10. august 2014 kl. 16.37 og 16.49

... kom Magne og Nanna til verden efter 7 timers fødsel. Magne vejede 3200 gram og Nanna 2500 gram. De er selvfølgelig helt fantastiske og virkelig nuttede og egentlig relativt nemme babyer. Fødslen var hård - meget hårdere end fødslen af Asbjørn. Sandsynligvis fordi optakten til fødslen var som den var - manglende søvn i ekstrem grad og den der leverkløe fra helvede. Det betød at jeg bare var helt utrolig udmattet allerede inden igangsættelsen.
Heldigvis blev igangsættelsen ikke en langstrakt affære. Jordemoderen kunne prikke hul på vandet og jeg slap derfor med stikpiller og modning - jeg var allerede 4-5 cm åben. Og fødslen gik egentlig godt, de kom ud uden anden indgreb end ve-drop de sidste 10 minutter inden fødslen, og ud kom jo så verdens sødeste tvillinger.

Vi har desværre været indlagt på neonatal i 12 dage og kom først hjem i fredags. Begge kiddos tabte sig lige lovligt meget de første dage efter fødslen, og så blev det tunge skyts rullet ud med sondemad og madning hver 3. time. Grunden til at det endte med så mange dage, var at mælkeproduktionen ikke er kommet helt op på at dække begge børns behov og jeg har skulle amme-amme-amme og malke-malke-malke hver 3. time. Puh, jeg har grædt mange tårer over udsigten til ikke at kunne dække begge børns behov for mælk, men jeg er vist efterhånden ved at forlige mig med tanken om at vi kommer til at køre en eller anden form for kombination af amning og flaske. Lige pt. får de stadig mad hver 3. time - først ammes de, så får de lidt erstatning på et suppleringssystem og derefter malker jeg ud. Det er lidt et cirkus - og at dobbelt-amme er altså virkelig et crazy syn!

Så egentlig har det været en lidt hård start. Jeg synes virkelig jeg har kæmpet med amningen og på et tidspunkt under en af mine tudeture kom en sygeplejerske ind og vi fik os en snak. Hun sagde nogle ord, der gik rent ind "nu har du kæmpet så hårdt, nu er det tid til at du skal nyde dine børn". Og den ramte på mere end bare et plan. Nu har vi kæmpet så hårdt for at få de her tvillinger. De sidste 7 år har vi kæmpet for at få børn og NU er de her endelig. Jeg er TRÆT af at kæmpe. Det er tid til at nyde. Og fokusere på hvor heldige vi er. For det er vi filme.

37+2 - please find the exit

Vi har fået tid til igangsættelse. Det har været lidt et tovtrækkeri mellem forskellige læger, jordemødre og mig, den desperate gravide. Jeg stødte ind i en læge, der mente at fordi twins har det så godt i maven som de har, kunne vi godt vente med igangsættelse til 39+1. What??? Sagde damen hvis leverkløe fra helvede er blusset op igen og dermed ikke sover mere end 30 minutter af gangen. På en god nat får jeg sammenlagt 4 timers søvn. På en dårlig omkring 2,5 time. Fordelt på 30 minutters intervaller.

Jeg har hele tiden fået stillet i udsigt at igangsættelse ville være 38+0, men den her læge syntes åbenbart godt jeg kunne gå længere, for twins har jo bedst af selv at finde udgangen. Ja, tak, men jeg skal klare en fødsel på et ret så heftigt søvnunderskud! Så det har krævet en del snakken frem og tilbage. Det endte med at igangsættelsen blev "fremskyndet" til 38+0, og nu pga. levertal, der igen er på vej op og almindelig jamren fra min side, til 37+5. Det er lige om snart.

Jeg er så træt, så træt. Og desperat. Jeg tuder hver eneste aften når jeg ligger i 2-3 timer og prøver at falde i søvn. Jeg KAN ikke klare mere. Og jeg føler mig som verdens største pjevs samtidig med at jeg synes det er SÅ mærkeligt at der ikke er noget sundhedspersonale, der rigtig forholder sig til min bekymring om jeg vitterligt kan klare en fødsel i den her tilstand. De skal bare UD, de børn.

Jeg kæmper også en del med dårlig samvittighed. Overfor tvillingerne. For lige nu træden glæden, spændingen over at skulle møde dem, i baggrunden for at jeg glæder mig helt vanvittig meget til at slippe for denne kløe. Det er jo så langt ude ikke at glæde sig når de har været så ønsket så længe.

Men om en uge er alting sikkert glemt. Jeg VED at jeg har dem i mine arme om senest en uge. Måske allerede om 4 dage. 4 dage. Det SKAL jeg kunne klare.

