Januar from hell... Eller hvordan man informerer arbejdspladsen om projekt lillebrøster på den mest uelegante måde

Jeg fortsætter jammeren.
Siden ægudtagning (fra helvede - beskrevet tidligere) har jeg haft smerter i underlivet. Bevares, det har man jo prøvet før, og ja, det har da gjort naller, men det gør det jo. Og æggestokkene skal lige have lidt ro og ro er ikke lige det min krop får for tiden med hele hytten syge, travlt på arbejdet og en tur til Norge for at se til min syge søster.
Jeg havde et par dage efter ÆU ret voldsomme smerter, der varede omkring en halv time. Det har jeg prøvet før, da vi var i behandling på Hvidovre. Det gør mere ondt end veer, synes jeg. Men går over. Og så har jeg har lav-intensitet smerter siden.
Vi var til scanning torsdag i sidste uge med henblik på ny opstart. Fik en god snak med lægen, som beroligende sagde at det altså bare har været sort uheld. Der er ikke noget, der gør at det ikke skulle lykkes. Vi har bare været vildt uheldige. Han kiggede meget troværdigt på mig mens han sagde det. Så det åd jeg råt.
Han scannede mig og kunne se to cyster på æggestokkene, og to æggestokke, der var godt hævet. Så ny scanning inden nedregulering. Men han var ikke bekymret og sagde at det var helt normalt.

Men det er altså ikke helt normalt da jeg mandag formiddag på mit arbejde fik så stærke smerter i underlivet at jeg måtte kaste mig ind på en kollegas kontor og råbe "nu besvimer jeg, hjælp mig" hvorefter jeg faldt ned på gulvet og råbte og skreg grundet smerter. De var så voldsomme at jeg nærmest gik i chok. Jeg mistede følingen i hænder og fødder, alt snurrede og alt imens løb mine kolleger rundt og forsøgte at få fat i en ambulance og holde mig i hånden. Der gik 20 minutter før ambulancen kom, hvor jeg lå og skreg på gulvet. Som i SKREG. Min søde kæreste var hjemme med en 40 hestes influenza, så ham kom ilende, og lignede en, der kunne besvime når som helst. Jeg fik noget smertestillende og blev kørt på Riget med blå blink og sirener. Hold da op.
Og det mest mærkelige var at jeg i mine smerter bare lå og tænkte "orv hvor ville Asbjørn have synes det her var fedt!"
Op på Riget og blive undersøgt - igen under højt skrigeri, fååååårk hvor gjorde det ondt. Jeg blev indlagt til observation - de var bange for at æggestokkene var igang med at sno sig om hinanden.
Så jeg fik lidt over et døgn på Riget i gigantiske smerter, og en diagnose der hedder: meget forstørrede æggestokke, lidt sivende væske i bughulen og ekstreme spændinger i underlivet grundet lange og vedvarende smerter.
Og ja tak til lange og vedvarende smerter. I dag er første dag siden mandag jeg kan sidde op, tale uden at det gør ondt, selv komme ud af sengen og gå på toilettet uden at skrige.
Pispispis.

Jeg VED jeg har en høj smertetærskel. Jeg VED jeg kan klare lidt af hvert. Men dét her. Det er sgu værre end at føde. Og puha, det er en forskrækkelse og det sætter masser af triste tanker igang hos os begge i forhold til den lillebrøster. For hun kommer helt sikkert ikke nemt til os. Og det kan jeg mærke at jeg skal bruge noget tid på at forberede mig mentalt på. At det her, det bliver sgu en kamp. Og at udfaldet faktisk ikke er givet. For flere overstimuleringer, hævede æggestokke og ingen æg til oplægning, dét kan vi kun klare i et vist omfang. Det er en ny virkelighed for os. Vi har altid haft nogle relative ukomplicerede forløb. Men dét skal jeg da love for vi ikke har haft her i denne omgang.

Jeg er så udmattet af at være syg, af modgang og smerter at jeg bare har lyst til at tude hele tiden. Og bare sådan venter på forår. For det MÅ da blive bedre, det her. Og jeg har IKKE opgivet håbet om en baby til. Ikke endnu.

