Det der med stress

Jeg har lyst til at starte et nyt indlæg omkring det med stress - kan se i kommentarerne at det vækker genklang rundt omkring. Og fedt med en diskussion!

Det der med stress. Det rører bare noget helt centralt hos mange ufrivilligt barnløse. Noget centralt og meget følsomt. Derfor reagerer jeg også først med at blive "stødt" eller såret, når der kommer en kommentar om "bare" at geare ned og stresse af - så bliver man gravid. Og undersøgelser, der viser at stress nedsætter fertiliteten.
Men når jeg er færdig med at være stødt og såret, så synes jeg faktisk det er fedt, at der er nogen, der kommer med deres bud og erfaringer. Jeg er fuldt ud overbevist om at det for nogen bare er det helt rigtige, at geare ned og fokusere god energi i projektet. Og SÅ dejligt at det lykkes for nogen af jer derude. Det er jo for filan lige meget hvad vejen er, bare man er tilfreds med det man gør - og ikke mindst, at det fører til en baby!!
Og så er det sjovt at historierne i skriver jo ikke entydigt peger på at man kun bliver gravid hvis man ikke er stresset/deprimeret eller andet. Og viser - synes jeg - med al tydelighed - at vores historier er SÅ individuelle.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at stress ikke er godt for fertilitetsbehandling. Og at det nedsætter fertiliteten. Som også Oxford-studiet, som der linkes til Anonym's kommentar, viser. Dog tillader jeg mig lige at knytte et par kommentarer til lige netop det link. For jeg mangler altså evidens for HVORDAN fertiliteten påvirkes af stress: er det æggestokkene, der holder op med at lave ægløsning? Dårlig ægkvalitet? Sædkvalitet? Eller er det livmoderens slimhinde, evne til at modtage ægget? Det viser studiet ikke noget om. Og det ER altså bare lidt anderledes når man er i behandling. I vores tilfælde er ægløsning "ligemeget". Ægkvalitet og sædkvalitet er derimod ikke.

Men. Tilbage til stressen - og hvad man så gør når man er i en situation, som jeg er i. Der er jo flere muligheder, som også ridses i kommentarerne.
Een mulighed er at trække stikket ud. Søge orlov, sige sit job op - geare heeeelt ned. En anden er at skrue egne forventninger til sit job ned. En helt tredje mulighed er at acceptere at sådan er livet bare lige nu og få det bedste ud af det. Skabe frirum i hverdagen. Og messe "deterenfasedeterenfasedeterenfase".

Til den første, som jo er den mest radikale: trækket stikket ud. Og nu tager jeg lige udgangspunkt i mig selv, og jeg ved godt at fertilitetsbehandlingsforløb er meget, meget forskellige og den måde vi tackler det på ligeså. Men jeg må erklære mig enig i Tommelise - jeg tror simpelthen ikke det ville gøre mig gladere eller mindre obsessed at eks. sige op eller søge orlov. For jeg synes at vi allerede har opgivet SÅ meget på fertilitesbehandlingens alter - og det er IKKE fordi jeg ikke vil give en arm eller en bedstemor for den baby - men det handler jo også om at når man har været i behandling i mere end 3 år, så ER der også bare et liv, der skal leves ved siden af. Det skylder jeg mig selv og min familie. Der er rigeligt af følelse at livet er på stand-by i forvejen, så en orlov eller opsigelse ville bare bære ved til det bål. Med andre ord JEG bliver simpelthen nødt til at have noget andet at fokusere på - og familien kan sgi nok også godt bruge den indtægt jeg hiver hjem - bla. til at rejse frem og tilbage mellem landsdele og til behandling.
Og hvis jeg så løfter denne diskussion ud over min egen næsetip, så handler det jo også om den måde vores samfund er organiseret på. Det er på mange arbejdspladser ikke uproblematisk at tage orlov et par måneder (hehe og slet ikke når man er helt ny da) eller gå ned i tid. Det ville være dejligt hvis det var nemmere. Helt sikkert. Men jeg tror også det er den pris vi betaler for at Danmark er et af de lande med den største erhvervsfrekvens for kvinder. Ikke at man ikke skal arbejde for et mere fleksibelt arbejdsmarked - det er en lidt anden diskussion.
Men ja, i sidste ende HAR man jo valget. Men det valg har også konsekvenser. For ens fremtidige muligheder for jobs, for familien. Og hvis vi nu antager at mange gerne vil bruge deres uddannelse til et job med indhold (og ja, luksusproblemer for akademiker-typer, det ved jeg godt), så er det sgi da et dilemma. Samfundet har edderbunkeme brugt mange penge på at jeg kunne få en fancy universitetsgrad. Så synes jeg også det giver mening at jeg bruger den.

