torsdag den 28. maj 2009

Er klar nu

Jeg skulle lige bruge en lille dags tid på at tænke den der igangsættelse godt igennem. Og jeg er helt ok med den i dag. En internetsøgning i går aftes viste mig at der rent faktisk er mange kvinder, der GERNE vil sættes igang - for så ved de hvornår fødslen sker og har mere "styr" over det. Det havde jeg slet ikke tænkt på, og ændrer heller ikke min holdning til at det vel er bedst at kroppen selv finder ud af det - med en afvejning af at baby skal have det så godt som muligt.

Nu er jeg faktisk helt overbevist om at det bliver søndag. Og jeg er også indstillet på at det kan tage noget tid. At han ikke nødvendigvis kommer søndag, det kan jo godt trække ud med sådan en igangsættelse. Men har lidt mistet troen på at han selv finder vej inden søndag. Og det er også ok. For ud kommer han. Og jeg har tillid til at min krop gør det så godt den kan, og jeg har bestemt tænkt mig at kæmpe for at det bliver så god en fødsel som muligt.

Det irriterer mig faktisk lidt at jeg går sådan op i at det skal gøres "rigtigt". For når først han er kommet ud, så er der sikkert mange ting, der ikke kommer til at foregå efter bogen. Og det er jo helt ok. Vores forløb har jo heller ikke ligefrem været præget af at gå efter bogen, og det har jeg jo ikke noget "issue" med. Så hvorfor nu det her?

Jeg vil bruge de næste dage på at pakke den der berømte taske rigtig godt, gøre de sidste (unødvendige) forberedelser, købe ind og læse en bog. Det er skæbnens ironi at jeg tonsede rundt for at nå alle de "sidste" ting for 1½ uge siden, cyklede byen tynd, købte ind og vaskede tøj som en gal. Jeg havde jo gooood tid!

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvor er det dejligt at læse, at du er kommet overens med tanken, og det skal nok gå rigtig fint.

Da jeg nærmede mig terminen med Ida blev det mere og mere klart, at hun ikke havde tænkt sig at vende sig med hovedet ned. Heller ikke vendingsforsøg var nogen succes. Så stod valget mellem et planlagt kejsersnit eller en sædefødsel. Vi var slet ikke klar til at tage de ricisi, der er ved en sædefødsel, så vi valgte kejsersnittet. Det tog mig også lige en uges tid at forligne mig med, at det nu var sådan min fødsel skulle være - den der fødsel, som jeg i årevis havde glædet mig til. Men det blev faktisk en super god og positiv oplevelse alligevel, og i dag kan jeg slet ikke forestille mig at hun skulle være blevet født på en anden måde. Faktisk overvejer jeg også denne gang fuldstændig frivilligt at føde ved planlagt kejsersnit, uanset hvordan den kommer til at vende eller dreje. Sådan havde jeg aldrig troet, at jeg skulle komme til at tænke. Så selv om det ikke lige bliver den fødsel man havde drømt om, så bliver den helt speciel for jer, lige præcis den måde Asbjørn kom til verden.

Stort held og lykke. Knus, Betty

2000 happiness sagde ...

Hej Seche.
Kan da godt forstå du er træt af din krop ikke bare sætter skub i tingene. Men lyder som en god plan med igangsættelse på søndag. Bliver så spændende og fantastisk når du ser Asbjørn for første gang :o) Og jeg er sikker på du glemmer alt om de tanker du har om igangsættelse! Og ja nu kan du jo planlægge det hele til søndag, det er da ikke så dårligt!
Glæder mig til at høre om fødsel og de første dage med Asbjørn!
Knus Happy

Askepot sagde ...

Hej Sech

Jeg har fulgt dig lidt på sidelinien, og håber at den lille fyr snart kommer ud til jer. Men hvor er det ironisk, at han ikke vil ud, når I nu havde så mange problemer med at få ham ind! Det er en forunderlig verden vi lever i! Jeg glæder mig til at høre om det hele når I kommer ud på den anden side lige om lidt.

Pøj pøj med fødslen (hvis man da kan sige det)!

Knus Askepot

Anonym sagde ...

Hej Søde Sech

Jeg kan godt forstå dine tanker om at 'hvorfor kan min krop nu ikke finde ud af det her'? Sådan havde jeg det ikke så meget med igangsættelse og akut kejsersnit (som det jo laaaangt fra er alle igangsættelser der ender med!) men medammebøvl og suttebrikker osv bagefter. Og det er jo helt irrationelt og ligegyldigt or det vigtigste, som du også skriver, er at ungen har det godt og komer ud og får noget at spise. Så pyt med hvordan.
Men den dukker op alligevel og så går man og kommer til at sammenligne med alle dem man hørrer om som gjorde det lige efter bogen.
Så det er dejligt at læse du har forliget dig med en igangsættelse og nu kun kan blive postitivt overrasket, hvis han alligevel finder vej ud inden søndag. Betty har en super pointe i at ligegyldig hvilken vej og hvordan han kommer ud, så bliver det Asbjørns og jeres helt specielle historie.
Iøvrigt synes jeg jeg har hørt flere historier i omgangskredesen om folk der blev sat igang og så kørte det ellers derfra som var de selv gået igang fra start af.

Stort knus og dejlig den søde veninde kan være med hele vejen.

City Hobbit :)