Mens kom væltende to dage før test og vi fik sagt lidt øv. Men altså - det ville også have været for vildt et mirakel.
Selvom vi begge var skuffede og ærgerlige, så er det jo bare overhovedet ikke noget at snakke om i forhold til tidligere tiders skuffelser. Og den er da også rystet helt og adeles af og vi har nu lagt en plan for vores videre færd udi fertilitetsverdenen.
Men nu tager vi altså på ferie (igen) og nyder solen, sommeren, vores familie og gode venner i en uges tid. Og venter med at tælle dage til mens til en gang i august.
Til gengæld kan vores levende mirakel nu gå og har kunnet det siden "dagen hvor der blev spillet VM finale" (citat min kæreste). Han nærmest løber rundt, falder en masse og er SÅ stolt af sig selv! Det er fantastisk (og en smule mere besværligt) at have sådan en lille gående/løbende dreng, for han er OVERALT. Men tænk, for et år siden lå han i sin lift og kunne intet. Og nu løber han rundt i sine små sandaler og siger vov til alt - men mest til hunde, lamper og duer.
fredag den 23. juli 2010
fredag den 9. juli 2010
Nummer to
Ja, altså i og med at jeg ruger og jeg har fået af vide at chancerne er ca. 30% (dvs. 1 ud af 3 rugere får bingo) så tænkes der jo herovre i Sechestolen. Mest af alt på hvor sindssygt og helt uvirkeligt det ville være hvis vi var så sindssyg heldige. Det tror jeg simpelthen ikke på.
Men. Selvom jeg fik sagt i går at jeg ikke engang havde regnet eventuel termin ud, så kunne jeg ikke liiige lade være at gøre det her til formiddag. Og så bliver det en gang midt i marts. Så hvis hvis hvis ville de to ICSI børn komme til verden med under to års mellemrum. Ret vildt, egentlig.
Og selvom det 99,9999% ville være intet mindre end fantastisk, så er der også en lillebitte nisse derinde et sted, der tænker: Puha, kan vi klare det? Får vi overhovedet noget som helst tid til andet end at arbejde og passe børn? Kærestetid? Vennetid? Læse bøger-tid?
Jeg synes at det generelle billeder fra venner og veninder, der har to små børn, er at det er benhårdt. At (næsten) alt handler om logistik og oprydning. Og jeg må indrømme at det godt kan bekymre mig lidt. Samt tanken om at der bliver endnu mindre tid til Asbjørn. Til omsorg, nærvær, kram og fis.
Jeg synes det har været nemmere end jeg troede at få et barn. Bevares, der er meget praktisk og hverdagen er i meget faste rammer. Men omvendt har vi begge altid været vant til at "tidsoptimere" (og lyder dét lige kedeligt??) og lave en masse - både af det kedelige og det sjove. Så vi var klar til at smøge ærmerne op. Men jeg kan godt se hvor det bærer henad - kæresten har travlt på job, og een skal jo hente og bringe, købe ind, købe gaver til fødselsdage og så videre og så videre. Og det har givet nogle lidt ærgerlige diskussioner hjemme hos os her i den sidste uge. Bliver det bare fast hverdagskost med to børn? Og noget helt andet - søger jeg en magi ved at få et barn til, som jeg ikke kan få, fordi den magi er tæt forbundet med det første barn?
Men alt det rykker ikke ved hvor heeelt vildt det kunne være at se to streger om en god uges tid. Så uvirkelig fedt.
... Og Knock - jeg er helt enig med dig i smugtestningen - ikke noget, jeg normalt gør mig det i, fordi det er så nervepirrende. Men jeg tror det nervepirrende i denne omgang er lidt udskiftet med nysgerrighed (say what!?). Men hold da op hvor er det meget nemmere at leve samtidig med man ruger på sådan et forsøg.
