Slam! Tilbage til start.

Det er noget tid siden, det er blevet til et indlæg her på bloggen. Mange ting og mange tanker, og da denne blog jo mest er blevet brugt til barnløshed og børn, har jeg ikke kunne finde ordene, der passede til bloggen.

De er her i dag. Efter 1½ måned med suprefact-indsprøjtninger, scanninger og ægudtagning (from hell), 15 æg ud og to forventningsfulde mennesker, der sidder ved telefonen i morges, fik vi beskeden at INGEN af æggene var befrugtede og at der derfor ikke var æg til oplægning.
Hvor f.anden kom den fra??? Vi har aldrig prøvet at der ikke var æg til oplægning, og jeg fik mig virkelig et chok. Det satte gang i angsten. Angsten for at Asbjørn var DET skud vi havde i kassen. At han skal være enebarn og at alle mine forestillinger om lillebrøster var udtryk for hovmod og manglende taknemmelighed for det, vi er blevet skænket. Shit, et chok det her er.

For det viser sig nemlig at de ikke kunne finde brugbare sædceller i sædprøven. Bevares, vi har altid vidst at det var det "svage" led, men der har altid kunne findes nogle. Men sådan skulle det ikke være denne gang. Så farvel 17.500 gode, danske kroner. Og dét er det mindste af det hele.

Kæresten (som vel egentlig er manden, eftersom vi jo faktisk er gift) er helt slået ud. Helt færdig er han. Han er vred på sig selv over at han drak kaffe, at han ikke har taget vitaminer, at han ikke har passet på sig selv, at han ikke lavede prøven om da han godt nok så at den ikke lige så super ud (det kan han åbenbart set på den...). Og har dårlig samvittighed overfor mig, som grænser til en overstimulation. Pis.

Som i pispispis.

Altså. Vi har jo Asbjørn. Som bare render rundt og griner mens vi snakker om det her. Om at vi må lægge skråsikkerheden på hylden og indstille os på at lillebrøster er et måske-projekt. Av, at skrive det. For det var virkelig ikke sådan jeg havde det med det for 2 dage siden. I mit hoved har lillebrøster været et spørgsmål om tid. Og tålmodighed. Og selvfølgelig et lille måske. Men det er ikke det, der har fyldt. Det gør det nu. For vi må jo seriøst forholde os til virkeligheden. Når laboranten snakker donorsæd, så er det jo fordi den er gal.

Og barnløshedens onde tvilling (søskendeløsheden) viser sit grimme ansigt her på sådan en grå onsdag.

(Og så er der alt det andet. Med min dejlige søster. And life in general. Tak for tankerne, kære blog-venner)

Tour de sundhedsvæsen

Mit liv handler rigtig meget om læger og hospitaler lige for tiden. Min søde veninde (som har været temmelig panikket omkring børn og det at skulle have dem) ringede i morges og fortalte at hun har født i nat. Hun var rolig og glad, og det gjorde mig glad, for jeg tror hun har rigtig meget brug for en god start. Det var dejligt at høre at hun lød rolig i sin nye rolle som mor.

Min dejlige søster, som er små to år ældre end mig skal opereres i dag. For kræft. Bare at skrive det får jeg en klump i halsen af. Hun er i chok, hun er ked af det, vred og kan ikke acceptere tanken om at hun skal miste et bryst. Kræften har ikke spredt sig, og en kæmpe sten er faldet fra mit hjerte. Det betyder ikke at der ikke er masser af angst og vrede over at livet er så uretfærdigt og at MIN søster altså skal leve til jeg er 80 og hun er 82. Tanken om andet er ubærlig. Intet mindre. Hun har to små børn, og de skal BARE IKKE miste deres mor.

Set i det lys føles de daglige Suprefact indsprøjtninger lidt perifære. Måske kan jeg i virkeligheden bare ikke rigtig rumme det helt at vi er igang med behandling. At jeg måske er gravid om en halvanden måneds tid. Bevares, jeg vil vildt gerne have et barn til, men det fylder bare ikke så meget - spændingen, glæden over måske at skulle igennem en graviditet igen. Lige om lidt. Måske. Og det er jeg på en måde lidt ked af, trist over. At en mulig graviditet ikke kan få mig helt op og ringe på samme måde som for 2 år siden. Men måske er det bare sådan lige nu. Og sker der noget, så sker det og så tager vi glæden derfra.

Måske er der også en lille del af mig der ikke føler at jeg har lyst eller lov til at glædes over noget så fantastisk når noget så forfærdeligt udspiller sig foran mine øjne - i mit liv. Jeg ved det ikke.

Undtagelsestilstand

Min søster - min elskede søster, som jeg er så tæt på trods vores forskellige liv og forskellige væsener - har fået konstateret brystkræft. I mandags. Det er intet mindre end forfærdeligt, uretfærdigt og ondt. Jeg er så ulykkelig og ked af det og samtidig sur og vred. Hvorfor er det altid min familie?
Min far døde af kræft for 18 år siden. Min bedstemor for 24 år siden. Jeg VIL ikke acceptere at min søster også skal dø af den sygdom.

