5+2 - tør man skrive sådan noget...?

Jamen intet nyt er godt nyt. Har ikke testet siden torsdag, hvor testen var meget positiv. Det er så utrolig dejligt at kigge på de streger, men også en lidt dyr hobby, og jeg bliver jo hverken mere eller mindre gravid af at teste. Der er (desværre) ikke særlig meget jeg kan gøre andet end at vente og bede til højere magter om at scanningen viser mindst 1 stk. liv.

Har fået tid til scanning på klinikken 3. oktober. Det er om en evighed. På det tidspunkt skulle jeg gerne være 7+5 og så burde der være ting og sager at se derinde. Puh, der er lang tid til vished.

Altså vi er jo rigtig glade hjemme hos os. Som i rigtig glade. "Tænk hvis" bliver sagt rigtig meget, og det er jo rigtigt at sandsynligheden for en baby er større end for at det går galt. Men det er svært at give sig helt hen - der er immervæk ret mange store hurdles, der skal overståes inden det forhåbentlig bliver forår og babytid.

Jeg er også ramt lidt af sådan en "gud hvor er det egentlig utrolig banalt" følelse omkring det her graviditet. Min søde mand lidt ligeså. Vi har snakket en del om at det føles så underligt at det er noget, som vi så helt uendelig gerne har villet i over 3 år, og skabt så meget sorg, været årsag til så mange tårer og nogle ret så drastiske livsændringer. Og nu er det (måske) her, skulle man så ikke være sådan helt ved at gå til af lykke?

Jeg ved at hvis dette bliver til en baby, så vil det jo helt sikkert bringe så uendelig meget lykke til vores familie, så det skal jo nok komme. Men altså lige nu - og gud hvor lyder det forkert - kan jeg ikke lade være med at tænke "var det bare det, jeg har været så meget i sorg over?" Underligt som ens hoved og krop både glemmer smerten så hurtigt samtidig med den sidder som en grundtone og blokerer for jubelfølelsen.

Jeg er ret træt, ingen kvalme endnu, men maven er vokset ret så meget. Så meget at jeg faktisk ikke helt kan holde ud og gå i mine bukser og har haft den samme elastiknederdel på på arbejde 3 ud af 5 dage i sidste uge. Har været på loftet og hente gravid-tøj, men det var en sølle samling af forvaskede strømpebukser og et på lidt umoderne bukser... må vist ud og bruge familieformuen på gravid-tøj inden alt for længe!

Testitis

Test-obsessing er en dyr hobby! Har nu tisset på pinde hver dag siden mandag - måtte ud og købe nye forsyninger - shit, manner, de tjener godt på halv-sindssyge kvinder, der længes efter vished!

Status er at testen i morges er nydelig. Ikke sådan BRAGENDE positiv, men dog sådan at selv skeptiske Hr. Mand syntes den så helt normal ud. Og det syntes jeg faktisk også.
Tager en igen i morgen. Og sikkert også i overmorgen.

De (helt utrolig søde) mennesker på klinikken foreslog at jeg gik til egen læge og fik taget to hcg blodprøver, hvis jeg var nervøs. Men ellers tror jeg ikke de nødvendigvis bruger det. Og jeg har egentlig besluttet mig for at lade være. Jeg kan alligevel hverken gøre til eller fra. Enten sidder det fast, eller også gør det ikke. Det vil en scanning vise, og det er jo først senere. Så prøver at ramme den svære balance mellem forsigtig optimisme og sunde skepsis. Men jeg kan mærke at jeg skal passe på med ikke at spasse ud - har allermest lyst til at gå amok i glæde, men kan ikke.

Jeg har ret mange symptomer. Mega ømme bryster, masser af niv og jag og mens-murren i understellet. Ikke skyggen af mens. Træt - virkelig træt. Elsker dem, alle de symptomer.

Tænk, hvis vi slipper igennem nåleøjet... Det er næsten for godt til at være sandt. Kan ikke lade være med at sende næsten kærlige tanker mod Fredericia - det er jo helt vanvittigt hvis de kan ramme rigtigt i første hug! 8 omgange og CFC har end ikke været TÆT på hvad de præsterede i Fredericia.

