Vores lille grødhoved

Ih, jeg havde lige lavet et langt fint indlæg i går om status her fra babyland, og så røg internetforbindelsen!

Asbjørn fylder 5 måneder på lørdag. Og nu siger jeg det, som ALLE forældre siger (og som er så klichefyldt - for gu går tiden altså) men puh, hvor går tiden stærkt! Han bliver så stor! (endnu en af klicheerne - for hvad skulle han ellers - blive mindre?).
Der sker bare så meget og det bliver sjovere og sjovere for hver dag der går. Der er en kæmpe forskel på den lille baby, jeg bar rundt og rundt på i sommers, og som faldt i søvn ved mine bryster hele tiden. Nu møffer han rundt, ruller fra ryg til mave og tilbage igen, sutter på sine tæer, råber, griner, kan næsten sidde selv og guffer grød i sig til den store guldmedalje. Han gider ikke ligge ned, han vil helst sidde eller allerhelst stå stå stå hele dagen samtidig med han skriger som en ørn og griner over hele femøren. Han er så helt utrolig dejlig og han fylder os med kærlighed hver eneste dag.

Og ja, han er et lille grødhoved, som labber grøden i sig. Det går rigtig godt og jeg er glad for at vi er startet, for nætterne er lidt bedre. Han vågner stadig et par gange og får mælk, men jeg ved ikke om han reelt er sulten eller om det bare er gammel vane at jeg giver ham mad.

I denne uge har jeg været syg, som i godt gammeldags snottet og influenza-agtig. Og så er det godt nok hårdt at have en lille baby som skal trilles i barnevognen og underholdes når han ikke sover. Puha. Og desværre tror jeg at jeg har smittet ham en smule, for han har været noget pylret her i går og idag.

Det var vist bare en lille status herfra - dagene går deres gang og jeg stornyder min barsel og synes at der er alt for kort tid til slutningen af januar hvor jeg starter på arbejde igen. Puha.

En tur tilbage til fortiden

I dag var jeg på Hvidovre Hospitals fertilitetsklinik og aflevere et billede af Asbjørn til deres børnetavle, en rød seddel om fødselsdata og aflevere en æske chokolade og blomster som forsinket tak for den helt utrolig gode behandling vi har fået derude. Asbjørn og jeg blev mødt med smil og glade mennesker, for personalet var virkelig glad for at se resultatet af deres arbejde. Jeg fik også en kæmpekrammer af vores "yndlingslæge" derude (klinikchefen) som bare syntes Asbjørn var så fin og var rigtig glad for at vi kom.

Det var en mærkelig blandet følelse i kroppen at gå ind af hovedindgangen og gå den lange vej ned til fertilitetsklinikken. Det føltes egentlig helt utrolig dejligt at gå der med Asbjørn i barnevognen, men det var godt nok også en tur tilbage til alle de mange, mange gange vi har gået ned af den gang til undersøgelser. Den følelse i maven - af usikkerhed, sorg, ventetid, bange anelser og sørgmodighed, den sidder et eller andet sted i kroppen endnu. Som en fast følgesvend, der lige kom op og hilste på og mindede om den tid og det halvandet år vi gik derude. Egentlig var det ikke sørgeligt eller vemodigt at være der - nærmeste tværtimod, for vi KOM jo hjem med vores guldklump. Det var bare.... noget der hører fortiden til.
Og hold da op hvor vi kender det hospital godt efterhånden! Nu har jeg så også prøvet at amme derude, så cirklen er vist ved at være sluttet.

Her i nutiden kører Asbjørn på 2. dag på grød. Det går fint - han syntes det var noget mærkeligt noget at få i munden i går da han smagte det første gang, men jeg grinede bare til ham undervejs, og så gled det ned. Han ligner en der har spist jord eller en hel citron lige når han får det ind i munden, men så synker han og åbner munden for at få mere. Så mon ikke han køber grødkonceptet? Det eneste der kan slå skår i glæden for Asbjørn er at han ikke selv må komme skeen i munden eller komme hele klør fem ned i grødskålen. Vi kører ugen ud med et enkelt måltid og så en lidt tynd grød og ser hvordan det går med nattesøvn og mave. Så kan det være vi i løbet af et par uger ryger op på to måltider. Ved ikke en gang om det er nødvendigt..