Men. Selvom jeg fik sagt i går at jeg ikke engang havde regnet eventuel termin ud, så kunne jeg ikke liiige lade være at gøre det her til formiddag. Og så bliver det en gang midt i marts. Så hvis hvis hvis ville de to ICSI børn komme til verden med under to års mellemrum. Ret vildt, egentlig.
Og selvom det 99,9999% ville være intet mindre end fantastisk, så er der også en lillebitte nisse derinde et sted, der tænker: Puha, kan vi klare det? Får vi overhovedet noget som helst tid til andet end at arbejde og passe børn? Kærestetid? Vennetid? Læse bøger-tid?
Jeg synes at det generelle billeder fra venner og veninder, der har to små børn, er at det er benhårdt. At (næsten) alt handler om logistik og oprydning. Og jeg må indrømme at det godt kan bekymre mig lidt. Samt tanken om at der bliver endnu mindre tid til Asbjørn. Til omsorg, nærvær, kram og fis.
Jeg synes det har været nemmere end jeg troede at få et barn. Bevares, der er meget praktisk og hverdagen er i meget faste rammer. Men omvendt har vi begge altid været vant til at "tidsoptimere" (og lyder dét lige kedeligt??) og lave en masse - både af det kedelige og det sjove. Så vi var klar til at smøge ærmerne op. Men jeg kan godt se hvor det bærer henad - kæresten har travlt på job, og een skal jo hente og bringe, købe ind, købe gaver til fødselsdage og så videre og så videre. Og det har givet nogle lidt ærgerlige diskussioner hjemme hos os her i den sidste uge. Bliver det bare fast hverdagskost med to børn? Og noget helt andet - søger jeg en magi ved at få et barn til, som jeg ikke kan få, fordi den magi er tæt forbundet med det første barn?
Men alt det rykker ikke ved hvor heeelt vildt det kunne være at se to streger om en god uges tid. Så uvirkelig fedt.
... Og Knock - jeg er helt enig med dig i smugtestningen - ikke noget, jeg normalt gør mig det i, fordi det er så nervepirrende. Men jeg tror det nervepirrende i denne omgang er lidt udskiftet med nysgerrighed (say what!?). Men hold da op hvor er det meget nemmere at leve samtidig med man ruger på sådan et forsøg.
onsdag den 7. juli 2010
Så kører symptomrytteriet
Det er vist ikke meget anderledes end alle de andre gange - jeg er begyndt at være super-obs på min krop. I går og i dag er jeg f.eks. lidt småsyg - har lidt ondt i halsen og er træt i kroppen. Og sørme om man ikke ser mig sidde og surfe for at finde ud af om man måske har lidt svækket immunforsvar, når ægget sætter sig fast?
Jamen altså hvor er det langt ude!
Der skal testes omkring d. 18. juli - der er vi på ferie. Måske smugtester jeg et par dage før...?
Jamen altså hvor er det langt ude!
Der skal testes omkring d. 18. juli - der er vi på ferie. Måske smugtester jeg et par dage før...?
tirsdag den 6. juli 2010
Surprise rugning
Vi fik os en stor overraskelse søndag morgen, da de ringede fra Hvidovre og fortalte at ægget havde overlevet optøningen og var igang med at dele sig. Jeg var ret sikker på at det ikke overlevede, og lægen sagde da også da vi kom derud at det var lidt et lucky shot, for hun havde dagen inden tøet 2 strå med 4 og 5 æg op hvor ingen overlevede. Men faktum er at jeg går og ruger nu.
Meget, meget mærkeligt. Det er så helt utrolig anderledes end nogle af de andre gange, og jeg tror det er fordi der absolut ingen forventninger fra min side er (og det er jo så lidt løgn for når nu det ligger deroppe kan man ikke lade være at spekulere). Jeg har nærmest glemt det helt her de sidste par dage og ved ikke engang hvornår jeg i så fald ville have termin - noget, jeg ved alle de andre forsøg ALTID har haft tjek på.
Så jeg ruger i al hemmelighed, for vi har denne gang valgt ikke at sige det til nogen ude i RL - næsten.
