Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg ikke gider blogge for tiden - sidste indlæg var for snart 3!! måneder siden. Det er ikke fordi babyprojektet pludselig ikke fylder noget, eller alt er i zen i mit hoved eller jeg bare helt har glemt det der med en lillebrøster. Tværtimod. Det fylder stadig utrolig meget. Men det fylder på den der helt utrolig ærgerlige måde, hvor jeg bliver trist og ked hver gang vi snakker om emnet. Og det sidder som sådan en underliggende grundtone i mit liv hele tiden. Nu går jeg ikke rundt og græder non-stop, og på mange måder er mit liv helt utrolig dejligt. Jeg ER et privilligeret menneske på utrolig mange måder.
Men. Bitre Betina bor inden i mig. Stadigvæk. Og nogle gange synes jeg hun råber meget højt. Og jeg kæmper en kamp med hende. Om ikke at lade hende bestemme. For får hun lov at bestemme, så taber jeg. Der er INGEN der kan skaffe mig den lillebrøster. Og andres lykke får mig hverken længere væk fra eller tættere på drømmen. Men for helvede altså, hvor jeg bare overhovedet ikke rummelig. Jeg kan ikke lade være at sammenligne mig med alle andre, og det kommer der bare intet godt ud af. Den sidste bølge af venner er gravide med deres 2ere, alle vores IVF venner i omgangskredsen er nu på 2. barn. Også dem, som fik børn efter Asbjørn. Og vi skal hjem og se på store tykke maver. Og jeg kan slet, slet ikke ha det. Slet ikke. Jeg aner ikke hvordan jeg skal tackle det, for jeg er grøn af misundelse og jeg ved ikke hvordan jeg kommer over det.
Jeg er egentlig ikke et negativt menneske, og jeg har egentlig generelt let ved at se det dejlige, det positive og det sjove i livet. Det har jeg altså! Men det her, det får mig fandme ned med nakken. Jeg ved at det kommer tættere på - det øjeblik hvor jeg skal se sorgen i øjnene og erkende at kampen var tabt. Og der er masser af dejlige oplevelser for vores familie hvis det bliver udgangen på den her kamp. Og jeg ER heldig. For vi har Asbjørn, det dejlige barn. Men for helvede, Bitre Betina synes bare IKKE det er nok!
Det var ikke længe før vi lukker og slukker og starter et nyt kapitel i Danmark. Jeg har ingen afklaring på mit nye job (lang historie om sikkerhedsgodkendelser og den slags) men jeg ser frem til at skulle til Fredericia og se hvad de kan gøre for os. Jeg er ikke holdt op med at håbe, og det er både godt og skidt - for med håbet kommer også tæskene.
fredag den 24. maj 2013
tirsdag den 26. februar 2013
Mail sletning
Har netop slettet alle mails og kontakter fra klinikken i Danmark. Det var en stor lettelse. Og gjorde mig også ked af det. For det minder mig om at vi - jeg - i alt for lang tid har gjort noget, som slet, slet ikke var godt for mig. Som føltes forkert, som gav mig så meget stress, som fyldte mig med dårlige, rådne og frustrerende tanker. Er stadig utrolig ked af at jeg ikke var bedre til at mærke efter, og følge det, jeg mærkede. Vi skulle have stoppet med den klinik allerede sidste sommer. Hvorfor jeg ikke satte foden ned, er jeg stadig ikke helt hundrede procent klar over.
Der er masser af gode argumenter, der primært retter sig mod fornuften. Men hvis jeg har lært noget i dette forløb, så er det at jeg skal være bedre til at lytte til det, der ikke er min fornuft. Til intuitionen, til mavefornemmelsen. Det har givet anledning til mange snakke herhjemme om vores måder at håndtere svære ting på, vi er simpelthen ikke gode nok til at skubbe fornuft til side og lade følelserne råde.
Sjovt nok kom det også meget klart til udtryk i en psykologsamtale, jeg havde i januar i forbindelse med jobinterviews. At jeg måske på nogle måder er for meget "rugbrød" og for lidt sponanitet, og "ufornuftige" beslutninger.
Jeg øver mig i det, jeg øver mig i at skubbe vores familie i en mere impulsiv og ufornuftig retning. Min mand ved det godt, han er omend endnu mere fornuftig end mig.
Jeg glæder mig til at starte på en frisk. Vi har besluttet os for 3 forsøg på IVF Syd. Vi må se hvordan det går, om vi orker mere efter det. Jeg både glæder mig og er lidt bange. For skuffelserne, for at tro at NU bliver det anderledes, og så gør det det måske slet ikke.