Intet nyt er dårligt nyt

De sidste 4 dage af kalenderen burde bare blive revet ud og smidt væk og bare glemt. De har bare været en stor nedtur.

Torsdag aften lagde Asbjørn sig syg. Ok, det kan vi håndtere. Bedsterne ind for at passe mens mor og far går til ægudtagning. From hell. Som i virkelig fra det nederste dybe helvede.
Det var en ny læge (og allerede der synes jeg sgu det er lidt mærkeligt - en ny læge på en privatklinik? Jeg føler lidt at når jeg betaler så mange skejser for det, skal jeg ikke være forsøgskanin) som bare jog den der nål ind i mine æggestokke på den voldsommeste måde. Av for sørensen. Jeg ER altså ikke pivet. Som i overhovedet ikke. Jeg har brækket ankler, håndled og født et barn, ik? Så jeg har ligesom prøvet smerte. Men avs det gjorde nas. En sprøjte bliver tabt på gulvet - hvad sker der lige her? Og tilsidst kommer chefen ind og tager over. Tager 3 æg ud som overhovedet ikke gør ondt. Hvilken grimasse sætter man lige op her?

10 minutter efter kommer sygeplejersken ind og fortæller at 1!!! æg er taget ud. Say what??? Hvad med de andre ægblærer - var der ikke nogle æg i dem? Det kunne hun ikke svare på. Så ligger man der og har det vildt dårligt og så har det fået 1!!! æg ud? Jeg har ALDRIG haft under 8 æg, så vi var et stort spørgsmålstegn. 10 minutter senere kommer selveste chefen ind og siger ærligt (han er en vildt flink og kompetent fyr) at de simpelthen ikke aner hvad der er sket i denne cyklus, men at de syntes at vi burde have været advaret inden ÆU. Og de derfor tager dette forsøg på deres regning. Det lettede lige stemningen lidt. Og bekræftede vores fornemmelse af at et eller andet var helt galt.
Long story af forklaringer. Men det hele er mærkeligt for mandag fik jeg af vide at det så godt ud.
Faktum er at klinikken ringede søndag og fortalte at ægget ikke har delt sig, så der ikke er æg til oplægning. Surprise. Dét kom så ikke som noget chok.
Så: 56 injektioner med diverse præparater og smerter fra helvede her dagene efter og så endnu en kæmpe nitte. Det er bare for latterligt surt og meget bekymrende.
Oveni hatten har hele familien så lagt sig med influenza, den lede af slagsen. Så mor og far i fosterstilling og lille pibe-Asbjørn der IKKE vil sove, sandsynligvis fordi ørerne bare gør nas. Arjmen er det ok vi lige melder pas på familieidyllen her?

Nu må vi se hvad klinikken siger - jeg regner med vi skal have en samtale med dem en dag i nærmeste fremtid. Vi har to forsøg tilbage i pakken (når nu ikke vi skal betale for denne). Men vi varmer op til at det her, det sgu bliver en sej omgang. Og der er kommet nogle flere "hvis'er" ind i vores sprogbrug her på det seneste. Not good.
Altså hvad sker der lige for de æg? Er de bare crashet fuldstændigt på 2 år? Av, det kan jeg næsten ikke bære. 2 ægudtagninger og INGEN æg til oplægning. Så skal man være bekymret.

Jeg kan slet ikke forestille mig at jeg ikke skal have bare een baby til. Ak ja, man er utaknemmelig er man. Men altså. Jeg er SLET ikke færdig! Og ja, vi er så ovenud lykkelige for ham vi har og for 20 år siden havde vi været barnløse forever og alt det der. Men det flytter altså ikke den følelse indeni, det gør det altså ikke. Og det sjove er at kæresten nærmest er endnu mere opsat på at få en baby til.
Og selvom alting er overmåde lettere når man har en lille mus derhjemme, så har vi tænkt på lillebrøster siden juli måned, da vi brugte vores fryseæg. Det er et halvt år. Og det har da ikke leveret særlig gode nyheder...

