måde kan sammenlignes med pre-Asbjørn BiB-forløbet. Det kan det SLET ikke. Men smerten, den er der. Tænk hvis.

Og det er her, blogtrætheden kommer ind i billedet. Jeg føler mig i et limbo. Jeg er ikke ny i behandlingscirkusset og har behov for at skrive tanker ned om æggestokke og doseringer og tanker om slimhinder etc. For jeg kender ”gamet” og det optager mig på en eller anden måde ikke så meget. Jeg ved der er faktorer i min krop, jeg skal forholde mig til, og jeg ved at det er et spørgsmål om sandsynligheder, udholdenhed – og held – der fører eller ikke fører til endnu en baby.
Jeg kunne selvfølgelig bruge bloggen til at komme af med tanker generelt om mit liv og om min dejlige, dejlige dreng. Og det burde jeg måske. For min egen og hans skyld. Men hverdagen har overtaget, og det bliver ikke prioriteret. Og måske også fordi det alt sammen ligger på nettet, til almindelig læsning for alle. Og SÅ god en blogger er jeg heller ikke at jeg synes det må være interessant hvad der sker i mit liv. (Sjovt nok, for jeg læser gladeligt om alle mulige andres almindelige liv – med fornøjelse).

Så hvad skal bloggen bruges til? Jeg er ikke nybagt mor med alt hvad det indebærer af rus, usikkerhed, træthed og spørgsmål og overvejelser, som jeg kan blogge om. Jeg er ikke midt i behandlingscirkusset og midt i alle de kaotiske tanker om næste forsøg, om vi nogensinde bliver forældre og om testen er positiv. Vi er ikke en gang i behandling. Vi venter bare.

Stort set alle venner i omgangskredsen har fået deres to børn. Et par enkelte er gravide med nummer to. Og jeg er begyndt at have det lidt svært (igen – pis!) med de der babyer – toerne. Og jeg kan også mærke de mørke tanker snige sig ind i forhold til de enkelte par, der enten fik lige omkring os eller senere, og deres eventuelle annonceringer af toere. Der bliver nogle graviditeter jeg kommer til at have svært ved at rumme. Nogle drømme om hvordan min familie skulle være, der skal bearbejdes.

Så måske er jeg lidt træt af bloggen...? Den minder mig om en kamp, som vi kæmper, men som har lange udsigter. Og som måske ikke lykkes. Og måske minder den mig også om tanker, der bør tænkes om alternativer til behandling, om at forlige sig med det ene barn vi har (AV! Kan næsten ikke ha det. Bare at skrive det – så DER er vi slet ikke endnu). Det er tanker, som jeg ikke har lyst til at tage frem og kigge på lige nu.
Næste behandling er til jul. P-piller og hele møllen igennem igen. 5. forsøg. Det er meget. Når jeg skriver det, tænker jeg at jeg på et tidspunkt må forberede mig på at skulle bære på den sorg det ville være for mig ikke at få flere børn.

På den lyse side kan jeg rapportere at det er fedt at bo i New York. Vi bor på 32. etage med udsigt over Manhattan, 110 kvm og det er FEDT! Asbjørn har været helt utrolig sej, og efter 3 uger kan han sige et par ting på engelsk og har fået en legekammerat, som hedder Nanna, og som han er vild med! Vi nyder livet, går på cafe, besøger (mange!) legepladser og drikker kaffe og spiser is i solen. Siden vi kom for 3 uger siden har det været omkring 20 grader og solskin.
Asbjørn har smidt bleen – det startede i juni-juli derhjemme, og nu er han helt fri for den. Det har overrasket mig hvor stort det har været for mig at han har smidt den. Jeg synes virkelig det er flot og er helt stolt af ham når han går på toilettet! Vi har vinket farvel til mange l..orte og klappet utrolig meget af tis og den slags J

Ingen New York baby til os

Fik ikke lige opdateret blog inden vi tog afsted. Der kom en orkan i vejen, så afgangen blev udsat en uge. Men vi er ankommet efter en præmie-flyvetur, hvor Asbjørn trallede sig igennem 8 timer fastspændt i et flysæde. Han fik sågar ros af to stewardesser og selvfølgelig af sine forældre. Flyvemaskiner og lufthavne er virkelig noget, der kan få Asbjørn helt op og ringe, så alt var godt. Heller ingen jet-lag, Asbjørn klarede sig til klokken halv otte i går aftes, hvilket vil sige halv to dansk tid. Til sidst var han så træt at han skvattede over sine ben og lagde sig ned på en restaurant. Men intet piv eller surhed, så han er en sej rejsekammerat.

Som overskriften siger tog vi ikke en spire med. Mens kom med fuld styrke to dage inden testdag, og jeg er så træt, så træt af babymaking. F**ck hvor er det bare besværligt. Næste gang er runde nummer 5, og jeg kan mærke at det tærer. På inden-vi-fik-Asbjørn måden. På den måde at jeg tit tænker at vi nok kun får ham. Og at det gør ondt, ondt. Jeg vil så gerne have en baby til.
Og hvornår giver vi op? Og hvornår er det for sent? Jeg kan mærke at jeg er bange for at min krop ikke vil samarbejde. Bange for at den er blevet for gammel. Og jeg tror det er pjat. For jeg er ikke fyldt 35 endnu, og det siges vist at det ikke er så væsentligt, det med den faldende fertilitet når det er IVF.

Nu tager vi en pause og tager hjem til jul og giver den et forsøg mere. Jeg orker ikke at skrive om klinikken, som jeg faktisk er lidt træt af. Det må være en anden dag.