Hjemme igen

Trætte, glade, mætte af oplevelser og super-seje til at rejse rundt med rygsæk, klapvogn, dreng med myrer i numsen og lykkelige og taknemmelige for vores liv.

Asbørn dadaede, pegede, grinede, klappede og vinkede sig igennem 4 uger i Thailand. Han er en brav dreng og en rigtig god rejsekammerat.

Detaljer følger når jet-lag har lagt sig og vasketøjet er ordnet....

Mens regnen siler stille her i hovedstaden, sender jeg en varm tanke til vores varme, solrige dage på en rejse, der længe vil blive husket herhjemme som noget helt, helt særligt.

Farvel regn, goddag sol

Så stikker vi 4 uger til østens sol. Taskerne er pakket, lejligheden ryddet op og vi sidder her alle tre med hver vores computer og ordner de sidste ting. Asbjørn har fået sin fars gamle computer som han sidder og leger med i sin højstol og er MEGET lykkelig.

Åh, hvor jeg glæder mig til at stor-hygge med drengene!

Det er egentlig et lidt gammelt billede (fra januar) men jeg syntes lige han skulle ud på nettet, den lille krudtugle - med mad i hele bærret og en lille smule skeløjet. Vi ææææælsker ham - med snot, mad og savl!

Farlige Bamse

Hold da op hvor sker der ting og sager hos Asbjørn lige for tiden! Han lærer nye ting med raketfart - han klapper, vinker, siger mammam, peger og leger med legetøjet på en hel ny måde. Han må være i fuld sving med et af de såkaldte udviklingsspring. Oveni det er to tænder lige brudt frem og så har han fået MFR vaccinen lidt tidligt på grund af vores rejse. Så vi har haft feber-hængetræ her de sidste 3 dage, og før det en lidt utryg og shaky dreng. Denne cocktail er heller ikke super befordrende for hans nattesøvn. Han drømmer og vender og giver sig meget i løbet af natten. Det er lidt hårdt. Han havde ellers lige haft en god stime med sovningen (ja, altså bortset fra han vågner et kvarter før fanden har fået sko på)
Han plejer ALDRIG at være bange for noget, men den sidste uges tid har han været bange for:

• En kartoffelbåd
• Sin legetøjstelefon
• Et stykke stof
• Bamse fra Bamses Billedbog
• En stavblender
• Etc.

Jeg håber det er noget han vokser fra, for ellers får han en hård opvækst :-)

Og jeg håber faktisk han vokser fra det i en fart, for på søndag tager vi til Norge og besøger hans fætre (som bestemt ikke er nogle stille typer) og kommer hjem og "mellemlander" i 2 dage for at tage til Thailand næste mandag i 3½ uge. Hvordan det kommer til at gå, er jeg spændt på at se. Men Vi glæder os helt vildt til at komme afsted, og jeg er sikker på at Asbjørn kommer til at klare det helt vildt godt. Han er grundlæggende ret nysgerrig og (normalt altså) ikke bange for nye ting. Og vi elsker at rejse - det kan vel kun smitte af på ham?

Vuggestue og pasning nærmer sig jo - når vi kommer hjem har vi noget privat pasning til ham. Det er jeg lidt lunken over, det fortjener sit eget indlæg. Men hvordan gør man dem institutionsparate? Jeg mener, skal de kunne drikke selv? Spise selv? Ikke svine med maden? Hvad forventes egentlig af sådan en næsten-1årig når de starter? Anyone?

Onkel rejsende mor

Jeg overlevede en hel uge i Afrika. Uden maveproblemer, men dog med savneproblemer. Det var ikke helt så utroligt forfærdeligt som jeg troede det ville blive, og jeg endte faktisk med at få lidt arbejdsgejst tilbage. Og DET er dejligt. Jeg skal stadig finde mig noget andet, men jeg er ikke ved at springe i 10.000 stykker hver dag jeg tager på arbejde. Og det er rart. Jeg kan tilmed kaste mig over nogle af opgaverne med gejst.

Savnet var også til at bære. Bevares, det var så trist og gjorde så ondt at gå hjemmefra. Og jeg savnede da. Ringede hjem og kæresten havde sat højtaler på, og Asbjørn hørte min stemme - og begyndte at græde helt uhæmmet. Kunne slet ikke stoppe igen, sad og hikstede så vi måtte lægge på. Og der sad jeg i 32 grader og havde ondt ondt ondt i maven af savn og svigt. Av!

Hjem kom jeg - nøjagtig 7 døgn efter jeg var taget afsted. Døren blev åbnet, Asbjørn sad på fars arm. Først kiggede han. I 5 sekunder. Som om han sagde: Nå, dér er du. Det er da længe siden, er det ikke?" Og så stak han i et kæmpe smil og lænede sig forover med udstrakte arme. Og han krammede mig, og krammede, og krammede - og kyssede lidt. Og så sad vi ellers i sofaen i en halv time (det gider han ALDRIG - der skal ske noget) og krammede og snakkede. Åh, hvor var det bare en fantastisk stund. Og puh, hvor er jeg glad for min familie! Kæresten havde støvsuget, ordnet vasketøj, købt blomster og det hele osede af overskud. Yes!

