Det var vist et lige lovligt optimistisk indlæg jeg postede der for en uges tid siden. For det er faktisk først her i fredags/lørdags at jeg reelt er holdt op med at klø non-stop og er begyndt at få min nattesøvn igen.
Hold nu k.æft det har været sindssygt, det der kløe. Jeg har tudet af desperation over ikke at kunne være i min krop og være så træt så træt. Jeg klør stadig ret vildt, men jeg kan sove! I op til 6-7 timer i løbet af en nat! Jeg skal stadig op 4-5 gange hver nat for at tisse, for at klø, på grund af ligamentsmerter (ok, hvad sker der lige for ligament-smerter så sent!?) - men jeg falder i søvn igen! Hurra!
Til gengæld har jeg så raget noget svangerskabsforgiftning til mig - ikke noget alarmerende endnu, men jeg skal da lige love for vi kommer paletten rundt. Forhøjet blodtryk og protein i urinen og almindelig smadrethed er åbenbart noget der bonger ud på svangerskabsforgiftnings-barometret.
Så mon ikke der alt i alt er basis for en igangsættelse bare lidt tidligere end 38 fulde uger? Det finder jeg ud en gang i næste uge. Jeg vil rigtig gerne vente til fulde 37 uger fordi så er de "til termin" og det vil jeg have det godt med. Det er d. 5-6. august. Om lidt over 2 uger. En evighed. Og samtidig lige om lidt - er vi overhovedet klar til at være en familie på 5?
mandag den 21. juli 2014
mandag den 14. juli 2014
33+6 kløehelvede tur/næsten retur
Phew, det har været en hård uge. Helt sindssyg hård, synes jeg. Hold nu k.æft hvor er sådan noget leverkløe for vildt! Jeg blev sat i behandling på grund af meget forhøjede levertal (leveren er stået pænt meget af på det her projekt) i torsdags, og det er bare blevet værre og værre siden i mandags. Har været helt desperat og sindssygt bange for at det der medicin ikke virkede. Men det ser ud som om at det så småt er begyndt at hjælpe. I hvert fald har jeg de sidste to nætter kunne sove mere end 3 timer i alt, og ikke måtte op og tage kolde bade, klø mig med børster, knive og andre fantasifulde løsninger.
Jamen, jeg har været så desperat. Hvordan filan kan man føde 2!! børn med et så massivt søvnunderskud? Jeg har tudet og tudet af desperation over ikke at kunne finde ro nogen steder på noget tidspunkt. Phew.
Jeg klør stadig som en sindssyg (i skrivende stund fodsåler) men jeg kan sove!! Og jeg klør mig ikke til blods. Så mon ikke de der special-piller virker bare en lille smule?
Hvis kløen bliver ved, tror jeg at jeg bliver sat igang lidt tidligere end de 38 fulde uger. Det gør mig ikke spor - jeg glæder mig virkelig til at denne graviditet er slut. Jeg synes edderhugme at en tvillingegraviditet er benhård. Og selvom jeg ved at twins ankomst betyder manglende søvn, så tænker jeg at det alligevel er bedre at have dem eksternt end internt. Jeg glæder mig til at få min krop (delvist) igen og kunne få lidt mere bevægelsesfrihed. Jeg troede aldrig jeg skulle føle sådan - jeg elskede at være gravid med Asbjørn, og havde det så godt hele vejen igennem. Den der søde ventetid... suk...
Jamen, jeg har været så desperat. Hvordan filan kan man føde 2!! børn med et så massivt søvnunderskud? Jeg har tudet og tudet af desperation over ikke at kunne finde ro nogen steder på noget tidspunkt. Phew.
Jeg klør stadig som en sindssyg (i skrivende stund fodsåler) men jeg kan sove!! Og jeg klør mig ikke til blods. Så mon ikke de der special-piller virker bare en lille smule?
