Nå, sidste kapitel var ikke skrevet i min jammerhistorie, så den kommer her. Mest af alt fordi jeg har et enormt behov for at få skrevet det ned - for min egen skyld.
Efter mit dramatiske stunt og indlæggelse for et par uger siden, kom jeg hjem med en masse smertestillende og besked om at tage det med ro indtil æggestokkene havde det bedre og smerterne var aftagende. Men torsdag startede jeg med feber, som bare fortsatte med at køre op og ned - jeg svingede fra 37,5 til 39,4 alt efter hvornår jeg havde taget smertestillende. Og jeg havde det bare virkelig dårligt. Som en ordentlig gang influenza. Det var jo ikke så mærkeligt, for min søde kæreste havde haft en omgang i forbindelse med min indlæggelse.
I weekenden sov jeg ad h-til. Svedte så meget at jeg måtte skifte sengetøj, ligge mig på håndklæder og jeg vågnede 1 gang i timen. Mandag var min fødselsdag, og jeg lå på en madras i stuen hele dagen og havde det skidt, skidt, skidt. Vi endte med at spise rester og jeg gik i seng kvart over otte.
Tirsdag havde jeg det ligeså dårligt og tanken strejfede mig at jeg nok måtte til lægen, da den der influenza ikke rigtig gik væk. Onsdag gjorde jeg alvor af det, efter at have sovet forfærdeligt, vågnet en gang hver halve time, og svedt svedt. Min temperatur var stadig svingende helt vildt.
Min søde læge tog mig meget alvorligt. Jeg havde tårnhøje infektionstal, så jeg blev sendt direkte til Riget igen, hvor de kunne konstatere at jeg havde en infektion. Torsdag blev jeg så scannet på ultralydsklinikken (dejligt sted med en masse gravide og så mig, der lignede døden fra Lübeck - dér kunne jeg godt have undværet at være!). Scanningsdamen konstaterede en kraftig infektion i æggestokke og andre steder i underlivet. Av av av. Jeg har ikke haft skyggen af en influenza men altså en svær infektion! Jeg fik lov at tilbringe 3 dage på hospitalet og jeg er endelig endelig i bedring. Ingen feber, ikke alt for mange smerter og jeg kan mærke at NU vender det.
Jeg er stadig sygemeldt og er det nok ugen ud.
Denne omgang har sat en masse tanker igang omkring hvor meget det her fertilitetsbehandling definerer mit og vores liv. Jeg vil egentlig gerne have et nyt job, men det er svært når man er i behandling og ikke ved hvornår man lige tager 3 ugers sygemelding. Eller hvornår man bliver gravid. Karriere i udlandet er lige nu ikke en mulighed, ikke før jeg evt. bliver gravid. Og rent fagligt kommer man jo ikke særlig langt når man er så meget sygemeldt.
Og igen har dette forløb mindet mig om at lillebrøster er et måskeprojekt. Det var det ikke i sommers da vi startede. Lægerne er ret sikre på at mine æggestokke ikke tager skade af det her, men tænk nu hvis? Det er ikke til at bære.
Behandling er skudt lidt ud i fremtiden. Vi venter en cyklus og ser hvordan motivationen er. Imens sparer vi sammen, og dét er jeg godt nok også træt af! Det er en dyr fornøjelse, det her! Og der er andre ting, vi giver afkald på.
Og hvorfor fik jeg så den infektion? Det aner lægerne ikke. Men der er booket tid på klinikken, for nu vil vil have snakket den ægudtagning igennem. Hvad gik galt? Og så vil vi holdes i hånden HELE tiden i næste forløb. Og have den BEDSTE læge til at tage æg ud. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om klinikken, de var virkelig søde da jeg ringede og fortalte dem om vores status. Men jeg kan ikke lade være at tænke at sådan noget jo aldrig skete for os på Hvidovre... Argh. Jeg ved det ikke og orker ikke at være vred over noget som sandsynligvis ikke er nogens skyld.
mandag den 7. februar 2011
tirsdag den 1. februar 2011
Venteri
Jeg er helt mør. Jeg er træt træt træt af at have ondt, at have fokus på min krop og på mit underliv, på behandlinger, på opsparing og tælleri - hvornår mon jeg kunne blive gravid.
Jeg har nu været hjemme i over en uge, og der er ikke udsigt til at jeg skal på arbejde lige med det samme. Jeg har så også scoret endnu en influenza, og det gør heller ikke situationen mere festlig.
Det har bare ramt mig, det her, som det store wake-up call. At det bare ER sindssygt hårdt at være i behandling. At man bliver træt og mør. Af at det fylder og gør ondt og griber ind i ens liv som det gør. Jeg indrømmer det. Jeg havde glemt det. Det var fejet væk af babylykke og glæde over vores lille skattemus og alt det, han har givet vores liv. Men det er tilbage nu, alt det svære. Og jeg er begyndt at synes at folk, der bliver gravide på en måned er åndssvage.