Den næste - skrue egne forventninger ned. Den er måske nemmest at arbejde med - den er lige til højrebenet og i den grad en del af min egen indflydelsessfære. Og personligt er det den, jeg arbejder mest på. At skrue ned for forventninger til mig selv. Det er jeg faktisk helt ok til, hvis jeg skal være helt ærlig. Bevares, jeg gad da godt være en mere effektiv medarbejder, yde mere end jeg gør og mit hoved kan bære pt, fordi det er fyldt om med andre tanker - men det kan jeg faktisk godt arbejde med. Der hvor det bliver svært, er når andre mennesker er afhængig af at man leverer - ikke nødvendigvis topklasse-levering, men at man dog leverer. Og det er filme svært. For jeg synes det er meget at forlange at andre skal slå sig vrang fordi jeg er umulig at koordinere med. Og når man så er ny i et job, så er 4 halvdagsfri og et par heldagsfri per behandling altså rimelig meget. Som JEG personligt har dårlig samvittighed over. Og så er vi tilbage til "så skru ned, find et mindre ambitiøst job" ideen. Men altså, ing? Det betyder jo at jeg siger nej tak til fremtidige muligheder. Og eventyr - for pt. er mit job sådan et der giver mig adgangsbillet til ret mange sjove jobs i fremtiden. Hvis altså jeg performer bare sådan nogenlunde.

Den sidste - at acceptere at sådan er det lige nu. Og smide en pytmand efter det faktum at jeg ikke er en særlig fed kollega og at folk skal vente i uvished på at få information om møder og den slags. Den øver jeg mig også på. Som min kollega siger (og hun kender intet til alt det her - hun er bare sød) når jeg stresser over møder og den slags "husk at det ikke er rigets sikkerhed, det drejer sig om". Og den har jeg taget til mig og knus-elsker allerede.

Og så er der den der med hvordan man egentlig mindsker stress. Og alle de gode råd om at købe et hus, en hund, tænke på noget andet, tage på ferie og så videre. Det virker måske for nogle - og fedt for dem. Men altså jeg tror simpelthen ikke man kan komme udenom at når man har været i behandling så lang tid som vi har og været igennem så mange behandlinger, så er HVERT forløb altså mega-stressende. Og der er der ingen ferier, gode middage, orlov fra arbejdet, der ændrer på. Usikkerheden - DEN er der sgi ingen der kan tage ud af det her forløb. Man når langt med planlægning ja, men en gang imellem så kan man bare ikke planlægge sig ud af æggestokke, der er dobbelt så lang tid om at producere æg, overstimulering eller missed abortions. Så jeg tror simpelthen ikke man kommer udenom at fertitlitetsbehandling er SINDSSYGT stressende for dem, der gennemgår det. Og altså, den stress, ing? Den er der jo bare ingen der kan fjerne. For behandling MÅ man igennem for at få det barn. En behandling, der i sig selv stresser (vokser æggene nok, bliver vi aflyst, er der æg til oplægning, bliver jeg gravid, overstimuleret og så videre).