Skrukheden sidder stadig i underlivet. Og det varer nok ikke længe før der skal gøres noget ved det. Men først skal vi lige igennem et omfattende rejseprogram: en uge til Norge og så 3½ uge til Thailand. Når vi er hjemme fra al rejseriet er det 1. maj. Og Asbjørn skal til at begynde til noget pasning. Mere om det en anden gang. For dét er mærkeligt.

...Skruk...?

Efter en pause på nøjagtig halvandet år, meldte min mens sig her i sidste uge. Det var underligt. Efter alle de mange måneder i behandling, tror jeg nærmest jeg instinktivt reagerede ved at tælle...!! Som om vi skulle i behandling. I ved, den der lettelse "nå, nu kom den endelig, så vi kan komme igang". Mærkeligt.

Måske hænger det lidt sammen med at det måske ikke er helt så fjernt. Vi har et fryseforsøg på Hvidovre, når vi har mod på det. Og vi taler faktisk en del om hvornår timingen er rigtig i forhold til en til. For er der noget vi vil, så er det at få en lillesøster (ok, eller bror) til Asbjørn. Og det behøver ikke at være om alt for længe.
Så det varer nok ikke alt for mange halve år før vi er på den igen. Og det er jo i princippet dejligt, for jeg tror faktisk at der er et til barn til os derude. Men det er også lidt med blandede følelser, for jeg er sikker på at behandlingsprocessen også vil være svær anden gang. Omend noget anderledes. Så lige pludseligt underligt at det vi har kæmpet for at komme ud af så længe (og kom ud af) nu kan være et aktivt tilvalg - nemlig behandling.

Og det er faktisk ret underligt, grænsende til det syge: jeg er SKRUK! Jeg vil så gerne have en lille bebser til. Jeg vil super gerne være gravid og er så misundelig på alle de gravide derude. Åh, hvor ville jeg gerne gå rundt med en mave!
Men underligt er det - for vi har syg mus herhjemme og nattesøvnen er faktisk lidt rodet og Asbjørn står op alt, alt alt for tidligt. Så hvorfor er det liiige jeg ikke hellere vil sove end at have ny baby?

Er der andre ex-Bibere derude der har lige så mærkelige tanker som mig?

Haves: et stks skodjob. Søges: et sjovere et af slagsen

Der er ikke meget overskud til bloggen for tiden. Dagene tager hinanden, vi har stadig en lille mand, som står tidligt op - nogle dage tidligere end andre. Han sover fint om natten, han er bare tidligt på tæerne, den gode Assemus.
Dog ingen regler uden undtagelser. De sidste to dage har det været hhv. halv syv og - gisp! Halv otte i dag! Dog afbrudt af en opvågning mellem 5 og halv seks, der indebar opkast og øfferi.

Der er stadig lidt med ørerne, men ikke så voldsomt at dræn er på tale. Men han bliver fulgt af lægen. Men det er jo ingenting i forhold til andre børn - han sover jo om natten. Men han tager sig dog til ørerne en del.

Jeg er så inderligt træt helt ind til benet. Og jeg tror det primært er på grund af mit arbejde. Det har været noget af et chok at komme tilbage og mærke at mavefornemmelsen er helt, helt forkert. Bevares, jeg har vidst længe at der snart skulle ske noget andet - har nemlig været det samme sted i rigitg rigtig lang tid. Men at jeg i den grad er kommet tilbage til noget, jeg slet, slet ikke vil, det er kommet som et chok for mig. Jeg arbejder i en branche, som er forholdsvis svær at komme ind i. Jobsne hænger ikke på træerne - slet ikke i Danmark. Men hvad hjælper det at mit job er eftertragtet, hvis det ikke passer til mig? Det værste er at jeg er kommet tilbage til en rodebutik. Min vikar har ikke passet programmet ordentlig og de mest elementære ting er ikke på plads. Og værst af alt - min chef har ingen pejling! Hun har ikke fulgt med overhovedet. Og har gud hjælpeme ansat vikaren fast. Suk.
Jeg må hellere lade være at udlevere min arbejdsplads på nettet. Men altså. Rigtig ked af mit job er jeg. Et job som jeg ellers altid har været vildt glad for. Og det gir lidt en identitetskrise. For hvad så? Vi skal jo til New York på et tidspunkt - satser vi på - men vi ved ikke hvornår. så jeg er gået igang med at søge nye jobs. ØV!

Asbjørn hygger sig helt utroligt med far. Jeg kommer hjem til to meget glade og kyssende drenge, og DET er så fedt. Han (altså Asbjørn) er ikke begyndt at kravle endnu, men ormer sig rundt i hele vores store lejlighed. Det er så hyggeligt. Og så snakker han og råber og kysser og er bare så helt utrolig dejlig.

Jeg har en veninde, som er nygravid og har lidt ondt i livet samtidig. Jeg synes det er så synd for hende og har samtidig svært ved at forstå det. For hun skulle jo være så glad for at hun er gravid og alt det fantastiske, der venter hende...? Jeg må vist lige tilbage og læse hvordan det var at være 11 uger henne... For det har jeg vist lykkeligt fortrængt og kan høre mig selv sidde og fable om hvor fantastisk det er at være nogens mor. Christ. Ligesom jeg selv hadede!

Og så lige en sidste ting i dette rodeindlæg - er der andre blogmødre, der oplever at de kommer til at ligne deres mor mere og mere efter i har fået barn? Jeg kan høre min mor komme ud af min mund nogle gange, scaaaary!