Hvis kløen bliver ved, tror jeg at jeg bliver sat igang lidt tidligere end de 38 fulde uger. Det gør mig ikke spor - jeg glæder mig virkelig til at denne graviditet er slut. Jeg synes edderhugme at en tvillingegraviditet er benhård. Og selvom jeg ved at twins ankomst betyder manglende søvn, så tænker jeg at det alligevel er bedre at have dem eksternt end internt. Jeg glæder mig til at få min krop (delvist) igen og kunne få lidt mere bevægelsesfrihed. Jeg troede aldrig jeg skulle føle sådan - jeg elskede at være gravid med Asbjørn, og havde det så godt hele vejen igennem. Den der søde ventetid... suk...
fredag den 11. juli 2014
33+3 - og nu med leverkløe
Ok, jeg har hele tiden syntes at den her tvillingegraviditet har været lidt hård - især når jeg (fejlagtigt) har sammenlignet med den sidste for 5 år siden. Men det her, det tager sgu prisen. Graviditetsbetinget leverkløe. Min levertal er gået amok, og er med lægens ord " ret så meget forhøjede" så jeg er blevet sat på specialmedicin og venter nu på at det forhåbentlig hjælper. Startede med pillerne i går og der kan gå op til en uge før de har virkning. Shit mand, en uge. En hel uge! Jeg sover max 3-4 timer hver nat, og jeg synes bare det bliver værre og værre. Sådan en lever bliver åbenbart brugt til et eller andet, for hold nu op, jeg har det skidt.
Det er klart værst om natten - hvor jeg kan bruge op til 2 timer på at klø, tage koldt bad og klø lidt mere. Men jeg får også kløet igennem om dagen, især fødder, mave og hænder er værst. Phew, mand, der er lang tid til d. 11. august!
Det er klart værst om natten - hvor jeg kan bruge op til 2 timer på at klø, tage koldt bad og klø lidt mere. Men jeg får også kløet igennem om dagen, især fødder, mave og hænder er værst. Phew, mand, der er lang tid til d. 11. august!
torsdag den 3. juli 2014
32+2 puuuha
Det er så syret og så uvirkeligt at skrive det - sort på hvidt - at jeg er i 33. uge, 32 fulde uger. Det er nøjagtigt et år siden vi kom hjem fra New York og her sidder jeg så med 2!! babyer i maven. Det er på et eller andet plan stadig ikke rigtig gået op for mig.
32 fulde uger er en milepæl i følge jordemoder-veninden (som også skal være med til fødslen denne gang) og 34 fulde uger endnu bedre - der vil de ikke stoppe fødslen. Det er om under 14 dage. Tænk, at vi skulle nå så langt. Det var sgi ikke lige det, der lå i kortene der for et års tid siden.
Vi er så småt ved at være baby-klar - eller det vil sige det tøj, vi har, er vasket, dyner er fundet frem og en to-do liste skrevet. Jeg må indrømme at jeg er helt blank i forhold til de der forberedelser. Hvad skal man have klar? Altså andet end et par dyner og noget tøj, en pakke bleer og nogle ammeindlæg? En tvillinge-ammepude og nogle gylpeklude? Jeg har en fornemmelse at jeg brugte meget mere tid til forberedelser sidste gang, men jeg kan simpelthen ikke huske på hvad...
Hvis ikke de selv finder ud, bliver fødslen formentlig sat igang omkring d. 11. august. Det er om lidt over en måned. Crazy. På den ene side behøver de overhovedet ikke at komme før, for jeg vil gerne nyde vores tresomhed lidt endnu og nyde at jeg kan have benene oppe, men på den anden side må de sgu gerne snart komme, for shiiit manner, jeg er een stor jammer: vand i kroppen, sindssyg kløe især på fødder, mave og hænder, jeg sover helt utroligt råddent om natten - oppe omkring 4 gange og smerter i bækken og stadig masser af ligament smerter... und so weiter. Jeg har taget over 20 kg på, og det er altså meget når man starter på lidt under 60 kg. Der skal ingenting til før jeg får massive plukkeveer, bare en tur på Christania cyklen ned og aflevere poden giver plukkeveer resten af formiddagen. Gaaah!
