Intet nyt er dårligt nyt

Gårsdagens scanning viste et foster, der var gået til for omkring 2 uger siden. Orker egentlig ikke rigtig den store forklaring. Faktum er bare at vi endnu en gang er slået tilbage til før start, og følelsen af at alt sgu egentlig er sådan lidt ligegyldigt, fylder det hele hos både manden og jeg.

Går nok lige noget tid før jeg orker at tjekke ind på bloggen igen. Skal lige igennem en medicinsk abort og 800 års ventetid før vi kommer igang igen. Som lægen sagde "i får bare ikke noget forærende, i to". Det tror jeg var dagens guldkorn.

Fuck.

6+5 og et år til scanning

Egentlig er der utrolig lidt at berette herfra - måske det hænger lidt sammen med den der blandede følelse jeg går rundt med - på den ene side at være helt utrolig glad, lettet og forhåbningsfuld, og på den anden side synes at det hele er sådan lidt "var det bare det?". Den sidste følelse har jeg lidt dårlig samvittighed over at skrive - og føle - for jeg VED jo at det ikke er "bare". For filan da, jeg VED at det er det aller-aller-aller største. Men altså. Der er bare lang tid til alt. Til scanning, til barsel, til barn, til at kunne ånde lettet op.

Jeg brokker mig IKKE. Og dette er heller ikke et tude-indlæg. For der er ved gud ikke noget at tude over. Men lige nu synes jeg der er lang tid til næste torsdag. Til lidt mere vished. Og imens svinger symptomerne lidt frem og tilbage, med to konstante symptomer: uendelig træthed og forstoppelse (thank you, Crinone). Men altså, ellers sker der ikke meget i de regioner. Eller jo, måske er jeg blevet lidt mere prinsesse-agtig med hvad jeg spiser. Nogle ting giver mig lidt kvalme og om formiddagen er jeg generelt sådan lidt små-kvalm. Men ved sgi ikke om det mest er noget jeg bilder mig ind for at have en undskyldning for at spise croissanter hver dag (farvel til Low-Carb-High-Fat diæten, skulle jeg hilse og sige).
Men synes måske at der er ret lang tid til 12+0, et blinkende foster og forhåbentlig lidt mindre træthed. For det ville være synd at sige at mit nye arbejde har fået sig en meget hårdt-arbejdende ny medarbejder - sidder ofte (eller nej, faktisk hver dag) og falder lidt i søvn der mellem 14 og 15 over papirerne. Og håber at ingen kommer ind på mit kontor og ser mig sidde der og småsove.

Men det er jo alt sammen små-bekymringer og ligegyldigheder. Det eneste, der tæller er hvad der dukker op på den skærm næste torsdag.

5+2 - tør man skrive sådan noget...?

Jamen intet nyt er godt nyt. Har ikke testet siden torsdag, hvor testen var meget positiv. Det er så utrolig dejligt at kigge på de streger, men også en lidt dyr hobby, og jeg bliver jo hverken mere eller mindre gravid af at teste. Der er (desværre) ikke særlig meget jeg kan gøre andet end at vente og bede til højere magter om at scanningen viser mindst 1 stk. liv.

Har fået tid til scanning på klinikken 3. oktober. Det er om en evighed. På det tidspunkt skulle jeg gerne være 7+5 og så burde der være ting og sager at se derinde. Puh, der er lang tid til vished.

Altså vi er jo rigtig glade hjemme hos os. Som i rigtig glade. "Tænk hvis" bliver sagt rigtig meget, og det er jo rigtigt at sandsynligheden for en baby er større end for at det går galt. Men det er svært at give sig helt hen - der er immervæk ret mange store hurdles, der skal overståes inden det forhåbentlig bliver forår og babytid.

Jeg er også ramt lidt af sådan en "gud hvor er det egentlig utrolig banalt" følelse omkring det her graviditet. Min søde mand lidt ligeså. Vi har snakket en del om at det føles så underligt at det er noget, som vi så helt uendelig gerne har villet i over 3 år, og skabt så meget sorg, været årsag til så mange tårer og nogle ret så drastiske livsændringer. Og nu er det (måske) her, skulle man så ikke være sådan helt ved at gå til af lykke?

Jeg ved at hvis dette bliver til en baby, så vil det jo helt sikkert bringe så uendelig meget lykke til vores familie, så det skal jo nok komme. Men altså lige nu - og gud hvor lyder det forkert - kan jeg ikke lade være med at tænke "var det bare det, jeg har været så meget i sorg over?" Underligt som ens hoved og krop både glemmer smerten så hurtigt samtidig med den sidder som en grundtone og blokerer for jubelfølelsen.

