torsdag den 28. august 2008

Same procedure as every... time

10 æg kom ud tirsdag, 7 befrugtede, 5 freaks (med fragmenter og alt muligt pjat) og 2 4-cellede til livmoderen. Det er nøjagtig ligesom alle de andre gange - omkring 2-3 stykker i god kvali er der tilbage når de har ligget i skabet et par dage. Og selvom det ikke er prangende, så er det jo nok.

Vi lavede en aftale med lægen ude på Hvidovre om at nu var det altså nu. Det var i det hele taget den sjoveste ægoplægning, vi har haft. Der blev grint ret meget og laboranten blev sågar af lægen bedt om at fortælle æggene at de skulle sætte sig det rigtige sted denne gang. Vi blev så enige om at hvis ikke de var velopdragne, de æg, så ville vi alligevel ikke have dem :-)
Tror de blev lidt afvæbnet af at min søde kæreste lagde ud med at more sig højlydt over den helt utrolig dårlige sædkvalitet han gang på gang præsterer. Som han sagde "det er jeg godt nok dårlig til, det med sædkvalitet!".

Lægen var indstillet på at give os et sidste forsøg, hvis ikke der er bingo denne gang. Det bliver så en kort behandling, og det passer mig helt fint. Men jeg tror ikke vi får brug for den, for NU gider vi altså ikke vente mere! (Kan i høre at jeg er igang med at mobilisere al min kampgejst?).

Den (relativt) afslappede holdning til dette forsøg fortsætter - samtidig med at smerterne i understellet forsvinder. Herligt! Tænk, hvis det er noget blivende, den her ro omkring det at være barnløs?

onsdag den 27. august 2008

ÆU overstået

I går fiskede lægen 10 æg ud af mig og resten af dagen blev brugt hjemme i sengen. Har det egentlig ok, men er ret smadret i de nedre regioner. Føler mig som en mellemting mellem en ballon og en hval, og har smerter i underlivet og bughulen. Det kommer lidt i ryk - som sådan en slags krampeagtige smerter. Og så må jeg ligge lidt i sengen og hyle som en gris, hvorefter det går over efter en 5-10 minutter.

I morgen er der så ÆO - eller det satser vi i hvert fald på. På underlig vis er jeg ret afslappet omkring dette forsøg, og ret positiv. Lidt mærkeligt. Var stort set ikke nervøs op til ÆU og det her forsøg har i det hele taget ikke fyldt særlig meget i vores hoveder. Det kan også skyldes at vi har haft ferie, været på en dejlig sommerferie og ordnet en masse projekter i vores lille kolonihavehus, plus organiseret en flytning. Derfor har der også været stille i sechestolen - dens ejer har simpelthen været på sommerferie uden internet i laaaang tid.

Det er f&&%%%!! nu det er vores tur, altså! Og hvis ikke det bliver denne gang, så tror jeg faktisk jeg er parat til det nederlag. Det er ligesom om jeg har en anden ro indeni, at jeg er blevet bedre til at leve med den her sorg, som det jo stadig er.

lørdag den 9. august 2008

Uhm... fodnusseri

Var til zoneterapeut igen i dag. Det er 4. gang og det er jeg slet ikke færdig med. Det er simpelthen så dejligt og afslappende og føles helt rigtigt. Jeg ved ikke helt om det hjælper (og ved faktisk ikke helt om den har været skyld i en lille mens-blødning denne gang?) men uuuh hvor er det dejligt. Og den helt overvejende del af mig tror på at det kan være med til at "klargøre" livmoderen til de her æg, der gerne skulle tage bo i mig her i slutningen af måneden.

En sidegevinst er at det giver mig håb. Hun trykker og trykker og masserer og synes at "jeg virker som om jeg er i balance" - og det føles altså dejligt at få det af vide (gud ved om hun siger det til alle sine klienter) for så føler jeg mig klar. Og stærk. Vi skal sgu nok klare det her herhjemme hos os - også selvom det måske heller ikke bliver denne gang.

Den lille onde tvilling derinde, der siger "hvorfor skulle det lykkes nu, når det ikke er lykkedes de andre gange? Hvad er der så anderledes denne gang?". Men jeg giver ham (er sikker på det er en han) et gok i nøden og siger "skrid" til ham. Han skal bare IKKE have lov at bestemme denne gang!