Økonomien i det fylder også lidt. Vi sparer sammen og tænker ud i fremtiden, hvis ikke jeg bliver gravid i de næste to forsøg, som vi har betalt for, så skal vi have sparet op så vi kan gå igang med 3 til. Og det er altså mange penge. Det kan sagtens lade sig gøre, men der er andre ting, vi må give afkald på, og lige nu føles det bare enormt surt. Men ok, alt føles ret surt lige nu og jeg kæmper for at snappe ud af min jammerdal.
Efter lidt snak frem og tilbage tror jeg vi ender på at udskyde næste behandling, som egentlig skulle starte på tirsdag med nedregulering. Men jeg kan næsten ikke overskue at tænke på at skulle igang igen. Min krop er fyldt med smertestillende medicin, jeg har intet overskud, og jeg tror ikke det er det bedste udgangspunkt. Men samtidig er jeg SÅ træt af at skulle vente endnu en måned, for derefter at skulle i lang behandling og få taget æg ud i april måned. I april! Der er jo 100 år til det!
Jeg har nu været hjemme i over en uge, og der er ikke udsigt til at jeg skal på arbejde lige med det samme. Jeg har så også scoret endnu en influenza, og det gør heller ikke situationen mere festlig.
Det har bare ramt mig, det her, som det store wake-up call. At det bare ER sindssygt hårdt at være i behandling. At man bliver træt og mør. Af at det fylder og gør ondt og griber ind i ens liv som det gør. Jeg indrømmer det. Jeg havde glemt det. Det var fejet væk af babylykke og glæde over vores lille skattemus og alt det, han har givet vores liv. Men det er tilbage nu, alt det svære. Og jeg er begyndt at synes at folk, der bliver gravide på en måned er åndssvage.
Økonomien i det fylder også lidt. Vi sparer sammen og tænker ud i fremtiden, hvis ikke jeg bliver gravid i de næste to forsøg, som vi har betalt for, så skal vi have sparet op så vi kan gå igang med 3 til. Og det er altså mange penge. Det kan sagtens lade sig gøre, men der er andre ting, vi må give afkald på, og lige nu føles det bare enormt surt. Men ok, alt føles ret surt lige nu og jeg kæmper for at snappe ud af min jammerdal.
Efter lidt snak frem og tilbage tror jeg vi ender på at udskyde næste behandling, som egentlig skulle starte på tirsdag med nedregulering. Men jeg kan næsten ikke overskue at tænke på at skulle igang igen. Min krop er fyldt med smertestillende medicin, jeg har intet overskud, og jeg tror ikke det er det bedste udgangspunkt. Men samtidig er jeg SÅ træt af at skulle vente endnu en måned, for derefter at skulle i lang behandling og få taget æg ud i april måned. I april! Der er jo 100 år til det!
torsdag den 27. januar 2011
Januar from hell... Eller hvordan man informerer arbejdspladsen om projekt lillebrøster på den mest uelegante måde
Jeg fortsætter jammeren.
Siden ægudtagning (fra helvede - beskrevet tidligere) har jeg haft smerter i underlivet. Bevares, det har man jo prøvet før, og ja, det har da gjort naller, men det gør det jo. Og æggestokkene skal lige have lidt ro og ro er ikke lige det min krop får for tiden med hele hytten syge, travlt på arbejdet og en tur til Norge for at se til min syge søster.
Jeg havde et par dage efter ÆU ret voldsomme smerter, der varede omkring en halv time. Det har jeg prøvet før, da vi var i behandling på Hvidovre. Det gør mere ondt end veer, synes jeg. Men går over. Og så har jeg har lav-intensitet smerter siden.
Vi var til scanning torsdag i sidste uge med henblik på ny opstart. Fik en god snak med lægen, som beroligende sagde at det altså bare har været sort uheld. Der er ikke noget, der gør at det ikke skulle lykkes. Vi har bare været vildt uheldige. Han kiggede meget troværdigt på mig mens han sagde det. Så det åd jeg råt.
Han scannede mig og kunne se to cyster på æggestokkene, og to æggestokke, der var godt hævet. Så ny scanning inden nedregulering. Men han var ikke bekymret og sagde at det var helt normalt.