Meget, meget mærkeligt. Det er så helt utrolig anderledes end nogle af de andre gange, og jeg tror det er fordi der absolut ingen forventninger fra min side er (og det er jo så lidt løgn for når nu det ligger deroppe kan man ikke lade være at spekulere). Jeg har nærmest glemt det helt her de sidste par dage og ved ikke engang hvornår jeg i så fald ville have termin - noget, jeg ved alle de andre forsøg ALTID har haft tjek på.
Så jeg ruger i al hemmelighed, for vi har denne gang valgt ikke at sige det til nogen ude i RL - næsten.
mandag den 28. juni 2010
Fryseri
På trods af at Knock ikke er helt klar ;-) så er vi i fuld sving med vores første fryseforsøg ever. Det er ikke spået mange chancer hos mig, da vi kun har et enkelt lille æg på køl, og det er ikke (som jeg ellers troede) fra Asbjørn-omgangen. Men hold da op hvor er jeg overrasket over hvor nemt det er! Har indtil videre haft 3 scanninger, så står den på ægløsningssprøjte, æg op and that's it! Helt vildt nemt! Ærgerligt at vi ikke har en hel flok på køl, for det er da godt nok noget helt, helt andet end de dumme ægudtagninger.
For nogle uger siden var jeg bange for hvad det ville gøre ved mig, at starte i det her ræs igen. Indtil videre går det stille og roligt. Måske mest fordi jeg ikke rigtig har nogle forhåbninger til denne omgang fryseforsøg. Det føles nærmest mere som en oprydningsøvelse: vi skal ikke have æg liggende og flyde rundt omkring i byen.
Men det har da affødt samtaler om timing for at gå igang på privatklinikker. Og en granskning af økonomien, som desværre ikke siger ok til at gå igang med det samme. Og det er ærgerligt, for nu har vi ligesom taget hul på bylden, føler jeg. Der skal ligges 45.000 på een gang, og de skal lige skrabes sammen. Et bryllup og rejseri har ikke efterladt det store på kontoen.
Og den snak, altså økonomi og hvornår vi "rigtigt" går igang er træls. For med den kan jeg mærke at det begynder at køre i hovedet. Jeg har besluttet mig for at tænke at jeg bliver gravid til vinter, og derfor er der lang tid til og så behøver jeg ikke at gå og føle at jeg venter hele tiden.
Jeg er slet ikke bekymret for livet med to små børn. Jeg er mere bekymret for hvad et behandlingsforløb vil gøre ved mig og min evne til at være til stede i nuet, lige nu og her.
Men alt andet lige: hold da op hvor er det bare helt, helt anderledes at skulle lave barn nummer to. Mine tanker til jer, der stadig kæmper med nummer et.
For nogle uger siden var jeg bange for hvad det ville gøre ved mig, at starte i det her ræs igen. Indtil videre går det stille og roligt. Måske mest fordi jeg ikke rigtig har nogle forhåbninger til denne omgang fryseforsøg. Det føles nærmest mere som en oprydningsøvelse: vi skal ikke have æg liggende og flyde rundt omkring i byen.
Men det har da affødt samtaler om timing for at gå igang på privatklinikker. Og en granskning af økonomien, som desværre ikke siger ok til at gå igang med det samme. Og det er ærgerligt, for nu har vi ligesom taget hul på bylden, føler jeg. Der skal ligges 45.000 på een gang, og de skal lige skrabes sammen. Et bryllup og rejseri har ikke efterladt det store på kontoen.
Og den snak, altså økonomi og hvornår vi "rigtigt" går igang er træls. For med den kan jeg mærke at det begynder at køre i hovedet. Jeg har besluttet mig for at tænke at jeg bliver gravid til vinter, og derfor er der lang tid til og så behøver jeg ikke at gå og føle at jeg venter hele tiden.
Jeg er slet ikke bekymret for livet med to små børn. Jeg er mere bekymret for hvad et behandlingsforløb vil gøre ved mig og min evne til at være til stede i nuet, lige nu og her.