Jeg er ret træt, ingen kvalme endnu, men maven er vokset ret så meget. Så meget at jeg faktisk ikke helt kan holde ud og gå i mine bukser og har haft den samme elastiknederdel på på arbejde 3 ud af 5 dage i sidste uge. Har været på loftet og hente gravid-tøj, men det var en sølle samling af forvaskede strømpebukser og et på lidt umoderne bukser... må vist ud og bruge familieformuen på gravid-tøj inden alt for længe!

Testitis

Test-obsessing er en dyr hobby! Har nu tisset på pinde hver dag siden mandag - måtte ud og købe nye forsyninger - shit, manner, de tjener godt på halv-sindssyge kvinder, der længes efter vished!

Status er at testen i morges er nydelig. Ikke sådan BRAGENDE positiv, men dog sådan at selv skeptiske Hr. Mand syntes den så helt normal ud. Og det syntes jeg faktisk også.
Tager en igen i morgen. Og sikkert også i overmorgen.

De (helt utrolig søde) mennesker på klinikken foreslog at jeg gik til egen læge og fik taget to hcg blodprøver, hvis jeg var nervøs. Men ellers tror jeg ikke de nødvendigvis bruger det. Og jeg har egentlig besluttet mig for at lade være. Jeg kan alligevel hverken gøre til eller fra. Enten sidder det fast, eller også gør det ikke. Det vil en scanning vise, og det er jo først senere. Så prøver at ramme den svære balance mellem forsigtig optimisme og sunde skepsis. Men jeg kan mærke at jeg skal passe på med ikke at spasse ud - har allermest lyst til at gå amok i glæde, men kan ikke.

Jeg har ret mange symptomer. Mega ømme bryster, masser af niv og jag og mens-murren i understellet. Ikke skyggen af mens. Træt - virkelig træt. Elsker dem, alle de symptomer.

Tænk, hvis vi slipper igennem nåleøjet... Det er næsten for godt til at være sandt. Kan ikke lade være med at sende næsten kærlige tanker mod Fredericia - det er jo helt vanvittigt hvis de kan ramme rigtigt i første hug! 8 omgange og CFC har end ikke været TÆT på hvad de præsterede i Fredericia.

Ahem...

Altså jeg har helt angst-sved i håndfladerne over at skrive dette indlæg - af fare for at jinxe noget.

Det her syn mødte os i går (vist nok 4+2):

Noget fesne og ærlig talt mest genstand for bekymring end glæde. Taget i dårligt lys i soveværelset før solen stod op. Tanker om GUL, om biokemiske og den slags fyldte dagen i går.

I dag så det sådan ud:

På en gammel USA test, som havde sidste brugsdato i oktober 2012. Så vi kan heller ikke helt regne med den.
Vi tør simpelthen ikke tro på den. Det kan ikke passe. Ikke efter alle de forsøg. Ikke i første hug. Vi går helt, helt musestille med dørerne og jeg frygter at mens kommer i slutningen af ugen. Ingen spor af den endnu, dog. Intet brunt på exit-progestanen, men masser af mens murren og hiv og niv i understellet. En smule oppustet.
Og bange. Bange for det ultimative crash, der (måske) venter når mens melder sig på banen eller den sidder uden for livmoderen. Jeg kan mærke at jeg ville have meget, meget svært ved at mønstre energi og overskud til en graviditet udenfor livmoderen. Eller en MA, SA eller hvad det hedder alt sammen. Og ja, jeg VED jo godt at nogle er langsomme hcg startere, og at der er masser - MASSER - af eksempler på børn, der har været svage positive streger. Men altså. Jubelscener er for amatører, og skepsisen lever i bedste velgående hos mig.

Havde HELT glemt at en positiv streg jo bare starter en ny ventetid, som heller ikke er for børn.

Rugedag 12 - intet nyt

Maven er helt tilbage til normalen. Ingen oppustethed, ingen trykken. Stilhed dernedefra. Jeg tror ikke på den mere. Med A blev jeg overstimuleret sent i forløbet og derfor vidste vi jo 5 dage før BP at den nok var der. Jeg har hele tiden tænkt at hvis jeg bliver gravid i denne omgang, så skulle den overstimulering, der fik mig til at se ud som en gravid i 6. måned (avav, har stadig sår på sjælen!) blive værre. Det er den ikke blevet.

Min før-mens hovedpine kom og gik. Det er meget normalt at den ikke øjeblikkeligt fører til mens. Det eneste mærkelige er at jeg har kunne læse mig til at de hormonbetingede migræne-agtige hovedpiner jeg får, kan skyldes fald i østrogen. Men jeg får Østradiol tabletter, så mit østrogen burde ikke være faldet...?