Men jeg tror og håber. Og håbet er ikke helt dødt endnu. Vi har besluttet os for at starte HELT forfra. Vi vil begge to undersøges HELT fra bunden. Ordentligt og omhyggeligt. ALLE blodprøver, alt forarbejde. Det føles godt.
Men angsten sidder der stadig. Hvad nu hvis. Hvis vi bliver nødt til at smide håndklædet i ringen. Avs.
Men jeg tror på 2013. Ikke at jeg bliver gravid, men at det nok skal blive godt. Give mig mere ro og mere glæde. Jeg fik mit drømmejob - stadig en hemmelighed, fordi vi venter på kontrakt og sikkerhedsgodkendelse, men for filan, det landede på et tørt sted. Det betyder også at vores retur til Danmark kommer til at stå i et andet lys, nemlig som en ny start. På alle måder.
Min søde jordemoderveninde tror på vi skal hjem og lave en baby. Hun får en tur i Tivoli hvis hun har ret :-)
Der er masser af gode argumenter, der primært retter sig mod fornuften. Men hvis jeg har lært noget i dette forløb, så er det at jeg skal være bedre til at lytte til det, der ikke er min fornuft. Til intuitionen, til mavefornemmelsen. Det har givet anledning til mange snakke herhjemme om vores måder at håndtere svære ting på, vi er simpelthen ikke gode nok til at skubbe fornuft til side og lade følelserne råde.
Sjovt nok kom det også meget klart til udtryk i en psykologsamtale, jeg havde i januar i forbindelse med jobinterviews. At jeg måske på nogle måder er for meget "rugbrød" og for lidt sponanitet, og "ufornuftige" beslutninger.
Jeg øver mig i det, jeg øver mig i at skubbe vores familie i en mere impulsiv og ufornuftig retning. Min mand ved det godt, han er omend endnu mere fornuftig end mig.
Jeg glæder mig til at starte på en frisk. Vi har besluttet os for 3 forsøg på IVF Syd. Vi må se hvordan det går, om vi orker mere efter det. Jeg både glæder mig og er lidt bange. For skuffelserne, for at tro at NU bliver det anderledes, og så gør det det måske slet ikke.
Men jeg tror og håber. Og håbet er ikke helt dødt endnu. Vi har besluttet os for at starte HELT forfra. Vi vil begge to undersøges HELT fra bunden. Ordentligt og omhyggeligt. ALLE blodprøver, alt forarbejde. Det føles godt.
Men angsten sidder der stadig. Hvad nu hvis. Hvis vi bliver nødt til at smide håndklædet i ringen. Avs.
Men jeg tror på 2013. Ikke at jeg bliver gravid, men at det nok skal blive godt. Give mig mere ro og mere glæde. Jeg fik mit drømmejob - stadig en hemmelighed, fordi vi venter på kontrakt og sikkerhedsgodkendelse, men for filan, det landede på et tørt sted. Det betyder også at vores retur til Danmark kommer til at stå i et andet lys, nemlig som en ny start. På alle måder.
Min søde jordemoderveninde tror på vi skal hjem og lave en baby. Hun får en tur i Tivoli hvis hun har ret :-)
fredag den 4. januar 2013
FARVEL 2012 - you won´t be missed!
Kort version. Ingen æg til oplægning. For alt muligt pis og helvede. Er SÅ færdig med det sted. Lang historie, som jeg ikke orker at pille i lige nu. En del fortrydelser og tanker om hvordan vi burde have gjort skal lige bearbejdes. Skyld og bitterhed er bare ikke særlig dejlige følelser.
Sluttede lige året af med en nyhed, der fik mig HELT ned med nakken. Endnu en graviditet i nærmeste omgangskreds. Meget tæt på. Og jeg skal love for den ramte. SLAM. Hulkede-tudede i en halv time på Lergravsparken station. Mens mand ikke anede hvad han skulle stille op og A spurgte 10 gange "griner mor?". Nej, det gjorde hun så ikke. Var lige ved at forsvinde helt, der på Amager i December måned. Det er mange år siden jeg har grædt så meget. Blev evakueret af verdens mest empatiske veninde. Og forsvandt ikke.