Men det er altså ikke helt normalt da jeg mandag formiddag på mit arbejde fik så stærke smerter i underlivet at jeg måtte kaste mig ind på en kollegas kontor og råbe "nu besvimer jeg, hjælp mig" hvorefter jeg faldt ned på gulvet og råbte og skreg grundet smerter. De var så voldsomme at jeg nærmest gik i chok. Jeg mistede følingen i hænder og fødder, alt snurrede og alt imens løb mine kolleger rundt og forsøgte at få fat i en ambulance og holde mig i hånden. Der gik 20 minutter før ambulancen kom, hvor jeg lå og skreg på gulvet. Som i SKREG. Min søde kæreste var hjemme med en 40 hestes influenza, så ham kom ilende, og lignede en, der kunne besvime når som helst. Jeg fik noget smertestillende og blev kørt på Riget med blå blink og sirener. Hold da op.
Og det mest mærkelige var at jeg i mine smerter bare lå og tænkte "orv hvor ville Asbjørn have synes det her var fedt!"
Op på Riget og blive undersøgt - igen under højt skrigeri, fååååårk hvor gjorde det ondt. Jeg blev indlagt til observation - de var bange for at æggestokkene var igang med at sno sig om hinanden.
Så jeg fik lidt over et døgn på Riget i gigantiske smerter, og en diagnose der hedder: meget forstørrede æggestokke, lidt sivende væske i bughulen og ekstreme spændinger i underlivet grundet lange og vedvarende smerter.
Og ja tak til lange og vedvarende smerter. I dag er første dag siden mandag jeg kan sidde op, tale uden at det gør ondt, selv komme ud af sengen og gå på toilettet uden at skrige.
Pispispis.
Jeg VED jeg har en høj smertetærskel. Jeg VED jeg kan klare lidt af hvert. Men dét her. Det er sgu værre end at føde. Og puha, det er en forskrækkelse og det sætter masser af triste tanker igang hos os begge i forhold til den lillebrøster. For hun kommer helt sikkert ikke nemt til os. Og det kan jeg mærke at jeg skal bruge noget tid på at forberede mig mentalt på. At det her, det bliver sgu en kamp. Og at udfaldet faktisk ikke er givet. For flere overstimuleringer, hævede æggestokke og ingen æg til oplægning, dét kan vi kun klare i et vist omfang. Det er en ny virkelighed for os. Vi har altid haft nogle relative ukomplicerede forløb. Men dét skal jeg da love for vi ikke har haft her i denne omgang.
Jeg er så udmattet af at være syg, af modgang og smerter at jeg bare har lyst til at tude hele tiden. Og bare sådan venter på forår. For det MÅ da blive bedre, det her. Og jeg har IKKE opgivet håbet om en baby til. Ikke endnu.
Siden ægudtagning (fra helvede - beskrevet tidligere) har jeg haft smerter i underlivet. Bevares, det har man jo prøvet før, og ja, det har da gjort naller, men det gør det jo. Og æggestokkene skal lige have lidt ro og ro er ikke lige det min krop får for tiden med hele hytten syge, travlt på arbejdet og en tur til Norge for at se til min syge søster.
Jeg havde et par dage efter ÆU ret voldsomme smerter, der varede omkring en halv time. Det har jeg prøvet før, da vi var i behandling på Hvidovre. Det gør mere ondt end veer, synes jeg. Men går over. Og så har jeg har lav-intensitet smerter siden.
Vi var til scanning torsdag i sidste uge med henblik på ny opstart. Fik en god snak med lægen, som beroligende sagde at det altså bare har været sort uheld. Der er ikke noget, der gør at det ikke skulle lykkes. Vi har bare været vildt uheldige. Han kiggede meget troværdigt på mig mens han sagde det. Så det åd jeg råt.
Han scannede mig og kunne se to cyster på æggestokkene, og to æggestokke, der var godt hævet. Så ny scanning inden nedregulering. Men han var ikke bekymret og sagde at det var helt normalt.
Men det er altså ikke helt normalt da jeg mandag formiddag på mit arbejde fik så stærke smerter i underlivet at jeg måtte kaste mig ind på en kollegas kontor og råbe "nu besvimer jeg, hjælp mig" hvorefter jeg faldt ned på gulvet og råbte og skreg grundet smerter. De var så voldsomme at jeg nærmest gik i chok. Jeg mistede følingen i hænder og fødder, alt snurrede og alt imens løb mine kolleger rundt og forsøgte at få fat i en ambulance og holde mig i hånden. Der gik 20 minutter før ambulancen kom, hvor jeg lå og skreg på gulvet. Som i SKREG. Min søde kæreste var hjemme med en 40 hestes influenza, så ham kom ilende, og lignede en, der kunne besvime når som helst. Jeg fik noget smertestillende og blev kørt på Riget med blå blink og sirener. Hold da op.
Og det mest mærkelige var at jeg i mine smerter bare lå og tænkte "orv hvor ville Asbjørn have synes det her var fedt!"