Ahem...

Altså jeg har helt angst-sved i håndfladerne over at skrive dette indlæg - af fare for at jinxe noget.

Det her syn mødte os i går (vist nok 4+2):

Noget fesne og ærlig talt mest genstand for bekymring end glæde. Taget i dårligt lys i soveværelset før solen stod op. Tanker om GUL, om biokemiske og den slags fyldte dagen i går.

I dag så det sådan ud:

På en gammel USA test, som havde sidste brugsdato i oktober 2012. Så vi kan heller ikke helt regne med den.
Vi tør simpelthen ikke tro på den. Det kan ikke passe. Ikke efter alle de forsøg. Ikke i første hug. Vi går helt, helt musestille med dørerne og jeg frygter at mens kommer i slutningen af ugen. Ingen spor af den endnu, dog. Intet brunt på exit-progestanen, men masser af mens murren og hiv og niv i understellet. En smule oppustet.
Og bange. Bange for det ultimative crash, der (måske) venter når mens melder sig på banen eller den sidder uden for livmoderen. Jeg kan mærke at jeg ville have meget, meget svært ved at mønstre energi og overskud til en graviditet udenfor livmoderen. Eller en MA, SA eller hvad det hedder alt sammen. Og ja, jeg VED jo godt at nogle er langsomme hcg startere, og at der er masser - MASSER - af eksempler på børn, der har været svage positive streger. Men altså. Jubelscener er for amatører, og skepsisen lever i bedste velgående hos mig.

Havde HELT glemt at en positiv streg jo bare starter en ny ventetid, som heller ikke er for børn.

Rugedag 12 - intet nyt

Maven er helt tilbage til normalen. Ingen oppustethed, ingen trykken. Stilhed dernedefra. Jeg tror ikke på den mere. Med A blev jeg overstimuleret sent i forløbet og derfor vidste vi jo 5 dage før BP at den nok var der. Jeg har hele tiden tænkt at hvis jeg bliver gravid i denne omgang, så skulle den overstimulering, der fik mig til at se ud som en gravid i 6. måned (avav, har stadig sår på sjælen!) blive værre. Det er den ikke blevet.

Min før-mens hovedpine kom og gik. Det er meget normalt at den ikke øjeblikkeligt fører til mens. Det eneste mærkelige er at jeg har kunne læse mig til at de hormonbetingede migræne-agtige hovedpiner jeg får, kan skyldes fald i østrogen. Men jeg får Østradiol tabletter, så mit østrogen burde ikke være faldet...?

Min søde, stakkels mand er ved at gå ud af sit gode skind. Han er SÅ nedtrykt over det her - jeg har faktisk aldrig set ham så påvirket før. Han synes jeg skal smugteste. Men jeg TØR bare ikke. Puha. Tør slet, slet ikke. Og har heller ikke lyst på mandag. Vores morgener skal gerne køre lidt slag i slag - A går i udflytterbørnehave og skal nå bussen kl. 8. Så der er ikke lige tid til en mor (far!?) tuder der lidt over halv syv mandag morgen. Det taler for at tisse lidt på en pind søndag. Men jeg GIDER ikke have min søndag ødelagt!

Jeg ved jeg bliver helt utrolig skuffet og ked af det. Men jeg forbereder mig på at det er en negativ test, jeg skal kigge på på mandag. Og jeg er så småt videre. Til næste tur i møllen. Kan man mon køre lang behandling back-to-back? Nogen, der ved det? Der er jo 2 mens imellem hver ægudtagning, tænker jeg...

Men for filan, altså. Den her omgang har været klart den ledeste af alle, alle, alle de mange omgange vi har kørt. Hele august har jeg været dårlig. Først af Metformin - kvalme, træthed og utilpashed. Måtte endda kaste op et par gange på mit nye arbejde (IKKE fedt). Siden hen af Suprefact - træthed og hovedpine - noget, jeg ikke synes jeg har haft tidligere af Suprefact. Og så det her æggeshow. Det slider altså virkelig på krop og sjæl.