Jeg VED bare at 2013 bliver bedre. Mit nytårsfortsæt er at leve mere i nuet og forsøge alt hvad jeg kan at fokusere på det, jeg har. Frem for det jeg ikke har, og måske aldrig får. Tror sgu jeg synes det er det allersværeste her i livet. For fanden altså, hvor er det svært. Jeg vil grine mere og forsøge at finde ro med lige her og nu. For filan altså. Vi ER sgu heldige på mange måder. Vi har den dejligste dreng i verden, spændende jobs, lejlighed med udsigt over Downtown Manhattan, et godt helbred og vi har det dejligt sammen. For det meste.
Så 2013. I´m counting on you. Egentlig nærer jeg ingen illusioner om at jeg bliver gravid i 2013. Overhovedet. Men 2013 skal indeholde mere vin, flere grin, mere sex, mere kærestetid.
Måske kommer 2013 også til at indeholde noget spændende på jobfronten... Er blevet kaldt til samtale på "jeg-kaster-op-hvis-jeg-får-det" drømmejobbet. Har haft det i kikkerten i snart 4 år - siden barsel med Asbjørn. Men det hænger ved gud ikke på træerne og jeg har ikke været kvalificeret. Er sandsynligvis oppe imod folk der lige omkring 15 år længere fremme i deres karriere, og da jeg ringede på stillingen fik jeg af vide af en del "gamle kæmper" også søgte. Men er sgu blevet kaldt til samtale! Forsøger lige at lægge en dæmper på begejstringen. For det ville næsten være for godt til at være sandt, at jeg fik det. Der ville være utrolig mange praktiske ting, der ville gå op i en højere enhed og jeg skal lige love for min karriere ville føle sig nusset og pusset om.
Sluttede lige året af med en nyhed, der fik mig HELT ned med nakken. Endnu en graviditet i nærmeste omgangskreds. Meget tæt på. Og jeg skal love for den ramte. SLAM. Hulkede-tudede i en halv time på Lergravsparken station. Mens mand ikke anede hvad han skulle stille op og A spurgte 10 gange "griner mor?". Nej, det gjorde hun så ikke. Var lige ved at forsvinde helt, der på Amager i December måned. Det er mange år siden jeg har grædt så meget. Blev evakueret af verdens mest empatiske veninde. Og forsvandt ikke.
Jeg VED bare at 2013 bliver bedre. Mit nytårsfortsæt er at leve mere i nuet og forsøge alt hvad jeg kan at fokusere på det, jeg har. Frem for det jeg ikke har, og måske aldrig får. Tror sgu jeg synes det er det allersværeste her i livet. For fanden altså, hvor er det svært. Jeg vil grine mere og forsøge at finde ro med lige her og nu. For filan altså. Vi ER sgu heldige på mange måder. Vi har den dejligste dreng i verden, spændende jobs, lejlighed med udsigt over Downtown Manhattan, et godt helbred og vi har det dejligt sammen. For det meste.
Så 2013. I´m counting on you. Egentlig nærer jeg ingen illusioner om at jeg bliver gravid i 2013. Overhovedet. Men 2013 skal indeholde mere vin, flere grin, mere sex, mere kærestetid.
Måske kommer 2013 også til at indeholde noget spændende på jobfronten... Er blevet kaldt til samtale på "jeg-kaster-op-hvis-jeg-får-det" drømmejobbet. Har haft det i kikkerten i snart 4 år - siden barsel med Asbjørn. Men det hænger ved gud ikke på træerne og jeg har ikke været kvalificeret. Er sandsynligvis oppe imod folk der lige omkring 15 år længere fremme i deres karriere, og da jeg ringede på stillingen fik jeg af vide af en del "gamle kæmper" også søgte. Men er sgu blevet kaldt til samtale! Forsøger lige at lægge en dæmper på begejstringen. For det ville næsten være for godt til at være sandt, at jeg fik det. Der ville være utrolig mange praktiske ting, der ville gå op i en højere enhed og jeg skal lige love for min karriere ville føle sig nusset og pusset om.
tirsdag den 25. december 2012
ÆU overstået - 8. tur i vridemøllen startet
Åh, hvor jeg inderligt, inderligt hader denne tid, som vi netop har sat vores fødder ind i. Inden ægudtagning kan jeg godt abstrahere fra hele cirkusset - der er trods alt ingen ubehag andet et par stik i maven et par gange om dagen. Men ÆU er altså bare ikke nogen wellness oplevelse når man producerer mange æg. For Jensen da, det gør nas. I dag ekstra nas, fordi de har trukket æggene en smule, og taget dem ud lidt større end de plejer - ud fra teorien om at æggene ikke har været modne nok tidligere (ikke et ord om at de så har været 7. forsøg om at finde ud af det - mere om bitterhed længere nede).