Op på Riget og blive undersøgt - igen under højt skrigeri, fååååårk hvor gjorde det ondt. Jeg blev indlagt til observation - de var bange for at æggestokkene var igang med at sno sig om hinanden.
Så jeg fik lidt over et døgn på Riget i gigantiske smerter, og en diagnose der hedder: meget forstørrede æggestokke, lidt sivende væske i bughulen og ekstreme spændinger i underlivet grundet lange og vedvarende smerter.
Og ja tak til lange og vedvarende smerter. I dag er første dag siden mandag jeg kan sidde op, tale uden at det gør ondt, selv komme ud af sengen og gå på toilettet uden at skrige.
Pispispis.
Jeg VED jeg har en høj smertetærskel. Jeg VED jeg kan klare lidt af hvert. Men dét her. Det er sgu værre end at føde. Og puha, det er en forskrækkelse og det sætter masser af triste tanker igang hos os begge i forhold til den lillebrøster. For hun kommer helt sikkert ikke nemt til os. Og det kan jeg mærke at jeg skal bruge noget tid på at forberede mig mentalt på. At det her, det bliver sgu en kamp. Og at udfaldet faktisk ikke er givet. For flere overstimuleringer, hævede æggestokke og ingen æg til oplægning, dét kan vi kun klare i et vist omfang. Det er en ny virkelighed for os. Vi har altid haft nogle relative ukomplicerede forløb. Men dét skal jeg da love for vi ikke har haft her i denne omgang.
Jeg er så udmattet af at være syg, af modgang og smerter at jeg bare har lyst til at tude hele tiden. Og bare sådan venter på forår. For det MÅ da blive bedre, det her. Og jeg har IKKE opgivet håbet om en baby til. Ikke endnu.
tirsdag den 11. januar 2011
Intet nyt er dårligt nyt
De sidste 4 dage af kalenderen burde bare blive revet ud og smidt væk og bare glemt. De har bare været en stor nedtur.
Torsdag aften lagde Asbjørn sig syg. Ok, det kan vi håndtere. Bedsterne ind for at passe mens mor og far går til ægudtagning. From hell. Som i virkelig fra det nederste dybe helvede.
Det var en ny læge (og allerede der synes jeg sgu det er lidt mærkeligt - en ny læge på en privatklinik? Jeg føler lidt at når jeg betaler så mange skejser for det, skal jeg ikke være forsøgskanin) som bare jog den der nål ind i mine æggestokke på den voldsommeste måde. Av for sørensen. Jeg ER altså ikke pivet. Som i overhovedet ikke. Jeg har brækket ankler, håndled og født et barn, ik? Så jeg har ligesom prøvet smerte. Men avs det gjorde nas. En sprøjte bliver tabt på gulvet - hvad sker der lige her? Og tilsidst kommer chefen ind og tager over. Tager 3 æg ud som overhovedet ikke gør ondt. Hvilken grimasse sætter man lige op her?
10 minutter efter kommer sygeplejersken ind og fortæller at 1!!! æg er taget ud. Say what??? Hvad med de andre ægblærer - var der ikke nogle æg i dem? Det kunne hun ikke svare på. Så ligger man der og har det vildt dårligt og så har det fået 1!!! æg ud? Jeg har ALDRIG haft under 8 æg, så vi var et stort spørgsmålstegn. 10 minutter senere kommer selveste chefen ind og siger ærligt (han er en vildt flink og kompetent fyr) at de simpelthen ikke aner hvad der er sket i denne cyklus, men at de syntes at vi burde have været advaret inden ÆU. Og de derfor tager dette forsøg på deres regning. Det lettede lige stemningen lidt. Og bekræftede vores fornemmelse af at et eller andet var helt galt.
Long story af forklaringer. Men det hele er mærkeligt for mandag fik jeg af vide at det så godt ud.
Faktum er at klinikken ringede søndag og fortalte at ægget ikke har delt sig, så der ikke er æg til oplægning. Surprise. Dét kom så ikke som noget chok.
Så: 56 injektioner med diverse præparater og smerter fra helvede her dagene efter og så endnu en kæmpe nitte. Det er bare for latterligt surt og meget bekymrende.
Oveni hatten har hele familien så lagt sig med influenza, den lede af slagsen. Så mor og far i fosterstilling og lille pibe-Asbjørn der IKKE vil sove, sandsynligvis fordi ørerne bare gør nas. Arjmen er det ok vi lige melder pas på familieidyllen her?
Nu må vi se hvad klinikken siger - jeg regner med vi skal have en samtale med dem en dag i nærmeste fremtid. Vi har to forsøg tilbage i pakken (når nu ikke vi skal betale for denne). Men vi varmer op til at det her, det sgu bliver en sej omgang. Og der er kommet nogle flere "hvis'er" ind i vores sprogbrug her på det seneste. Not good.