32 fulde uger er en milepæl i følge jordemoder-veninden (som også skal være med til fødslen denne gang) og 34 fulde uger endnu bedre - der vil de ikke stoppe fødslen. Det er om under 14 dage. Tænk, at vi skulle nå så langt. Det var sgi ikke lige det, der lå i kortene der for et års tid siden.
Vi er så småt ved at være baby-klar - eller det vil sige det tøj, vi har, er vasket, dyner er fundet frem og en to-do liste skrevet. Jeg må indrømme at jeg er helt blank i forhold til de der forberedelser. Hvad skal man have klar? Altså andet end et par dyner og noget tøj, en pakke bleer og nogle ammeindlæg? En tvillinge-ammepude og nogle gylpeklude? Jeg har en fornemmelse at jeg brugte meget mere tid til forberedelser sidste gang, men jeg kan simpelthen ikke huske på hvad...
Hvis ikke de selv finder ud, bliver fødslen formentlig sat igang omkring d. 11. august. Det er om lidt over en måned. Crazy. På den ene side behøver de overhovedet ikke at komme før, for jeg vil gerne nyde vores tresomhed lidt endnu og nyde at jeg kan have benene oppe, men på den anden side må de sgu gerne snart komme, for shiiit manner, jeg er een stor jammer: vand i kroppen, sindssyg kløe især på fødder, mave og hænder, jeg sover helt utroligt råddent om natten - oppe omkring 4 gange og smerter i bækken og stadig masser af ligament smerter... und so weiter. Jeg har taget over 20 kg på, og det er altså meget når man starter på lidt under 60 kg. Der skal ingenting til før jeg får massive plukkeveer, bare en tur på Christania cyklen ned og aflevere poden giver plukkeveer resten af formiddagen. Gaaah!
lørdag den 21. juni 2014
30+4 og babyforberedelser
Det at jeg ikke har skrevet et indlæg siden slutningen af april siger måske mest om energi-niveauet - det der med den konstante tvillinge-gravid træthed er god nok!
Jeg har været deltidssygemeldt siden slutningen af april - det var en rigtig god beslutning, selvom jeg lige skulle sluge den - ikke at kunne klare det hele og erkende at den her graviditet ikke er helt det samme som det var da jeg var gravid med Asbjørn. Min chef og kolleger har heldigvis været meget forstående, men det er godt nok svært at vide OM det var nødvendigt eller om det egentlig bare var "meget rart" og fordi min søde læge syntes det var en god ide. Primære årsag har været ret så mange plukkeveer, og det er jo en virkelig underlig størrelse, de der plukkeveer - for de ER der jo i alle graviditeter, og hvornår bliver de "for mange" og problematiske i forhold til risikoen for for tidlig fødsel? Læger og sundhedspersonale er generelt ret påpasselige, og jeg synes det er vildt svært at vide hvad der er generel bekymring og specifik bekymring for lige præcis min graviditet.
Tvillingerne har det godt og vokser (vist nok) som de skal. Jeg har gået til nogle ekstra scanninger, fordi de voksede ujævnt og var lige lovlig små. Det er de så ikke mere, men jeg skal da love for at det gode gamle bekymringsregime kom frem igen. Hvad hvis de ikke tager nok på? Skal de så ud alt for tidligt? Overlever de det? På det tidspunkt var vi jo kun lige forbi uge 25-26, og det er jo alt, alt for småt til at komme ud og klare sig.
Men igen - ingen store bekymringer at spore hos sundhedspersonalet - og det har jeg så øvet mig i at tage til mig. Ikke nemt.