34+6

Det var vist et lige lovligt optimistisk indlæg jeg postede der for en uges tid siden. For det er faktisk først her i fredags/lørdags at jeg reelt er holdt op med at klø non-stop og er begyndt at få min nattesøvn igen.
Hold nu k.æft det har været sindssygt, det der kløe. Jeg har tudet af desperation over ikke at kunne være i min krop og være så træt så træt. Jeg klør stadig ret vildt, men jeg kan sove! I op til 6-7 timer i løbet af en nat! Jeg skal stadig op 4-5 gange hver nat for at tisse, for at klø, på grund af ligamentsmerter (ok, hvad sker der lige for ligament-smerter så sent!?) - men jeg falder i søvn igen! Hurra!

Til gengæld har jeg så raget noget svangerskabsforgiftning til mig - ikke noget alarmerende endnu, men jeg skal da lige love for vi kommer paletten rundt. Forhøjet blodtryk og protein i urinen og almindelig smadrethed er åbenbart noget der bonger ud på svangerskabsforgiftnings-barometret.
Så mon ikke der alt i alt er basis for en igangsættelse bare lidt tidligere end 38 fulde uger? Det finder jeg ud en gang i næste uge. Jeg vil rigtig gerne vente til fulde 37 uger fordi så er de "til termin" og det vil jeg have det godt med. Det er d. 5-6. august. Om lidt over 2 uger. En evighed. Og samtidig lige om lidt - er vi overhovedet klar til at være en familie på 5?

33+6 kløehelvede tur/næsten retur

Phew, det har været en hård uge. Helt sindssyg hård, synes jeg. Hold nu k.æft hvor er sådan noget leverkløe for vildt! Jeg blev sat i behandling på grund af meget forhøjede levertal (leveren er stået pænt meget af på det her projekt) i torsdags, og det er bare blevet værre og værre siden i mandags. Har været helt desperat og sindssygt bange for at det der medicin ikke virkede. Men det ser ud som om at det så småt er begyndt at hjælpe. I hvert fald har jeg de sidste to nætter kunne sove mere end 3 timer i alt, og ikke måtte op og tage kolde bade, klø mig med børster, knive og andre fantasifulde løsninger.
Jamen, jeg har været så desperat. Hvordan filan kan man føde 2!! børn med et så massivt søvnunderskud? Jeg har tudet og tudet af desperation over ikke at kunne finde ro nogen steder på noget tidspunkt. Phew.
Jeg klør stadig som en sindssyg (i skrivende stund fodsåler) men jeg kan sove!! Og jeg klør mig ikke til blods. Så mon ikke de der special-piller virker bare en lille smule?

Hvis kløen bliver ved, tror jeg at jeg bliver sat igang lidt tidligere end de 38 fulde uger. Det gør mig ikke spor - jeg glæder mig virkelig til at denne graviditet er slut. Jeg synes edderhugme at en tvillingegraviditet er benhård. Og selvom jeg ved at twins ankomst betyder manglende søvn, så tænker jeg at det alligevel er bedre at have dem eksternt end internt. Jeg glæder mig til at få min krop (delvist) igen og kunne få lidt mere bevægelsesfrihed. Jeg troede aldrig jeg skulle føle sådan - jeg elskede at være gravid med Asbjørn, og havde det så godt hele vejen igennem. Den der søde ventetid... suk...

33+3 - og nu med leverkløe

Ok, jeg har hele tiden syntes at den her tvillingegraviditet har været lidt hård - især når jeg (fejlagtigt) har sammenlignet med den sidste for 5 år siden. Men det her, det tager sgu prisen. Graviditetsbetinget leverkløe. Min levertal er gået amok, og er med lægens ord " ret så meget forhøjede" så jeg er blevet sat på specialmedicin og venter nu på at det forhåbentlig hjælper. Startede med pillerne i går og der kan gå op til en uge før de har virkning. Shit mand, en uge. En hel uge! Jeg sover max 3-4 timer hver nat, og jeg synes bare det bliver værre og værre. Sådan en lever bliver åbenbart brugt til et eller andet, for hold nu op, jeg har det skidt.
Det er klart værst om natten - hvor jeg kan bruge op til 2 timer på at klø, tage koldt bad og klø lidt mere. Men jeg får også kløet igennem om dagen, især fødder, mave og hænder er værst. Phew, mand, der er lang tid til d. 11. august!

32+2 puuuha

Det er så syret og så uvirkeligt at skrive det - sort på hvidt - at jeg er i 33. uge, 32 fulde uger. Det er nøjagtigt et år siden vi kom hjem fra New York og her sidder jeg så med 2!! babyer i maven. Det er på et eller andet plan stadig ikke rigtig gået op for mig.