Men det underlige er at jeg er klar til en tur til. For første gang i 2 år tror jeg faktisk på det - jeg tror faktisk at de rare mennesker ovre i Jylland kan gøre mig gravid. De har præsteret 3 4-cellede æg uden fragmenter i første hug - det har CFC ikke kunne klare i NOGEN af deres behandlinger. Åh, jeg kan mærke at min antipati for CFC bare vokser og vokser. Men jeg forsøger at lægge låg på - der kommer simpelthen ikke noget godt ud af den - og de laver jo masser af babyer (blandt andet lillesøskende på 2 af vores andre sub-fertile venner - de heldige bæster...).

Rugedag 10 - velkommen til mismodet

Testdag er på mandag, og i går meldte mismodet sig. Vi har været på ferie og kom hjem i går - jeg skulle egentlig have været på rejse med arbejdet, men har fået en sygemelding, så måtte fra ferien ringe til mit nye arbejde og min nye chef og fortælle den korte version af vores fertilitetsbehandling. For H-elvede altså hvor er jeg træt af at det her skal påvirke SÅ meget! Havde virkelig håbet på at jeg kunne holde dem udenfor det her, det er SÅ ufedt at være hende den nye, der er i f#cking fertilitetsbehandling. Suk altså.
Chefen tog det ret stille og roligt, men alligvelller. Er "manager" på et projekt, som skulle præsenteres, og jeg har en ret så central rolle, og er så TRÆT af at det her griber sådan ind i mit liv.
Ørl ørl ørl.

Årsagen til sygemeldingen er at jeg fik tømt 35(!!!) ægblærer sidste lørdag, hvilket har betydet at jeg har været så smadret efter den her ægudtagning som aldrig før. Jeg kunne ikke rigtig gå de første 4 dage, og det påvirkede altså især første del af ferien ret meget. For h..elvede altså hvor har det været smertefuldt. Og lægerne syntes ikke at Uganda lød som den ideelle destination når nu det var situationen. Og for en gang skyld lod jeg fornuften råde.

Oppustedheden (af en eller anden teknisk årsag kalder lægerne ikke det her for en overstimulering) er aftagende. Og derfor mismoden. I går kom den klassiske før-mens migræne/hovedpine. Min søde søde mand er helt slukøret - jeg tror virkelig han havde satset på at det var denne gang. Jeg ved godt løbet ikke er kørt, og jeg har googlet som en anden fuldstændig vanvittig. Især har jeg nok læst Knocks indlæg om hormoner omkring IVF fra før positiv test med lillesøster 8 eller 9 gange. Fordi måske måske måske er jeg bare først nu igang med at danne hcg... og bla bla bla...

Sagen er jo at med A kom oppustedheden og overstimuleringen - BAM - 6 dage før test. Og det blev bare værre og værre. Og det var jo i går jeg så skulle have mærket en forværring. Men tværtimod er det lidt bedre. Jeg har sammenlignet billeder af min mave i sidste uge og fra da jeg var gravid med Asbjørn. Jeg så ud i sidste uge som da jeg var i 6. måned. Shit, det har været en smertefuld omgang.

I det hele taget er jeg bare mismodig i dag. For denne behandling har godt nok været hård. Jeg har været dårlig stort set non-stop i en måned af medicinen. Hovedpine, kvalme (af metformin) og uendelig træthed. Arjmen, det har været en hård august måned. Mentalt og fysisk og vi føler at hele august er gået med bare at komme igennem. At det så ikke ender med en positiv test, ville næsten ikke være til at bære - skal vi igennem det her een gang til igen igen igen?

Overtro

For at gøre en lang historie kort (siger damen, der sidst opdaterede bloggen for 3 måneder siden). Jeg har fået lagt 2 4-cellede æg tilrette i mit ret så smadrede underliv her i eftermiddag. Topscore - noget med under 10% fragmenter. Og et til fryseren. Det var sgu svært for manden og jeg ikke at gå bare en lille smule i selvsving. Det siste 4-cellede æg vi har haft, er nu en 4-årig med krudt i numsen.
Og for at blive ved overtroen. Fandemer om jeg ikke - i fald en af de små æggebasser vælger at blive boende - får termin NØJAGTIG på samme dag som med Asbjørn. Det er simpelthen for underligt.

