onsdag den 6. maj 2009

38+3 og goddag til plukkeveer

Tiden går og går og vi forsøger alt hvad vi kan for at få den til at holde op, men det lykkes ikke! Lejlighedsprojektet skrider fremad, men vi bor stadig på en byggeplads. Soveværelse, bryggers og Asbjørns værelse er ved at være på plads (en lille smule lager er der over hans værelse, men ikke noget særligt). Puslepladsen er installeret, liften er redt med dyne og bamse og det er bare så helt utrolig hyggeligt. Det var en fryd at sætte hylde op over puslepladsen og gøre klar - det har vi bare ventet på i så helt utrolig lang tid. Kæresten syntes også det var lidt stort kunne jeg mærke, for han nåede at sige 5 gange at det var den fedeste pusleplads han nogensinde har set :-) så det er jo godt at den står i hans hjem!

I morgen er der 10 dage til termin. Og i går sagde jeg goddag til plukkeveer, der virkelig giver den gas. Har jo indtil videre ikke rigtig mærket noget til de famøse plukkeveer, men jeg skal love for at livmoderen er gået i træning! Det gør ikke som sådan ondt, men maven bliver helt hård og det er ret ubehageligt. Og de kommer ret meget! Ikke så gode tegn, hvis man gerne vil gå over tid...
Med de hardcore plukkeveer har jeg været nødt til at sætte aktivitetsniveauet lidt ned. Så jeg har taget det stille og roligt de sidste to dage. Det er ikke så nemt med så mange løse ender, men alternativet er måske at føde for tidligt, og det kan vi ikke ha' herhjemme...

Er gået igang med at pakke taske til hospitalet. Men jeg forstår simpelthen ikke hvordan folk kan pakke den flere måneder i forvejen! Så vidt jeg har tænkt mig frem til, så skal vi have tøj og tandbørste plus det løse til Asbjørn med. Og jeg bruger altså mit tøj og tandbørste hver dag!

Der skal vel også udfyldes nogle fødselspapirer - får man bare det udleveret på hospitalet? Og hvad når man ikke er gift - skal man så ikke udfylde nogle specielle papirer? Nogen der kan hjælpe med den slags oplysninger?

1 kommentar:

QVINDEN sagde ...

Hej
Nu er det jo lige om lidt .... og ved du hvad - man føder uanset hvor meget tasken er pakket, så lad være at stresse over det. På www.personregistrering.dk kan I skrive den ansvars- og omsorgserklæring, der skal udfyldes, når man ikke er gift. Det kræver en digitalsignatur at sende elektronisk - ellers skal den printes og underskrives og sendes til det kirkekontor I hører til.
Skal Asbjørn navngives, kan det klares ved samme lejlighed.
Nyd de sidste barselsuger - slap af - og vær god ved dig selv. En kliche, men pludselig er der en lille fyr, som tager al din tid :-)