Der raser en kamp i min hjerne i disse dage. Jeg har sådan lyst til at smugteste enten i morgen eller torsdag - men jeg tør ikke. Min rationelle hjerne - som faktisk har ret meget at skulle have sagt, overraskende meget, faktisk - siger mig at jeg hverken bliver mere eller mindre gravid af at tisse på en pind. Og at det, der i virkeligheden er allermest "spændende" er jo om mens kommer. Når mens kommer, er legen forbi. Og jo egentlig først der, for det er også først der vi kan se fremad mod et nyt forsøg i den endeløse række af forsøg.
Men irrationaliteten fylder jo så fint meget i sådanne behandlingsforløb. Hold da op, hvor den får lov at give den gas. For jeg er jo skide nysgerrig. HVIS nu den var der, så var der jo ingen grund til at gå og bide negle nu hvis jeg testede? Og det er jo også en kæmpe løgn, det ved jeg godt. For så ville ventetiden bare blive udvidet til scanning - og hvis det sker, SÅ skal jeg da først love for at ventetiden bliver lang. Avav.
Faktum er at der ikke er nogle tegn. Som i ingen. Hverken på det ene eller andet. Den velkendte før-mens hovedpine bør melde sig i dag eller i morgen, men det kan man jo heller ikke regne med, for Østradiol og Crinone udsætter jo også mens.
Murren i underlivet, ja det har jeg, men altså ikke sådan rigtig særlig meget. Bukserne strammer, men det er vist mest bare juleknas og guf. Lidt træthed, ja, men det er nok fordi A står så umenneskeligt tidligt op. Og fordi jeg får progesteron i Crinonen, som jo snyder kroppen til at tro alt muligt.
Det kan blive en rigtig grimmer landing, der på fredag. For af en eller anden årsag er jeg ikke røget i kulkælderen endnu. Jeg tør næsten ikke sige det højt at jeg tror en lille smule på det. Altså kun en lille smule, ing? Men alligevel. Der er lidt tro derinde et sted. Der var jo også den der lille-bitte mikroskopiske blødning sidste tirsdag da jeg var på toa, meget lidt og friskt blod, som bare kom ud i toilettet, men ikke sad på papiret. I min vanvittige hjerne KUNNE det måske måske måske og hvis månen er lavet af grøn ost, have været en implantationsblødning. Arjmen, for h-elvede da, jeg kan godt se det - jeg er blevet helt vanvittig.
Aaaaarggggghhhhh! Jeg bliver vanvittig!
2 kommentarer:
jeg synes egentlig også at sådan en lille blødning lyder ganske godt..
glæder mig til at høre om du tester i morgen
knock
ingen smugtest?
Send en kommentar