Men det værste, det allermeste rådne er ikke for mig den fysiske smerte. Det er den magtesløshed, den følelse af at være overladt til tilfældigheder og en fremmed hånds arbejde, der afgør om vi skal endnu en tur i helvede eller om vi skal opleve den ultimative lykke. Laboranter, læger over Fætter BR på Nørrebro afgør dette. Bevares, så også noget arvemateriale.
Men hvor jeg H-A-D-E-R det her! De sværeste dage er fra nu og til på torsdag, hvor vi kommer til at sidde med skælvende hjerter fra 8.30-9.00. Åh, for helvede hvor har vi prøvet det for meget.
Det fine er at de rent faktisk har trukket æggene, så de var større end de tidligere har været. Til gengæld var der så "kun" 5 æg ud. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det. Måske er jeg faktisk helt ok med det, især fordi beslutningen er taget - at dette var den allersidste tur på denne klinik. Det er jeg lettet over - og en lille smule trist og vred på mig selv over at vi har været for længe om at træffe beslutningen.
Hvad fremtiden bringer ved vi ikke helt. Vi har haft en meget opløftende telefonsamtale med IVF Syds Lone Pedersen, som grundigt gik igennem vores forløb og kom med mange, mange gode input til hvad de ville gøre anderledes. Det var på een gang utrolig opløftende og en smulle trist - trist fordi jeg er ked af at jeg ikke for lang tid siden lyttede til min mavefornemmelse og skiftede klinik. Det har affødt lange snakke mellem manden og mig om hvordan vi har tacklet dette forløb. Vi er enige om at vi ikke har været gode nok til at reagere på mavefornemmelser og har ladet os styre af "rationelle" argumenter, som min mand så fint kalder det. Bottom line er at jeg allerede sidste jul var træt af dem derinde, og jeg ikke har sat foden ned og sagt at jeg VILLE skifte klinik - måske også fordi jeg selv har været i tvivl om det reelt ville ændre noget. Men jeg er sikker nu. Jeg tror ikke på at vores nuværede klinik kan lave en baby til os, men efter telefonsamtalen har jeg en god tro på at andre måske kan gøre det. Så beslutningen er taget. Det bliver IVF Syd, der får vores 50.000 kroner på et tidspunkt. Og så er det store spørgsmål så bare hvornår dette bliver. Det er vi ikke helt afklarede omkring og kræver vist at vi er hjemme i vores vante omgivelser og mærker ordentligt efter. Jeg har uendelig meget brug for SJOV og FERIE. Det er bare ikke ferie at være i Danmark i 14 dage i December. Jeg har brug for at lade batterierne op med manden og musen og brug for at få mere sjov på kontoen til at opveje sorg og bekymringer om fremtiden. Omvendt kan jeg slet ikke klare tanken om endnu mere ventetid. For en ferie - til Mexico i februar, som har været på dagsordenen længe - koster jo på feriekontoen og dermed udsætter nye forsøg.
For helvede altså.
Det underlige er at jeg faktisk allerede har afskrevet dette forsøg. Hvor absurd er det lige.
Men det værste, det allermeste rådne er ikke for mig den fysiske smerte. Det er den magtesløshed, den følelse af at være overladt til tilfældigheder og en fremmed hånds arbejde, der afgør om vi skal endnu en tur i helvede eller om vi skal opleve den ultimative lykke. Laboranter, læger over Fætter BR på Nørrebro afgør dette. Bevares, så også noget arvemateriale.
Men hvor jeg H-A-D-E-R det her! De sværeste dage er fra nu og til på torsdag, hvor vi kommer til at sidde med skælvende hjerter fra 8.30-9.00. Åh, for helvede hvor har vi prøvet det for meget.
Det fine er at de rent faktisk har trukket æggene, så de var større end de tidligere har været. Til gengæld var der så "kun" 5 æg ud. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det. Måske er jeg faktisk helt ok med det, især fordi beslutningen er taget - at dette var den allersidste tur på denne klinik. Det er jeg lettet over - og en lille smule trist og vred på mig selv over at vi har været for længe om at træffe beslutningen.