På Hvidovre da vi startede i behandling derude engang i stenalderen, var de meget klare omkring det med at tage skylden på sig. De gjorde meget for at tage ansvaret af patienternes skuldre og fortælle os at vi ikke skulle dunke os selv i hovedet med alle de ting, vi gjorde forkert. Og jeg synes faktisk det var så fint, så fint. For er der da NOGET man gør i denne situation, det er da at tænke over alle de ting, man burde gøre anderledes. Mere motion, flere grøntsager, mere søvn, mere zoneterapi/akupunktur/healing/kosttilskud og hvad ved jeg. Jeg vil virkelig gerne være fortaler for at skåne folk i behandling for al den skyld - og så er vi tilbage ved hvorfor de der kommentarer, der fortæller om folk, der trak stikket blev gravide med det samme, måske rammer lidt - for de rammer skyldfølelsen. Som edderbunkeme er led at gå rundt med oveni alt det andet. For vi vil allesammen gerne det her så meget at vi gør alt hvad der står i vores magt for at få det til at ske - udfra forskellige overbevisninger om hvad der virker.
Nå, ja, og så updaten fra dagens scanning: stadig ikke gang i mine æggestokke, stadig uvished om ægudtagning og dermed går jeg en weekend imøde hvor jeg stadig ikke har styr på arbejdsituation mht møder og mennesker fra nær og fjern, der skal troppe op og (måske) mødes med mig. For helvede altså.

Spasser-pisse-lorte æggestokke

Var til scanning i går - på opreguleringsdag 12 med 150 enheder. Der var ikke sket særlig meget, og jeg blev sat op til 187,5 enheder. Det er der i sig selv ikke noget særligt revolutionerende over - jeg havde godt på fornemmelsen at der ikke var sket så meget. Jeg sætter stor pris på deres ønske om at skåne mig for endnu en overstimulering, men mine æggestokke har ikke rigtigt performet specielt godt de sidste 2 år, så 150 enheder har jeg hele tiden været skeptisk overfor.

Næste scanning fredag. Mere fravær (toppede lige den halve dags fravær i går op med barn syg) på arbejdet og endnu mindre forudsigelighed omkring planlægningen af ret-så-vigtige-møder hvor min tilstedeværelse er vital. Pis-lort-tis.

Oven i al fertilitetsjammeren har vi så mega-snot-forkølelse, som giver mig almindelig pjevsedhed, snotnæse og "jeg ville ønske jeg lå hjemme under dynen" følelse og A-manden væske på ørerne så han vågner 15 gange i løbet af natten. Ja, 15. En gang hver halve time. Gaab. Synes ikke der er meget glamour over mit liv i disse dage...

Opregulering +6

Vi tøffer derudaf med den her behandling, scanning i næste uge (først på opreguleringsdag 12, lidt gys) og forhåbentlig er jeg så heldig at ægudtagning falder i weekenden (håbe håbe). Sidst fik jeg æg ud på 16. dagen med 225 IU, i denne omgang får jeg kun 150 IU, så der går nok nogle flere dage.

Og jeg skal love for at usikkerheden har fået lov at æde løs af min bekymrings-kage. Jeg har nogle ret så vigtige møder på arbejdet, som jeg skal lede og med folk der kommer fra alle verdenshjørner. Bogstaveligt talt: Nordamerika, Afrika og Asien. Og falder det møde lige der hvor der er risiko for ægudtagning? Ja. Og har jeg allerede haft i nærheden af 3 ugers sygedage ud af tre måneder på mit arbejde på grund af overstimulering? Ja. Stress-stress-stress-stress.
Jeg har måtte prioritere benhårdt og udskyde mødet på trods af at det giver bøvl for de andre. Men risikoen er overhængende og jeg KAN ikke tørre den af på kolleger - de er slet ikke inde i stoffet. Gab mand hvor jeg synes det her behandlings-ræs er opslidende. På den der helt ind til benet måde. Det gør det ingenlunde mindre opslidende at jeg - når jeg spiser p-piller, bliver nedreguleret, og til en vis grad også opreguleret - skifter mellem at have migræne 3 dage og være migrænefri 2 dage. Som i "nu går jeg lige ud og kaster op fordi mit hoved er ved at sprænges" migræne. Og så smider vi lige en omgang uendelig træthed i puljen, så er jeg vist ved at være færdig med min "jeg er sur, jeg er syg og træt både fysisk og psykisk" jammer.