Altså hvad sker der lige for de æg? Er de bare crashet fuldstændigt på 2 år? Av, det kan jeg næsten ikke bære. 2 ægudtagninger og INGEN æg til oplægning. Så skal man være bekymret.
Jeg kan slet ikke forestille mig at jeg ikke skal have bare een baby til. Ak ja, man er utaknemmelig er man. Men altså. Jeg er SLET ikke færdig! Og ja, vi er så ovenud lykkelige for ham vi har og for 20 år siden havde vi været barnløse forever og alt det der. Men det flytter altså ikke den følelse indeni, det gør det altså ikke. Og det sjove er at kæresten nærmest er endnu mere opsat på at få en baby til.
Og selvom alting er overmåde lettere når man har en lille mus derhjemme, så har vi tænkt på lillebrøster siden juli måned, da vi brugte vores fryseæg. Det er et halvt år. Og det har da ikke leveret særlig gode nyheder...
Så jeg tillader mig at være "sure frk. madsen" (det er en sangleg fra vuggestuen, som Asbjørn er meget begejstret for, og går rundt med løftet pegefinger hele dagen lang - ligesom frk. Madsen åbenbart gør). Bare lige et par dage endnu. Så kommer vi igen. For vi VIL have den lillebrøster.
Torsdag aften lagde Asbjørn sig syg. Ok, det kan vi håndtere. Bedsterne ind for at passe mens mor og far går til ægudtagning. From hell. Som i virkelig fra det nederste dybe helvede.
Det var en ny læge (og allerede der synes jeg sgu det er lidt mærkeligt - en ny læge på en privatklinik? Jeg føler lidt at når jeg betaler så mange skejser for det, skal jeg ikke være forsøgskanin) som bare jog den der nål ind i mine æggestokke på den voldsommeste måde. Av for sørensen. Jeg ER altså ikke pivet. Som i overhovedet ikke. Jeg har brækket ankler, håndled og født et barn, ik? Så jeg har ligesom prøvet smerte. Men avs det gjorde nas. En sprøjte bliver tabt på gulvet - hvad sker der lige her? Og tilsidst kommer chefen ind og tager over. Tager 3 æg ud som overhovedet ikke gør ondt. Hvilken grimasse sætter man lige op her?
10 minutter efter kommer sygeplejersken ind og fortæller at 1!!! æg er taget ud. Say what??? Hvad med de andre ægblærer - var der ikke nogle æg i dem? Det kunne hun ikke svare på. Så ligger man der og har det vildt dårligt og så har det fået 1!!! æg ud? Jeg har ALDRIG haft under 8 æg, så vi var et stort spørgsmålstegn. 10 minutter senere kommer selveste chefen ind og siger ærligt (han er en vildt flink og kompetent fyr) at de simpelthen ikke aner hvad der er sket i denne cyklus, men at de syntes at vi burde have været advaret inden ÆU. Og de derfor tager dette forsøg på deres regning. Det lettede lige stemningen lidt. Og bekræftede vores fornemmelse af at et eller andet var helt galt.
Long story af forklaringer. Men det hele er mærkeligt for mandag fik jeg af vide at det så godt ud.
Faktum er at klinikken ringede søndag og fortalte at ægget ikke har delt sig, så der ikke er æg til oplægning. Surprise. Dét kom så ikke som noget chok.
Så: 56 injektioner med diverse præparater og smerter fra helvede her dagene efter og så endnu en kæmpe nitte. Det er bare for latterligt surt og meget bekymrende.
Oveni hatten har hele familien så lagt sig med influenza, den lede af slagsen. Så mor og far i fosterstilling og lille pibe-Asbjørn der IKKE vil sove, sandsynligvis fordi ørerne bare gør nas. Arjmen er det ok vi lige melder pas på familieidyllen her?
Nu må vi se hvad klinikken siger - jeg regner med vi skal have en samtale med dem en dag i nærmeste fremtid. Vi har to forsøg tilbage i pakken (når nu ikke vi skal betale for denne). Men vi varmer op til at det her, det sgu bliver en sej omgang. Og der er kommet nogle flere "hvis'er" ind i vores sprogbrug her på det seneste. Not good.
Altså hvad sker der lige for de æg? Er de bare crashet fuldstændigt på 2 år? Av, det kan jeg næsten ikke bære. 2 ægudtagninger og INGEN æg til oplægning. Så skal man være bekymret.
Jeg kan slet ikke forestille mig at jeg ikke skal have bare een baby til. Ak ja, man er utaknemmelig er man. Men altså. Jeg er SLET ikke færdig! Og ja, vi er så ovenud lykkelige for ham vi har og for 20 år siden havde vi været barnløse forever og alt det der. Men det flytter altså ikke den følelse indeni, det gør det altså ikke. Og det sjove er at kæresten nærmest er endnu mere opsat på at få en baby til.