Nu er der 1,5 måned til igangsættelse (sådan cirka) og om 2-3 uger vil de ikke gøre noget for at stoppe en fødsel og DET er virkelig en fantastisk lettelse at være nået så langt. Bevares, de skal bare ikke komme endnu, for de er jo stadig alt, alt for små til det, men for hver dag der går bliver det mere og mere virkeligt og chancerne for en helt almindelig start på livet bliver større. En utrolig lettelse.
Vægten siger +19 kilo og jeg er godt på vej til at have øget min kropsvægt med 30%. Det kan mærkes. Det er tungt at gå op til 2. sal og jeg har virkelig mange plukkeveer, som gør at jeg ikke kan gøre alle de ting, jeg gerne vil. Er så småt begyndt at gå alt babygrejet igennem og finde ud af hvad vi mangler - det er en del!
Men shit mand. Det ser ud som om det er virkelighed det her. Vores nye liv. Som en familie på 5. 5!! Åh, skæbnens ironi. Tænk at det skulle ske for os!
Vi holdt ferie i sidste uge og var i Legoland. Og stoppede forbi Fredericia i den forbindelse for at aflevere en blomst og karameller fra vores Nørrebro-kvarter. De var så glade for at se os og det var virkelig dejligt at afslutte på en god måde - og i øvrigt høre lægens korte version af hendes oplevelse af vores forløb - både hos dem, men især vores lange historie med klinikken her i København. Det var rart, fordi det bekræfter vores - min - mavefornemmelse af deres håndtering af os. Ikke at det ændrer noget som helst, men alligevel. Den sidder nemlig derinde stadig og gnaver - hvorfor vi - JEG - ikke reagerede på den noget før. Den kommer nok til at følge mig altid, for det har præget næsten 4 år af vores liv og noget så vigtigt som vores familie.
Jeg har været deltidssygemeldt siden slutningen af april - det var en rigtig god beslutning, selvom jeg lige skulle sluge den - ikke at kunne klare det hele og erkende at den her graviditet ikke er helt det samme som det var da jeg var gravid med Asbjørn. Min chef og kolleger har heldigvis været meget forstående, men det er godt nok svært at vide OM det var nødvendigt eller om det egentlig bare var "meget rart" og fordi min søde læge syntes det var en god ide. Primære årsag har været ret så mange plukkeveer, og det er jo en virkelig underlig størrelse, de der plukkeveer - for de ER der jo i alle graviditeter, og hvornår bliver de "for mange" og problematiske i forhold til risikoen for for tidlig fødsel? Læger og sundhedspersonale er generelt ret påpasselige, og jeg synes det er vildt svært at vide hvad der er generel bekymring og specifik bekymring for lige præcis min graviditet.
Tvillingerne har det godt og vokser (vist nok) som de skal. Jeg har gået til nogle ekstra scanninger, fordi de voksede ujævnt og var lige lovlig små. Det er de så ikke mere, men jeg skal da love for at det gode gamle bekymringsregime kom frem igen. Hvad hvis de ikke tager nok på? Skal de så ud alt for tidligt? Overlever de det? På det tidspunkt var vi jo kun lige forbi uge 25-26, og det er jo alt, alt for småt til at komme ud og klare sig.
Men igen - ingen store bekymringer at spore hos sundhedspersonalet - og det har jeg så øvet mig i at tage til mig. Ikke nemt.
Nu er der 1,5 måned til igangsættelse (sådan cirka) og om 2-3 uger vil de ikke gøre noget for at stoppe en fødsel og DET er virkelig en fantastisk lettelse at være nået så langt. Bevares, de skal bare ikke komme endnu, for de er jo stadig alt, alt for små til det, men for hver dag der går bliver det mere og mere virkeligt og chancerne for en helt almindelig start på livet bliver større. En utrolig lettelse.