Det værste er at jeg har store forventninger til det her forsøg. Det er ligesom om min hjerne nærmest forventer at se 2 streger her om en måneds tid. Det kan sgu da kun gå galt med den indstilling - jeg er bange for at virkeligheden kommer til at ramme rigtig hårdt denne gang.

Så triller toget igen

Jeg er helt stoppet med at tælle antal forsøg vi har været igennem. Vi starter forsøg nr. 100 i disse dage. Er begyndt på Suprefact i torsdags (d. 1. november) efter besøg i Fredericia. Alt ser fint ud og min krop er efter sigende klar igen.
Jeg holder simpelthen ikke op med at undres over hvor helt utrolig stor forskel, der er på denne klinik og den anden. Det er helt vildt. Jeg glæder mig nærmest til at komme derover. De gør sig så meget umage og er meget obs på om man nu har nogle spørgsmål, om man er tryg ved det hele og hvis der nu skulle være nogetsomhelst så skal man endelig ringe. De er lige hvad jeg havde brug for.

Så hvis alt går vel hedder det ægudtagning en gang i slutningen af måneden/start december. Og dermed et forsøg afsluttet inden jul. Rart.

Men med behandlingsstart går der også en plade igang inde i min hjerne. En bekymringsplade. Får jeg nu min mens som jeg skal? Nu har de sat mig ned i dosis - kommer der så overhovedet til at være nogle æg? Mon der bliver æg til oplægning? Og jeg skal først scannes på 12. dagen - er æggene så gået helt i stå og må behandlingen så aflyses?

Til gengæld kan jeg altid ringe med mine bekymringer. Og det er simpelthen så rar en fornemmelse.

Og det underlige er at jeg et eller andet sted i min uendelig naive hjerne tror det nok skal gå. Jesus mand, man skulle tro virkeligheden havde lært mig et eller andet.

Argh... hvor er den hest?

Den medicinske abort er "veloverstået" og vi kan nu lægge det bag os. Jeg skal stadig følges indtil hcg er 0, men det er faldet på en uge fra 3400 til 49, så mon ikke det går relativt hurtigt. Og ikke som i vinteren 2008, hvor det tog 3 måneder...
Jeg har ikke blødt vildt meget og måtte til en ekstra scanning på Riget for at sikre mig at medicinen havde virket. Det krævede lidt overtalelse i telefonen, de der læger er sgi ikke meget for ekstra-service "du har jo en tid til scanning i næste uge". Ja, ok, men måske vil jeg bare gerne undgå at gå rundt med en missed abortion som ikke kommer ud...? 

Havde en god snak med lægen fra IVF Syd. For jensen da, de er fantastiske. Jeg synes simpelthen de er så gode. De rammer den helt rigtige balance mellem omsorg og professionalisme, LIGE det jeg har brug for. Jeg har brug for at blive aet bare en lille smule mentalt, men IKKE at sovse rundt i det. Og de er SÅ gode til mig!
Lægen har sagt god for at jeg i princippet kan starte op så vi når en runde til inden jul. Så nu står den på p-piller og nedregulering om 3 ugers tid. Og det er godt. Jeg vil gerne videre. Og altså, de tror virkelig på det, der på klinikken. Lægen siger "NÅR du bliver gravid næste gang gør vi sådan og sådan..." - og virker slet ikke i tvivl. Det er rart. Og selvom jeg da selv er i tvivl - ville være mærkeligt andet efter over 3 års forsøg - så kan jeg mærke at jeg tror på dem derovre. Og det giver en vis ro.