Mandag falder den endelige dom - og behandlingsplanen. Og vi venter. Prøver at holde modet oppe, læser på nettet, læser noget mere. Og snakker i telefon. Hun bor jo i Norge, for pokker. Hvad laver hun også der? Hun skal være her. Lige her ved siden af mig i min sofa.

Fertilitetsbehandlingen er ligesom lidt i baggrunden. Det er lige pludselig ikke vigtigt om lillebrøster kommer om 10 eller 13 måneder.

F##*!k hvor jeg synes det er uretfærdigt!

Fertility-action opvarmning

Så kom mens i fredags, og i dag ringede jeg til klinikken og meldte os til. Lang behandling=graviditetstest en gang i starten af november. Syret.

Og så blev det til en gang zoneterapi i dag. Det fik jeg da jeg blev gravid med Asbjørn, så vi kører nøjagtig samme model.
Det er nærmest sådan lidt dejligt at være igang igen. Ok, indrømmet, synes der er lidt lang tid til november, havde helt glemt hvor utrolig lange lange behandlinger egentlig er. Gisp.

Vi endte med at vælge Nordica. Begge klinikker vi besøgte var rigtig gode, søde og kompetente folk. Vi troede vi ville komme til at vælge Trianglen, fordi de virkede så tjekkede og fordi en af lægerne fra Hvidovre er derude. Men vi overraskede os selv ved at vælge Nordica. Stemningen der er anderledes, sådan lidt løssluppen, der er helt klart fis i hovedet på Svend Lindenberg, selvom jeg ikke er i tvivl om at han er super kompetent.

Jeg er egentlig selv sådan en der godt kan lide at lave fis og grine, men lige med mit underliv har jeg ikke noget imod at det er lidt mere seriøst end Nordica kan mønstre. Men omvendt kan jeg utrolig godt lide tanken om at en af Danmarks dygtigste læger på området faktisk er lidt småskør og gerne vil have det sjovt i det han gør. Det er da livsbekræftende, ikke?
Jeg tror det, der gjorde udslaget for os, var betalingen. På Nordica tilbyder man kvinder under en vis alder at købe eet forsøg først - og hvis ikke det lykkedes, så konverterer man til en tre-pak. Det betyder at man max. kan komme til at betale for et ekstra forsøg. Omvendt med Trianglen, hvor man betaler 3 forsøg med det samme. Og da vi egentlig har lidt svært ved privatiseringer af sundhedsvæsenet sådan generelt hjemme hos os, så har vi også lidt svært ved det med at de skal lave profit på os. Og måske derfor (eller fordi vi gerne vil passe på vores penge) kan vi bedre lide Nordicas løsning. Og så var forskellen simpelthen så lille på de to klinikker at vi godt kan give lidt på seriøsitetskontoen.

Så sagen er at jeg skal igang med næsespray indenfor de næste 2-3 uger. Yes!

Den - forhåbentlig - kommende storebror er lykkeligt uvidende og jubler sig igennem tilværelsen. Han er blevet glad for vuggestuen, og pædagogerne fortæller om en meget glad, social og udadvendt dreng, der traller sig igennem dagen. Så hans mor har lidt mindre ondt i hjertet over at aflevere ham, selvom jeg dog stadig synes det er lidt naturstridigt at han skal undvære vores omsorg så mange timer om dagen. Men det er vi ikke interesserede i at tage konsekvenserne af - andet end at hente ham tidligt, så tidligt som muligt.
Sjovt, jeg har nærmest overvejet at gå på nedsat tid. Mig, en mangeårig feminist, der altid har harceleret over kvinders manglende ligestilling på arbejdsmarkedet. Var der nogen, der sagde at prioriteterne blev anderledes efter man fik børn? Ja, tak, det SKAL jeg lige love for!

Kliniksurfing

Første besøg på privatklinik overstået. Trianglen i Hellerup, hvor vi fik en opstartssamtale og jeg blev undersøgt. Meget behageligt sted, god stemning og de virker grundige. Jeg tror det er der, vores 45.000 ender om snart. Men vi har lige et besøg til og så venter vi på mens her i slutningen af måneden og så kører vi. Vildt.

Vi har også været til afslutningssamtale på Hvidovre, hvor de vurderer vores chancer som rigtig gode. Men det er egentlig også min egen fornemmelse: at jeg nok skal blive gravid igen en dag.

Jeg kan mærke at med det fokus, der naturligt kommer på en evt. graviditet, så begynder der så småt at flakse babydrømme rundt i mit hoved. Bevares, er ikke überskruk og nyder egentlig at vi sover sådan nogenlunde igennem herhjemme, men tanken om en fin gravid mave og en lille bitte bebs - og ikke mindst to unger, der måske leger sammen, dén synes jeg er dejlig.
Men det har jo lange udsigter. For først skal mens komme, så skal der gå 3 uger, så skal jeg nedreguleres og så opreguleres og så og så... Så vi skal først igang med tisseriet sent på efteråret, så vidt jeg kan regne mig frem til - 9 uger fra mens-start. Crazy.

