Een åndssvag streg

Jeg tror jeg er ovre den værste nedtur. Jeg var jo ikke overrasket over at se en fed kontrolstreg her til morgen, Asbjørn deltog begejstret i seancen og synes den var så fiin den ene røde streg. Det tager ligesom lidt af tungheden af at han bare er fuld af glæde, spas og jo slet, slet ikke ser det her som verdens undergang. De sidste 4 dage har vi brugt rigtig meget tid på at lege med ham, min mand og jeg. Mest af alt fordi det føles rigtigt at suge alt ind af ham vi kan, når nu det her er så hårdt og tungt.

Vi snakkede med lægen i dag på telefonen. Vi havde forberedt nogle spørgsmål og spurgte ham også om han mente der var noget at arbejde med med vores arvemateriale. Og han er ikke speciel pessimistisk. Han siger at jeg har produceret fine æg de sidste par gange og at der ikke er noget i vejen med sædcellerne, dem de kan finde. At æggene er lidt sløve, ved han ikke hvorfor. Men han er bestemt frisk på at prøve igen, og vi kan godt gå igang til en omgang i marts måned. Så det gør vi altså. Skider på at formuen bliver ædt op og tager en tur til. Det kan jeg mærke er godt for mig, følelsen af at vi gør noget.
Vi har aftalt at vi giver den et par omgange endnu, og så tager vi en donordiskussion. Og at vi bruger de penge, der skal til, og så må drømmen om nyt køkken, sommerhus og den slags materialistiske fornøjelser vente. Vi vil ikke stå om 3 år og være bitre fordi vi ikke gjorde alt hvad vi kunne.

Så jeg starter på p-piller, nedregulering om 3 uger og opregulering efter mens, med 300 IU Menopur og så til Danmark en gang i starten af marts. Det er det rigtige at gøre, selvom det gør ondt at se bank-kontoen svinde gevaldigt ind.

Jeg ved ikke om vi er vanvittige, tåbelige eller naive. Men vi har ikke helt opgivet håbet om en lillebrøster. Vi er der simpelthen ikke endnu.