Tilbage i kampen

Kæresten og jeg er netop hjemvendt fra 10 dages suveræn ferie i Portugal - et virkelig overset turistland, efter min mening. Dejligt, dejligt land, med gode strande, spændende seværdigheder og masser af historie. Vi har grinet og gået ture, kigget på borge, badet og ladet batterierne op til august måneds strabadser, som både byder på flytning og vores 4. ICSI forsøg.

Næsesprayen var med på ferie, og den klarede det faktisk helt udemærket. Et par enkelte humørsvingningsture, der resulterede i urimeligheder og et par uprovokerede grådanfald var det eneste udover den grimme smag, at næsesprayen bød ind med. Dejligt.

Nu er jeg SÅ klar til første scanning på mandag. Tænk at det er 9 måneder siden vi var igang sidst. Det er en trist tanke at jeg kunne have været højgravid på dette tidspunkt. Puha.

Med hvert enkelt næsesprayspust kommer fertilitetsbehandlingsverdenen tættere ind på livet igen. Den verden, som ellers var på sådan en fin distance, kryber ligeså stille ind og optager mine tanker. Og med den verden kommer der desværre en masse bekymringer. Som for eksempel at jeg jo skulle have mens under nedreguleringen, men der er kun komme een sølle dags mens. Og hvad betyder det nu - man skal jo helst bløde så meget som muligt, siger de kloge, så slimhinden kan komme ud. Dette kan selvfølgelig sætte en hel lavine af tanker igang om hvorvidt min krop overhovedet er klar til at modtage et lille æg eller to om gode to uger? Og hvad med al det hvide brød og sukker, jeg har indtaget (som ellers var blevet bandlyst herhjemme)? Ja, og jeg har sågar drukket kaffe! Fyyy, jeg har været slem.

Jeg må nok acceptere at det er en del af den næste tid - bekymringerne og tankerne. Jeg håber jeg er klar til kampen - og til skuffelsen, som jo bestemt også er en mulighed.

fredag den 25. juli 2008

3-2-1 snart

Den står og kigger på mig her på mit hotelværelse i de varme lande. Den står og strutter af energi, og er det noget håb, jeg kan se der på bagsiden? Den står en anelse provokerende, men også lidt udfordrende og er der en antydning af lidt hoveren?

Jeg tror godt den ved at den ikke er slæbt hele vejen til Afrika for ingenting. At den skal i aktion. I hvert fald kigger jeg på den hver dag og tænker "nu er der en dag mindre til vi to skal igang med hinanden". Og jeg kan ikke helt finde ud af om jeg glæder mig eller om jeg mest er en lille smule bange.

Det er selvfølgelig Hr. Synarela jeg taler om. Den lille, lede næsespray, som om få dage skal i nærkontakt med mine næsebor.

Der er en stor del af mig, der glæder sig helt vildt. Endelig! Endelig er der gået 9 måneder og vi kan komme igang med vores næste forsøg. Folk omkring har nået at blive gravide og skal lige igang med at føde siden vi var igang sidst. Egentlig ret deprimerende at tænke på, så jeg forsøger at lade være.
Så efter al den venten er det nu snart d. 28. juli og cirkusset starter op igen. Der er jo så utrolig meget håb knyttet til den lille beholder af næsespray. Cirka 9 måneders akkumuleret håb, blandet med en smule desperation - for 2008 startede ret barskt, synes jeg. Og det var først i april/maj det rigtig begyndte at blive bedre, kan jeg se i bakspejlet. Og faktisk først i juni jeg fik mit liv igen. Og nu er jeg så godt på vej til at smide det liv på møddingen igen, på en måde.

For med behandling følger håb. Og med behandling følger også angst for at det aldrig lykkes. Det er nu, vi skal til eksamen igen. De sidste par måneder har været sådan en slags stand-by. Vi venter, men vi lever faktisk imens. Der er en god sandsynlighed for at mit hoved i august måned vil være 90% fyldt med fertilitetsbehandling, forestillinger om "hvad nu hvis", beregninger i kalenderen omkring næste forsøg og angsten. Angsten for at det ikke lykkes nu, at det aldrig vil lykkes.

