I dag går vi ind i "vores måned". Maj 2009. Jeg har sådan glædet mig til denne måned, og den har i mange måneder været en uvirkelig ting, og forbundet med en masse måske'er - især i efteråret. Men nu er den her, og herren med stilethæle inde i min mave føles også meget virkelig. Han møffer og bokser, strækker sig og jeg ved ikke om han er startet på noget yoga. Der er nok ikke så meget plads til hans lange ben.
Solen skinner og har skinnet den sidste måned. Sådan føles det også inde i mig - lutter solskin. Og så er der også flyttet nogle små sommerfugle ind i min mave. For det er liiiiige om lidt. At jeg skal være nogens mor. At han kommer. At vi skal se ham. At jeg skal have veer. At vores hjem skal være noget mere færdigt end det er i dag.
Især det sidste giver lidt stress og ekstra sommerfugle. For vi bor virkelig på en byggeplads. Og det er svært at få overblikket over de sidste ting, der mangler til den lille mand. Igår fandt vi ud af at vi manglede en madras. Jeg mangler ammeindlæg. Vi har ikke vasket tøj i meget lang tid, så jeg har pt. ingen underbukser (vi kan vel låne på hospitalet :-)). Og så videre og så videre.
Vi besluttede os for noget tid siden at forsøge os med stofbleer til skattemusen - af mange forskellige årsager. Det var faktisk min kæreste, der kom på det da han så Imse Vimses stofbleer. Og det er noget af en jungle at finde rundt i stofble-universet. Men nu er bleerne bestilt og resten af det udstyr, der skal bruges til sådan en model, og det gav også lidt kriller i maven. De skulle gerne komme i næste uge, være klar til en vask og så er de jo klar til brug! Til en lille Asbjørn-numse. Vildt at det er lige om lidt.
Men kom bare, maj! Jeg glæder mig SÅ meget til det, der skal ske de næste mange måneder!
1 kommentar:
Ja, det er altså bare helt vildt at vi er nået til "vores" måned. Jeg kniber mig selv lidt i armen indimellem.
Vi har altså heller ikke alt på plads endnu. Som en jordemoder sagde til en konsultation, så holder butikkerne også åbent efter at vi har født. Men vi er jo så vant til at have alt planlagt til mindste detalje, så jeg kan udemærket følge dig. For tænk om det blev i morgen og vi står der uden ammeindlæg...
Hmm...stofbleer...det lyder lidt for avanceret til mig. Du må endelig komme med erfaringer, når I kommer igang med at bruge dem.
Send en kommentar