Så jeg tillader mig at være "sure frk. madsen" (det er en sangleg fra vuggestuen, som Asbjørn er meget begejstret for, og går rundt med løftet pegefinger hele dagen lang - ligesom frk. Madsen åbenbart gør). Bare lige et par dage endnu. Så kommer vi igen. For vi VIL have den lillebrøster.

Æggeblues

Ok, jeg tager det tilbage. Alt det jeg har sagt og skrevet om at vi bare er åh-så-afslappede-og-tager-det-som-det-kommer og blablabla – det med lillebrøsteren. Jeg skal have æg ud fredag efter en maraton-stikkeprocess, der startede (hold fast): 28. november. Mit maveskind ligner et slagsmål med blå og gule mærker, røde stik-prikker og den klassiske hormon-delle lever i bedste velgående. Jeg har nu været nedreguleret i (tælletælle…) 17!! dage, og den bakke æg, der ligger derinde er en blandet flok. Mandagens scanning viste et par enkelte store (20mm) og en masse 12-13 mmers, og jeg blev sat op i Gonal-F, på trods af at jeg har så let ved at blive overstimuleret.
Og så altså først æg ud fredag.

Arjmen. Fredag! Det er næsten tre uger efter opregulering! Det er da helt vildt! Og jeg må indrømme at vi tænker ræddi ræddi meget på de æg og de sædceller hjemme hos os. Kæresten fortalte i morges at have gik og følte at han havde vildt travlt og følte sig sådan lidt småstresset, men der er faktisk intet at stresse over, for han har ikke travlt på arbejdet, og han kom frem til at det var det fertilitetshow, der stressede. For tænk nu hvis. Der ikke. Er æg. Til oplægning. Av. Som i av for pokker.

Må indrømme at jeg ikke helt ved hvad jeg skal mene om klinikken. Egentlig tror jeg de er vildt tjekkede og har fuldstændig styr på det. Men det går bare lidt stærkt noglegange. Til sidste scanning sagde lægen at jeg ikke skulle have større dosis, fordi jeg var sådan en der kunne blive overstimuleret. Hvorefter kollegaen giver mig en større dosis tre dage senere. Jeg nævnte det og han virkede (den sidste læge) som om han havde tænkt det igennem. Så det er nok bare min egen usikkerhed og behov for at agere læge på min egen behandling.

Det fylder altså meget herhjemme. Tænk hvis vi endnu en gang ikke har æg til oplægning. Tænk hvis mine ægs kvalitet bare er crashet fuldstændig på to år. Tænk hvis al den (ups!) chokolade jeg guffer gør at mine æggestokke bliver PCO’ede (har lidt tendenser til det) og tænk hvis kærestens soldater er gået på pension. Gisp. For så er lillebrøster jo lige pludselig meget langt væk.
Og den lillebrøster altså. Hun (jeg vælger at tro på det bliver en pige) har altså længe været en del af vores drømme for vores fremtid. Tænk, hvis jeg kun skal opleve en eneste gang at være gravid. At føde. At have en lille nyfødt. For en af Asbjørns helt store svagheder lige pt. er at han jo vokser og bliver mere og mere selvkørende og flere gange takker nej til kys og kram. Faktisk spørger jeg flere gange om dagen om jeg må få et kram eller et kys, hvorefter han enten siger NEJ eller ryster meget bestemt på hovedet. Og det må man jo acceptere. Men altså. Jeg vil have en lille baby at kysse og kramme og nusse.
Puh altså. Det ER faktisk et issue at lide af søskendeløshed.

Lidt blues er der derfor at spore her hos os.

Gonøf gonøf*

Så er første skud Gonal-F taget og opreguleringen startet. Puha, er det, jeg mest tænker. Puha til ægudtagning, som sidste gang var så forfærdelig at jeg lå på briksen efter ÆU og tænkte at det var værre end en fødsel (!) (ja, lidt langt ude, og det tænkte jeg så heller ikke bagefter). Men jeg blev bare så dårlig af det medicin, man får. Adr.

Og også lidt (total fyfy) puha til to børn. Altså, der er jo ikke TVIVL om at vi så gerne vil have et barn til. Men altså. De der 2-børns forældre rundt omkring, de lyder altså pressede. Også de forældre, som ellers til daglig er ret overskuds-agtige.
Men det er jo nemt med et barn, synes jeg. Helt ærligt.