Men alt andet lige: hold da op hvor er det bare helt, helt anderledes at skulle lave barn nummer to. Mine tanker til jer, der stadig kæmper med nummer et.
tirsdag den 22. juni 2010
At blive nogens kone...
... Er faktisk ret fedt! Vi holdt et brag af en bryllupsfest i lørdags, blev viet i en københavnsk park, vejret holdt, der var masser af boblevand, sæbebobler og glade mennesker -og solskin. Da vi cyklede i kortege til festen skinnede solen og bilerne dyttede og vennerne sang.
Vi lukkede festen kl. lidt i fem og tog hjem i en dejlig boble-brandert.
En af de første ting, vi har gjort som mand og kone er at tage en tur til Hvidovre Hospital og se til vores lille, ensomme fryseæg. Det var en mærkelig fornemmelse, og på en underlig måde nærmest hyggeligt. Det var jo der, Asbjørn er lavet. Fra at have været et sted forbundet med smerte, sorg og afsavn er det nu forvandlet til et sted, der bragte noget dejligt med sig. Personalet kunne godt huske os og var så glade for at vide at vi havde en lille Asbjørn.
Det er højst sandsynligt at vi når vores fryseforsøg inden sommerferien. Jeg tror overhovedet ikke på det, for vi har kun eet æg, og det skal lige overleve en optøning. Men det gør heller ikke noget, for der er ro i maven. En ro af nogle helt helt andre dimensioner i forhold til sidst. Og det gør en kæmpe verden til forskel.
Jeg tror vi bruger sommerferien på at snakke med et par privatklinikker, eventuelt også undersøger om det kan betale sig at tage til Malmø. Jeg har hørt at det skulle være billigere derovre. Nogle, der har hørt noget lignende?
(og noget helt andet - hvordan bliver man inviteret til fru p's blog?)
Vi lukkede festen kl. lidt i fem og tog hjem i en dejlig boble-brandert.
En af de første ting, vi har gjort som mand og kone er at tage en tur til Hvidovre Hospital og se til vores lille, ensomme fryseæg. Det var en mærkelig fornemmelse, og på en underlig måde nærmest hyggeligt. Det var jo der, Asbjørn er lavet. Fra at have været et sted forbundet med smerte, sorg og afsavn er det nu forvandlet til et sted, der bragte noget dejligt med sig. Personalet kunne godt huske os og var så glade for at vide at vi havde en lille Asbjørn.
Det er højst sandsynligt at vi når vores fryseforsøg inden sommerferien. Jeg tror overhovedet ikke på det, for vi har kun eet æg, og det skal lige overleve en optøning. Men det gør heller ikke noget, for der er ro i maven. En ro af nogle helt helt andre dimensioner i forhold til sidst. Og det gør en kæmpe verden til forskel.
Jeg tror vi bruger sommerferien på at snakke med et par privatklinikker, eventuelt også undersøger om det kan betale sig at tage til Malmø. Jeg har hørt at det skulle være billigere derovre. Nogle, der har hørt noget lignende?
(og noget helt andet - hvordan bliver man inviteret til fru p's blog?)
onsdag den 16. juni 2010
Fra det helt store til det helt nære
Asbjørn er syg i dag. 40,5 i feber, klynker og ligger lige nu på sofaen og småklynker i søvne. Med Bjørnen (hans bamse) og yndlingsbogen. Sjovt som rensning af tøj, bordplaner, jobinterviews og arbejdsmøder lige pludselig bliver lidt ligegyldige...
Og lige præcis dét er vel en af de fantastiske ting ved at være nogens forælder: at man formår at sætte tingene i perspektiv på grund af det der lille menneske man skal passe på.
Og lige præcis dét er vel en af de fantastiske ting ved at være nogens forælder: at man formår at sætte tingene i perspektiv på grund af det der lille menneske man skal passe på.
Abonner på:
Opslag (Atom)