tirsdag den 26. maj 2009

Vekage og tilbageblik

En god, gammel vens kæreste bagte i slutningen af april en såkaldt "vekage" og fødte deres dreng 4 timer senere. Så vi har joket med at den opskrift skulle jeg da have. Jeg troede egentlig at det bare var sådan en intern ting, de havde hjemme hos dem, men en søgning på nettet viser, at opskriften på denne kage rent faktisk findes rundt omkring på nettet! Jeg var faktisk helt målløs! Det er en chokoladekage med kokos og rosiner, og hvis den skulle kunne fremkalde veer, så var der vist mange gravide, der fødte alt, alt for tidligt!

Men alligevel - som en slags rituel forberedelse gik jeg igang med at bage i går eftermiddags. Og kagen blev sat til livs i går aftes sammen med kæresten. Dog var indtagelsen behæftet med en del fejlkilder: 1. jeg havde fået af vide at jeg skulle spise mindst en kvart (det kunne jeg ikke); 2. Vi spiste jordbær til; 3. Jeg reducerede mængden af fedststof (det er altså svært for mig at komme 350 g smør i en kage!).
Om det var ovenstående fejlkilder, der har gjort det, ved jeg ikke. Men i hvert fald mente kæresten at han fik småveer lige efter indtagelsen og sagde også her i morges at han faktisk mente han havde haft veer i nat. Og så er vi jo lige vidt! Måske fik han ve-stykket.

Hvorom alting er, så må jeg konstatere at ve-kage er verdenshistoriens dårligste undskyldning for at spise chokoladekage.

Jeg synes at dagene begynder at blive lidt længere. Jeg har gang i en masse småprojekter såsom plantning af krydderurter og forskellige syprojekter og oprydning. Men nu begynder jeg altså at synes det er lidt trivielt. Så nu må han altså godt pakke sammen og komme ud.

Et stykke tidsfordriv i går var at læse nogle gamle blogindlæg på min blog og småtude lidt over dem. Mest af glæde over hvor heldige vi har været. Over hvor dejligt og angstfyldt det var at finde ud af at jeg var gravid i september sidste år. Hvor er det dog et mirakel at man kan lave børn på denne måde. Havde vi levet for 30-40 år siden havde vi været barnløse for altid.

Nu venter jeg bare på at få lov at føle hvordan en ve føles. Der er masser af mens-smerter, men det tæller jo bare som plukkeveer, så dem regner jeg ikke rigtig for noget. I morgen skal vi til igangsættelsessamtale, og jeg tror en evt. igangsættelse vil være søndag eller mandag. Og så ser det desværre ud som om den norske del af familien ikke får ham at se i første omgang.

2 kommentarer:

LOK sagde ...

Øv med vekagen, det lød ellers rigtigt smart ;-)

Kan godt forstå du er utålmodig, nu har I ventet længe nok på Asbjørn, nu må han altså ud og se verdenen!

Og få nu lavet alle dine småprojekter mens du kan, for tro mig den første tid når du altså bare ikke noget særligt, al tiden går bare med lillemanden. Og så er der jo alt vasketøjet, det er dejligt at vejret er så godt, så det kan komme ud og hænge i haven.

Åh ja september sidste år...puha...jeg har også været tilbage og læse, det giver en kuldgysninger. Men vi er heldige at leve i 2008/09!

Og Asbjørn kom så igang!!

QVINDEN sagde ...

Jeg hepper på Asbjørn og håber, at han kommer ud, inden du bliver sat i gang. HVis det kommer så vidt, håber jeg, at din igangsættelse kommer til at gå glat. Pøj pøj med det hele.