Og puha. Til at lillebitte Musen skal være den store. Og dele os. Og ikke have overskudsforældre, som kysser og krammer og hopper og springer. For vi TROR jo virkelig på at vi giver ham det allerbedste og den bedste start på livet ved at VÆRE der for ham. Big time.

Og ja JA ja! Selvfølgelig skal vi have en til. Claro. Og Asbjørn vil elske at få en søster (fandme det skal være en pige!). Så here we go. Men hold da fest hvor er det bare ikke den samme desperation og skruk-hed, der præger familien. Og det er vel egentlig mest af alt godt.

*Overskriften henviser til Gonal-F's arbejdstitel hjemme hos os

Børn og karriere

Lørdagsudgaven havde en sides debatindlæg fra en række danske børnepsykologer, hvis holdning var at børn ikke har godt af institutioner før de er 2 år gamle. Det er problematisk for deres psykologiske udvikling at blive "ladt alene" i institutionen uden mor og far.

Av. Av. Den ramte lige lukt ned i min mave. Og i mine tanker omkring Asbjørns timer i vuggestuen. Tanker om hvad det er for børn, vi producerer ved at aflevere dem til andre.
Jeg ved ikke helt selv hvad jeg mener - eller jeg ved ikke hvad løsningen så er, hvis vi skal tage de børnepsykologer alvorligt. Jeg ved det simpelthen ikke. Tage barsel i 2 år? Holder det?

Den rammer også ned i de mange tanker, jeg går med for tiden om job, karriere og familieliv.
For et år siden fik vi af vide at vi skulle pakke kufferterne og tage til New York. Det er så ikke sket endnu. Af mange årsager, som jeg næsten ikke orker at remse op. Konklusionen er at FN-systemet er meget, meget, meget tungt. Og bøvlet.

Men det flytter ikke ved at jeg er træt af mit arbejde. Jeg skal have nye udfordringer. Og det skal være NU. Men jeg er en sløv banan, der ikke får skrevet ansøgninger, der ikke får opdateret cv og ikke er gået igang med at "netværke" (oh how I hate it). Jeg skal videre. Jeg har været i den samme organisation i 7 år. Og lavet mange forskellige ting. Udviklet mig, fået leder-erfaring, og er blevet (hvis jeg selv skal sige det) virkelig dygtigt på mit felt.

Men ikke nok med at jeg er en sløv banan, så stiller jeg krav, som jeg egentlig ikke synes er urimelige. Men som også begrænser mig. Jeg VIL have et job hvor jeg ikke skal arbejde 45 timer om ugen. Asbjørn er for vigtig. Jeg VIL have tid sammen med ham NU hvor han er lille.

Så er der en mulig barselsorlov, som meget gerne skulle komme i løbet af det næste år (håbehåbe). Den stiller sig jo også på tværs af karriereplanlægningen.

Hvordan pokker balancerer man det? Jeg synes det er svært. Hvor meget tid skal man arbejde, hvad er ok, når man også har ambitioner og gerne vil have udfordringer og et spændende job? Ja, altså hvad gør man udover at smøge ærmerne op og komme igang med ansøgningerne, mener jeg.

Nå, ja og status på projekt lillebrøster er 8. dag på Suprefact. ÆU bliver en gang først i det nye år. Det hele bliver skudt lidt så vi ikke skal have ÆU juleaften eller nytårsaften.

Om låsning af blog og lange behandlinger

Vi tager en tur til i møllen. Om en 3 ugers tid starter jeg nedregulering igen og så bliver det ÆU og ÆO (fandme!) omkring jul/nytår. Og så VIL jeg have en september-baby denne gang! Vi blev jo snydt for nogle år siden da ægget fra helvede satte sig i æggelederen i stedet for i livmoderen. Og den skal vi altså lave om på nu!

Vi har købt to forsøg til og været til samtale. De har ikke tænkt sig at gøre noget synderligt anderledes og er helt sikre på at "jeg da nok skal blive gravid". Det er jo dejligt, men jeg kan ikke bruge deres optimisme til så meget, synes jeg. For hvordan filan ved de det? Nå, men jeg synes egentlig det er et rart sted, 7 minutters cykeltur fra hjemmet (timet) og det gør det altså meget, meget nemt.