Hvad fremtiden bringer ved vi ikke helt. Vi har haft en meget opløftende telefonsamtale med IVF Syds Lone Pedersen, som grundigt gik igennem vores forløb og kom med mange, mange gode input til hvad de ville gøre anderledes. Det var på een gang utrolig opløftende og en smulle trist - trist fordi jeg er ked af at jeg ikke for lang tid siden lyttede til min mavefornemmelse og skiftede klinik. Det har affødt lange snakke mellem manden og mig om hvordan vi har tacklet dette forløb. Vi er enige om at vi ikke har været gode nok til at reagere på mavefornemmelser og har ladet os styre af "rationelle" argumenter, som min mand så fint kalder det. Bottom line er at jeg allerede sidste jul var træt af dem derinde, og jeg ikke har sat foden ned og sagt at jeg VILLE skifte klinik - måske også fordi jeg selv har været i tvivl om det reelt ville ændre noget. Men jeg er sikker nu. Jeg tror ikke på at vores nuværede klinik kan lave en baby til os, men efter telefonsamtalen har jeg en god tro på at andre måske kan gøre det. Så beslutningen er taget. Det bliver IVF Syd, der får vores 50.000 kroner på et tidspunkt. Og så er det store spørgsmål så bare hvornår dette bliver. Det er vi ikke helt afklarede omkring og kræver vist at vi er hjemme i vores vante omgivelser og mærker ordentligt efter. Jeg har uendelig meget brug for SJOV og FERIE. Det er bare ikke ferie at være i Danmark i 14 dage i December. Jeg har brug for at lade batterierne op med manden og musen og brug for at få mere sjov på kontoen til at opveje sorg og bekymringer om fremtiden. Omvendt kan jeg slet ikke klare tanken om endnu mere ventetid. For en ferie - til Mexico i februar, som har været på dagsordenen længe - koster jo på feriekontoen og dermed udsætter nye forsøg.
For helvede altså.
Det underlige er at jeg faktisk allerede har afskrevet dette forsøg. Hvor absurd er det lige.
mandag den 17. december 2012
Opregulering +7
Scanning på 4. dagen, slimhinde og æggestokke så fine ud, næste scanning i morgen på 8. opreguleringsdag.
Det er ikke meget jeg mærker til underlivet med de her 200 enheder Gonal f, så er spændt på den ærgerlige måde på hvordan det ser ud i morgen.
Og så er jeg mere og mere afklaret med at det er sidste omgang på denne klinik. Og vi er faktisk begge to lidt lettede over at beslutningen er taget. Jeg tror egentlig valget falder på Trianglen, men må indrømme at jeg er blevet lidt mere lun på IVF Syd også efter at have hørt endnu flere tale rigtig godt om den klinik.
Men havde den mærkeligste drøm den anden dag hvor jeg fødte og var spontant gravid 5 igen (højgravid endda) 5 minutter efter fødslen. Det er et SIKKERT tegn på tvillinger. Eller noget.
Humøret er ok, og for første gang i lang tid føler jeg at det ikke ville være verdens undergang hvis ikke det blev denne gang, for så er der i det mindste noget nyt i vente i form af nye øjne på forløbet (indsæt selv psyko jeg har været i behandling i alt, alt for lang tid smiley).
Det er ikke meget jeg mærker til underlivet med de her 200 enheder Gonal f, så er spændt på den ærgerlige måde på hvordan det ser ud i morgen.
Og så er jeg mere og mere afklaret med at det er sidste omgang på denne klinik. Og vi er faktisk begge to lidt lettede over at beslutningen er taget. Jeg tror egentlig valget falder på Trianglen, men må indrømme at jeg er blevet lidt mere lun på IVF Syd også efter at have hørt endnu flere tale rigtig godt om den klinik.
Men havde den mærkeligste drøm den anden dag hvor jeg fødte og var spontant gravid 5 igen (højgravid endda) 5 minutter efter fødslen. Det er et SIKKERT tegn på tvillinger. Eller noget.
Humøret er ok, og for første gang i lang tid føler jeg at det ikke ville være verdens undergang hvis ikke det blev denne gang, for så er der i det mindste noget nyt i vente i form af nye øjne på forløbet (indsæt selv psyko jeg har været i behandling i alt, alt for lang tid smiley).
Opregulering +7
Scanning på 4. dagen, slimhinde og æggestokke så fine ud, næste scanning i morgen på 8. opreguleringsdag.
Det er ikke meget jeg mærker til underlivet med de her 200 enheder Gonal f, så er spændt på den ærgerlige måde på hvordan det ser ud i morgen.