Og selvom alting er overmåde lettere når man har en lille mus derhjemme, så har vi tænkt på lillebrøster siden juli måned, da vi brugte vores fryseæg. Det er et halvt år. Og det har da ikke leveret særlig gode nyheder...
Så jeg tillader mig at være "sure frk. madsen" (det er en sangleg fra vuggestuen, som Asbjørn er meget begejstret for, og går rundt med løftet pegefinger hele dagen lang - ligesom frk. Madsen åbenbart gør). Bare lige et par dage endnu. Så kommer vi igen. For vi VIL have den lillebrøster.
onsdag den 5. januar 2011
Æggeblues
Ok, jeg tager det tilbage. Alt det jeg har sagt og skrevet om at vi bare er åh-så-afslappede-og-tager-det-som-det-kommer og blablabla – det med lillebrøsteren. Jeg skal have æg ud fredag efter en maraton-stikkeprocess, der startede (hold fast): 28. november. Mit maveskind ligner et slagsmål med blå og gule mærker, røde stik-prikker og den klassiske hormon-delle lever i bedste velgående. Jeg har nu været nedreguleret i (tælletælle…) 17!! dage, og den bakke æg, der ligger derinde er en blandet flok. Mandagens scanning viste et par enkelte store (20mm) og en masse 12-13 mmers, og jeg blev sat op i Gonal-F, på trods af at jeg har så let ved at blive overstimuleret.
Og så altså først æg ud fredag.
Arjmen. Fredag! Det er næsten tre uger efter opregulering! Det er da helt vildt! Og jeg må indrømme at vi tænker ræddi ræddi meget på de æg og de sædceller hjemme hos os. Kæresten fortalte i morges at have gik og følte at han havde vildt travlt og følte sig sådan lidt småstresset, men der er faktisk intet at stresse over, for han har ikke travlt på arbejdet, og han kom frem til at det var det fertilitetshow, der stressede. For tænk nu hvis. Der ikke. Er æg. Til oplægning. Av. Som i av for pokker.
Må indrømme at jeg ikke helt ved hvad jeg skal mene om klinikken. Egentlig tror jeg de er vildt tjekkede og har fuldstændig styr på det. Men det går bare lidt stærkt noglegange. Til sidste scanning sagde lægen at jeg ikke skulle have større dosis, fordi jeg var sådan en der kunne blive overstimuleret. Hvorefter kollegaen giver mig en større dosis tre dage senere. Jeg nævnte det og han virkede (den sidste læge) som om han havde tænkt det igennem. Så det er nok bare min egen usikkerhed og behov for at agere læge på min egen behandling.
Det fylder altså meget herhjemme. Tænk hvis vi endnu en gang ikke har æg til oplægning. Tænk hvis mine ægs kvalitet bare er crashet fuldstændig på to år. Tænk hvis al den (ups!) chokolade jeg guffer gør at mine æggestokke bliver PCO’ede (har lidt tendenser til det) og tænk hvis kærestens soldater er gået på pension. Gisp. For så er lillebrøster jo lige pludselig meget langt væk.
Og den lillebrøster altså. Hun (jeg vælger at tro på det bliver en pige) har altså længe været en del af vores drømme for vores fremtid. Tænk, hvis jeg kun skal opleve en eneste gang at være gravid. At føde. At have en lille nyfødt. For en af Asbjørns helt store svagheder lige pt. er at han jo vokser og bliver mere og mere selvkørende og flere gange takker nej til kys og kram. Faktisk spørger jeg flere gange om dagen om jeg må få et kram eller et kys, hvorefter han enten siger NEJ eller ryster meget bestemt på hovedet. Og det må man jo acceptere. Men altså. Jeg vil have en lille baby at kysse og kramme og nusse.
Puh altså. Det ER faktisk et issue at lide af søskendeløshed.
Lidt blues er der derfor at spore her hos os.
Og så altså først æg ud fredag.
Arjmen. Fredag! Det er næsten tre uger efter opregulering! Det er da helt vildt! Og jeg må indrømme at vi tænker ræddi ræddi meget på de æg og de sædceller hjemme hos os. Kæresten fortalte i morges at have gik og følte at han havde vildt travlt og følte sig sådan lidt småstresset, men der er faktisk intet at stresse over, for han har ikke travlt på arbejdet, og han kom frem til at det var det fertilitetshow, der stressede. For tænk nu hvis. Der ikke. Er æg. Til oplægning. Av. Som i av for pokker.