Amning for gud ved hvilken gang

Det tynder ud i bladene på træerne udenfor vores store stuevindue. De er gået fra lysegrønne, til grønne til de flotteste røde og gule farver, og nu er de altså på vej ned på den våde Nørrebro-asfalt. De vidner om at der er gået mange måneder siden vi flyttede ind og Asbjørn var inde på den anden side af min mave. April måned var en måned fyldt med solskin og forventning (og sved på panden, for puh, jeg var stor!).
Og nu er det oktober, Asbjørn fylder 5 måneder lige om lidt. Og han er altså en stor dreng på 7,5 kg. Som har to tænder i undermunden. Om det er kiloene eller tænderne eller begge dele, der gør det, så er amningen altså ikke så meget en fornøjelse som den har været. Han hiver og flår, kan ikke rigtig koncentrere sig, og er begyndt at være SUUULTEN om natten. Suk. Han er gået fra at have sovet fra 19.30-4-5 stykker, til at vågne omkring midnat og så skulle spise tre gange i løbet af natten. Og det hjælper ikke at give ham sut eller på andre måder få ham til ro. Det er mad og det er pronto! Ellers flipper vores ellers så milde dreng skråt!

Så i mit hoved kører amningen nok på sidste vers. Eller det er i hvert fald ved at være grød-tid, tror vi herhjemme. Den sidste uge er han også blevet MEGET interesseret i alt hvad vi kommer i munden.
Men altså. Jeg glæder mig til bedre nattesøvn og til at andre end mig kan give ham mad. Men uh, hvor er det også bare vemodigt. For så har han jo teknisk set ikke brug for mig. Og det ved jeg jo godt han har, men alligevel.
Andre tanker, der rumsterer er også om jeg mon gør det for hans skyld, eller min egen. Altså starter på grøden. For man siger jo fuld amning til de er 6 måneder. Og jeg er faktisk ret meget imod den der trend med at bare fordi de er 4 måneder og "må" få grød, så skal de også have det, selvom de måske ikke har brug for det. Altså de skal jo kun have noget mere hvis de reelt har brug for det. Og hvordan ved man det med sikkerhed? Og mit hoved ved jo godt at den gode mor ikke sidder i brysterne - men den onde tvilling indei siger "nåå, så gider du nok ikke amme mere, hva? Så får din søn allergi. Og du gider nok ikke tætheden med ham mere, hva?". Og alle sådan nogle andre åndssvage ting.

Men grøden vinder altså. Så idag får Asbjørn sin grøddebut. Og jeg er faktisk ret sikker på at han vil guffe det i sig. Han virker lidt som om han er altædende. Får han stukket en flaske i munden, tager han det, og mylicon dråber på ske spiste han også da han døjede med ondt i maven. Men vi får se.

Planen er smagsprøver og forsættelse af amning så mælk stadig er det han får mest af. Men et par måltider om dagen inden for den næste måned er målet.

Det er også lidt vemodigt. For vores lille dreng bliver stor med raketfart. Den lille mus er ikke så lille mere. Vi kiggede på billeder i weekenden, og nåårh, hvor var han LILLE! Nu kan han næsten sidde op, han flytter ting fra den ene hånd til den anden, han ruller og triller og råber og hviner og sutter på fødder og tæer og er bare et lille engeribundt.

And now to something completely different: gode rejseråd søges: Vi påtænker at tage ud at rejse marts-april i 4 uger og der er A jo ca. 10 måneder. Vi har tænkt os at rejse rundt, og lige nu er Mexico, Argentina eller Thailand i spil. Jeg hælder nok mest til Argentina, da jeg så gerne vil til Patagonien. Men hvordan rejser man med sådan en størrelse? Kan man det? Er det for bøvlet? Eller skal vi bare kaste os ud i det? Nogle med erfaringer?

Asbjørn is back

Ja, vi tror ørnen er fløjet igen. I hvert fald har vi en meget glad og tilfreds dreng herhjemme, der griner og råber og smiler og bliver knus-smask-elsket af både hans mor og far. Jeg tror at hvis kærlighed havde en massefylde, så ville vi ikke kunne komme ind i vores ganske store lejlighed, fordi kærligheden fyldte hele lejligheden ud. For der bliver kysset og krammet og nusset og sagt "jeg elsker dig" til det lille væsen, der fylder hele vores liv og hele vores hjerter.

Soveriet går sådan set fint. Han er ikke helt ligeså fantastisk til det som han har været - vi har nogle nætter med et par affodringer og nogle med bare en enkelt. Og altså også nogle med tre stks og en møffende, uroligt sovende dreng. Men jeg tror faktisk han må siges at sove helt fint. Men assemandens to bisser i undermunden er dog lidt en udfordring for hans mors bryster. For det er godt nok sjovt at bide til, synes han. Og det er altså noget der gør at grøden bliver kraftigt overvejet herhjemme for tiden. Jeg har ellers været modstander af "bare" at begynde på grød fordi han er 4 måneder. Men alt det bideri gør det altså lidt fristende. Så måske starter vi stille og roligt op om en uges tid eller to, så er han tæt på de 5 måneder.