Min søde, stakkels mand er ved at gå ud af sit gode skind. Han er SÅ nedtrykt over det her - jeg har faktisk aldrig set ham så påvirket før. Han synes jeg skal smugteste. Men jeg TØR bare ikke. Puha. Tør slet, slet ikke. Og har heller ikke lyst på mandag. Vores morgener skal gerne køre lidt slag i slag - A går i udflytterbørnehave og skal nå bussen kl. 8. Så der er ikke lige tid til en mor (far!?) tuder der lidt over halv syv mandag morgen. Det taler for at tisse lidt på en pind søndag. Men jeg GIDER ikke have min søndag ødelagt!

Jeg ved jeg bliver helt utrolig skuffet og ked af det. Men jeg forbereder mig på at det er en negativ test, jeg skal kigge på på mandag. Og jeg er så småt videre. Til næste tur i møllen. Kan man mon køre lang behandling back-to-back? Nogen, der ved det? Der er jo 2 mens imellem hver ægudtagning, tænker jeg...

Men for filan, altså. Den her omgang har været klart den ledeste af alle, alle, alle de mange omgange vi har kørt. Hele august har jeg været dårlig. Først af Metformin - kvalme, træthed og utilpashed. Måtte endda kaste op et par gange på mit nye arbejde (IKKE fedt). Siden hen af Suprefact - træthed og hovedpine - noget, jeg ikke synes jeg har haft tidligere af Suprefact. Og så det her æggeshow. Det slider altså virkelig på krop og sjæl.

Men det underlige er at jeg er klar til en tur til. For første gang i 2 år tror jeg faktisk på det - jeg tror faktisk at de rare mennesker ovre i Jylland kan gøre mig gravid. De har præsteret 3 4-cellede æg uden fragmenter i første hug - det har CFC ikke kunne klare i NOGEN af deres behandlinger. Åh, jeg kan mærke at min antipati for CFC bare vokser og vokser. Men jeg forsøger at lægge låg på - der kommer simpelthen ikke noget godt ud af den - og de laver jo masser af babyer (blandt andet lillesøskende på 2 af vores andre sub-fertile venner - de heldige bæster...).

Rugedag 10 - velkommen til mismodet

Testdag er på mandag, og i går meldte mismodet sig. Vi har været på ferie og kom hjem i går - jeg skulle egentlig have været på rejse med arbejdet, men har fået en sygemelding, så måtte fra ferien ringe til mit nye arbejde og min nye chef og fortælle den korte version af vores fertilitetsbehandling. For H-elvede altså hvor er jeg træt af at det her skal påvirke SÅ meget! Havde virkelig håbet på at jeg kunne holde dem udenfor det her, det er SÅ ufedt at være hende den nye, der er i f#cking fertilitetsbehandling. Suk altså.
Chefen tog det ret stille og roligt, men alligvelller. Er "manager" på et projekt, som skulle præsenteres, og jeg har en ret så central rolle, og er så TRÆT af at det her griber sådan ind i mit liv.
Ørl ørl ørl.

Årsagen til sygemeldingen er at jeg fik tømt 35(!!!) ægblærer sidste lørdag, hvilket har betydet at jeg har været så smadret efter den her ægudtagning som aldrig før. Jeg kunne ikke rigtig gå de første 4 dage, og det påvirkede altså især første del af ferien ret meget. For h..elvede altså hvor har det været smertefuldt. Og lægerne syntes ikke at Uganda lød som den ideelle destination når nu det var situationen. Og for en gang skyld lod jeg fornuften råde.

Oppustedheden (af en eller anden teknisk årsag kalder lægerne ikke det her for en overstimulering) er aftagende. Og derfor mismoden. I går kom den klassiske før-mens migræne/hovedpine. Min søde søde mand er helt slukøret - jeg tror virkelig han havde satset på at det var denne gang. Jeg ved godt løbet ikke er kørt, og jeg har googlet som en anden fuldstændig vanvittig. Især har jeg nok læst Knocks indlæg om hormoner omkring IVF fra før positiv test med lillesøster 8 eller 9 gange. Fordi måske måske måske er jeg bare først nu igang med at danne hcg... og bla bla bla...

Sagen er jo at med A kom oppustedheden og overstimuleringen - BAM - 6 dage før test. Og det blev bare værre og værre. Og det var jo i går jeg så skulle have mærket en forværring. Men tværtimod er det lidt bedre. Jeg har sammenlignet billeder af min mave i sidste uge og fra da jeg var gravid med Asbjørn. Jeg så ud i sidste uge som da jeg var i 6. måned. Shit, det har været en smertefuld omgang.

I det hele taget er jeg bare mismodig i dag. For denne behandling har godt nok været hård. Jeg har været dårlig stort set non-stop i en måned af medicinen. Hovedpine, kvalme (af metformin) og uendelig træthed. Arjmen, det har været en hård august måned. Mentalt og fysisk og vi føler at hele august er gået med bare at komme igennem. At det så ikke ender med en positiv test, ville næsten ikke være til at bære - skal vi igennem det her een gang til igen igen igen?