Vi har også haft en lang snak derhjemme om det her projekt. Da vi kom hjem fra Fredericia efter den dårlige scanning var jeg helt færdig og følte at jeg bare ikke kunne mere. At jeg simpelthen ikke kunne holde UD at være mere ked af det, have ondt, være overstimuleret, have kvalme, ondt i hovedet og være træt - uden at der kommer noget godt ud af det. Vi har brugt SÅ meget af vores liv de sidste tre år på at vente, være kede af det, frustreret. Det har virkelig grebet ind i vores liv på en måde som jeg slet ikke husker Asbjørn-processen gjorde. Bevares, den var også noget kortere.
Men vi har kigget hinanden dybt i øjnene og besluttet os for at det her - det SKAL bare have en lykkelig udgang. Det var faktisk manden min der først satte ord på det efter et barselsbesøg (åh, gud hvor jeg hader dem - det kræver et andet indlæg). Han sagde at han havde kigget på den lille baby og tænkt "sådan en vil jeg også have. Og så er jeg ligeglad med hvordan den kommer til". Og det havde vi en snak om. Over en tude-kage og en kop kaffe efter endnu et besøg på Riget. Og vi har besluttet at det SKAL have en baby-udgang. Om det bliver med donorsæd, æg eller adoption, det vil tiden vise. Og det giver en smule ro på at vi begge tænker sådan. Vi har investeret for meget af vores liv, penge, smerte, tid, tårer til at vi kan smide håndklædet i ringen. Måske når vi dertil en dag og måske FÅR det ikke en lykkelig udgang. Men lige nu - lige nu er det den strategi vi bruger. Og det virker rigtigt. Lige nu kan jeg ikke holde tanken ud om at give op uden at der kommer et barn ud af det. Måske har vi det anderledes om et år, om 3 aborter senere, om 5 ægoplægninger senere eller hvad ved jeg.

Og det er jo godt. Men for jensen da, jeg kan simpelthen stadig ikke rigtig finde den der hest og komme op på den igen... jeg ved det er den rigtige beslutning at tage et forsøg til inden jul. Det skaber en følelse af fremdrift i vores liv. Men gys, mand, jeg er så udmattet mentalt. Så træt, så træt. Og jeg tror det må være sådan det er at være en smule deprimeret. Jeg står op hver dag, jeg går på arbejde og når jeg kommer hjem, har spist, lagt barnet i seng er jeg bare så UDMATTET. Så træt, så træt. Falder i søvn på sofaen et sted mellem 20.30-21.30. Og følelsen af at vores liv bare står stille, er ret stærk.
Vi prøver at passe på os selv. Men hvordan fanden gør man det altså? Vi prøver at lave sjove ting bare os tre - det plejer at være balsam for sjælen. Tage i skoven, drikke kakao, lege med tog og den slags. Og det er super dejligt.

Men ufrivillig barnløshed - hold kæft, det stinker. Og jeg føler jeg er den eneste i verden der ved det - hvilket også kan gøre det svært at være sammen med vores ellers så søde venner. Og det skaber jo bare en dårlig spiral, for både manden og jeg får rigtig meget god energi af at være sammen med andre mennesker.

Nå, men jeg må jo se om den der hest, som jeg egentlig gerne vil op på igen, rider rundt derude i København her i weekenden. Eller i næste uge. Eller i november. Ellers vil jeg ønske mig en i julegave...

Tilbage i limbo-land

Åh, hvor jeg forbander FORBANDER forbander den her situation langt, langt væk. For helvede altså. Jeg er vred på mig selv over at jeg har været så idiotisk at lade mig selv tro på det, at min krop i den grad har forrådt mig med graviditetssymptomer, træthed, ømme bryster og madlede. Jeg er i det hele taget sur. Og bitter. Og det går desværre ud over dem derhjemme. Som jo ingenting kan gøre - andet end at være ked af det (ikke den lille men den store mand. Den mindste har ingen anelse. Åh, man skulle være 4 år).

