Altså, nu har vi været igang med at lave baby i lidt over 3 år hjemme hos os. Og jeg har bekymret mig om ALT, man kunne bekymre sig om. Også alle de ting, der ingen - absolut ingen, rationel, i hvert fald - grund til at bekymre sig om. Cyster til opstartsscanning (selvom der aldrig har været sådanne), koks i ægudtagning, strejker og meget, meget andet. Jeg har bekymret mig så meget de sidste år at jeg har været seriøst bange for at min ellers så "ubekymrede" og positive tilgang til livet for altid havde forladt mig. Ikke nok med tankerne om hvorvidt vi nogensinde skulle blive forældre, har jeg kæmpet med mig selv for ikke at blive en bitter nogen-og-trediveårig der ikke kunne glæde sig over andres lykke. Og guderne skal vide at dét har været en hård kamp.
Men altså nu er det nærmest omvendt. Jeg undrer mig i stille stunder over at jeg f.eks. ikke er er synderligt nervøs for fødslen (glemmer tit at tænke på den), at jeg faktisk tror på at han kommer ud rask og sund, at jeg egentlig også tror at selvom det bliver nogle hårde næste uger og måneder, så klarer vi også det. Det eneste jeg er lidt nervøs for, er om amningen bliver en kamp. Men det fylder ikke så meget.
Og så tænker jeg i disse stille stunder, som eks. nu - hvordan er det nu - hovmod står for fald, historien om nemesis og hybris og så videre. Kommer denne ubekymrethed tilbage lige i fjæset som en væmmelig, væmmelig boomerang? Venter der sig nogle forfærdelige overraskelser til os? Eller har mit gamle, næsten lidt for irriterende over-optimistiske gamle jeg, bare taget bo i mig igen? Sådan rigtig godt og grundigt? Håber at den irriterende dimension er forsvundet, for jeg føler at jeg har flyttet mig utroligt meget på denne rejse, vi har foretaget de sidste år.
Mon jeg er helt normal? Er det ikke meget normalt at være bare lidt nervøs for fødslen? I det mindste at bruge lidt krudt på at tænke over den? At tænke om han nu er frisk og rask? Skal man ikke have en masse tanker på nuværende tidspunkt? Altså det er jo lige om lidt, noget af det største i vores liv, skal ske...? Måske er jeg lidt underlig.
8 kommentarer:
Jeg var spændt på fødslen, vi kan jo læse os til en masse, men ingen kan sige hvordan det bliver i virkeligheden.
Synes det er en fin indgangsvinkel at tage det positivt, for selvfølgelig er Asbjørn sund og rask og selvfølgelig kommer fødslen til at gå godt.
Og så er det vel fint nok at have tænkt forskellige senarier igennem, vi vil jo så gerne være forberedte på det hele. Vores planlægger-gen fejler jo ikke noget :)
Du lyder i mine øre helt normal - jeg synes, at det er skønt, at du er tilbage og er dig selv ... den ubekymrede, positive kvinde. Det er så meget nemmere at være der end at være det sted, som du har bevæget dig væk fra.
Fortsæt den gode stil :-)
Som jeg husker det, følte jeg mig også lidt frustreret over, at jeg ikke kunne forholde mig til fødslen og de ting, der skulle følge efter. Ville faktisk også på en måde gerne bekymre mig. Jeg tror, at sagen er den, at det er umuligt at forestille sig det der føderi. Og så lader man bare fødsel være fødsel og satser på at naturen ordner det for én. Jeg ved ikke om det er sådan for alle. Sikkert ikke. Måske ønsker jeg mig lidt stadig, at jeg havde været i stand til at forestille mig fødslen og have gået og tænkt meget på det, for så ville den måske ikke være så uvirkelig også her bagefter.
Ehm det blev vist noget rod.
Jeg ved det ikke.. måske er det meningen, at det skal være sådan med fødsler. Man kunne jo godt komme i tanker om et par gode grunde til at fødslen skal henstå lidt i en tåge.. ;-)
Jeg tror Knock har ret - man kan jo slet ikke forestille sig hvordan sådan en fødsel er... så hvorfor bruge krudt på at bekymre sig om den. Jeg ville gerne arve lidt af din ubekymrethed. Synes det er en rigtig fin indstilling og ha´. Og når nu du har skænket hybris og nemesis dine tanker, så lader de det sikkert være ved det
:0) Bekymrethed over ubekymrethed må jo også tælle for noget ;0)
Jeg håber du får en dejlig fødsel og glæder mig til at læse stolpe op og stolpe ned om Asbjørns vej til verden!
Forresten Sech, husk at lære kæresten at tælle åndedrag når du har veer - altså selvfølgelig først når der er rigtigt knald på dem. Det hjælper simpelthen SÅ meget. Og så tror jeg også det er en rigtig god måde for manden at være en del af hele processen på. Min E er tydeligt SÅ stolt over at han kunne hjælpe mig og han følte sig ikke et øjelik uden for.
Jeg har sådan på fornemmelsen, at du får en rigtig god, kraftfuld fødsel.
Tak, kære søstre. Håber i har ret og at nemesis ikke kommer og banker os i hovedet lige om lidt.
Knock - tak for rådet med vejrtrækningerne - det gjorde lige at vi over morgenmaden lige igen gennemgik det der med vejrtrækning og veer. Så vidt jeg husker fra APA, så er det 12-15 vejrtrækninger pr ve, ik?
jeps -det passer virkelig med 12-15. og den del af veen der er ubærlig varer altså kun 3 åndedrag
En uge over nu. Bombombom.. det er spændende!
Send en kommentar