De tømte 35 (!!!!) ægblærer i lørdags. Det blev til 17 æg, hvoraf 9 var modne, og altså 3 der delte sig til 4-celler. Jeg ligner en, der er gravid i 5. måned og skal have hjælp til at komme ud af sengen. Så føler altså ret meget det er vores tur nu.

Der er ellers meget denne blog mangler at blive opdateret omkring. Vi er hjemvendt og stadig igang med at pakke kasser ud og stadig med pænt så meget Brooklyn-blues. Vi var bare ikke færdige. Til gengæld er jeg startet skide sjovt job og Asbjørn går i den mest suveræne børnehave.

Men for jensen da, de er for vilde, derovre i det jyske! Hold k-æft, det er bare noget helt, helt, helt andet. For helvede jeg fortryder vi brugte så lang tid på den (pardon my French) lorte-klinik. De her damer er simpelthen SÅ grundige, der bliver vurderet og snakket og spurgt til hvordan jeg har det, snakket lidt mere og tænkt. De rykkede bla. ægudtagningen en dag efter de havde fastsat dagen og ringede så kontra-ordrer. Fordi de lige skulle vende det en ekstra gang. ALT bliver skrevet ned og der er i det hele taget den rette mix af omsorg og professionalisme (jeg er nemlig heller ikke god til FOR meget omsorg. Fnis).

Bitre Betina

Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg ikke gider blogge for tiden - sidste indlæg var for snart 3!! måneder siden. Det er ikke fordi babyprojektet pludselig ikke fylder noget, eller alt er i zen i mit hoved eller jeg bare helt har glemt det der med en lillebrøster. Tværtimod. Det fylder stadig utrolig meget. Men det fylder på den der helt utrolig ærgerlige måde, hvor jeg bliver trist og ked hver gang vi snakker om emnet. Og det sidder som sådan en underliggende grundtone i mit liv hele tiden. Nu går jeg ikke rundt og græder non-stop, og på mange måder er mit liv helt utrolig dejligt. Jeg ER et privilligeret menneske på utrolig mange måder.

Men. Bitre Betina bor inden i mig. Stadigvæk. Og nogle gange synes jeg hun råber meget højt. Og jeg kæmper en kamp med hende. Om ikke at lade hende bestemme. For får hun lov at bestemme, så taber jeg. Der er INGEN der kan skaffe mig den lillebrøster. Og andres lykke får mig hverken længere væk fra eller tættere på drømmen. Men for helvede altså, hvor jeg bare overhovedet ikke rummelig. Jeg kan ikke lade være at sammenligne mig med alle andre, og det kommer der bare intet godt ud af. Den sidste bølge af venner er gravide med deres 2ere, alle vores IVF venner i omgangskredsen er nu på 2. barn. Også dem, som fik børn efter Asbjørn. Og vi skal hjem og se på store tykke maver. Og jeg kan slet, slet ikke ha det. Slet ikke. Jeg aner ikke hvordan jeg skal tackle det, for jeg er grøn af misundelse og jeg ved ikke hvordan jeg kommer over det.

Jeg er egentlig ikke et negativt menneske, og jeg har egentlig generelt let ved at se det dejlige, det positive og det sjove i livet. Det har jeg altså! Men det her, det får mig fandme ned med nakken. Jeg ved at det kommer tættere på - det øjeblik hvor jeg skal se sorgen i øjnene og erkende at kampen var tabt. Og der er masser af dejlige oplevelser for vores familie hvis det bliver udgangen på den her kamp. Og jeg ER heldig. For vi har Asbjørn, det dejlige barn. Men for helvede, Bitre Betina synes bare IKKE det er nok!

Det var ikke længe før vi lukker og slukker og starter et nyt kapitel i Danmark. Jeg har ingen afklaring på mit nye job (lang historie om sikkerhedsgodkendelser og den slags) men jeg ser frem til at skulle til Fredericia og se hvad de kan gøre for os. Jeg er ikke holdt op med at håbe, og det er både godt og skidt - for med håbet kommer også tæskene.