Der er egentlig ikke så meget at berette. Jeg er vist ramt af en blanding af den der "gud, var det bare det, jeg har sørget så meget over de sidste 3½ år og gud hvor er der egentlig stadig utrolig meget ventetid" samtidig med en snigende følelse af en helt utrolig lettelse. Ikke så meget glæde og jubel og dansen rundt. Lettelse. Der er simpelthen noget, der tyder på at vi er ved vejs ende i det her behandlingscirkus. Og ja, meget kan gå galt med den ene, den anden eller dem begge to. Men chancerne er jo gode. Alt andet lige.
Og den lettelse, ing? Den føles rigtig, RIGTIG, rigtig dejlig helt nede i maven. Tænk, om vi nu endelig kan begynde sådan for real at se fremad? Få overblik over finanserne, tænke fremad til om 1-2-5 år som familie? Det kan jeg mærke gør mig rigtig godt.
At kvalmen så også er lettet (enten er der noget galt med Chip og Chap, som Asbjørn har døbt dem eller også er jeg en heldig gravid) er jo helt vildt. Jeg er stadig vanvittig træt og æde-agtig. Men altså sådan en dag som i dag hvor "man" har sovet fra 21.30 til 7.00, og der er lakridsbolcher i skuffen, så kan verden bare komme an.
Jeg googler tvillinge-udstyr i sofaen om aftenen og grubler over hvordan jeg kan komme til Thailand til næste vinter med to babyer og en 5-årig. Og en 37 årig mand. Ret hyggelige sysler.
Nakkefold om 1½ uge. Endnu en milepæl at gå og vente på.
Jeg tænker også en del over sygemeldinger og barsel med to babyer. Selvom det ikke lige var det jeg havde forestillet mig, så tænker jeg at det nok skal gå. Men shit, altså der er meget praktisk som jeg simpelthen ikke ANER hvordan man løser. Med to babyer, altså. Aflevering og henting af storebror. Bare det at komme ud af lejligheden. Amning af to. Den slags.
1 kommentar:
Så nærmer nakkefoldsscanningen sig. Åh jeg glæder mig på jeres vegne. det bliver for vildt at se to bittesmå menneskevæsener derinde
knus knock
Send en kommentar