32 fulde uger er en milepæl i følge jordemoder-veninden (som også skal være med til fødslen denne gang) og 34 fulde uger endnu bedre - der vil de ikke stoppe fødslen. Det er om under 14 dage. Tænk, at vi skulle nå så langt. Det var sgi ikke lige det, der lå i kortene der for et års tid siden.
Vi er så småt ved at være baby-klar - eller det vil sige det tøj, vi har, er vasket, dyner er fundet frem og en to-do liste skrevet. Jeg må indrømme at jeg er helt blank i forhold til de der forberedelser. Hvad skal man have klar? Altså andet end et par dyner og noget tøj, en pakke bleer og nogle ammeindlæg? En tvillinge-ammepude og nogle gylpeklude? Jeg har en fornemmelse at jeg brugte meget mere tid til forberedelser sidste gang, men jeg kan simpelthen ikke huske på hvad...

Hvis ikke de selv finder ud, bliver fødslen formentlig sat igang omkring d. 11. august. Det er om lidt over en måned. Crazy. På den ene side behøver de overhovedet ikke at komme før, for jeg vil gerne nyde vores tresomhed lidt endnu og nyde at jeg kan have benene oppe, men på den anden side må de sgu gerne snart komme, for shiiit manner, jeg er een stor jammer: vand i kroppen, sindssyg kløe især på fødder, mave og hænder, jeg sover helt utroligt råddent om natten - oppe omkring 4 gange og smerter i bækken og stadig masser af ligament smerter... und so weiter. Jeg har taget over 20 kg på, og det er altså meget når man starter på lidt under 60 kg. Der skal ingenting til før jeg får massive plukkeveer, bare en tur på Christania cyklen ned og aflevere poden giver plukkeveer resten af formiddagen. Gaaah!

30+4 og babyforberedelser

Det at jeg ikke har skrevet et indlæg siden slutningen af april siger måske mest om energi-niveauet - det der med den konstante tvillinge-gravid træthed er god nok!

Jeg har været deltidssygemeldt siden slutningen af april - det var en rigtig god beslutning, selvom jeg lige skulle sluge den - ikke at kunne klare det hele og erkende at den her graviditet ikke er helt det samme som det var da jeg var gravid med Asbjørn. Min chef og kolleger har heldigvis været meget forstående, men det er godt nok svært at vide OM det var nødvendigt eller om det egentlig bare var "meget rart" og fordi min søde læge syntes det var en god ide. Primære årsag har været ret så mange plukkeveer, og det er jo en virkelig underlig størrelse, de der plukkeveer - for de ER der jo i alle graviditeter, og hvornår bliver de "for mange" og problematiske i forhold til risikoen for for tidlig fødsel? Læger og sundhedspersonale er generelt ret påpasselige, og jeg synes det er vildt svært at vide hvad der er generel bekymring og specifik bekymring for lige præcis min graviditet.

Tvillingerne har det godt og vokser (vist nok) som de skal. Jeg har gået til nogle ekstra scanninger, fordi de voksede ujævnt og var lige lovlig små. Det er de så ikke mere, men jeg skal da love for at det gode gamle bekymringsregime kom frem igen. Hvad hvis de ikke tager nok på? Skal de så ud alt for tidligt? Overlever de det? På det tidspunkt var vi jo kun lige forbi uge 25-26, og det er jo alt, alt for småt til at komme ud og klare sig.
Men igen - ingen store bekymringer at spore hos sundhedspersonalet - og det har jeg så øvet mig i at tage til mig. Ikke nemt.

Nu er der 1,5 måned til igangsættelse (sådan cirka) og om 2-3 uger vil de ikke gøre noget for at stoppe en fødsel og DET er virkelig en fantastisk lettelse at være nået så langt. Bevares, de skal bare ikke komme endnu, for de er jo stadig alt, alt for små til det, men for hver dag der går bliver det mere og mere virkeligt og chancerne for en helt almindelig start på livet bliver større. En utrolig lettelse.

Vægten siger +19 kilo og jeg er godt på vej til at have øget min kropsvægt med 30%. Det kan mærkes. Det er tungt at gå op til 2. sal og jeg har virkelig mange plukkeveer, som gør at jeg ikke kan gøre alle de ting, jeg gerne vil. Er så småt begyndt at gå alt babygrejet igennem og finde ud af hvad vi mangler - det er en del!

Men shit mand. Det ser ud som om det er virkelighed det her. Vores nye liv. Som en familie på 5. 5!! Åh, skæbnens ironi. Tænk at det skulle ske for os!

Vi holdt ferie i sidste uge og var i Legoland. Og stoppede forbi Fredericia i den forbindelse for at aflevere en blomst og karameller fra vores Nørrebro-kvarter. De var så glade for at se os og det var virkelig dejligt at afslutte på en god måde - og i øvrigt høre lægens korte version af hendes oplevelse af vores forløb - både hos dem, men især vores lange historie med klinikken her i København. Det var rart, fordi det bekræfter vores - min - mavefornemmelse af deres håndtering af os. Ikke at det ændrer noget som helst, men alligevel. Den sidder nemlig derinde stadig og gnaver - hvorfor vi - JEG - ikke reagerede på den noget før. Den kommer nok til at følge mig altid, for det har præget næsten 4 år af vores liv og noget så vigtigt som vores familie.