Den forhåbentlig kommende storebror har efter en hård første uge i vuggestuen vænnet sig til tanken om at blive afleveret og hentet. I denne uge har han faktisk ikke grædt når vi afleverer ham og pædagogerne siger at han har hygget sig og at han stort set ikke er ked af det i løbet af dagen. Så der skulle lige lidt tilvænning til. Men jeg har stadig tanker om hvor mærkeligt det er at han skal "parkeres" der mens vi sidder foran en skærm og taster på knapper. På en eller anden måde virker det forkert, meningsløst. Men på den anden side - og her er vist dramaet - så er alternativet ikke attraktivt for hverken mig eller ham. Foreløbig dealer vi med virkeligheden og samfundets struktur ved at sørge for at han få korte dage - dvs. vi forsøger med en regel, der hedder max. 7 timer i vuggestuen. Og det er da også rigeligt, synes jeg. Ville helst kunne sige 6, men det er vist svært at få til at hænge sammen.

Av mit hjerte

Asbjørn er startet i vuggestue i denne uge. Vi har vist været lidt omvendt i forhold til de fleste forældre - og været sikre på at vores dreng da ville ELSKE vuggestuen og at indkøring ville gå fuldstændig uden gnidninger. Baseret på vores kendskab til vores lille guldklump. Som er (og det er ikke kun os der siger det) meget udadvendt, elsker at være sammen med andre børn, er nem at få passet af andre - sågar også folk han ikke kender særlig godt - til vores bryllup blev han passet af en kollega, som han har mødt en 3-4 gange.
Men. We were wrong. Asbjørn synes IKKE det er sjovt at skulle afleveres i vuggestuen. Vi troede - naivt - at vi kunne klare indkøring på een uge. At han måske ville græde lidt, og så ellers bare top-hygge sig. Men fra mandag til torsdag har han været der max 2 timer. Onsdag og torsdag ringede de efter os. Torsdag sagde de han havde været ked af det nærmest næsten hele tiden - men dog lidt on and off (og hvordan tolker man så lige den?). Og da jeg gik i dag græd han og græd og græd. Og da jeg kørte en tur rundt omkring blokken og tilbage igen, så kunne jeg stadig høre ham græde deroppe.
Avavav. Og lidt mere av.

Jeg har tænkt meget på Knock's indlæg omkring Max' start i vuggestue. Og tankerne flyver rundt derinde. For hvis skyld skal han i vuggestue? I hvert fald ikke for hans egen. Det troede jeg måske lidt før. Men hvis han kunne vælge, ville han jo hellere bare dimse rundt med os og blive underholdt af os. Og ikke undvære os. Så det er for vores skyld. Så vi kan sidde og sende emails og spise eftermiddagskage (citat min kollega, som jeg deler kontor med).
Dét er vist eet af vores moderne samfunds store dilemmaer - alt det vi må undvære for at realisere os selv. Hvis altså det er det, vi gør, foran de computerskærme, vi sidder foran.

Oveni det hele er jeg også lidt i tvivl om institutionen. Pædagogerne virker VILDT søde og gode og tager sig rigtig fint af Asbjørn. Men jeg er stadig i tvivl om vi gjorde det rigtige ved at sige ja til denne plads og ikke vente på 1. prioritet. For der er ingen legeplads direkte tilknyttet, og jeg synes det er SÅ vigtigt at han kommer ud. Omvendt virker det som et godt sted og de har været ude hver dag i denne uge, så det er vel fint. What do I know. Jeg ved bare at jeg har ondt i maven og at det hele virker naturstridigt ikke at kunne trøste sit barn, men i stedet gå på arbejde.

Intet sommermirakel til os

Mens kom væltende to dage før test og vi fik sagt lidt øv. Men altså - det ville også have været for vildt et mirakel.
Selvom vi begge var skuffede og ærgerlige, så er det jo bare overhovedet ikke noget at snakke om i forhold til tidligere tiders skuffelser. Og den er da også rystet helt og adeles af og vi har nu lagt en plan for vores videre færd udi fertilitetsverdenen.

Men nu tager vi altså på ferie (igen) og nyder solen, sommeren, vores familie og gode venner i en uges tid. Og venter med at tælle dage til mens til en gang i august.

Til gengæld kan vores levende mirakel nu gå og har kunnet det siden "dagen hvor der blev spillet VM finale" (citat min kæreste). Han nærmest løber rundt, falder en masse og er SÅ stolt af sig selv! Det er fantastisk (og en smule mere besværligt) at have sådan en lille gående/løbende dreng, for han er OVERALT. Men tænk, for et år siden lå han i sin lift og kunne intet. Og nu løber han rundt i sine små sandaler og siger vov til alt - men mest til hunde, lamper og duer.