Hele familien har lige været en tur i Berlin i 5 dage. Med tog. Og med afslapning, kaffedrikning, museumsbesøg og lange gåture, lidt shopping (selvom min kæreste er SÅ dårlig til det altså) og hyggehyggehygge. Asbjørns far tog 98% af bleerne, stod op om natten, nussede og pussede rundt med sønnike, så han nærmest ikke gad at blive kysset af hans far mere. Asbjørn har godt nok en fantastisk far.
Det var så dejligt at være afsted. Vi var afsted på nogenlunde samme tid sidste år, så der blev mindet rigtigt meget. Og vi snakkede og snakkede og snakkede om det sidste år der er gået. Og havde dejligt meget kærestetid med store grineture ala dem hvor tårene bare triller ned af kinderne. Det har jeg godt nok savnet i de sidste mange måneders travlhed med baby og byggeprojekt i lejlighed.
Og så er det bare helt fantastisk at sidde på en varm restaurant med stearinlys mens ens dreng ligger og sover i sin vogn udenfor og snakke og kysse med det menneske i verden, der elsker den lille sovende larmefabrik ligeså meget som ens selv.

Asbjørn holder åbenbart af at køre i tog, for det foregik med hvin og grin non-stop. Så meget så folk rundt omkring bemærkede hvor sød og mild Asbjørn var og at han godt nok var en nem baby. Åndssvagt som det egentlig er, bliver man sgu lidt stolt. Af sin dreng og af os som forældre. Som om forældre med mere "krævende" unger ikke gør det ligeså godt som os.

Og så ugens billede af genstanden for alt det kærlighed, vores hjerter kan rumme

En ørn er flyttet ind

Vi ved ikke helt hvad der er sket herhjemme. Vi var i svømmehallen i sidste uge og jeg tror måske jeg har fået en forkert baby med hjem... Vores meget sovende og omgængelige dreng er ihvertfald blevet lidt borte. Asbjørn har besluttet sig for at det at sove er overvurderet. Fra at have været super nem at putte både aften og dag, traver jeg rundt som en anden idiot om dagen for at få ham til at sove - for at han vågner 30 min efter. Og aftnerne - hvor vi ellers var begyndt at få succes med at putte ham i hans seng - en slags putteritual - er afløst af en SKRIGENDE baby der overhovedet IKKE vil sove. Han skriger og skriger og det er tydeligt at det er et "jeg gider pænt ikke sove, nu havde vi det lige så sjovt" skrig. Han skriger lige meget om han ligger i sin seng eller på armen. Og det lugter rigtig meget af overtræthed og en alt for nysgerrig dreng, der ikke gider gå glip af festen... Suk suk suk. Vi holder ved - for han skal ikke ammes i søvn eller sidde som en tudebaby på armen resten af aftenen. Men av altså.
Men det betyder at han ryger i kassen omkring kl. 19 og det synes jeg egentlig er lidt tidligt.

Og det hele bider sig selv i halen. For hans ellers så dejlig lange lure på 2x2-2½ time er afløst af klatlure og en überovertræt baby sidst på dagen. Men gider han sove? NEJ! Jeg har den sidste uge gået en laaang tur der om eftermiddagen for at få ham til at sove. Men selvom han er så træt, så træt (stive øjne, der en gang imellem lukker i) ligger han og gryyyer sig igennem kirkegården, parken, Kvickly og hvor vi ellers når på sådan en tur.

Ørnen som vi nu har boende er en natørn. Som starter med ørnehylet - en slags sang - omkring kl. 1 om natten. Og så kan man give ørnen lidt at spise, men ellers synger ørnen videre stort set hele natten afbrudt af 2 timers søvn-intervaller. Det virker ikke som om han gider sove, men han er træt og så begynder han at brokke sig. Og hans mor og far får ikke sovet meget.
Ørnen bliver så afløst af småsur nathane omkrking kl. 5, som galer og synes at NU må dagen da starte. En stakket frist er det at stikke et bryst i hovedet på hanen, for en halv time senere galer den igen.
Heldigvis står far op med hanen, så mor lige får en time til. Men altså. Hvad filan gør man med sådan en træls sovemønster? Underligt er det i hvert fald, for han har jo indtil nu været super god til at sove. Og var helt oppe på at sove fra 20-05. Men akak, slut med det...

Han har jo fået to tænder, måske spøger de stadigvæk, men så længe? Og de er jo brudt frem, tænderne.