Må indrømme at jeg ikke helt ved hvad jeg skal mene om klinikken. Egentlig tror jeg de er vildt tjekkede og har fuldstændig styr på det. Men det går bare lidt stærkt noglegange. Til sidste scanning sagde lægen at jeg ikke skulle have større dosis, fordi jeg var sådan en der kunne blive overstimuleret. Hvorefter kollegaen giver mig en større dosis tre dage senere. Jeg nævnte det og han virkede (den sidste læge) som om han havde tænkt det igennem. Så det er nok bare min egen usikkerhed og behov for at agere læge på min egen behandling.
Det fylder altså meget herhjemme. Tænk hvis vi endnu en gang ikke har æg til oplægning. Tænk hvis mine ægs kvalitet bare er crashet fuldstændig på to år. Tænk hvis al den (ups!) chokolade jeg guffer gør at mine æggestokke bliver PCO’ede (har lidt tendenser til det) og tænk hvis kærestens soldater er gået på pension. Gisp. For så er lillebrøster jo lige pludselig meget langt væk.
Og den lillebrøster altså. Hun (jeg vælger at tro på det bliver en pige) har altså længe været en del af vores drømme for vores fremtid. Tænk, hvis jeg kun skal opleve en eneste gang at være gravid. At føde. At have en lille nyfødt. For en af Asbjørns helt store svagheder lige pt. er at han jo vokser og bliver mere og mere selvkørende og flere gange takker nej til kys og kram. Faktisk spørger jeg flere gange om dagen om jeg må få et kram eller et kys, hvorefter han enten siger NEJ eller ryster meget bestemt på hovedet. Og det må man jo acceptere. Men altså. Jeg vil have en lille baby at kysse og kramme og nusse.
Puh altså. Det ER faktisk et issue at lide af søskendeløshed.
Lidt blues er der derfor at spore her hos os.
mandag den 20. december 2010
Gonøf gonøf*
Så er første skud Gonal-F taget og opreguleringen startet. Puha, er det, jeg mest tænker. Puha til ægudtagning, som sidste gang var så forfærdelig at jeg lå på briksen efter ÆU og tænkte at det var værre end en fødsel (!) (ja, lidt langt ude, og det tænkte jeg så heller ikke bagefter). Men jeg blev bare så dårlig af det medicin, man får. Adr.
Og også lidt (total fyfy) puha til to børn. Altså, der er jo ikke TVIVL om at vi så gerne vil have et barn til. Men altså. De der 2-børns forældre rundt omkring, de lyder altså pressede. Også de forældre, som ellers til daglig er ret overskuds-agtige.
Men det er jo nemt med et barn, synes jeg. Helt ærligt.
Og puha. Til at lillebitte Musen skal være den store. Og dele os. Og ikke have overskudsforældre, som kysser og krammer og hopper og springer. For vi TROR jo virkelig på at vi giver ham det allerbedste og den bedste start på livet ved at VÆRE der for ham. Big time.
Og ja JA ja! Selvfølgelig skal vi have en til. Claro. Og Asbjørn vil elske at få en søster (fandme det skal være en pige!). Så here we go. Men hold da fest hvor er det bare ikke den samme desperation og skruk-hed, der præger familien. Og det er vel egentlig mest af alt godt.
*Overskriften henviser til Gonal-F's arbejdstitel hjemme hos os
Og også lidt (total fyfy) puha til to børn. Altså, der er jo ikke TVIVL om at vi så gerne vil have et barn til. Men altså. De der 2-børns forældre rundt omkring, de lyder altså pressede. Også de forældre, som ellers til daglig er ret overskuds-agtige.
Men det er jo nemt med et barn, synes jeg. Helt ærligt.
Og puha. Til at lillebitte Musen skal være den store. Og dele os. Og ikke have overskudsforældre, som kysser og krammer og hopper og springer. For vi TROR jo virkelig på at vi giver ham det allerbedste og den bedste start på livet ved at VÆRE der for ham. Big time.
Og ja JA ja! Selvfølgelig skal vi have en til. Claro. Og Asbjørn vil elske at få en søster (fandme det skal være en pige!). Så here we go. Men hold da fest hvor er det bare ikke den samme desperation og skruk-hed, der præger familien. Og det er vel egentlig mest af alt godt.
*Overskriften henviser til Gonal-F's arbejdstitel hjemme hos os
mandag den 6. december 2010
Børn og karriere
Lørdagsudgaven havde en sides debatindlæg fra en række danske børnepsykologer, hvis holdning var at børn ikke har godt af institutioner før de er 2 år gamle. Det er problematisk for deres psykologiske udvikling at blive "ladt alene" i institutionen uden mor og far.
Av. Av. Den ramte lige lukt ned i min mave. Og i mine tanker omkring Asbjørns timer i vuggestuen. Tanker om hvad det er for børn, vi producerer ved at aflevere dem til andre.