Og så er jeg mere og mere afklaret med at det er sidste omgang på denne klinik. Og vi er faktisk begge to lidt lettede over at beslutningen er taget. Jeg tror egentlig valget falder på Trianglen, men må indrømme at jeg er blevet lidt mere lun på IVF Syd også efter at have hørt endnu flere tale rigtig godt om den klinik.
Men havde den mærkeligste drøm den anden dag hvor jeg fødte og var spontant gravid 5 igen (højgravid endda) 5 minutter efter fødslen. Det er et SIKKERT tegn på tvillinger. Eller noget.
Humøret er ok, og for første gang i lang tid føler jeg at det ikke ville være verdens undergang hvis ikke det blev denne gang, for så er der i det mindste noget nyt i vente i form af nye øjne på forløbet (indsæt selv psyko jeg har været i behandling i alt, alt for lang tid smiley).
Det er ikke meget jeg mærker til underlivet med de her 200 enheder Gonal f, så er spændt på den ærgerlige måde på hvordan det ser ud i morgen.
Og så er jeg mere og mere afklaret med at det er sidste omgang på denne klinik. Og vi er faktisk begge to lidt lettede over at beslutningen er taget. Jeg tror egentlig valget falder på Trianglen, men må indrømme at jeg er blevet lidt mere lun på IVF Syd også efter at have hørt endnu flere tale rigtig godt om den klinik.
Men havde den mærkeligste drøm den anden dag hvor jeg fødte og var spontant gravid 5 igen (højgravid endda) 5 minutter efter fødslen. Det er et SIKKERT tegn på tvillinger. Eller noget.
Humøret er ok, og for første gang i lang tid føler jeg at det ikke ville være verdens undergang hvis ikke det blev denne gang, for så er der i det mindste noget nyt i vente i form af nye øjne på forløbet (indsæt selv psyko jeg har været i behandling i alt, alt for lang tid smiley).
fredag den 7. december 2012
Mens ankommet, klar til næste kemiske produkt
Så kom mens med fuld skrue, egentlig en lettelse efter den der freak-blødning midt i p-pille cyklus. Alt føles helt normalt, og jeg bilder mig ind at min krop er mere i balance på grund af vores spis dig gravid kur (selvom vi dog ikke har været heeelt hellige hver eneste dag).
På mandag starter jeg Gonal-f 200 enheder. Scanning på næste fredag.
Jeg prøver med alle mine mentale kræfter (som jeg skulle hilse og sige virkelig svinger i styrke i disse tider) at lade være at tænke alt for meget over om jeg har en god følelse af det her forsøg eller ej, for ærlig talt så er det bare så opslidende for mig. Jeg ved at jo tættere på ægudtagning vi kommer, jo mere bange, nervøs, bitter og helt igennem stresset bliver jeg. Men det er der jo nok omkring 3 uger til, så det ville være rigtig, rigtg fint bare at glemme det lidt.
Imens juler vi for livet løs. Vi har haft juletræ siden 30. november, og Asbjørn har brugt utrolig mange timer på at pynte det træ - og ompynte det og i det hele taget lege med vores julepynt. Han har virkelig købt konceptet i år. Vi ser Bamses julerejse på computeren og nissen kommer hver nat og laver lidt ballade og lægger en gave. I går havde han pakket æblejuicen ind i gavepapir og den anden dag havde han glemt sin nissehue og spist grød. Det er ret hyggeligt, for han æder det virkelig råt!
På mandag starter jeg Gonal-f 200 enheder. Scanning på næste fredag.
Jeg prøver med alle mine mentale kræfter (som jeg skulle hilse og sige virkelig svinger i styrke i disse tider) at lade være at tænke alt for meget over om jeg har en god følelse af det her forsøg eller ej, for ærlig talt så er det bare så opslidende for mig. Jeg ved at jo tættere på ægudtagning vi kommer, jo mere bange, nervøs, bitter og helt igennem stresset bliver jeg. Men det er der jo nok omkring 3 uger til, så det ville være rigtig, rigtg fint bare at glemme det lidt.
Imens juler vi for livet løs. Vi har haft juletræ siden 30. november, og Asbjørn har brugt utrolig mange timer på at pynte det træ - og ompynte det og i det hele taget lege med vores julepynt. Han har virkelig købt konceptet i år. Vi ser Bamses julerejse på computeren og nissen kommer hver nat og laver lidt ballade og lægger en gave. I går havde han pakket æblejuicen ind i gavepapir og den anden dag havde han glemt sin nissehue og spist grød. Det er ret hyggeligt, for han æder det virkelig råt!
Abonner på:
Opslag (Atom)