Jeg skulle ind på Riget i går og få sat den f***cking medicinske abort igang. Men guess what? Ikke nok med at de selvfølgelig først sendte mig det forkerte sted hen, så sendte de mig op til den afdeling, som jeg kender alt for godt fra 2011, hvor mit underliv var een stor infektion. Ikke gode minder at hoppe op på undersøgelsesbriksen lige netop der. Næsten 3 er der gået siden dén historie, og vi er stadig ikke nærmere en baby.
Det var faktisk en lille smule traumatisk at være der, og mindede mig om at den vinter altså stadig lidt er ikke-helet sår inde i. Får tårer i øjnene af bare at skrive det.

Nåmen, kunne de to læger se noget på skærmen? Nej, det kunne de ikke. Og var jeg så dum at sige ok til at en f***cking medicinstuderende måtte være med og også liiiige undersøge? Ja. Ikke at det var det største issue, de skal jo for pokker også øve sig. Men hvorfor er det lige jeg er så flink og forstående?
Så ind på to forskellige undersøgelsesrum, to forskellige scannere, 3 læger, der hiver og maser og trykker mig på maven. Og ja, der er en graviditetssæk. Men de kan ikke se fosteret, som de ellers kunne i Fredericia. Så i stedet for at give mig piller med hjem syntes de liiiige vi skulle tage et par hcg prøver. Og jeg ANER ikke hvorfor. Prøvede virkelig at forstå hvad det var (den ellers søde læge) sagde, men altså, det bliver IKKE til et barn - det er alle enige om. Jeg er alt, alt for langt henne til at det er en slow starter. Og ja, måske sidder der noget udenfor livmoderen. Og sådan er det jo bare og blablabla og så må vi vente og alt det der crap, men hold da k...æft hvor er jeg TRÆT! Træt, træt, træt af hele tiden at skulle klare den ene mere ærgerlige og traumatiske oplevelse efter den anden.

I går eftermiddag og aftes sad jeg bare og var så ugidelig. Det ligner mig ikke. Og tænkte at det må være sådan en depression føles. At alt bare er ligemeget. Hold k.æft jeg synes verden er unfair.

Nu skal jeg så have taget endnu en hcg i morgen, snakke med dem kl. 10 og sikkert derind kl. 13 for at få de åndssvage piller med hjem. Så endnu en spildt arbejdsdag. Endnu mere ventetid. Lige netop det med arbejdet er sgu lidt problematisk. Jeg har nu været her i lidt over 2 måneder. Jeg har skulle til Fredericia 4 gange i den tid, haft 2 ugers sygemelding, måtte aflyse en flytur til de varme lande, og haft 3 enkeltstående sygedage. Ikke underligt at min nye (ellers flinke) chef lige kom ind og lukkede døren på mit kontor fredag eftermiddag og gjorde mig venligt opmærksom på at jeg har ret mange sygedage. Pis. Jeg begyndte at tude med det samme og hun var egentlig helt ok forstående (og kom i øvrigt med den der "så er det godt i har Asbjørn. Gider ikke være sur på hende over den bemærkning, hun prøvede virkelig at være flink). Men hun kender mig jo ikke og aner ikke om jeg er en "besværlig" medarbejder. Hypokonder med mega-meget fravær.

Vi får bare intet forærende hjemme hos os. Hold kæft hvor har hende lægen ret.

Intet nyt er dårligt nyt

Gårsdagens scanning viste et foster, der var gået til for omkring 2 uger siden. Orker egentlig ikke rigtig den store forklaring. Faktum er bare at vi endnu en gang er slået tilbage til før start, og følelsen af at alt sgu egentlig er sådan lidt ligegyldigt, fylder det hele hos både manden og jeg.

Går nok lige noget tid før jeg orker at tjekke ind på bloggen igen. Skal lige igennem en medicinsk abort og 800 års ventetid før vi kommer igang igen. Som lægen sagde "i får bare ikke noget forærende, i to". Det tror jeg var dagens guldkorn.

Fuck.