Jeg ved ikke helt selv hvad jeg mener - eller jeg ved ikke hvad løsningen så er, hvis vi skal tage de børnepsykologer alvorligt. Jeg ved det simpelthen ikke. Tage barsel i 2 år? Holder det?
Den rammer også ned i de mange tanker, jeg går med for tiden om job, karriere og familieliv.
For et år siden fik vi af vide at vi skulle pakke kufferterne og tage til New York. Det er så ikke sket endnu. Af mange årsager, som jeg næsten ikke orker at remse op. Konklusionen er at FN-systemet er meget, meget, meget tungt. Og bøvlet.
Men det flytter ikke ved at jeg er træt af mit arbejde. Jeg skal have nye udfordringer. Og det skal være NU. Men jeg er en sløv banan, der ikke får skrevet ansøgninger, der ikke får opdateret cv og ikke er gået igang med at "netværke" (oh how I hate it). Jeg skal videre. Jeg har været i den samme organisation i 7 år. Og lavet mange forskellige ting. Udviklet mig, fået leder-erfaring, og er blevet (hvis jeg selv skal sige det) virkelig dygtigt på mit felt.
Men ikke nok med at jeg er en sløv banan, så stiller jeg krav, som jeg egentlig ikke synes er urimelige. Men som også begrænser mig. Jeg VIL have et job hvor jeg ikke skal arbejde 45 timer om ugen. Asbjørn er for vigtig. Jeg VIL have tid sammen med ham NU hvor han er lille.
Så er der en mulig barselsorlov, som meget gerne skulle komme i løbet af det næste år (håbehåbe). Den stiller sig jo også på tværs af karriereplanlægningen.
Hvordan pokker balancerer man det? Jeg synes det er svært. Hvor meget tid skal man arbejde, hvad er ok, når man også har ambitioner og gerne vil have udfordringer og et spændende job? Ja, altså hvad gør man udover at smøge ærmerne op og komme igang med ansøgningerne, mener jeg.
Nå, ja og status på projekt lillebrøster er 8. dag på Suprefact. ÆU bliver en gang først i det nye år. Det hele bliver skudt lidt så vi ikke skal have ÆU juleaften eller nytårsaften.
Av. Av. Den ramte lige lukt ned i min mave. Og i mine tanker omkring Asbjørns timer i vuggestuen. Tanker om hvad det er for børn, vi producerer ved at aflevere dem til andre.
Jeg ved ikke helt selv hvad jeg mener - eller jeg ved ikke hvad løsningen så er, hvis vi skal tage de børnepsykologer alvorligt. Jeg ved det simpelthen ikke. Tage barsel i 2 år? Holder det?
Den rammer også ned i de mange tanker, jeg går med for tiden om job, karriere og familieliv.
For et år siden fik vi af vide at vi skulle pakke kufferterne og tage til New York. Det er så ikke sket endnu. Af mange årsager, som jeg næsten ikke orker at remse op. Konklusionen er at FN-systemet er meget, meget, meget tungt. Og bøvlet.
Men det flytter ikke ved at jeg er træt af mit arbejde. Jeg skal have nye udfordringer. Og det skal være NU. Men jeg er en sløv banan, der ikke får skrevet ansøgninger, der ikke får opdateret cv og ikke er gået igang med at "netværke" (oh how I hate it). Jeg skal videre. Jeg har været i den samme organisation i 7 år. Og lavet mange forskellige ting. Udviklet mig, fået leder-erfaring, og er blevet (hvis jeg selv skal sige det) virkelig dygtigt på mit felt.
Men ikke nok med at jeg er en sløv banan, så stiller jeg krav, som jeg egentlig ikke synes er urimelige. Men som også begrænser mig. Jeg VIL have et job hvor jeg ikke skal arbejde 45 timer om ugen. Asbjørn er for vigtig. Jeg VIL have tid sammen med ham NU hvor han er lille.
Så er der en mulig barselsorlov, som meget gerne skulle komme i løbet af det næste år (håbehåbe). Den stiller sig jo også på tværs af karriereplanlægningen.
Hvordan pokker balancerer man det? Jeg synes det er svært. Hvor meget tid skal man arbejde, hvad er ok, når man også har ambitioner og gerne vil have udfordringer og et spændende job? Ja, altså hvad gør man udover at smøge ærmerne op og komme igang med ansøgningerne, mener jeg.
Nå, ja og status på projekt lillebrøster er 8. dag på Suprefact. ÆU bliver en gang først i det nye år. Det hele bliver skudt lidt så vi ikke skal have ÆU juleaften eller nytårsaften.
Abonner på:
Opslag (Atom)