Gårsdagens scanning var ikke heeeelt efter bogen. Men som lægen sagde "der er ligesom ikke noget ved jer to, der bare kører lige efter bogen". Og det har damen jo ret i.
Det var en meget lang tur til Fredericia. Hold nu k-æft hvor var jeg nervøs. På den ærgerlige, ærgerlige måde. Vi kom heldigvis ind med det samme, bukserne af og ind med scanneren. Lægen møffede og møffede og så meget alvorlig ud. Første udmelding: "jeg kan ikke se noget..." stilhed og så "jeg er bange for det ikke ser godt ud".... F.uuuck. Jeg lå der på briksen og stirrede op i luften mens jeg følte jeg mærkede en sten laaaangsomt dale ned igennem min hals, brystkasse og lægge sig til rette i min mave. Lidt mere møffen og "altså jeg kan simpelthen ikke se noget - livmoderen er bagudbøjet og det er ikke til at se noget som helst. Jo vent, der er noget der, men den ser ikke stor nok ud...eller hvad?" Sygeplejersken vimsede rundt og pegede på skærmen og de målte lidt. "Joe, måske er det ok... 13.6 mm". Sygeplejersken tændte den anden skærm og udbrød (ret højt) JO!! Der er altså hjerteblink, kom herover og se, ligeså tydeligt! Manden kunne også se det, jeg så ind i en hel sort skærm. Og var forberedt på den værste nedtur. Sygeplejersken overtog scanneren og lægen kunne så også se blinket og råbte (ret højt) "JO DA". Den anden læge kom ind på stuen og kunne også se det der blink.
Meget mærkelig seance, og lægerne gik fra at være helt alvorlige til at være sådan lidt pjattede og joke med den der skærm... mens jeg bare lå på den der briks helt forstenet.
Så prøvede de at sætte lyd på - og sørme om der ikke var et hjerte, der slog.
Men seriøst, skærmen var HEL sort, så størrelsen var behæftet med noget usikkerhed. Den sidste måling de lavede vurderede den til 7+5, dvs. en dag mindre end beregnet. Men det mener de ikke vi kan bruge til særlig meget på grund af scanningens dårlige kvalitet.
De vil gerne se os igen næste tirsdag, så vi river da lige en hel dag ud af kalenderen og tager til Fredericia. Vi ligger som vi har redt, det er jeg godt klar over.
Så jeg aner simpelthen ikke om jeg skal grine eller græde. Mine æggestokke er kæmpestore og det er åbenbart dem, der skubber på livmoderen og gør at der er for meget væv at scanne igennem så de ikke ser livmoderen ordentligt. Og det betyder altså at man ikke kan se fosteret ordentligt. Lægerne syntes det "så fint ud" - men syntes ikke de ville afslutte os før der lå en lille blob og vinkede til os.
Så helt ærligt - selvom vi ikke er dømt ude endnu, så har jeg svært ved jubelscenerne. Der er ikke vished i mit hoved og jeg er bange for at hvis jeg bliver ved med at være gravid, så bliver det en rigtig bekymringsgraviditet. Øv!
Synes allerede symptomerne er ved at aftage lidt (altså minus trætheden, som er en konstant. Men det er jo også vinter).
Shit, manner. Så venter vi da bare til på tirsdag. Mere ventetid.
Og tak, de damer. For alle tankerne, det varmer altså virkelig helt utrolig meget, alle jeres tanker!
4 kommentarer:
Åh altså, kære Sech, det er sgu da også bare for nervepirrende. Men det ser vel ud til, at der er en derinde, ikke?
Og jeg tror, du har ret i, at du sikkert får en bekymringsgraviditet. Det er mig, der - efter at være dømt helt ude og bedt om at overveje donorsæd - blev spontant gravid i maj/juni. Og selvom jeg jo er kisteglad, så har jeg haft den værste bekymringsgraviditet. Der er fire uger til termin i morgen, og jeg er stadig meget forbeholden i forhold til det der barn. Jeg kan simpelthen ikke tro, at det går godt, og han kommer ud og er i orden. Det har været en MEGET lang graviditet. Heldigvis er det jo som om, man glemmer. Utrolig nok. Så hvis han faktisk kommer, så er jeg sikkert helt rolig igen til sommer. Næsten. Jeg tror egentlig aldrig jeg helt bliver mit før fertilitetsbehandlings-ubekymrede jeg...
Jeg krydser fingre for jer. Og tror på det. Hvis der var hjerteblink, så var der jo hjerteblink. Og det kan selvfølgelig gå alle veje, det ved vi jo godt, men hjerteblink er hjerteblink.
Knus
Åh altså, det er jo både fantastisk også alt alt for nervepirrende på en og samme ting. Men tilsluttermig, at er der hjerteblink så er der hjerteblink! For katten der er lang tid tilntirsdag - igen! Jeg håber af hele mit hjerte at dinenutroligt flotte store æggestokke er blevet til mindre æggestokke og der ibstedet dukker et smukt billede op af blob på tirsdag.
Hmm og bekymring, det hører vist desværre med til gamet. Man bkiver nødt til at grave dybt og finde hende der optimisten, der ligger gemt i et hjørne, helt grå efter mange års behandling - ud i lyset med hende, og se om hun kan bkibe støvet lidt af:-)
Knus Håbet
Åh altså, det skal bare ikke være nemt at være jer. Kan godt forstå din skepsis og din bekymring, men når det så er sagt, så har selv samme læger en gang fortalt mig, at når man først har set hjerteblink, så er der 95% (mener jeg) chance for at der kommer et levende barn ud. Det er trods alt lidt gode odds. Og I så jo rent faktisk blink og hørte bank. Det er en kæmpe milepæl, hvis ikke næsten den største, for os bibere. Jeg håber at scanningen på næste tirsdag giver afklaring og ro i sindet. Knus og tanker fra Tommelise
Kæreste Sechen - hvor er det frustrerende, at der ikke er et entydigt svar på scanningen. Men når det er sagt, så har du, din mand og lægerne set hjerteblink. Tillykke med det. Jeg håber, I får en god scanning i næste uge, som kan bekræfte, at I skal være forældre igen.
Husk at 80 procent af de bekymringer, vi gør os, aldrig bliver til noget ... Bedste tanker til dig og jer fra Monica
Send en kommentar