Hvis nogen har set en lille tilfreds, godt sovende dreng i Frederiksberg svømmehal, så gi lige lyd - det kan være vores!

En opdatering fra babyland

Tiden banker derudaf herovre i babyland. Den ene dag tager den anden, Asbjørn har fået en tand, han bliver bare dejligere og dejligere for hver eneste dag, der går. Og jeg ELSKER at være hans mor, jeg ELSKER at være på barsel og jeg ELSKER Asbjørn i stumper og stykker.

Jeg er vist det man kan kalde lykkelig. Jeg har aldrig troet på lykke som det der helt store sus, at lykke er en tilstand af eufori. For mig er lykke lige præcis at gå en tur igennem parken på en solbeskinnet september tirsdag, men en glad og pludrende (til tider råbende) lille dreng i barnevognen, efter at mødregruppen har været på besøg, der er blevet drukket rigelige mængder af kaffe og indtaget muffins og snakket baby, mænd, karriere og grinet af mærkelige legetøjsdimser, der til forveksling ligner t-i-s-s-e-m-æ-n-d.

Åh, hvor det bare bobler inde i mig for tiden!

Har et indlæg i ærmet om ønskebørn, og børn der ikke er ønsket. Om paradokser i at nogle (os inkl.) går igennem ild og vand for at få et barn, mens andre bliver ulykkelige ved at finde ud af at de er gravide. Om at kæmpe for et barn og kæmpe for ikke at få et...

det er lidt krypitsk det her... Men måske får jeg taget mig sammen og skrevet om det på et tidspunkt.

Imens skal min blog prydes med et billede af den dejligste dreng i verden.

Et år med kærlighed

I disse september-dage er det nøjagtigt et år siden vi fandt ud af at det lille 4-cellede æg i min livmoder havde sat sig fast og det betød jeg var gravid. Jeg var kraftigt overstimuleret og kunne kun ligge ned i to uger derefter. Men solen skinnede - en høj septembersol i de uger. Og solen skinnede i mit hjerte. Et hjerte der var fyldt med forventninger - men også ængstelse og angst - noget kunne jo gå galt.

Når jeg tænker tilbage på de september-dage, så triller tårerne. For de dage minder mig om den tid, fyldt med modstridende følelser, men mest af alt lettelse og forventning. Og den markerer på en eller anden måde også slutningen på min kamp mod barnløsheden. Selvom det er fantastisk at vi vandt over den, så bliver jeg nok også en gang imellem lidt vemodig ved tanken om de år. Lidt trist indeni over at jeg var så ked, så ked i så lang tid. At det en gang imellem føles som om jeg spildte tiden med at være ked af det.
Men mest af alt triller tårerne, fordi det, der startede i de solbeskinnede septemberdage, var begyndelsen til mit liv med lille, dyrebare Asbjørn. Det vidste jeg ikke dengang, og selvom jeg nød at være gravid og glædede mig helt vildt, så kunne jeg alligevel ikke helt forestille mig hvad der ville komme. Og hvordan det egentlig føles at elske sit eget barn.

Der er mange, der har sagt til mig at man bliver ekstra følelsesladet og sårbar når man er nybagt mor. Jeg ved ikke om jeg er mere følelsesladet eller har nemmere til tårer end førhen. Men faktum er at der ofte triller en tåre ned af min kind for øjeblikket. Når jeg minder mig selv om hvor heldige vi har været. Når Asbjørn slipper brystet og kigger op på mig med hans store, blå øjne og smiler forelsket til mig. Så kigger jeg på det lille, kære væsen og fælder en tåre. Af kærlighed til ham. Tænk, at man kan elske et lille menneske på små 7 kg så højt. Når han sover en lang lur eller som nu hvor han har sovet siden kl. 8 og sikkert ikke vågner før kl. 4-5 stykker i nat, så kan jeg sidde og savne ham. Og glæde mig til at han smiler sit lille tandløse smil til mig igen.

Jeg er så meget i min lille babyverden at jeg kan tage mig selv i at have lyst til at føde igen, være gravid igen, mærke liv i maven og have veer. Det sidste er sådan lidt halv-perverst masochistisk, for fødselssmerten er så helt utrolig intens og led at jeg aldrig har oplevet noget lignende.

Mine tanker går tit til alle de andre ex-lidelsesfæller derude. Både dem jeg kender IRL og dem jeg har mødt i den virtuelle verden. Den er forbandet, den barnløshed. Men måske er den så forbandet fordi man et eller andet sted i sin underbevidsthed ved at der er en god grund til at være ulykkelig. Fordi det at få et barn er helt igennem fantastisk.

Sol i september vil altid minde mig om Asbjørn som en spirende baby i min mave.