En del medbloggere låser deres blogs for tiden (Tommelise og Ønske må jeg inviteres?) og egentlig kan jeg godt se fordelene ved det. Man kan skrive mere privat og ingen bånd lægge på sig selv. Jeg ved jo at jeg en gang imellem forsøger at skrive mig lidt mere anonym end jeg egentlig har lyst til, og andre gange bare øser ud. Det er især tankerne om nogle gange at kunne skrive noget mere privat/ærligt om venner og familie, der frister til låsningen.
Så er der den anden grøft - go public. Fortælle hele sechens historie, om hverdagen og skrive helt åbent om alt og intet. Nogle blogs fungerer vildt godt sådan, synes jeg. Og nogle er interessante at læse og har mange læsere.

Men jeg har besluttet ikke at låse og heller ikke at gå offentligt sådan lige nu. Låsningen har klart sine fordele. Klart. Mit væsentligste argument for ikke at låse er hvor helt utroligt, sindssygt meget glæde jeg havde af de kære blogsøstre, der for nogle år siden huserede med deres fertilitetshistorier. Amoccas blog var den første jeg læste. Siden andre (ingen nævnt, ingen glemt) brugte jeg rigtig, rigtig meget en overgang. Til at spejle mig, til at få bugt med ensomheden, til at dele erfaringer. Det var så vigtigt for mig, det univers. Da jeg selv var så ked af det, og følte mig alene i verden. Så var der nogen ude på den anden side af skærmen. Som simultan-led eller som kendte det, følelserne og ensomheden.
Jeg har ingen forestillinger om at min blog er specielt velskrevet, speciel genial eller speciel interessant. Men jeg håber at min historie kan give andre det, som jeg selv fik da jeg sad i barnløshedens suppedas. En spejling, en beroligelse i at man ikke er alene.

Stilstand og opsparing

Det går sådan set ok herovre. Altså vi kæmper lidt med livet sådan generelt, min søster skal starte på kemoterapi og jeg synes det er så svært at være så langt væk fra hende at jeg ikke kan hjælpe til hverdag.
Lyspunktet er at jeg synes hun tackler det godt. Forstået på den måde at hun er klar over at det skal bearbejdes. Sammen med en masse andet hun også bør få bearbejdet. Og hun sætter ord på det. Noget hun ellers ikke har gjort i mange, mange år. Så jeg håber dette bliver lejligheden til at rydde op i hendes liv. Hun har en ubearbejdet sorg over min far og et barn hun mistede i 24. uge. Og nu det her. Så når hun siger at hun vil til psykolog, så jubler jeg lidt indeni.

Kæresten har fået målt sædcellerne igen. Han kunne simpelthen ikke finde ro før han fik vished om det der sædcelle-løb var kørt. Det er det ikke. Der var 900.000 i sidste prøve, som han afleverede i mandags, det er vist noget nær rekord. Så han er ikke steril. Og det er forsvarligt at køre videre. Så det gør vi. Sparer penge sammen (og ja, jeg synes det er SÅ klamt at nogle skal lave profit på mine fertilitetsproblemer!) og venter på en samtale for at få en ny behandling. Så hurtigt som muligt. Vi køber en pakke, dvs. vi topper op så vi i alt får 3 forsøg. Og så tager vi den derfra. Jeg er ked af at jeg ikke skal være gravid til sommer. Og at det hele i det hele taget har lidt lange udsigter. Jeg ville gerne have børn tæt på hinanden. Men bare vi får et barn til, så tager vi sgu det andet med.

Det fylder ikke helt så meget, som jeg troede det ville. Bevares, det er IKKE sjovt, det her ræs nummer to. Og det er som om man starter helt naivt på en frisk, mærkeligt. Som om man tror at NU bliver det bare nemt. Hvorfor skulle det det? Asbjørn kom først i 4. forsøg, hvorfor skulle lillebrøster ikke også vente på sig? Mærkeligt som hjernen tænker.