Vægten siger +19 kilo og jeg er godt på vej til at have øget min kropsvægt med 30%. Det kan mærkes. Det er tungt at gå op til 2. sal og jeg har virkelig mange plukkeveer, som gør at jeg ikke kan gøre alle de ting, jeg gerne vil. Er så småt begyndt at gå alt babygrejet igennem og finde ud af hvad vi mangler - det er en del!
Men shit mand. Det ser ud som om det er virkelighed det her. Vores nye liv. Som en familie på 5. 5!! Åh, skæbnens ironi. Tænk at det skulle ske for os!
Vi holdt ferie i sidste uge og var i Legoland. Og stoppede forbi Fredericia i den forbindelse for at aflevere en blomst og karameller fra vores Nørrebro-kvarter. De var så glade for at se os og det var virkelig dejligt at afslutte på en god måde - og i øvrigt høre lægens korte version af hendes oplevelse af vores forløb - både hos dem, men især vores lange historie med klinikken her i København. Det var rart, fordi det bekræfter vores - min - mavefornemmelse af deres håndtering af os. Ikke at det ændrer noget som helst, men alligevel. Den sidder nemlig derinde stadig og gnaver - hvorfor vi - JEG - ikke reagerede på den noget før. Den kommer nok til at følge mig altid, for det har præget næsten 4 år af vores liv og noget så vigtigt som vores familie.
onsdag den 30. april 2014
23+1 og godt på vej til hvalstatus
Der går ikke en eneste dag uden nogen (på arbejde eller ude i verden) kommer med følgende kommentar: "Nå, så er det lige op over, hva?" eller variationer af denne. Til det må jeg tørt konstatere at nej, det er ikke lige op over. 3½ måned endnu. Vægten siger +13 (gyyys!) og jeg bliver efterhånden mere og mere sikker på at jeg nok skal runde de +25 kilo. En skræmmende tanke for 3 måneder siden. Nu har jeg vænnet mig til tanken, og tænker at sådan er det nok bare. Faktum er i hvert fald at det er svært for mig at gøre særlig meget ved det. Nuvel, jeg kunne helt - HELT - sikkert godt spise sundere, og måske især spise meget mindre chokolade og kage. Men lige nu nyder jeg bare lidt den der bekymringsfrihed. Ikke at skulle tænke over om jeg ikke bliver gravid fordi jeg har spist et stykke kage, om æggene i mine æggestokke nu klarer at jeg spiser flødeboller og så videre.
Jeg er fra sidste uge af blevet deltidssygemeldt på grund af rigtig, RIGTIG mange plukkeveer. Og det var en lidt tung gang til lægen for at snakke om den sygemelding, men jeg kan mærke at det var det helt rigtige. Jeg arbejder nu omkring 20 timer om ugen, har en ugentlig fridag (som kommer til at blive brugt de helt vildt mange lægebesøg og scanninger, der er involveret i sådan en tvillinge-gravditiet) og jeg kan mærke at jeg har mærkbart færre plukkeveer og generelt er meget mere overskudsmenneske. Det er SÅ dejligt. Selvom jeg selvfølgelig har dårlig samvittighed overfor arbejdet.
Det er som om fertilitetsmonstret har sluppet sit tag i mig. Der går ikke en dag uden jeg tænker over hvordan de sidste 4 år har været med behandlinger og bekymringer, og hvordan det har præget mig. Jeg mangler stadig at finde tilbage til mere positive vibes og færre bekymringer - noget, som det her forløb har givet mig. Men jeg øver mig, og tror det kommer. Jo mere jeg funderer over det, jo mere indser jeg hvor sindssygt hårdt det har været. Fysisk, psykisk og for os som par. Jeg er uendelig taknemmelig for at det er slut (forhåbentlig og formentlig), men også smerteligt bevidst om at livet sagtens kan smide andre ubehageligheder efter os i fremtiden. Jeg håber virkelig at dette forløb har lært mig at nyde det jeg kan, det jeg har og ikke fokusere på alt det, der kunne være anderledes. Ikke at jeg er helt 100% sikker på at det altid står soleklart for mig, og det er så det, jeg skal øve mig på.
