At sluge kameler

I dag er jeg 41+3 og vi var til igangsættelsessamtale på hospitalet i dag. Jeg bestilte tiden sidste gang jeg var til jordemoder, det er 14 dage siden. Og jeg var SIKKER på at den tid skulle jeg ikke få brug for. Men jeg tog fejl.

Der blev kørt en CTG strimmel og vi var inde hos lægen. Asbjørn har det aldeles udemærket i min mave, masser af aktivitet, god hjerterytme og i det hele taget stor og fin. CTG'en viste ikke synderlige udsving på ve-kurven, lidt plukkeveer, men ikke de store udsving. Og livmoderhalsen var godt nok blød, men stadig ikke helt væk, og jeg var kun en fingers bredde åben. Hm. Så lægen mente bestemt ikke at jeg lige gik i fødsel her inde for det næste døgn.

Vi fik snakket om igangsættelse og om hvordan det foregik. Og lægens udspil var tirsdag i næste uge til igangsættelse. Heldigvis skal vi have hjælp til fødslen fra min søde veninde, som er jordemoder på hospitalet, og derfor kan vi lidt bedre "vælge" da det afhænger af hende. Så da vi fik snakket med hende efterfølgende blev vi så enige om igangsættelse søndag - nøjagtig 14 over terminen.
Så nu er det altså fastlagt. Hvis ikke skattetrolden selv finder vej ud de næste 3-4 dage, så sættes maskineriet igang på søndag.

Jeg har surfet på nettet og læst mig frem til at de fleste gerne vil have tid til igangsættelse og ser det som en lettelse. Men sådan har jeg det bare overhovedet ikke. Og jeg har brugt det meste af dagen på lige at sluge den kamel - at min krop så åbenbart ikke selv kan finde ud af at få ungen ud. Totalt irrationelt og åndssvagt, for hvad er alternativet? At vente endnu længere, til skade for barnet? Som min kæreste siger: en naturlig fødsel, dem er der mange eksempler på i Afrika, og der dør de af det!

Men mine tanker har kredset om at min krop "ikke kan finde ud af det" og en øv-fornemmelse af at blive snydt for den der fornemmelse af "det er NU det sker". Nu er det hele planlagt. Og det er faktisk fjollet, for jeg kender jo mange, der er blevet sat igang med deres fødsel. Og dem synes jeg jo overhovedet ikke er "dårlige" til at føde eller tænker mærkeligt om dem. Så hvorfor er det anderledes for mig? Jeg mener, alle de seje kvinder, jeg kender, der er sat igang af den ene eller den anden årsag, er jo ikke mindre kvinder i mine øjne, eller mindre seje...!?

Og de samme tanker kredser så om den igangsatte fødsel. Bliver den bare mega-hård, ender det i kejsersnit og bliver det bare sindssyg hårdt? Og det er det samme fjollede igen - for jeg har jo hele tiden sagt at det vigtigste er at ungen kommer ud sund og rask - så er ALT det andet underordnet! Jeg kender jo også flere, der har fået kejsersnit, og deres liv er jo ikke endt ved det!
Men det har ikke rigtig kunne slippe mig i dag.

Jordemoder-veninden skrev så meget klogt "man kan vælge hvordan man reagerer på fødslen - hilser man veerne velkommen, arbejder man med dem, sørger man for hvile, ordentlig mad, går til fødselsforberedelse og så videre... men man kan ikke vælge sin egen fødsel. Man kan ikke vælge om barnet skruer sig rigtigt ned, om alt forløber som det skal..." Og det er jo virkelig kloge ord. Så det er de ord, jeg forsøger at fokusere på lige nu. Og prøver at glæde mig over at han jo for filan da KOMMER ud!