Fik indkøbt nogle af de der "billige" strips-test i går (som jo overhovedet ikke er billige!! Graviditetstests er simpelthen det værste rip-off på markedet!!) og tissede på den lille pind her i morges (nogle ville definere det som nat, men det er Asbjørn ret ligeglad med). Og der var ingen tvivl, der kom den fineste streg. Så det skulle være god nok.
Ringede til IVF-Syd og altså. For jensen, de er så skide søde derovre. Mens jeg snakkede med sygeplejersken som blev helt tavs i telefonen på den der "sig det nu sig det nu" måde, da jeg ringede og sagde mit navn, kom lægen forbi og spurgte om de havde hørt fra mig og sygeplejersken videreformidlede så nyhederne med mig i røret og der var virkelig begejstring at høre i baggrunden. Arjmen, hvor søde er de lige? Ved da godt at de ikke ligger søvnløse om natten over jeg ikke bliver gravid, og jeg tænker at hvis det var mig selv, der var læge, ville jeg have en masse faglig stolthed over at gøre den der desperate københavner gravid, men alligeveller. Det føles bare så helt utroligt rart. Ikke bare at være et nummer i rækken, og at de rent faktisk synes det er vigtigt. Og at de venter på mit opkald.
Alle i hele verden der er BiBere skal simpelthen tage til Fredericia! (ja, eller måske bare alle i hele Danmark ;-))
Tid til graviditetsscanning om 3½ år. Den 14. januar. Seriøst, det ER om 3½ år. Jeg kunne godt få en tid ugen før, men så ville jeg skulle have to scanninger, for ugen før siger de det faktisk er lidt for tidligt i forhold til at kunne udtale sig om sandsynligheder for at noget går galt. Og altså. Selvom oktober måneds scanningsoverraskelse var så forfærdelig, så ER der jo bare ikke så meget at gøre lige nu. Enten bliver den derinde, eller også gør den ikke. Det ændrer en scanning jo strengt taget ikke på. Andet end at den selvfølgelig giver lidt vished. Som alligevel ikke er nogen garanti.
Jeg har også overvejet om man skulle få taget blodprøve hos lægen. Men over et vist niveau fordobles hcg alligevel ikke, og sidste gangs MA ville ikke være fanget, fordi hcg var højere end det niveau - og så skulle man jo strengt taget få taget det hver 3. dag indtil scanning. Lidt overkill, måske :-)
Bukserne strammer allerede. Er lidt i tvivl om det er juleguf eller hvad. Med Asbjørn bulede jeg ud med det samme. Hvis det bliver ved, skal jeg vist ud af de stramme bukser og over i noget elastik efter jul.
Og nej, vi forholder os OVERHOVEDET ikke til om der eventuelt kunne være to. Der er EN. Basta. Og den bliver der. Fandme. Indtil en gang i slutningen af august.
3 kommentarer:
Iiiiiiiiiiiiiiiihhh altså... Forsigtigt hurra herfra 😊😊😊 De KAN virkelig trylle de jyder! Hvor er det dejligt for jer. På samme tid for præcist tre år siden testede jeg også positivt efter en MA i efter året - også hos IVF-syd. Og det blev den bedste julegave, som vi pakkede ud i september. Sådan blir det også for jer - medmindre det bliver august selvfølgelig 😉 Jeg har sagt det hundrede gange før, men NU er det sgu jeres tur! Selvfølgelig bliver den og selvfølgelig er der EN! Det tror jeg på. Hep hep, pøj pøj og den aller bedste jul til dig og din lille familie. Glæder mig til scanning om 3,5 år 😊
Tillykke Tillykke. Hvor er det bare dejligt for jer. Og er der to så er der to. Kan kun anbefales :-)
Hav en fantastisk jul...jeg glæder mig til update :-)
Sådan! Kæmpe mega stort tillykke. Vi kommer jo til at følges ad - næsten :-)
Fantastisk!
Rigtig glædelig jul!
/Monica
Send en kommentar