Jeg er fra sidste uge af blevet deltidssygemeldt på grund af rigtig, RIGTIG mange plukkeveer. Og det var en lidt tung gang til lægen for at snakke om den sygemelding, men jeg kan mærke at det var det helt rigtige. Jeg arbejder nu omkring 20 timer om ugen, har en ugentlig fridag (som kommer til at blive brugt de helt vildt mange lægebesøg og scanninger, der er involveret i sådan en tvillinge-gravditiet) og jeg kan mærke at jeg har mærkbart færre plukkeveer og generelt er meget mere overskudsmenneske. Det er SÅ dejligt. Selvom jeg selvfølgelig har dårlig samvittighed overfor arbejdet.
Det er som om fertilitetsmonstret har sluppet sit tag i mig. Der går ikke en dag uden jeg tænker over hvordan de sidste 4 år har været med behandlinger og bekymringer, og hvordan det har præget mig. Jeg mangler stadig at finde tilbage til mere positive vibes og færre bekymringer - noget, som det her forløb har givet mig. Men jeg øver mig, og tror det kommer. Jo mere jeg funderer over det, jo mere indser jeg hvor sindssygt hårdt det har været. Fysisk, psykisk og for os som par. Jeg er uendelig taknemmelig for at det er slut (forhåbentlig og formentlig), men også smerteligt bevidst om at livet sagtens kan smide andre ubehageligheder efter os i fremtiden. Jeg håber virkelig at dette forløb har lært mig at nyde det jeg kan, det jeg har og ikke fokusere på alt det, der kunne være anderledes. Ikke at jeg er helt 100% sikker på at det altid står soleklart for mig, og det er så det, jeg skal øve mig på.
fredag den 4. april 2014
19+3 og gennemscanning
Så har vi været inde og kigge på de to unge mennesker - det tager godt nok sin tid når der er to små mennesker, der skal kigges igennem fra top til tå. Begge twins har det fint, alt er normalt og min livmoderhals er fin og lang og der er helt lukket - det sidste ret så rart at vide, for med alle de mange plukkeveer og smadrethed, jeg går rundt med, har det bekymret mig lidt.
Og sørme - hvor heldige har vi lov til at være - ser det ud som om vi får en af hver, scanningsdamen kunne finde både en lille dame og en lille herre derinde bag maveskindet. Pigen er lidt lille, men vist nok ikke udenfor normalområdet, men jeg skal til nogle ekstra scanninger for at sikre at alt er ok. Jordemoderen gjorde meget ud af at fortælle at vi IKKE skulle bekymre os, men altså det gør man jo alligevel. Vil nu alligevel prøve at lade være med at bekymre mig alt for meget og se hvad næste scanning viser - hun så jo ellers helt fin ud. Men jeg tænker at det måske gør det ekstra-ekstra vigtigt at de bliver i hulen indtil termin - eller igangsættelse. Det håber jeg virkelig sådan de gør.
Og sørme - hvor heldige har vi lov til at være - ser det ud som om vi får en af hver, scanningsdamen kunne finde både en lille dame og en lille herre derinde bag maveskindet. Pigen er lidt lille, men vist nok ikke udenfor normalområdet, men jeg skal til nogle ekstra scanninger for at sikre at alt er ok. Jordemoderen gjorde meget ud af at fortælle at vi IKKE skulle bekymre os, men altså det gør man jo alligevel. Vil nu alligevel prøve at lade være med at bekymre mig alt for meget og se hvad næste scanning viser - hun så jo ellers helt fin ud. Men jeg tænker at det måske gør det ekstra-ekstra vigtigt at de bliver i hulen indtil termin - eller igangsættelse. Det håber jeg virkelig sådan de gør.
Abonner på:
Opslag (Atom)