Jeg tror jeg er parat til at gamble lidt med den forholdsvis ok sindstilstand jeg er i nu. Jeg er klar til tæskene. Og jeg er SÅ klar til en succes! Jeg tror faktisk på at der er en god chance denne gang. Hvorfor skulle det ikke være nu, at mit nummer bliver råbt op?

tirsdag den 15. juli 2008

Sommerferie i Sechestolen

Den er lidt tom for tiden, den sechestol. Dens indehaver er igang med en række store og små projekter, der indebærer at være langt væk fra den magelige blogstol. En spontan cykelferie på Bornholm, dase-dage i kolonihavehuset, sommerhus med søster og nevøerne plus mænd, et muligt huskøb (!), pude- og gardinsyning og en masse eksperimenteren med alternative former for grillmad.

Nedtællingen til næste tur i fertilitetskarusellen er begyndt, og det smitter af på tankerne, der kredser om næste forsøg. Det har vi ventet længe på, og jeg tænker meget over om det er nu, det er vores tur. Og øver mig alt hvad jeg kan på at tro på det. Det SKAL altså bare være nu!
Næsesprayen er indkøbt og står parat til at komme igang med mine næsebor om en små 14 dages tid. Og så er der lige pludselig ikke længe til d. 11. august, hvor planen er at jeg skal starte på opregulering.

En del af sommerpakken er også et zoneterapi-forløb. Sidste år prøvede jeg ved 2 af forsøgene akupunktur, men det gave hverken pote eller var behageligt for mig. Så nu har jeg kastet mig over zoneterapien, som er utrolig dejlig og kombineret med de kost-tilskud, jeg tager, har renset utrolig meget ud i min krop. Det er en god fornemmelse at starte op på.

Nu er en af de store spørgsmål så hvilken alkoholpolitik, jeg skal ligge for dagen den næste måneds tid. Vi har 9 dages ferie i Portugal sidst på måneden mens jeg er på næsespray, og jeg er meget i tvivl om hvorvidt jeg skal droppe den kølige hvidvin og portvinen helt, eller om jeg skal tage et par glas til maden...

Lidt strø-tanker fra en ferierende indehaver af sechestolen.

onsdag den 25. juni 2008

Baby-kuller

Weekenden viste sig at overraske. Primært til det gode. Det bryllup, jeg gruede lidt for viste sig at være en stor, herlig fest med alle de gamle studiekammerater, en 40 hestes brandert, en masse dans og råben højt med alle de gode gamle venner. Kom i seng lidt over 5, og ikke en eneste af gæsterne spurgte mig om vi også skulle se at have nogle børn. Skøøøønt! Det var en rigtig dejlig aften, hvor de af studievennerne, der allerede har børn, havde afleveret dem og festede igennem og dem, der ikke havde festede ligeså meget igennem.

Til gengæld gik fredag aften med de nybagte forældre-venner mindre godt. Min kære gamle veninde og hendes mand er gået totalt i baby-selvsving, og brugte en HEL aften fredag aften sammen med min kæreste og jeg med KUN at tale om deres baby, bleer, amning, veer, om hvorvidt den og den har født, sutter, hvor meget deres baby har taget på, besøg af sundhedsplejerske, regnslag til barnevognen og så videre. Manden sad under stort set hele middagen og talte pludre baby-sprog til barnet, som lå i liften ved siden af bordet. Det var en meget anstrengende aften og jeg var ærlig talt lettet, da de tog hjem. Bagefter var jeg i virkelig dårlig humør - ked af det - og vred. De VED hvad vi gennemgår, de har hørt om det lige fra starten og alligevel kan de slet ikke se ud over deres egen lykke. Det gjorde mig ked af det - dels fordi det jo igen er en reminder om vores situation, men også fordi jeg føler at jeg på en måde mister en meget, meget gammel veninde på denne måde. Vi kan simpelthen ikke være sammen på denne måde. Jeg var vred og ked helt indtil næste formiddag, og det ligner mig ellers ikke - at kunne opretholde sådan en sindstilstand efter en nats søvn.
Jeg har tænkt en del siden om jeg skulle have sagt noget, eller om jeg skal sige noget nu. Men jeg er bange for at de ikke vil forstå det - fordi de er så optaget af deres egen lykke at de ikke kan se andet.

Det er lige præcis her, jeg føler at vi står meget alene med det her. Og underligt hvordan man lige så stille vænner sig til at være alene med det. Lidt trist at det skal være sådan.